"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sidste broderkys til Honecker


25. oktober 2009     Leon Nikulin

20-årsdagen for Murens fald og begivenheden fejres søndag den 9. november, hvor Muren for en kort stund vil genopstå i berlinernes bevisthed. Ceremonien finder sted ved den sidste rest af det betonmonument, der delte Berlin og Tyskland i 28 år, og som nu er omskabt til East Side Gallery .

Her findes berømte malerier hvor folk malede deres følelser, bl.a. det berømte ”broderkysset” mellem generalsekretær Bresjnev og Honecker.

I midten af august 1961 var jeg i Vestberlin.  Det var på et tidspunkt, at DDRs 4 meter høje DDR-mur lige var blevet rejst.  Men arbejdet på den fortsatte til 23. august 1961, da der stadig manglede mange af de 289 vagttårne, der skulle sikre de østtyske vagtsoldater en perfekt udsigt over dødszonerne.

Hele august var der stærk trafik ved Muren: Lastvogne med pæle og pigtråd, snesevis af soldater i løbegang med hunde og projektører.

Den 23. august kunne det østtyske politbureau under ledelse af Walter Ulbricht konstatere, at beton-muren, der adskilte den østtyske såkaldte ”demokratiske” republik fra det fjendtlige, kapitalistiske Vestberlin var færdig. Vagttårne med maskinpistol-bevæbnede unge soldater i mørkegrønne uniformer fik ordre til at nedskyde deres flygtende landsmænd. Størstedelen af Potsdamer Platz blev forvandlet til et mennesketomt område, mens øst for Muren og i gaderne langs den blev etageejendommene ryddet.

Folkedemokratiet elskede dets landsmænd så højt, at de murede dem inde i cement blandet med skræk og løgn. Men før kommunisternes kyniske projekt blev færdigt, lykkedes det for over en kvart million østtyskere at flygte.

Masseflugt til friheden

I 1960 flygtede 200.000 unge DDR-borgere, og indtil Muren blev færdig i 1961 nåede 165.000 borgere at komme over til frihed.  DDR myndigheder gjorde alt, havd de kunne for at dæmme op for strømmen, men politisk pres og en lavine af straffesager kunne ikke forhindre masseflugten. Folk ville have ret til ytringsfrihed, rejsefrihed og økonomiske goder. De ønskede ikke at leve i permanent angst under kommunisternes diktat.

Den 15. juni 1961 - to måneder før opførelsen af det rædselsfulde byggeri - erklærede partisekretær Walter Ulbricht på en pressekonference, at ingen havde til hensigt at bygge en mur.  Men på mødet i Warzawapagtslandenes kommunistiske partier, 3-5 august 1961 i Moskva, fik DDRs politbureau grønt lys fra de østeuropæiske partiledere og personligt fra Nikita Khrusjtjov til opførelsen af Muren.

Egentlig er der tale om to Mure. Udover den første  på 44,8 km. var der en på 121 km der adskiller Vestberlin fra Østtyskland. Konstruktionen var oprindelig en blanding af Mur, blændede husfacader, pigtråd og vandspærringer. Kun enkelte kortere strækninger dannede vandløbs-grænsen.  Her spærrede pigtråd for adgang.  I tidens løb blev Muren næsten på hele strækningen dubleret af endnu en beton-mur. Mellem de to mure var der en 75-100 meter bred døds-zone.  I Gulags KZ-lejre var en sådan zone kun 10-15 meter bred.  I døds-zonen mellem murene anbragtes miner og svært bevæbnede vagter.

En "antifascistisk beskyttelsesmur"

Muren blev overvåget fra 289 vagttårne, dvs. mindst 2 vagttårne pr. km eller ét pr. 500 meter.  Af de oprindelige 81 sektor-overgange til de amerikanske, franske og engelske zoner i Vestberlin blev der efter et stykke tid kun syv tilbage. Én for diplomatkorpset af udlændige samt de allieredes militær. To for den føderale tyske republiks borgere samt 4 for beboere i Vestberlin, som arbejdere i øst-sektoren. Grænseovergange for transport samt for Østberlin-borgere, der arbejdede i Vestberlin blev spærret. Walter Ulbrichts styre talte om en “antifascistisk beskyttelsesmur”.

Deres tese var, at det var nødvendigt at bremse et ondskabsfuldt kapitalistisk anslag mod den første folkemagt på tysk jord og samtidig forhindre krig og vestlig sabotage. Men virkeligheden var helt anderledes: Tabet af undervisningsinvesteringer i form at ekspertflugt indtil 1986 opgøres til 16 milliarder mark.

Indtil 1986 da DDR’s styre markerede 25 års-dagen for beton-monumentet, flygtede i alt 4900 østtyskere over Muren og 189 blev skudt ned under flugtforsøget.

For mig, som tidligere politisk fange i Gulag, var Muren i et land med komunistisk diktatur, ikke en stor overraskelse. En sådan Mur med pigtråd, vagttårne og døds-zoner havde jeg oplevet på egen krop under mit ophold i de sovjetiske KZ-lejre. Det, som har forundret mig ved DDR’s dobbelte Mur var de vestlige demokratiers passivitet. Man var tydeligvis bange for at genere Sovjetunionen. Der var ganske vist delvis kritik fra USA, England og Frankrigs side, over det fakrum at 16 mill. østtyskere blev indkapslet bag en mur for at isolere dem fra den frie verden. Men efter kort tid blev Muren glemt.

I 1973 blev Erik Honeckers demokratiske republik det 133. medlem af FN. Og i 1974 blev DDR diplomatisk anerkendt næsten overalt i verden. Ingen af FN’s medlemmer opfordrede det kommunistiske styre til at fjerne den da 12 år gamle Mur før optagelsen i FN, og genforeningen som politisk mål blev samme år stryget af forfatningen.

Rosende skrifter om Muren

I tilbageblik er det interessant at vide, hvordan DDR-muren og DDR’s økonomiske og politiske fallit vurderes i danske skrifter. De fleste af dem enten roser DDR’s politik eller gentager indholdet af skrifter, som er offentliggjort i Sovjetunionen eller DDR.  F.eks. i bogen “Østtyskland - en brik i spillet”, forfattet af Thillo Koch og udgivet på Jørgen Paludans forlag i 1970, bringes 48 dokumenter med ren indoktrinerende, politisk indhold, f.eks. uddrag af Sovjets note til USA af den 17. november 1958.“Nyt forslag fra Sovjet” af 10. juni 1969. “Sovjets memorandum vedrørende Berlin” af 4. juni 1961.

“Khrusjtjov om den fredelige sameksistens” (7. marts 1969). “Bresjnev om de socialistiske staters sameksistens” (1965).  Men der findes ingen indlæg om, hvordan den vestlige verden betragtede DDR-muren, masseflugt fra DDR, undertrykkelsen eller svar på ovenstående dokumenter.

En anden forfatter, Hans Jakobsen, omtalte muren i sin 256 siders store bog med titlen “Fra Ulbricht til Honecker”, på kun to sider 114-116. I sit forord til bogen tilføjede han: ”Nogle af afsnittene om marxismens, leninismens opfattelse af den historiske udvikling og SED (DDR’s ledende socialistparti), kunne benyttes som udgangspunkt: Eleverne får derved tillige en første orientering om den ideologi, der idag er den officielle, statsbærende i en lang række stater.”

Lademans Encyclopædi fra 1982 bragte på side 187 seks små linier om Berlin-muren med stærkt reducerede tal om de omkomne under forsøg på at forcere muren.

I kølvandet på opbruddet i Polen og Gorbatjovs perestrojka-politik rejser borgergrupper med stadig større styrke krav om demokratiske reformer. Ungarn åbner sine grænser og udløser en flugtbølge fra DDR. Honecker styrtes og afløses af Egon Krenz, som snart slipper tøjlerne. Rundbordssamtaler mellem partiet og oppositionen starter. På et møde i Vestberlin den 9. november 1989 med over 100.000 deltagere udtalte Willy Brandt at “delingen af byen med pigtråd og dødsfælder går imod historiens strøm. Berlin blev symbol på ufriheden i øst.

DDRs nye styre slap tøjlerne efter vink fra Moskva, Honecker fik det sidste broderkys og Muren  faldt. Kort efter at Muren og det system, som skabte den, blev lagt i ruiner, gennemførtes i Moskva et kup mod daværende præsident Gorbatjov for at stoppe den reformistiske bevægelse. Men det var for sent.


Leon Nikulin er forfatter og  dr. Phil