Forleden mødtes jeg helt uformelt med tre repræsentanter for Danmarks engang så stærke olie- og gasudvindings-industri. Mit formål var at få mere viden om, hvordan Danmark hurtigst muligt kan fremskaffe så megen brændsel som muligt, helst allerede til denne vinter, hvis nu ikke møllevingerne skulle svinge, solen ikke skinne og de norske elve ikke bruse, som de ikke gjorde sidste jul.
I december 2020 besluttede regeringen, Venstre, Radikale, Konservative, SF og Dansk Folkeparti at standse nye udbudsrunder for olie- og gasefterforskning og at sætte definitivt stop for al udvinding af gas og olie i Nordsøens righoldige felter i 2050. De har ellers indbragt Danmark 544 milliarder kroner siden 1972, og forliget kostede på stedet 13 milliarder kroner, men hvad betyder den slags småting, når kloden koger?
De grønne alkymister
Og med en tjenstvillig hær af offentligt betalte grønne alkymister og et arsenal af bæredygtige evighedsmaskiner lige om hjørnet, så er det bare med at slå prop i lortet og glemme 160-200 millioner kubikmeter olie og 80 milliarder kubikmeter gas.
Men hovsa! Så røg vi i krig med Rusland, og selv om ukrainerne betaler den ultimative pris, så kommer vi andre i Europa også til at betale dyrt for at sætte Rusland på plads og statuere et eksempel. Vi slipper foreløbig med økonomisk krigsførelse, men også den bliver hårrejsende dyr, når vi lammer vores samfund med grøn omstilling.
Så hvor hurtigt kan vi genåbne vore olie- og gasfelter i Nordsøen? Hvad skal der til for at genoptage forskning og udvinding?
Men de to herre og én dame begyndte i stedet at fortælle, hvordan deres firmaer gjorde alt, hvad de kunne for ikke at ødelægge Moder Jord. De havde tænkt sig at indfange den farlige CO-2 og proppe den ned i de samme huller på havsens bund, hvorfra de havde hentet den fæle sorte energi. Og jo, undervejs mod det videnskabeligt forudsete og bæredygtige tusindårsrige, vil de da gerne pumpe en smule olie og gas op fra havet, men ikke så meget, at det gør noget.
Bange for egen skygge
Da jeg høfligt signalerede, at jeg var totalt uinteresseret i at høre om noget så meningsløst som lagring af kuldioxid, og hellere ville høre om olie og gas, rykkede de lidt uroligt på sig, men efterhånden fik vi snakken over i noget konstruktivt. Da de følte sig overbevist om, at klimaminister Dan Jørgensens Grønstapo ikke aflyttede rummet, og at mødet ikke var et set-up iscenesat af Extinction Rebellion og Sikandar Siddique, slappede de af.
Og så fortalte de.
Om, hvordan Dan Jørgensens klimabesættelse og hadske udfald imod hele den fossile industri virker som en kvælende blokering for nødvendige investeringer. Men at de og deres firmaer ville være ”færdige”, hvis de stod åbent frem.
Olie- og gasindustrien er skræmt fra vid og sans, den er bange for sin egen skygge og sit CO-2-aftryk; den skammer sig over sin opgave, og derfor skal branchens ejere og talsmænd gå i sæk og aske og være én omvandrende undskyldning for sin eksistens.
De skal være underdanige som dhimmi’er i et muslimsk land.
Kuede kapitalister
Forleden deltog direktør for Dansk Industri Troels Ranis i ”Debatten” på DR2. Han lød mere som direktør for dansk af-industrialisering. Han var vistnok kaldt ind for at tilføje en smule eftertænksomhed i strømmen af grønt pladder, men man kunne lige så godt have inviteret en repræsentant for Greenpeace eller Enhedslisten. Han kaldte energikrisen for ”et lille bump”, han lovede, at dansk industri var ”committed” på den grønne omstilling, at dansk industri sigtede efter ”klimaneutralitet”, og han lovede at opfylde Der Fünfjahresplan og alle andre planer, som Den Grønne Plankomité måtte pålægge ham og hans kuede medlemsskare af stockholmsyndrom-lammede kapitalister og udbyttere.
Det var kvalmende.
Klima-Berufsverbot
Men deres ængstelse er ikke ubegrundet.
For nylig blev den britiske bankkoncerns HSBC’s topchefer Stuart Kirk tvunget til at tage sin afsked efter 27 år. I maj måned i år holdt han et foredrag under titlen ”Hvorfor investorer ikke behøver at frygte klimakrisen.” Stuart Kirk kaldte klima-bevægelsens alarmisme for ”tyndt funderet, skinger, partisk, selvsmagende og apokalyptisk.” og ”hyklerisk gruppetænkning.”
Om verdenshavenes stigning sagde Stuart Kirk: ”Og hvad så, hvis Miami om 100 år befinder sig seks meter under havoverfladen? Amsterdam har befundet sig seks meter under havoverfladen i århundreder og er et rigtig dejligt sted.” Og: ”Der er altid én eller anden klimatosse (’nut job’), som fortæller mig, at jorden er ved at gå under.”
Den fyr ville jeg godt dele to flasker rødvin med, tænkte jeg, han har da humor, men det blev desværre til galgenhumor, for HSBC kom under så voldsom kritik, at banken så sig nødsaget til at suspendere Stuart Kirk.
”Greenwashing”
For øjeblikket indsamler 20 klima-organisationer i Europa underskrifter for at forbyde reklamer for firmaer, som sælger biler, benzin, olie, flyrejser (dog ikke med el-fly), skibstrafik og meget mere. Hvis de samler en million underskrifter, skal EU-kommissionen behandle forslaget. I Danmark deltager Greenpeace, Mellemfolkeligt Samvirke, Den Grønne Studenterbevægelse, Klimabevægelsen og Vedvarende Energi.
Overalt er den gamle klasse af blodsugende kapitalister på retræte.
At blive beskyldt for ”greenwashing” kan få en koncernledelse til at geråde i total panik og aktierne til at styrtdykke. Det kan ske, hvis en enhedsfront af selvbestaltede græsrodsklima-kampgrupper rotter sig sammen og triumferende river den grønne maske af firmaer, som kun på skrømt tilbeder Gaia og Moder Jord.
Det sker f.eks., når olie- og gasfirmaer lover at indfange den dødbringende CO-2 og stuve den af vejen nede i Hades. Men det er heller ikke godt nok; nej industrien skal ikke camouflere sit CO-2-udslip, for den skal slet ikke udslippe et eneste gram CO-2. Når den sorte energis agenter således er blevet afsløret i sit rænkespil og udhængt til spot og spe som en kinesisk professor under Kulturrevolutionen, indser de efterhånden deres fejlagtige veje, udøver selvkritik og lader deres plageånder bestemme.
Marx tog fejl…
Ifølge dogmatisk marxisme tilhører den virkelige magt i samfundet den klasse, som ejer og råder over produktionsmidlerne og produktivkræfterne: maskiner, jord, energiressourcer etc.. Den herskende klasses magt sætter sig igennem på alle niveauer, gennem den rådende ideologi, i kultur, uddannelser, medier osv.
Men den holder ikke længere stik . I vore dage ser vi, at klasser af mennesker, som intet forhold har til produktionsapparatet og ingen andel i dets opretholdelse, er i stand til at udøve en imponerende magt over hele samfundet, også over klassen af kapitalister.
Selv om de aldrig selv har udført en dags ærligt arbejde, men lever komfortabelt af andres, er de så selvsikre, truende og dominerende, at de er i stand til at diktere samfundets øvrige klasser sin egen ideologi og idiosynkrasier, f.eks. deres perverse klimaangst, og direkte eller indirekte tiltvinge sig magten over skatteborgernes penge og kapitalisternes kapital, og anvende dem til at fremme deres egne utopier.
Det er i sandhed underlige tider.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
