Marmoret tied. I tavshed glitrede glasset og tavse stod vagterne ret, som forvandlet til bronze af blæsten. Det dampede fra kisten,det ånded fra igennem dens rande, dengang den blev båret ud ad døren fra Mausoleet. Langsomt gled kisten forbi bajonetternes spidser.
("Stalins arvtagere" af Jevtusjenko).
Jeg husker den dag i dag den lille, røde brochure med overskriften "Fuldkommen hemmelig" med fede, store bogstaver. Det er 56 år siden. Det var en lille brochure med et uddrag fra Khrusjtjov-talen, der den dag i dag er hemmeligholdt. På 25-30 sider var der en hjerteskærende beretning om Stalins brutale terror og grusomme forbrydelser.
Mit hjerte gik næsten i stå, da en lidt beruset ungkommunist, en kold februardag, dukkede op i det lille landbrugskollektiv ved navn "Vejen til kommunismen". I lommen havde han en halv liter vodka. Den lille, hemmelige bog bar han omkring halsen, skjult under skjorten; sådan er traditionen i Rusland, når man skal opbevare vigtige dokumenter og skrifter. Hans opgave var at oplæse brochuren for partimedlemmer i landbrugskollektivet. Brochuren var blevet udgivet umiddelbart før Khrusjtjovs syv timer lange tale på partikongressen i 1956. "Vil du læse den? " spurgte han mig. "Den er meget interessant", tilføjede han med beruset stemme.
Jeg tog den i mine hænder, som var det en skarp barberkniv eller som man tager på et pindsvin og med rystende hænder begyndte jeg at læse overskrifterne i den: Tusinder døde uskyldigt - Det hemmelige Politis teknik - Beria lod ham skyde - Partiarbejder arresteret - Lenin sagde: Stop terroren! - 1108 delegerede fra den 17. partikongres arresteret. Det var ufatteligt for mig, at en sådan brochure med sådanne hjerteskærende nyheder kunne nå til den lille landsby, som lå hensunket i sneen uden telefoner, uden elektricitet og uden forbindelse til omverdenen.
Blodet strømmede til mit hoved, mens jeg fortsatte med at læse overskrifterne: To nye dokumenter - Brev til Stalin - Brutal krænkelse af lovligheden - Hvem myrdede Kirov? osv. osv.
Det svimlede for mine øjne. Jeg husker, jeg nåede til brochurens bagside med overskriften, skrevet med store bogstaver: Tilintetgøres efter læsningen. Dengang mente jeg, det var en provokation. I skæret af en petroleumslampe havde jeg med tilbageholdt åndedræt nået at læse det første kapitel. Sandheden var så stærk, at jeg ikke kunne fortsætte. Jeg begyndte at føle, at tårerne trillede fra mine øjne. Selv om jeg havde været indespærret i en sovjetisk koncentrationslejr, havde jeg ikke vidst noget om de skrækkelige kendsgerninger, der stod i brochuren.
Hvorfor havde ungkommunisterne en sådan tillid til mig? spurgte jeg mig selv.
"Skal vi ikke tilintetgøre denne frygtelige brochure? " "Nej den skal læses op for partimedlemmerne." "Kan der stilles spørgsmål i forbindelse med teksten?" "Nej." "Kan der laves notater om brochuren?" "Det er ikke tilladt at lave notater eller diskutere indholdet." Men vi lærere fra landsbyskolen, som var uden for partiet (jeg har aldrig hørt om en dygtig og flink pædagog, der var medlem af det kommunistiske parti, det var kun karrieremagere,som stræbte efter partibogen), og som havde til opgave at opdrage ungdommen i den kommunistisk-socialistiske ånd, fik ikke lov til at overvære partimdet, hvor den unge mand over for en tavs forsamling oplæste Khrusjtjovs tragiske prædiken om Stalins synder! Et par dage senere havde alle offentlige organisationer og virksomheder modtaget ordrer til at fjerne Stalins billeder og buster fra deres sokler. Men Stalins portrætter, der maledes på det bedste kvalitets-papir, man kunne opdrive, blev ikke smidt ud med det samme: Mangelen på papir i skolerne tvang folk til at bruge bagsiden af portrætterne af verdens høvding og fører til forskellige andre formål med satire og graffitti.
Brugen af bagsiderne havde nu igen fremkaldt nye problemer: Folk, der fortsat brugte portrætpapir til andre formål, blev beskyldt for at blive Stalins arvtagere. Et par år senere mødte jeg på en lærerkonference i Kasakhstans hovedstad daværende lærer i fysik og matematik Solsjenitsyn. Der lagde vi mærke til, at transparenterne med Den Kommunistiske Internationales ledere manglede Stalins hoved, der indtil da blev betragtet som marxistisk teoretiker.
"Hvem skal vi nu tro på?" spurgte jeg Solsjenitsyn. "Hvad så, er ideologien død?" spurgte jeg naivt den daværende lærer og senere nobelpristager.
"Tro på Gud og dig selv" svarede han. "Ideologien er ikke død. Det er latterligt. Inden den dør, vil den stadig finde tid til at tilintetgøre og erobre hele Vesten og mæske sig i dens blod." Sent om aftenen, da vi var vendt tilbage fra konferencen så vi Stalins ti meter høje statue af bronze, omgærdet af en høj bræddevæg. Inde fra hørte vi, hvordan arbejderne bankede løs på diktatoren med hammer og mejsel. Det var meget tungt arbejde at hugge benene væk fra soklen. Hans ben, der havde trampet millioner af mennesker ned, var ikke så enkle at fjerne.
Ved arbejdspladsen var der opstillet en høj kran og to dieseltraktorer for at vælte diktatoren. Da vi gik en tur ved daggry tidligt næste morgen, kunne vi se, at diktatorens kæmpekrop af bronze blev lagt på en sættevogn, omringet af politipatruljer på Stalinpladsen i Kasakhstans hovedstad, Alma Ata. En ukendt person havde smurt Stalins hænder ind i rød, blodlignende farve.
Mindesmærket til ære for Stalin, den grusomme diktators statue som stod lige over for bygningen med Kasakhstans partiledelse, var nu forsvundet. Det samme var sket i mange andre byer, hvor tusinder af tons kostbart metal blev omsmeltet til andre formål. Vor glæde var imidlertid af kort varighed. Kun et år efter Khrusjtjovs hemmelige tale kunne jeg læse i Den store Sovjetiske Encyklopædi, bind 40, udgivet i Moskva i 1957: ”Stalin har begået visse fejl, men han forbliver marxismen-leninismens fremragende teoretiker." Denne forklaring har været uforståelig for mig. En person som på det filosofiske område havde opført sig som en elefant i en porcelænsbutik, blev igen hædret som marxismen-leninismens teoretiker. Hvad er så marxismen i det hele taget værd? Et par år senere skrev Jevtusjenko i et digt:
Bryd jer ikke om tid
hvor lejrene står tomme,
men salene, hvor folk hører digte,
er fyldt til trængsel
Partiet
har befalet mig
ikke at slå mig til ro.
Tag den med ro.
Jeg evner ikke at være rolig.
Så længe Stalin har arvtagere
her på jorden
må jeg fornemme
at Stalin stadig er i
Mausoleet.
Rundt om i landet fortalte man hinanden følgende anekdote: En moskovit råbte på hovedgaden i Moskva "Stalin er et svin! Stalin er forræder!" Han blev taget af politiet og idømt 25 års fængsel: ‚t år for fornærmelse af proletariatets høvding og 24 år for at råbe statshemmeligheder...
Fra min bog :”Fra Vladimir Lenin til Vladimir Putin”
