"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sharia-loven: praktiseres den i Danmark?

Juli 2008 - Kahttan Jasim

Bag facaden følger herboende islamister konsekvent en strategi for at erobre politisk magt, bl.a. ved at udbrede sharia-regler som tørklædet, flerkoneri, kønsopdelte skoler, kønsopdelt idræt, halal-mad og kvindelig omskæring

Danskerne står over for et dilemma mellem på den ene side at vise tolerance overfor kulturel og religiøs forskellighed som en almen demokratisk ret, og på den anden side en daglig oplevelse af, at den forskellighed, der fremhæves af nogle udlændinge, bliver et stort, truende og uoverskueligt problem. Et eksempel på dette dilemma er debatten om muslimernes praktisering af sharia-loven.

Men praktiseres sharia allerede i Danmark, og hvad går den ud på?

Hvad er Sharia?

Sharia udledes af verbet sharraa, der på arabisk betyder "at lovgive". Alternativt kan det tolkes som et substantiv, der betyder "sporet til kilden". Men uanset om man vælger den elle eller den anden etymologiske forklaring, står shariaen for mange muslimer som Guds strenge regelsæt, der ikke må kritiseres, laves om eller reformeres. Den er hævet over menneskelig fornuft og enhver jordisk lovgivning.

Shariaen beskriver i mindste detaljer, hvordan man skal opføre sig, handle og tænke både i det private og offentlige rum. Verden bliver i princippet, ifølge disse regler, delt i to kategorier, nemlig det forbudte (haram) og det tilladte (halal). Der findes dog et vist frirum mellem disse modpoler, hvilket ofte overses af muslimer.

Sharia bygger på fire kilder: Koranen, Guds ord, sunna (profetens fortolkninger, gerninger og sædvaner), qiyas (analogislutninger baseret på Muhammeds sunna og beretningerne om, hvordan hans fire første efterfølgere (kaliffer) opførte sig) og endelig idjma (konsensus). Konsensus er de retslærdes fælles forståelse og enighed om, hvordan man forholder sig til nye fænomener og problemer, som ikke kan henvises direkte til hverken Koranen eller Muhammeds sunna. F.eks. blev nogle muslimske retslærde enige om at udstede en fatwa, der tillod nye former for ægteskab, hvor ingen af parterne er forpligtet over for hinanden. Dette var for at stille sexlysten.

Shia-islam tilføjer et femte princip: imamaet (det ufejlbarlige lederskab). Det baseres på al-nass (Guds åbenbarede tekst), hvoraf der bliver udledt mange begreber og praksiser. Imidlertid er der ikke den store forskel mellem sunnier og shiiter, når det gælder praktiseringen af sharia-loven.

Barske straffe

Sharia opererer med en række "regelsæt", der ligger meget fjernet fra vestlig retspraksis. Kvinder har kun den halve arveret af mænds. Kvinders vidneudsagn tæller kun det halve af mænds. Domme kan ikke appelleres. I en række islamiske lande har kvinder ikke ret til at rejse eller færdes i det offentlige rum uden mandlig ledsager eller skriftligt samtykke fra en mand. Der er skrappe restriktioner, hvad angår påklædning og kontakt til omverdenen uden for hjemmet. I nogle Golfstater må der ikke vises fotos af kvindelige studenter på eksamenstavlen. I en række islamiske lande må kvinder ikke indtage lederposter og er udelukket fra forskellige erhverv, som f.eks. at blive dommere. Det egyptiske, Muslimske Broderskabs nye program understreger kvinders lave status.

Sex uden for ægteskab og utroskab straffes med offentlig piskning og stening til døde. Dette bliver praktiseret i Iran, Saudi-Arabien, Pakistan, Sudan og Afghanistan. Selv under det nye ”demokrati” i Irak har irakiske medier rapporteret, at alene i 2007 blev 50 kvinder i Basra-provinsen i det sydlige Irak slået ihjel af shia-militser efter anklager om, at de ikke fulgte sharia-loven. Deres eneste synd var, at de ikke havde taget tørklæde på, eller at de brugte make-up. Mange af kvinderne blev mishandlet, før de blev dræbt.

Saudi-Arabien straffer stadigvæk tyveri med afhugning af hænder eller fødder, og Iran betragter fornærmelse af Gud, Muhammed eller imamerne som blasfemi, hvilket straffes med fængsling, tortur og halshugning. Det samme oplever vi nu i Afghanistan, hvor en journalistelev blev dømt til døden, fordi han uddelte en artikel, der fortalte om fundamentalisternes undertrykkelse af kvinder.

Sharia diskriminerer også mod andre trosretninger, og anser vantro og frafald fra islam samt uortodokse retninger som Bahai og Ahmadiyya som kætteri, der straffes med døden.

Sharia
I oktober 1999 indførte guvernøren i den nordvestlige nigerianske delstat Zamfara sharia-lovgivning.
Bl.a. blev salg af alkohol forbudt, mænd blev opfordret til at anlægge langt skæg, og mænd og kvinder blev adskilt i den offentlige transport. Til venstre på denne plakat bliver nogle af reglerne forklaret. Til højre kan man se straffene for at bryde dem.

Sharia og parallelsamfundet i Danmark

I den vestlige verden, hvor det sekulære og demokratiske retssystem beskytter borgernes individuelle rettigheder, forsøger islamisterne på forskellige måder alligevel at implementere sharia-loven, og dermed sikre den politiske islam en plads i f.eks. det danske samfund. De henviser til, at vi lever i et multikulturelt og multireligiøst samfund, hvor der skal være plads til alle, altså også til shariaen. Bag facaden følger de konsekvent en strategi for at erobre politisk magt. Blandt virkemidlerne er bl.a. udbredelsen af tørklædet, flerkoneri, kønsopdelte skoler, kønsopdelt idræt, halal-mad og kvindelig omskæring.

Hijab er ifølge sharia et vigtigt element i kvinders tro. Hijab betyder at skjule, adskille og afskærme. Kvindens krop regnes for aura (skam/nøgen) og fitna (kaos/splittelse). Derfor skal den tildækkes totalt og adskilles fra omverdenen. Kvinder uden hijab betragtes som urene, uanstændige og uden moral. Deres krop bliver et adskillende symbol mellem troende og ikke-troende, mellem dem, der hører til dar al-islam (islams hus), og dem, der hører til dar al-harb (krigens hus).

Ifølge sharia må kvinder ikke komme i fysisk kontakt med fremmede mænd. Dette har vi bl.a. oplevet, da Asmaa Abdol-Hamid nægtede at give hånd til en tv-vært. Hun forklarede denne afvisning med, at hendes religion forbyder, at mænd og kvinder kommer fysisk i kontakt. Ligeledes sagde hun, at hendes tørklæde/hijab er en del af hendes religion.

Piger ned til syv år tvinges til at bære hovedpåklædning. Pigerne bliver socialiseret ud fra den påstand, at deres krop er en forbandelse og en kilde til angst og urenhed. Derfor lærer disse stakler fra barndommen, at kroppen skal tildækkes og begrænses i det offentlige rum. Således bliver kvindens krop en genstand, der står under hele familiens observation. Gennem kønsadskillelse og intimidering af piger opnår islamisterne social kontrol i egne rækker .

Spørgsmålet er, hvad der er blevet af mandens ansvar. Hvorfor fylder sex så meget i den muslimske mands bevidsthed, at det er nødvendigt at pålægge kvinderne sådanne restriktioner? Hvis mændene bliver fristet over evne, må de slå blikket ned og skamme sig over deres syndige tanker, som Koranen selv anbefaler. Hvordan kan mænd tillade, at en syv-årig pige skal opfattes som et seksualobjekt?

Mange muslimske piger og kvinder i Danmark bliver udsat for chikane, mobning og trusler fra venner og bekendte, hvis de går uden hijab og ikke følger de islamiske forskrifter. Hele islams moralske orden afhænger af denne adskillelse mellem mænd og kvinder.

Adskillelsesstrategi

Sharia forlanger ligeledes et kønsopdelt samfund, hvor kvinder skal passe hjem, børn og mænd, mens mænd skal skaffe det daglige brød. Mændene presser deres koner til at blive hjemme hos børnene i stedet for at få et job. En tyrkisk pige spurgte mig undrende, da hun så mig lave mad: Er du nu en mor?

Pigerne bliver hele tiden mindet om deres krop som en kilde til skam. Derfor skal de være meget varsomme, når de bevæger sig eller foretager sig noget. De skal ligeledes rette sig efter ordrer fra mænd – far, bror, onkler og andre i familien.

Sharia kan også tydeligt spores i de krav, der stilles til forskellige institutioner om, at børn ikke må deltage i svømning og idræt, tage med på lejre eller overnatte sammen med skolebørn på ture. Ligeledes bliver det forlangt, at skoler og andre institutioner skal servere halal-mad. Nogle steder kræver forældrene, at skolerne fritager deres børn fra undervisning i fag som naturvidenskab, biologi og religion.

Omskæring

Omskæring af piger såvel som drenge er både traditionel og religiøs praksis. Der henvises ofte til Koranen, sunna og de klassiske bøger. Den praksis, som volder så mange psykiske og fysiske lidelser hos piger, anses for en nødvendighed for at renligholde drengens krop og øge hans seksuelle evner, samtidig med at pigernes seksualitet dæmpes, hæmmes og begrænses – eller elimineres totalt. Kvindelig omskæring forekommer mest hos folk, der stammer fra Egypten, Sudan, Eritrea og det nordlige Irak.

Til trods for at der er gennemført mange stramninger i den danske lovgivning, praktiseres omskæring af piger stadigvæk i stort omfang. For mange muslimske familier er omskæring af deres børn en religiøs forpligtelse, selv om der er uenighed blandt muslimske teologer om omskæring, især af piger. Nogle muslimske teologer retfærdiggør omskæring med henvisning til Profetens hadith, som lyder således: ”Umm Atiyah al-Ansariyya beretter: en kvinde plejede at gennemføre omskæring i Medina. Profeten sagde til hende: du må ikke skære så hårdt, da det er bedre for kvinder og ønskeligt for manden” (se Sunan Abu-Dawud, Kitab al-Adab, bog 41, nr. 5251). Muhammeds anvisning gik altså ud på, at hun skulle fjerne en mindre del af de kvindelige kønsorganer, end hun havde tænkt sig.

I nyere tid, nemlig den 23. juni 1951 og den 29. januar 1981, har stormuftien af al-Azhar udsendt fatwaer, der anbefaler forældre at lade deres døtre omskære.

Pro forma skilsmisse

Ifølge den islamiske lovgivning er sex før ægteskab totalt forbudt for begge parter (haram). For at forhindre førægteskabelig sex tvinger mange muslimske familier deres sønner og døtre til at gifte sig i en tidlig alder. Dette sker bl.a. gennem arrangerede ægteskaber mellem fætre og kusiner. Kvinder har lav status i ægteskabet. Hvis manden tre gange siger taliq (skilt), kan han slippe af med sin kone, hvorimod der er mange forhindringer og besværligheder, hvis en kvinde forlanger skilsmisse. Derudover kan det tage mange år og koste mange lidelser. Mange muslimske kvinder har faktisk store problemer i Danmark, når de begærer skilsmisse. Problemet er, at selvom kvinden får skilsmisse ved en dansk domstol, så betragtes hun stadigvæk som gift, hvis hun ikke har fulgt den islamiske lov. Nogle mænd kan have flere koner, fordi deres skilsmisse efter dansk lov ikke har gyldighed inden for islam.

I Danmark findes der flere ægtepar, der selv om de er gift efter sharia, fortæller de offentlige myndigheder, at de ikke er gift, men kun samboende. Dette får økonomisk betydning i forhold til, hvor meget offentlig hjælp, de kan modtage.

Individuelle rettigheder?

Det diskuteres ofte, om demokratiet skal sikre grupper med anderledes etnisk og/eller religiøs baggrund deres rettigheder, og i den forbindelse henviser man ofte til menneskerettighedskonventionerne. Det er en misforståelse. Disse konventioner har aldrig taget udgangspunkt i grupper, men i individer.

Der er ingen fare i, at det enkelte individ praktiserer sin tro og kultur. Faren opstår, når troen og kulturen hævdes som grupperettigheder, der er i direkte modstrid med ethvert demokratisk og sekulært system.

Det danske retssystem og samfund er opbygget gennem en lang historisk kamp for frihed og lighed. Derfor harmoniserer sharia-loven, som hører til en anden og forældet samfundsstruktur til, ikke med det danske system.