I en tid, hvor krigen raser i vores baghave og hvor energiprisernes himmelflugt truer danskernes basisøkonomi, skulle man tro, at Københavns Kommune ville sætte alt ind på at sikre borgernes velfærd og lave strategier for den kommende vinters mangelsituation. Men nej: der er vigtigere og åbenbart langt mere presserende ting, der skal ordnes, nemlig udstedelse af en ny sprogvejledning til kommunens ansatte, så de kommunikerer ”mere hensynsfuldt og inkluderende” over for kommunens borgere – og feministisk byplanlægning, der skal ændre det mandsdominerede byrum, så det bliver kvindekønnet og inkluderende.
Dér har vi ordet, igen: Inkluderende. Det mest ekskluderende ord, for det bliver altid brugt til at udgrænse og udskamme bestemte grupper, når jeg siger bestemte grupper, så mener jeg hvide, halv- og helgamle, heteroseksuelle mænd.
Således også i København, der med den nævnte sprogvejledning har valgt at bruge endnu flere ressourcer på at brande hovedstaden som den mest woke. Ifølge Ekstra Bladet skal kommunens ansatte ”…være mere bevidst om at spørge ind, hvis de er tvivl om, hvilke pronominer borgeren foretrækker at blive tiltalt og omtalt med”, ligesom de ”ikke skal tage for givet, at en familie består af en mor og en far” og derfor skal bruge ordene ”medforældre” og ”partner”.
Den såkaldte ”vejledning” er nok mere at betragte som en instruks, for den er en erklæret del af kommunens samlede LGBT+ politik, som er udarbejdet i samarbejde med LGBT+ Danmark, der må betegnes som en af landets mest magtfulde og totalitære foreninger (så lille den ellers er), og vi har endnu til gode at se, hvilke konsekvenser det vil få, skulle en ansat formaste sig til at kalde forældre ved deres rette navn: mor og far.
Men som nævnt, stopper woke-helvedet i Københavns Kommune ikke der, for det har vist sig, at den ganske københavnske byplanlægning er ét stort mande-rum, skabt af hvide mænd, for hvide mænd og dermed ekskluderende for alle andre end de cis-kønnede, heteronormative (grimme, dumme) hvide mænd.
Det er i hvert fald påstanden fra en højtråbende gruppe af såkaldte ”feministiske byplanlæggere”, og for at illustrere deres påstand om det mandede byrum for TV Lorrys journalist, tog de ham med til Nørrebro Station. Og her er det, at kæden hopper helt af:
”Vi skaber områder, vi skaber byrum, som er til velhavende, kulturkristne middelklasse danske mænd” udtaler Iben Hendel Phillipsen, som er ”talsperson” for noget, der hedder Everyday Sexism Project Danmark og peger anklagende på den fredede bygning, der er det tætteste, man efterhånden kommer på noget smukt i den del af byen. Men det anfægter ikke talspersonen. Ej heller lader hun sig anfægte af, at Nørrebro Station ligger midt i et af de allermest muslim-tætte områder i kongeriget og at bygningen trods nylig og nænsom renovering allerede er i forfald – sandsynligvis af lige præcis den grund. Der stinker af pis under rulletrappen, som i øvrigt aldrig virker – sandsynligvis på grund af gentagen hærværk, ligesom elevatoren, der også stinker af pis og hvis tykke glasvægge er knust og ville falde sammen, var det ikke fordi et eller andet usynligt lim holder sammen på splinterne.
Dette er næppe ”velhavende, kulturkristne, middelklasse, danske mænds” værk. Ej heller er Nørrebro Station og opland et område, hvor dette på en gang udskældte og samtidig samfundsbærende segment opholder sig længere end højst nødvendigt: her råder islam nemlig og som konsekvens også banderne, og skulle man være i tvivl, kan man blot tage opstilling uden for stationen, hvor Nørrebrogade ender og Frederikssundsvej begynder – lige i skellet mellem Nørrebro og Nordlædervest – og tælle hårfarver. Eller tørklæder for den sags skyld.
Selvom Nørrebro Station er udtænkt og renoveret af velhavende, kulturkristne middelklasse, danske mænd som en fin stationsbygning, er det tydeligvis ikke de oprindelige bærende hensigter med bygningen og dens funktion, der står tilbage: det gør til gengæld det præg kvarterets beboere har sat på den. De beboere, som de feministiske byplanlæggere betragter som ekskluderede på linje med kvinderne og allehånde LGBT+ segmenter og som derfor skal vises særlige hensyn i planlægningen af byens rum (sic!)
Det hele er så himmelråbende absurd, at man ville dø af grin var det ikke fordi man som indbygger i hovedstaden er med til at finansiere dette omsiggribende og garanteret bekostelige cirkus. Vi lever i en klovne-by i en klovne-verden.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
