"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Søvndal til magten!

31. maj 2010 - Artikel - af Lars Hedegaard

 Lars Hedegaard

Lars Hedegaards indlæg ved mødet i Studenterhuset i Købmagergade den 31. maj, hvor indbyderen, MF Kamal Qureshi, havde bedt ham forestille sig et SF-styret Danmark

Lad mig starte med at sige – som jeg altid gør, når jeg taler om andet end ytringsfrihed – at jeg udtrykker mig på absolut egne vegne. Jeg er temmelig sikker på, at det vil gibbe i mange af Trykkefrihedsselskabets medlemmer og støtter, når jeg her udtaler min glæde over, at vi efter næste valg formentlig får en SF-ledet regering med Socialdemokraterne og kommunisterne i Enhedslisten som støttepartier.

Jeg mener faktisk, det er på  tide, at disse kræfter får lejlighed til at vise, hvad de kan udrette. Nu har de i 10 år siddet og skumlet over VOK-blokkens forfejlede politik og lovet befolkningen en gevaldig genopretning af alt, hvad der er gået skævt siden det såkaldte systemskifte i 2001. Lad dem omsider få chancen for at vise, hvad de duer til.

Jeg skal derfor opfordre alle til at gå hen og sætte deres kryds ved Villy Søvndal og Frank Aaen.

Og det er ikke fordi jeg er nogen stor beundrer af d'herrers politik – for det er slet ikke tilfældet – men fordi jeg mener, det er på tide, at de får chancen for at afprøve den i praksis. Og helst med basis i et absolut flertal i Folketinget, så de ikke kan komme og sige, at de desværre var nødsaget til at udvande deres politik af hensyn til samarbejdet med deres parlamentariske grundlag.

Vi har brug for rent rødt i 2011!

Et rødt Danmark

Lad de røde få muligheden for at skabe den absolutte lighed i Danmark, som de brænder for.  

Lad de rige betale krisen – og hvis de rige ikke vil løfte byrden, kan de bare forlade landet og nedsætte sig andre steder. Hvis A.P. Møller skulle finde på at forlægge hovedkontoret til Singapore, er det jo ikke noget problem, for jo flere rige, vi slipper af med, jo mere lighed og social retfærdighed vil der blive i Danmark.

Lad os give kommunerne og regionerne alt, hvad de skal bruge for at undgå nedskæringer, øge lønningerne i den offentlige sektor og iværksætte nye indsatser til gavn for velfærden og ligheden. Et nyt flertal vil så nemt som at klø sig i nakken kunne hæve marginalskatten til 70, 80 eller 90 pct. Og hvis skatteyderne skulle flygte fra landet, vil vi altid have EU og Den Internationale Valutafond, der givetvis vil stå parat med støttepakker i multi-milliard-klassen, som de netop har gjort i Grækenland.

Eurozonen er nemlig en historisk enestående konstruktion. Hvis der på grund af offentlige underskud opstår mistillid til euro-landenes evne til at betale deres gæld tilbage, så styrker man euroen ved at trykke nogle flere euroer. Det er man sikker på vil berolige kreditorerne.  
Så længe man har en seddelpresse, kommer man aldrig til at mangle penge til velfærd. Vi så det i Tyskland i 1923, hvor borgerne kunne glæde sig over indkomster, der var så store, at de skulle bruge en trillebør for at slæbe dem hjem. Det skabte en fantastisk lighed og social retfærdighed, idet hele middelklassen mistede alt hvad de havde af opsparing og forventninger til deres gamle dage – og kvitterede ved at stemme Hitler til magten 10 år senere.     

Den nybagte socialdemokrat Pernille Rosenkrantz-Theil har allerede angivet kursen for det kommende røde kabinet, da hun gjorde opmærksom på, at den græske krise ikke skyldtes, at regeringen i Athen havde brugt for mange penge, men for få.  

Hvilket systemskifte?

Nu vil man nok spørge mig, om jeg da ikke beklager, at det kommende røde regime vil tilbagerulle systemskiftet fra 2001. Mit svar er: hvilket systemskifte?

Hvad er definitionen på  et systemskifte? Som jeg ser det, var det daværende cheføkonom i LO, Poul Nyrup Rasmussen, der midt i 1980erne gav det bedste svar: Der skal flyttes hegnspæle!

Hele samfundsdiskursen skal flyttes et andet sted hen, hvis vi skal tale om et systemskifte. Vi skal begynde at forholde os til et andet grundlag. Hvis vi hidtil har befundet os på Lars Tyndskids mark, må vi nu skaffe os bedre grund under fødderne.

Er det hvad der er sket under VOK-regeringen? Jeg kan dårligt få øje på det. Jo vist, der er sket nogle småjusteringer i antallet af indvandrere og folk, der har opnået statsborgerskab, og Dansk Folkeparti har fra tid til anden forsøgt sig med mandhaftige ord om nødvendigheden af at forsvare dansk frihed og danske traditioner mod shariaen – selv om det også er blevet småt med det. Nuværende justitsminister Brian Mikkelsen luftede for nogle år siden tanken om en kulturkamp mod islam, men det varede kun et par dage.

Alt er ved det gamle: Indvandringen er en berigelse, får vi at vide – faktisk en så stor berigelse, at danskerne skal arbejde 12 minutter mere om ugen for stadig at have råd til den. Der mangler 24 milliarder i kassen – uden at det falder ret mange ind at oplyse befolkningen om, at indvandringen og dens konsekvenser årligt koster et sted mellem 24 og 50 milliarder, og tror jo pokker, at vi skal arbejde mere.

For de socialistiske partier er der den gevinst ved folkevandringen, at 95 pct. af indvandrerne stemmer på dem. De kan så at sige importere deres eget vælgerkorps på skatteydernes regning. Det må siges at være ugens tilbud.  

Imamerne, som er religiøst forpligtet til at arbejde for et samfund à la Saudi-Arabien, får alt, hvad de peger på. Her er der ingen forskel på, om regeringen er rød eller blot blegrød som den siddende.

Der er stadig – hvis vi ser bort fra nogle pip fra Dansk Folkeparti – bred enighed om, at den manglende integration og den tiltagende ghettodannelse skyldes, at nederdrægtige danskere holder indvandrerne nede i en tilstand af fattigdom, udstødelse og forhånelse. Sådan får vi stadig sagen præsenteret af den siddende regering. Danskerne skal gøre en langt større indsats for at få indvandrerne til at bidrage til samfundet. Hvad indvandrerne skal gøre, hører vi ikke meget om.

Den kommende idyl

Men efter et regeringsskifte vil der blive rettet op på disse misforhold, forsikrer oppositionen. Der vil blive gjort op med fattigdommen og udstødelsen, og når Søvndal-Aaen-Thorning kabinettet har siddet ved magten i få år, vil vi have opnået den multikulturelle idyl, som alle er enige om, at udviklingen peger frem imod.

Der er jo heller ikke noget at gøre ved udviklingen, idet den ene dom efter den anden fra EF-domstolen slår fast, at vi slet ikke har ret til at bestemme, hvem der skal have ophold i landet. Så hvorfor ikke glæde sig over enhver nytilkommen statsklient, som vi får lov til at underholde med socialhjælp, pensioner, integrationsydelser, penge til ghettobekæmpelse, kriminalforsorg og meget andet?  

Jeg glæder mig.

Jeg glæder mig f.eks. også  til, at de socialistiske ledere atter indmelder deres børn i vores allesammens folkeskole i stedet for at sende dem i privatskoler, hvor de ikke skal gnubbe sig op og ned ad så mange fattige og udstødte. Efter få år ved magten vil de røde have tilført den offentlige skole så mange milliarder, at alle med glæde vil sende sine børn derhen.

Ytringsfriheden vil nok få  nogle knubs, når Villy og Helle komme til. Men ærlig talt, det er ikke gået ret godt i forvejen, når vi skal opleve attentater og trusler mod folk, der anklages for at have generet 1,6 milliarder muslimer. Jeg synes heller ikke, den siddende regering har vist sig specielt fast i kødet, når det gjaldt om at slå fast, at her i landet har vi ytringsfrihed.

Det bliver næppe bedre under en rød regering – og måske endda værre.

På den anden side: beskyttelsen af ytringsfriheden er hele tiden kommet fra det civile samfund. Ytringsfriheden sikres ikke ved resolutioner, festtaler eller regeringsudmeldinger om alt det gode, man vil udrette, men ved at almindelige mennesker siger, hvad de har på hjerte.

Det vil ikke ændre sig under en rød regering.

Så hvis jeg skal opsummere: Den store fordel ved en SF-ledet regering vil være, at befolkningen får lejlighed til på deres krop at opleve konsekvenserne af venstrefløjens politik.

Og når det kommer til stykket, er de faktisk indtrufne forhold en meget bedre læremester end nok så  mange fromme hensigtserklæringer og besværgelser af et multikulturelt lighedssamfunds velsignelser. Det, som tæller i den sidste ende, er stadigvæk, som præsident Clinton udtalte: økonomien, dumme.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg