Med konference-titlen ”Sex, løgn og ytringsfrihed” var der lagt op til saftige pointer og pikante afsløringer. Men Trykkefrihedsselskabets litterære konference kom til at handle mere om samvittighed, forpligtelse til sandhed, lidenskab – og lidt om løgn selvfølgelig.
En ting blev de godt 70 tilhørere i hvert fald klar over:
I Danmark har skønlitterære forfattere meget lang snor. Og har man lyst til at skrive en roman, der blander fiktion og virkelighed, og sviner navngivne personer til, skal man sørge for at gøre det i Danmark. Ikke i England.
Kunstnerisk frihed vejer tungere end privatlivets fred
Det kunne advokat Martin Dahl Pedersen oplyse. Han var i 2011 forsvarer i den principielle sag om romanen ”Suverænen” og øste derfor af et minutiøst kendskab til problemstillingen: Kunstnerisk frihed kontra hensynet til privatlivets fred.
Sagen skyldtes, at en af romanens personer, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, viste sig at være forfatterens tidligere kollega.
En eks-kollega, der mildt sagt ikke var begejstret over at se sig selv optræde med navns nævnelse som en figur i Claus Bech-Nielsens roman. '¨
Forfatteren havde ikke alene brugt Strøbechs navn, men også foto af ham, hans adresse og hans børns navne. Og så ovenikøbet havde han ladet figuren med Strøbechs navn være en meget usympatisk person, der bl.a. var fan af den tyske terrorgruppe Baader- Meinhof.
”Højesteret vægtede kunstnerisk frihed højere end privatlivets fred. Det afgørende var dels, at der var tale om fiktion, dels at de personoplysninger, som blev brugt i romanen, ikke var personfølsomme”, forklarede Dahl Pedersen.
”Dommen viser, at der er meget vide rammer for skønlitterære forfattere”.
Betyder det så, at enhver kan sætte sig ned og skrive en grovkornet satire og lade alle ens fjender optræde ufordelagtigt i , og slippe afsted med det?
Det ville Lone Nørgaard gerne vide og svaret var, at, ja, det kan man godt, men det kommer helt an på, hvordan man gør det. ”Hvis det er virkelig fiktion, kan du godt”, lød Dahl Petersens svar.
Anderledes hvis det bare er forklædte injurier. Så er rammerne straks snævrere.
Uundgåelige nøgleromaner
I England ville Strøbech sandsynligvis have vundet sagen. Det kunne dagens mest prominente taler Fay Weldon berette.
Hun havde engang oplevet, at en en skuespiller, hvis navn Weldon havde brugt i en roman, blev meget forbitret over det.
Weldon selv havde glemt, at de havde kendt hinanden en gang og havde udelukkende valgt navnet, fordi det var pænt, men selv om hun undskyldte behørigt, trak skuespilleren hende i retten. Det endte med, at Weldon blev idømt en bøde på £10,000.
Det er den slags, man risikerer som engelsksproget forfatter, men det må man tage med, var Weldons holdning. Det er nemlig stort set umuligt at undgå at skrive nøgleromaner:
”En romanforfatter skriver trods alt med udgangspunkt i sine egne erfaringer”.
Og ofte kan man, var Weldons erfaring, i forbløffende grad slippe afsted med at afmale venner og bekendte uden at de bliver fornærmede. De er nemlig tit ude af stand til at genkende sig selv i de figurer, der er inspireret af dem, og så er der én regel som en forfatter gør klogt i at holde sig for at undgå ballade:
"Generelt kan man skrive lige, hvad man vil om mænd i bøger, så længe man bare husker at skrive, at de er gode i sengen. Jeg har indtryk af, at det er dét, vi gerne vil have at vide om os selv. Og hvis de er kvinder, at de er smukke. Så vil de overse enhver fornærmelse"
En samvittighedssag
Hvor går de moralske grænser for, hvad forfattere kan tillade sig, spurgte hun og gav selv svaret: Forfattere er forpligtet til at insistere på sandheden, men det rejser et nyt dilemma:
”Sandheden er smuk, ondsindethed er grimt. At skrive en beretning om sit eget liv, sådan som man selv forstår det, er en smuk sandhed. For andre, der læser det, kan den virke som en ondskabsfuld og sårende løgn”.
At finde en balancen mellem hensynet til sandheden og hensynet til ens omgivelser er en samvittighedssag, mente Weldon, der netop havde trukket ordet ”samvittighed” ind i overskriften til sit oplæg ”Sandhed, løgn og samvittighed”.
Afslutningsvist gav hun et eksempel på, hvor hendes grænser gik: Avisen Daily Mail havde bedt hende skrive en artikel om ikke-planlagte graviditeter.
”De findes. Det ved jeg. Jeg har selv haft fire af dem, men jeg sagde nej. Det er ikke journalistisk, men selvbiografisk stof. Mine stakkels børn. Jeg havde ikke ret til at gøre det”
Traumatisk tavshed
At det er smertefuldt at insistere på sandheden, kunne en anden af dagens forfattere tale med om. Kristian Ditlev Jensen skrev i 2001 den selvbiografiske bog ”Det bliver sagt” om sin egen oplevelse af at blive misbrugt af en pædofil.
”Jeg tjekkede min dagbog fra dengang efter jeg havde skrevet bogen og den viste, at det virkeligt var korrekt, som jeg havde fortalt historien”.
Alligevel undlod han at bruge rigtige navne i bogen. Trods det førte bogen til at han en overgang mistede forbindelsen med sine forældre. De havde det vanskeligt med den rolle, de spillede i bogen som dem, der svigter barnet ved at bede ham tie om sagen, da han fortæller dem, hvad der er sket.
”Når vi ikke kan tale om vore traumer, bliver vi fastholdt som fortidens fanger”, citerede han psykiateren Boris Cyrulnik for at have sagt:
”At isolere et barn er den mest traumatiserende straf, der findes, fordi det betyder, at barnet bliver låst fast i fortiden”. Tilblivelsen af bogen om hans egne erfaringer havde derfor også haft en helbredende effekt på ham, fortalte Kristian Ditlev Jensen.
I dag hvor historier om overgreb på børn er populære, er der flere eksempler på mediehistorier, som viser sig at være lodret løgn.
Hvordan skelner man mellem sandhed og løgn, og hvilket råd giver Kristian Ditlev Jensen pædofili-ofre, der påtænker at skrive deres historie, spurgte Ingrid Carlqvist.
”Der skal have været en retssag. Det er helt afgørende. Og hvis der ikke har været det, fraråder jeg, at man skriver om det”.
Mads Holger efterlyste lidenskab
For Mads Holger, der indledte konferencen, var det afgørende, at stor litteratur bør skildre livet som det er og bør:
”Livet bør indholde lidenskab og lidenskab indeholder magt og kærlighed. Så hvis man vil skrive stor litteratur, må man involvere de mennesker, der har inspireret dig til det.” Derfor har litteratur ofte selvbiografiske elementer, sådan som det var tilfældet med Mads Holgers seneste bog ”Bladguld”:
”Hvis man blander fakta og fiktion, bør man i hvert fald efter min mening ændre folks navne og gøre folk sværere genkendelige”. Men hovedsagen lå for ham et andet sted:
”Det store problem i moderne litteratur og kunst er den store mangel på helte. At være en helt indebærer, at man løber en masse ricisi og det går hånd i hånd med lidenskab. Hvis der ikke findes nogen risiko eller risikovillighed, findes der ingen lidenskab”.
Det mente Mads Holger var et generelt problem.
”I mit liv har jeg haft fornøjelsen af at møde mange smukke kvinder, som måske, lidt naivt, satte sig hen foran vinduet og sukkede: ”Jeg ville ønske mit liv kunne være som i bøgerne”.
Den gode nyhed er, at vores liv faktisk kan blive som i bøgernes. Man kan leve et liv med disse store følelser, men det kræver, at man involverer sig, og opgiver den iagttagende distance til livet.”
Det er vi ikke særligt gode til i vores moderne samfund, mente Mads Holger og brugte de sidste års ytringsfrihedsdebat som eksempel:
Den har i for høj grad været en debat om debatten, mente han. ”Man har talt for meget om bordskik i stedet for at tale om det, der lå på tallerkenen. Det er selvfølgelig vigtigt at man sætter ytringsfriheden på dagsordnen, men jeg har også et problem ved den debat, vi har haft de sidste 10 år. Vi har talt for meget om, hvordan vi skulle tale i stedet for at tale om det, vi brænder for og det, der optager os”, mente Mads Holger, der indledningsvist roste Trykkefrihedsselskabet for at have lavet en konference, der ikke handlede om islam.
Det er rigtigt: Ordet islam blev ikke nævnt én gang ved konferencen. Det er bestemt ikke første gang det er tilfældet.
Men rart at det blev bemærket.
Læs også Den Korte Avis' og Kristeligt Dagblads interview med Fay Weldon her og her:
