Politisk retssag
Allerede fra den første dag i processen mod Geert Wilders, nemlig den 4. oktober 2010, gjorde de tre dommere i Amsterdam det klart, at man kunne forvente sig en politisk retssag, hvis formål var at lukke munden på en mand, dommerne ikke kunne fordrage.
Wilders stod anklaget efter den hollandske straffelovs § 137 og 147 for racisme, fornærmelser mod grupper, diskrimination og hadetale.
Efter rådgivning fra sin advokat, Bram Moszkowicz, havde Geert Wilders besluttet at forholde sig tavs under retssagen, hvilket han har ret til efter hollandsk lov. Det fik dommer Jan Moors til at udbryde: "Jeg beklager den omstændighed, at De udnytter Deres ret til tavshed. Jeg havde håbet på at få en afklaring. Også dommerne i denne ret læser aviser og ser fjernsyn. Vi ved, hvad der foregår. Og meget ofte lyder anklagerne i medierne: Wilders fremsætter mange meninger, men når man beder ham diskutere eller forsvare dem i offentligheden, dukker han sig. Det forekommer mig, at det lige præcis er, hvad De gør nu." (Citaterne er hentet fra Arthur Leggers artikler i Sappho.)
Og for at der ikke skulle herske ringeste tvivl om dommernes politiske opfattelse, blev den mildest talt usædvanlige åbningssalut fulgt op af følgende dommerudsagn: "Mener De virkelig alt det? [udtalelser tillagt Wilders i ni interviews i perioden 2007-2008] Kunne De ikke have valgt en mildere tone? ... De anfører, at vi har et kæmpeproblem med den muslimske kultur, hvem er 'vi'? Kan De begrunde disse påstande? ... Mener De virkelig alt dette, eller er det bare for at få opmærksomhed?"
Geert Wilders gav følgende svar til de tre dommere, Jan Moors, M. van der Nat og H. Lommen-van Alphen – der i øvrigt ikke lagde skjul på deres fysiske afsky for den anklagede: "Uanset hvad der sker, vil jeg blive ved med at tale om disse kendsgerninger. For de er sande. Og min ytringsfrihed skal ikke begrænses. Jeg tager intet tilbage af hvad jeg har sagt. Men det er klart, at jeg ikke har sagt alt det, der nu bliver tillagt mig."
Krav om upartiske dommere
Efter at dommerne således åbenlyst havde bekendtgjort, at de var forudindtaget mod den anklagede, forlangte forsvarer Bram Moszkowicz, at dommerne trådte tilbage for at blive erstattet af upartiske dommere.
Wilders fik det sidste ord under retssagens første dag: "Jeg har altid troet, at en anklaget havde ret til en retfærdig proces. Jeg har altid troet, at man havde ret til at forholde sig tavs. I stedet føler jeg mig som et parlamentsmedlem, der bliver udspurgt af en af mine politiske modstandere, og ikke som en der bliver dømt af en upartisk domstol. Hvis dommerne ikke bliver udskiftet, og jeg bliver dømt af dem, så vil denne retssag i sandhed blive en skandaløs politisk proces."
Men det fik han intet ud af. Efter få minutters votering to dage senere besluttede et appel-panel, at Wilders' politiske modstandere i dommersædet skulle blive siddende.
Dagen forinden, nemlig den 5. oktober, havde det opinionstunge dagblad De Telegraaf på forsiden kunnet afsløre en e-mail-korrespondence, hvoraf det fremgik, at den afgående hollandske justitsminister, Ernst Hirsch Ballin. havde konfereret med anklagemyndigheden og dommerne om, hvordan man bedst kunne få ram på Wilders.
Selv pæne reportere fra pæne medier, som absolut ikke havde noget til overs for Wilders, begyndte at føle sig utilpasse ved denne politiske inkvisition.
Opsigtsvækkende udsagn
Desuden skulle det hurtigt blive klart, at Amsterdam-dommerne, som mod anklagemyndighedens ønske havde insisteret på, at retssagen overhovedet skulle finde sted, havde lindet på et låg, som de multikulturelle magthavere helst havde set lukket.
Retten kunne nemlig ikke forhindre Bram Moszkowicz i at føre vidner, og de havde rare sager at berette. Således måtte retten lytte til en erklæring fra juraprofessor Henny Sackers fra Radboud Universitetet i Nijmegen, der i 2007 i egenskab af juridisk konsulent for anklagemyndigheden havde frarådet at føre retssag mod Wilders, bl.a. med den begrundelse, at Wilders' sammenligning af Koranen med Mein Kampf er "kritik af en religion og ikke af dens tilhængere". Sackers påpegede endvidere, at hadetale skal være forbundet med opfordringer til vold, hvilket man ikke kunne sige om Wilders' udtalelser. Ifølge Sackers' responsum fra 2007 ville en retssag mod Wilders næsten med sikkerhed føre til frikendelse i Holland og ved EF-domstolen i Strasbourg.
Værre blev det, da arabisten og Muhammed-forskeren, professor Hans Jansens konklusioner fra en seks timer-lang afhøring den 6. maj, blev oplæst. Ifølge Jansen var hvert eneste udsagn i Wilders' film Fitna præcist og faktuelt korrekt: "Holland er et islamisk missionsland. Islamiseringen er en kendsgerning og forløber efter planen."
Derefter fulgte udsagn af arabisten og oversætteren, dr. Simon Admiraal. Han gjorde opmærksom på, at alt, hvad Wilders havde viderebragt, var i nøje overensstemmelse med Koranen og shariaen: "Islam er en totalitær ideologi, der vil erobre og ødelægge enhver sekulær retsstat. ... Der er kun én islam. ... Koranen opfordrer til had og mord. ... Versene i Fitna er korrekte."
Værre end nazismen
Så blev det den i USA bosatte psykiater Wafa Sultans tur. Sultan blev født som muslim i Syrien, men har senere taget afstand fra islam, bl.a. i bogen A God who Hates, der udkom i 2009.
Hun kunne bl.a. oplyse, at saudiske agenter efter hendes udvandring til USA havde tilbudt hende 1500 dollars, hvis hun ville gå med slør, hvilket hun afviste. "Disse mennesker kan ikke tænke på anden måde," fortalte hun. "I 1400 år har islam domineret. Nu er den kodet ind i deres DNA. Jeg er kun delvis enig med Wilders' udtalelse om, at 'Koranen er den muslimske Mein Kampf'. Jeg mener, at islam er værre end nazismen, for det er lettere at besejre en politisk ideologi end en politisk ideologi, der er forklædt som religion."
Forinden – i Wall Street Journal, 12. oktober – havde Ayaan Hirsi Ali kommenteret sagen mod Wilders: "Landene i den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) prøver at bringe den europæiske debat om islam til tavshed. En af strategierne, der bruges af de 57 OIC-lande, er at behandle muslimske immigranter i Europa som satellitsamfund ved at oprette muslimske kulturelle organisationer, moskeer og islamiske centre og ved at insistere på dobbelt statsborgerskab. Den anden strategi, de følger, er at lægge pres på internationale organisationer og Den Europæiske Union for at få dem til at vedtage resolutioner om straf til enhver, der bedriver 'hadetale' mod religioner. Den lov, der anvendes til at retsforfølge Wilders, er den nationale version af hvad OIC-diplomater falbyder i FN og EU. Implikationerne af denne retssag er enorme. ... Selv om Wilders vinder, kunne denne sag bringe de tapre kritikere af radikal islam til tavshed. Vesten befinder sig i en idekamp mod politisk islam. Hvis ytringsfriheden ikke bliver beskyttet i Europa, er vi allerede ved at tabe."
Anklagernes frifindelse
Den 16. oktober meddelte sagens anklagere overraskende, at de ikke kunne finde noget kriminelt at belaste Geert Wilders med, hvorfor han efter deres mening burde frikendes for alle anklager. Men det skal også huskes, at anklagemyndigheden gentagne gange havde afvist at rejse sag mod Wilders og kun gjorde det, fordi domstolen i Amsterdam – den samme domstol, der skulle dømme ham – havde tvunget den til det.
Således bemærkede anklagerne, Paul Velleman og Birgit van Roessel, at en af de paragraffer, som Wilders var anklaget efter, § 137c, blev indført i 1934 for at beskytte en yderst sårbar gruppe, nemlig jøderne, mens muslimerne efter deres opfattelse overhovedet ikke sårbare. De pegede desuden på, at ytringsfriheden ifølge EUs artikel 10 og hollandske højesteretskendelser fra 1997 og 2009 kun kan tilsidesættes under de mest ekstraordinære omstændigheder.
Sandheden er irrelevant
Midt i glæden over dette gennembrud måtte ytringsfrihedens tilhængerne imidlertid notere sig et bestemt udsagn i anklagemyndighedens erklæring: "Sandheden er irrelevant, fordi udsagn med basis i virkeligheden kan være ulovlige." Hvis det skal tages for pålydende, kan man altså i fremtiden risikere at blive dømt for at sige sandheden – hvilket må tages som et ildevarslende signal.
Dommen skulle have været afsagt den 5. november, men så vidt kom det ikke. I mellemtiden, nemlig 22. oktober, kunne dagbladet De Pers fortælle, at en af Amsterdam-domstolens dommere, Tom Schalken, under en privat middag havde forsøgt at overtale forsvarsvidnet Hans Jansen til at skifte side. Jansen var til stede i retslokalet, og Bram Moszkowicz bad om lov til at føre ham som vidne med det samme, hvilket dommerne afslog.
Det er den slags, man kunne forvente i en bananrepublik, kommenterede Bram Moszkowicz, men ikke i Holland.
Præsidenten for Amsterdams byret, Leendert Verheij, der var på ferie, meddelte øjeblikkeligt, at Schalken ikke havde gjort noget forkert, og at man ikke kunne bebrejde retten noget.
Den åbenlyse korruption i det hollandske retsvæsen havde nået pinlige højder – ikke mindst efter at det kom frem, at Schalken stod i forbindelse med pro-palæstinensiske kredse.
Usvækket hævntørst
Resultatet af de artige afsløringer blev, at et appel-panel af dommere blev nødt til at undsige Amsterdam-domstolen for at have forbrudt sig mod ordentlig retspleje og erklære sig "enig med den anklagede i, at domstolens afgørelse bærer præg af partiskhed, ikke mindst når man tager tidligere hændelser i betragtning".
Skulle sagen mod Geert Wilders gå videre. måtte man i konsekvens af denne sønderlemmende kendelse starte helt forfra og med nye dommere. Det er også præcis, hvad de hollandske justitsmyndigheder har besluttet.
Deres ubændige lyst til at lukke munden på den ubekvemme politiker er imidlertid usvækket. Det gjorde præsidenten for Hollands Højesteret, Geert Corstens, klart få dage efter den fejlslagne retshandling: "Wilders' kritiske bemærkninger under retssagen om domstolens og dommernes funktionsmåde underminerer vores retsstat.'"
Problemet er med andre ord ikke, at det hollandske retssystem er gennemkorrupt, men at Geert Wilders har afsløret råddenskaben.
