"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Republikkens tabte territorier

1. oktober 2005 - Artikel - af Helle Merete Brix

De væsentligste bøger om islamismen og antisemitismen kommer i disse år fra Frankrig.
Her er fire af de bedste.

I Frankrig kan man høre og læse udtalelser fra sekulære mænd og kvinder med muslimsk baggrund, der er så bramfri i deres karakteristik af islamismen og de muslimske ideologers mål, at de her i landet formentlig ville blive karakteriseret som "højre-nationale" eller "ekstremistiske". Og det er fra Frankrig, vi i dag får beretninger fra skoler, hvor man ikke længere kan undervise i Holocaust eller beskytte jødiske børn og muslimske piger imod islamisternes chikane og intimidering. Her finder vi republikkens tabte territorier, hvor islamisterne de facto har vundet magt, og som ikke længere kan siges at være underlagt den franske republiks principper om lighed og frihed.

I Danmark savner vi kritisk journalistik om islam og de islamiske organisationer. Sådan som man oplever det fra blandt andet dygtige franske journalister. Et eksempel er Caroline Fourests glimrende og afslørende bog om den feterede muslimske prædikant Tariq Ramadan: Frère Tariq: Discours, stratégie et méthode de Tariq Ramadan (anmeldt af undertegnede i Weekendavisen 29. april 2005).

Caroline Fourest har i årevis arbejdet sammen med den libanesisk-franske forsker og journalist Fiametta Venner om flere bøger og som redaktører af magasinet Prochoix. Venner benytter sig ligesom Caroline Fourest af den undersøgende journalistiks metode. Den består i sin enkelhed i, at man ikke slår sig til tåls med muslimske prædikanters og organisationers påstande om, at de har en demokratisk dagsorden, men undersøger hvem disse menneskers og organisationers netværk består af, og hvilke islamiske ideologer, de anbefaler og promoverer.

Fiometta Venners aktuelle bog, OPA sur l’Islam de France: les ambitions de l'UIOF, er den første afdækning af Frankrigs største paraplyorganisation af muslimske organisationer. UIOF står for Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig. Bogen er god at blive klog på, også når det gælder forståelsen af danske muslimske organisationers og imamers strategi.

Venner påviser, at UIOF er modelleret over Det Muslimske Broderskab og har den radikale imam Yussuf al-Qaradawi som mentor. Venner vier et helt kapitel til beskrivelsen af Qaradawi. Han er åndelige leder for Det Muslimske Broderskab og specialist i islamisk finansiering. Han har eget program på den arabiske tv-kanal al-Jazeera, hvor han legitimerer palæstinensisk og irakisk selvmordsterrorisme. Han lever i et polygamt ægteskab og har skrevet en bog, hvori han forsvarer muslimske mænds ret til at slå deres hustruer.

Brødrene Ramadan

Bogen påviser organisationens antisemitiske diskurs, dens tilslutning til sharia og de islamiske loves kvindesyn, dens strategi og metode, herunder den tvetungede tale, afhængigt af om UIOF henvender sig til muslimer eller ikke-muslimer. I dag profilerer UIOF sig som "moderat" med respekt for republikkens grundlag, men i 1992, minder Venner os om, råbte man åbent fra talerstolen i Bourget, hvor UIOF holder årlig kongres, at "Koranen er vor forfatning".

Venner gennemgår UIOFs opbakning til organisationer som Hamas og påpeger uklarheden om, hvor de penge, der samles ind blandt medlemmerne, går hen. Desuden påviser hun, at organisationen er afhængig af støtte fra arabiske politikere og stater. I bogen klarlægges også forbindelsen til Det Muslimske Broderskab og til ideologer, der står Broderskabet nær, så som afdøde Sayid Qutb, Qaradawi og Tariq Ramadans bror Hani Ramadan, der mistede sin stilling i det schweiziske skolevæsen, fordi han forsvarede stening af utro kvinder.

Venner beskriver UIOFs kvindeafdeling, der står i "brødrenes" tjeneste, og som forsvarer "retten" til at bære hidjab og sikrer juridisk hjælp til muslimske piger, der kommer i klemme på grund af det nye franske tørklædeforbud. Hun fortæller om UIOFs ungdomsorganisation, JMF, der er Tariq Ramadans bagland, og som skal tjene som model og inspiration for ungdommen. Og om endnu en ungdomsorganisation, der specifikt har til formål at politisere undervisningsinstitutionerne.

Det er ifølge Venner til stor skade og uforståeligt, at daværende indenrigsminister Nicholas Sarkozy skaffede UIOF sæde og stor indflydelse i det nationale råd af muslimer, CFCM, på bekostning af de imamer, de repræsenterer en liberal linje. Sarkozy mener, at når en "radikal" organisation tvinges ind i en officiel struktur og i en dialog, mister den sin radikalitet. Men kan man være så sikker på det? spørger Venner. Sarkozy har også givet UIOF retten til at sende imamer til de franske fængsler.

Venner spørger også med god grund, hvad i alverden toppolitikeren Nicholas Sarkozy foretog sig et år som gæst ved UIOFs årlige kongres i Bourget, hvor mænd og kvinder ikke må gå ind ad samme dør og sidder adskilt i salen, hvor størstedelen af kvinderne i dag ikke blot er iført hovedtørklæde men er fuldstændig dækket til, og hvor det antisemitiske falsum "Zions vises protokoller" er en regulær bestseller.

Bogen giver også en grundig beskrivelse af UIOFs teologiske bagland, Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, hvis formål er at udstikke retningslinier for Europas muslimer. Rådet har Qaradawi som formand, og her sidder imamer fra de arabiske lande og Europa, der alle synes at have forbindelse til Det Muslimske Broderskab. Medlemmerne mødtes første gang officielt i 1997 og træder sammen hvert år. Et fremtrædende medlem er ifølge Venner ansvarlig for terrorhandlinger i Libanon. Herudover tæller rådet blandt andet en sudanesisk religionsminister, der tidligere har været inviteret til UIOFs årlige kongres i Bourget.

Her kan det tilføjes, at jeg selv sammen med Sapphos anden redaktør, Lars Hedegaard, ved en tidligere lejlighed har gennemgået listen over rådets medlemmer og fundet samme radikalitet hos flere imamer. Af listen fremgår det i øvrigt, at rådet også tæller en dansk imam, Mahmoud Fouad al-Barazi, der for nylig deltog i statsministerens dialog-møde på Marienborg.

Venner giver også et eksempel på fatwa-rådets kvindesyn. Ved et møde var Qaradawi fraværende og et andet medlem skulle agere formand. Den pågældende havde taget en kvinde med, der hjalp ham med forskellige praktiske ting. Den muslimske kvinde ville gerne stille et spørgsmål til rådet. Men den pågældende "vikar" fik at vide, at kvinder ikke har ret til at lade deres stemmer høre i nærvær af et medlem af rådet. Det var sidste gang, at en kvinde fik foretræde for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning.

Endnu engang kan det undre, at prædikanten Tariq Ramadan stadig slipper af sted med at profilere sig som moderat og med at tale om "islamisk feminisme". Ramadan har i et interview anbefalet Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning og har også skrevet forordet til den første udgave af rådets fatwaer.

Samme Tariq Ramadan kommer i øvrigt til konference i København 5.-6.november efter invitation af bl.a. Islamisk-Kristent Studiecenter, der gennem årene har gjort en betydelig indsats for at promovere ham som "moderat". I indbydelsen betegnes han som "professor dr.", hvilket må siges at være en fornem karakteristik af en mand, hvis akademiske job overvejende består i at undervise 11-15-årige.

UIOF er, konkluderer Venner, en politisk aktør, der kæmper for magt og indflydelse på det sociale, kulturelle og politiske felt. Og som desværre gør det særdeles effektivt. Venner antager, hvad der synes ganske rimeligt, at UIOF støttes af et mindretal blandt Frankrigs borgere med muslimsk baggrund. Maksimalt støttes UIOF af måske 40.000 muslimer, vurderer hun. Men det kan blive UIOF, der kommer til at sætte dagsordenen, hjulpet på vej af den sekulære, franske republik.

Hverken luder eller underdanig

Fadela Amara er præsident for organisationen Ni Putes ni Soumises (Hverken ludere eller underdanige). I år kom hendes livshistorie, der samtidig er organisationens historie, på svensk: Varken hora eller kuvad. Organisationen blev dannet efter to skelsættende begivenheder i Frankrig: Det bestialske mord på den unge kvinde Sohane i forstaden Balzac de Vitry- sur-Seine. Sohane blev overhældt med tændvæske og brændt ihjel af en jævnaldrende dreng for at have overtrådt ghettoens regler. Dernæst bogen Dans l'enfer des tournantes (I gruppevoldtægternes helvede) af den nu afdøde Samira Bellil, der beskrev det mareridt, som en række frigjorte kvinder oplever i dag: at blive voldtaget af en gruppe unge mænd og kun kunne anmelde voldtægten med frygt for deres liv.

Sidste år demonstrerede organisationen i forbindelse med mordet på en ung muslimsk kvinde i Marseille. Kvinden blev lokket uden for byen og stenet ihjel af flere mænd. Årsagen var, at hun havde sagt nej til en frier. Begivenheden gav kun anledning til en notits i en lokal avis.

I dag har Ni Putes ni Soumises mere end 50 lokale afdelinger i Frankrig, hvor kvinder (og mænd), der oplever problemer i ghettoområderne, kan henvende sig. Organisationen har støtte fra adskillige franske politikere og fra et berømt fransk modeblad og har sit eget lille mobile universitet, hvor man netop har afholdt seminar med deltagelse af to prominente feminister, den bengalsk-fødte forfatter Taslima Nasrin og den ægyptiske forfatter Nadal Sadawi. Men med mit besøg tidligere på året i Ni Putes ni Soumises' beskedne og travle kontor i en ikke særlig prominent del af Paris i erindring, tænkte jeg på, hvad jeg for nylig hørte fra formanden for en organisation af sekulære muslimer i Frankrig: at myndighederne stadig foretrækker at promovere islamismen frem for at støtte islamismens ofre og kritikere.

Det hele begynder i 2003, hvor Amara sammen med syv andre unge begiver sig på en fem uger lang march gennem Frankrig. Seks kvinder og to mænd, Fadela, Loubna, Safia, Chrystelle, Ingrid, Nadia, Olivier og Farid. Marchen har 23 stop undervejs, og den får stor mediebevågenhed. I Paris går 30.000 mennesker på gaden for at give de unge deres støtte. De bliver modtaget af premierministeren, og undervejs har de unge holdt møder med lokale borgmestre og talt med mennesker fra omtrent alle samfundslag. Dalil Boubakeur fra Moskéen i Paris - og Amaras mor - giver marchen sin fulde støtte. Ud af marchen vokser organisationen Ni Putes ni Soumises, der tæller både mænd og kvinder, og hvor sekularisme er et af nøgleordene.

Kælderislam

Amara selv voksede op i arbejder- og Michelin-byen Clermont-Ferrand i Auvergne, hvor hun blev født i 1964 i en fattig, nordafrikansk familie.

Amaras far stammer fra Kabylien i Algeriet. I 1955 rejste han til Frankrig for at arbejde som bygningsarbejder. Fem år senere kom hans 20 år yngre hustru, Amaras mor, til Frankrig. I det nordafrikansk-dominerede Herbet, sydøst for Clermont-Ferrand, arbejdede mændene, mens kvinderne gik hjemme.

Som 16-årig fødte Amaras mor sit første barn, "siden fulgte de andre, da hun var sytten, atten, nitten..." I alt fødte hun ti børn, seks drenge og fire piger.

Det var før "kælderislam", som Amara betegner den demokrati-fjendtlige udgave af islam, gjorde sit indtog. Muslimske familier som Amaras fejrede også påske og jul, og kvinderne kunne gå i korte kjoler og stramt tøj. Men sønnerne betød mest for både mødre og fædre, husarbejdet påhvilede pigerne, og en biograftur kunne nemt betyde ugers forhandling med en autoritær far.

Da voldsomme teenage-konflikter med faderen tog til, var det ikke mindst i den franske litteratur, Amara fandt et frirum. Amara læste alt, "fra Victor Hugo til Alfred de Musset, fra Alexandre Dumas til Zola, fra Martin Luther King til Gandhi, fra Marguerite Yourcenar, Herman Hesse, til Khalil Gibran og mange andre".

Amara blev tidligt politisk engageret. Hun angiver i bogen en lillebrors død og politiets hårde fremfærd i ghettoerne som årsagen til sit engagement.

Hun gik blandt andet ind i organisationen SOS Racisme, hvor hun oplevede, at mænd og kvinder kunne engagere sig på lige fod.

Venstrefløjens kynisme

Amara har på nært hold fulgt brutaliseringen af ghettoerne: Hvor Amaras generation havde haft mulighed for at forhandle sig frem til en vis bevægelsesfrihed, forventes de unge kvinder i dag at holde sig hjemme, at være tildækkede og usynlige. Amara møder kvinder, hun har kendt fra de var små, der er rædselsslagne, fordi de er blevet gravide. En tabt uskyld kan være et spørgsmål om liv eller død. Kvinderne er overgået fra at være kvinder fra en bestemt familie til at være kvinder fra et bestemt kvarter, der overvåges og kontrolleres af samtlige unge mænd i området. Mænd, der som Amara beskriver det, har udviklet en form for skizofreni: "I familien er de konger, uden for eksisterer de ikke engang."

Arbejdsløsheden og nedslidningen af ghettoerne satte ind. Og i årene 1990-95 gjorde "kælderislam" repræsenteret af Det Muslimske Broderskab sit indtog, med katastrofale følger. Lokale magthavere, politikere og borgmestre gjorde radikale imamer til privilegerede talsmænd. Det er ikke længere læreren eller fritidslederen, man tager kontakt med, når der opstår et problem i en forstad, og endnu mindre de sekulære foreninger. I stedet kontakter man den lokale imam, der bliver "den nye sociale dommer".

Undertrykkelsen af kvinderne får en religiøs diskurs. Omkring "kælderislam" opstår en effektiv minoritet, der har sine "bogforlag, sine forskellige forbindelsesled, sine intellektuelle og sine medier".

Gennem Amaras bog strømmer et engageret forsvar for den sekulære, konfessionsløse republik. Amara er selv praktiserende muslim, men hun går ikke med hovedtørklæde og støtter tørklædeforbudet i de franske skoler. Hun mener, at tørklædet er et "undertrykkelsesinstrument".

Skulle jeg pege på en svaghed i bogen, er det, at Amaras ønske om at forstå og hendes identifikation med ghettoerne forhindrer hende i at stille måske ubehagelige, men nødvendige spørgsmål i forbindelse med diskriminations-diskussionen: Kan det franske samfund klandres for, at muslimske indvandrere ofte genskaber hjemlandets patriarkalske kultur? Hvorfor sætte ti børn i verden, hvis man har svært ved at få pengene til at slå til?

Men bogen er værd at læse. Amara retter også et frontalangreb mod de dele af den franske venstrefløj, der gerne stiller op sammen med islamisterne. At sekulariseringen skulle være vigtig for emancipationen, har denne venstrefløj aldrig forestillet sig. Og i deres "morbide kalkule", som Amara udtrykker det, får medlemmer af den nye indvandrergeneration kun plads, hvis de accepterer rollen som ofre. Denne del af venstrefløjen er overbevist om, at der er en revolutionær kraft i islamismen, som det gælder om at udnytte. Et mærkværdigt ræsonnement, mener Amara, for dem der kender til islamismens ødelæggende virkninger.

Sløret som krigsmaskine

Chahdortt Djavann, antropolog og forfatter, blev født i Iran for 37 år siden. Hun kom alene til Frankrig, hvor hun tidligere har udsendt bogen Bas les voiles! (Ned med slørene). Djavann var tidligere i år med til at rette opmærksomheden mod den vold, der i stigende grad rammer hvide franskmænd, senest demonstrerende gymnasieelever i Paris i marts. Hun underskrev en appel, der fordømmer "ratonnades anti-blancs" (racistisk straffeekspeditioner rettet imod hvide) sammen med seks andre franske kulturpersonligheder, heriblandt filosoffen Alain Finkelkraut og filminstruktøren Elie Chouraqui.

Que pense Allah de l`Europe? er Djavanns overvejelser om islamismen. Metoden er essayets, her stilles spørgsmål, tanker afprøves og overvejelser kastes ud til læseren; essayets titel er også bogens åbningsreplik: "Hvad tænker Allah om Europa?"

Ja, hvad tænker Allah om islamisme, om terrorisme? Om de mænd og mullaher, der hævder at tale i hans navn? Inden Djavann i den 55 sider "lange" bog giver os sit svar, undersøger hun, hvad der ligger bag islamisternes strategi. Hun betegner Europa som "islamisternes ideelle laboratorium". I de europæiske lande kan de målbevidst arbejde for at indføre egne regler i det offentlige rum, i skoler og på universiteter, hvad angår seksualitet, ægteskab m.m. De europæiske lande er under pres fra et system, der ikke anerkender den verdslige stat. Men som Djavann påpeger, udnytter islamisterne gerne Europas juridiske appelinstanser i sager, der angår den islamistiske ideologi.

Kvindens handelsværdi

Djavann karakteriserer tildækningen af kvinderne som et symbol på en ideologi, der står i modsætning til integration, som fornægter kvindernes frigørelse og lighed imellem kønnene. Og som er antisemitisk. Med islamismen kommer opfattelsen af jøderne som urene, ligesom kvinderne, der må tildækkes for ikke at bringe mænd i uføre og ødelægge det islamiske samfund.

Djavann punkterer myten om "det uskyldige slør". Der har aldrig været et slør, der ikke kendetegnede kvinden som underordnet manden. Sløret understreger den underordnede status, som kvinden tildeles fra fødsel til død ifølge islamisk lov. Hun får status af objekt. Sløret er et pornografisk symbol, der reducerer kvinden til et kønsorgan. Men Djavann afviser, at islamisternes krav om, at kvinder skal dække sig til, først og fremmest er et spørgsmål om kvindens dyd. De iranske mullaher fandt for eksempel hurtigt en måde at legalisere prostitution på, nemlig ved at tillade det "midlertidige ægteskab", som måske ikke varer mere end ti minutter!

Omslaget til Chahdortt Djavanns bog Tildækningens væsentligste formål er at understrege kvindernes handelsværdi. De tildækkede kvinder er en vare, der kan handles med, af muslimske ægtemænd, af muslimske brødre og af muslimske fædre. Tildækningen signalerer, at disse kvinder kun kan erhverves af muslimer og af dem, der aspirerer til at blive muslimer.

Hvor islam kan eksistere uden kvindernes slør, kan islamismen ikke eksistere uden det. At bære sløret er "emblemet, flaget og nøglen til det islamistiske system". Djavann understreger også systematikken i islamisternes tørklæde-strategi. Som Djavann også har fremhævet i interviews, fremsætter islamisterne ofte deres krav på samme tid over store dele af Europa.

Grænser for tolerance

Islamismen er en imperialistisk ideologi. Den infiltrerer de europæiske landes ghettoer og påtvinger andre sit tankesæt. I de muslimske lande "konfiskerer" den enhver filosofi, der ikke er i overensstemmelse med islam, og udraderer landenes præ-islamiske historie. Og den anerkender ikke det ikke-religiøse menneske.

Det kollektive råb "Allahu akbar" (Gud er stor) begyndte som en brummen i de iranske byer. Det førte Khomeini til sejr i 1979. "Allahu akbar" er en politisk manifestation, der signalerer erobring af et territorium, og det var i Iran, at islamisternes krigsstrategi blev udviklet. Når "Allahu akbar" lyder i dag i de europæiske byer, skriver Djavann, er det et signal om, at islamisterne har fået fodfæste. Her genopliver de myten om islam som fædrelandet, og her arbejder de på at skabe en islam renset for de forskellige muslimske landes kulturelle særpræg (medmindre det i visse tilfælde strategisk betaler sig for islamisterne at tale positivt om forskellighederne).

Islamisterne ønsker en muslimsk nation i Europa, kontrolleret af islamisternes ideologi. Tildækningen af kvinderne bliver fremmet for at overbevise og intimidere de muslimer, der ønsker at frigøre sig fra dette system og denne ideologi. Sløret er en krigsmaskine, konkluderer Djavann.

Djavann undrer sig over de europæere, der ikke kan gennemskue islamisternes retorik og strategi og som forsvarer tildækning af kvinder.

Djavann afviser også dem der, formentlig i et forsøg på at provokere, har fremført, at når man kan tolerere afklædthed og piercing, hvorfor så ikke slør og hovedtørklæde? Som Djavann udtrykker det: Man har endnu ikke hørt om en regering, der med kalashnikov i hånd tvinger alle kvinder til at gå afklædte, sommer og vinter.

Så hvad tænker Allah om Europa? Jeg tror, skriver Djavann hen imod bogens slutning, at Allah, hvis han eksisterer, tænker, at det må være på tide, at Europa ikke blot spørger sig selv ud om sine nederlag og fejl, men også om sin tilknytning til demokratiet, til social retfærdighed og om hvor grænserne går for, hvad der kan tolereres og ikke tolereres.

Republikkens tabte territorier

Redigeret af Emmanuel Brenner (et pseudonym) udgav en gruppe franske skolelærere sidste år (2. udgave) deres beretninger om racisme, antisemitisme og sexisme i de skoler, hvor de arbejder. Særligt efter den 2. palæstinensiske intifada er en bølge af antisemitiske angreb på jøder og jødiske helligdomme gået henover Frankrig. Fem synagoger er sat i brand siden 2000. I Marseille brændte en synagoge ned til grunden.

Bogen Les territoires perdus de la République: Antisemitisme, racisme et sexisme en milieu scolaire er et væsentligt dokument om dagligdags og samtidigt uhyrlige oplevelser i skolerne. Eksemplerne stammer oftest fra de store byers belastede forstæder, men også fra for eksempel det centrale Paris, hvor to jødiske piger er blevet overfaldet på et gymnasium. Og hvor en jødisk dreng - af et blandet ægteskab med ikke-religiøse forældre, der tror på tolerance mellem de forskellige grupper - må tages ud af skolen, da chikane og intimidering fra de muslimske elever i klassen er for voldsom.

Når jødiske elever overfaldes også i forstædernes muslimsk-dominerede skoler, skyldes det, at nogle af de nordafrikanske immigranter har jødisk baggrund. En af bogens medvirkende, Iannis Rhoder, der optræder under eget navn, er lærer i historie og geografi på et collège (højere grundskole, red.) i det belastede Seine-Saint-Denis uden for Paris. På hans skole kunne man en dag på muren læse ikke blot "Død over USA" men også "Død over jøderne". I bogen fortæller han om sine oplevelser med elever, der fremsætter påstande om bl.a. jødernes udseende (man kan nemt kende dem på gaden på deres store ører, etc.). Eller som under gennemgangen af Holocaust og fremvisningen af nazistiske tegninger af jøder siger: "jamen, sådan ser jøderne da ud". Når man som lærer protesterer, er følgende replik forventelig: "De må da selv være jøde for at forsvare dem?"

Til det sidste har ledelsen på Iannis Rhoders skole fastholdt, at "på vores skole er eleverne ikke antisemitter". Ligesom det venstreorienterede tidsskrift Le Monde Diplomatique ved bogens udgivelse kvitterede med en artikel med overskriften "Racismens nye territorier". Altså, de pågældende lærere var racister!

Holocaust er et falsum

Holocaust bliver særdeles problematisk at undervise i. Der er råben og skrigen fra eleverne, da en lærer foreslår, at de ser filmen "Schindlers liste". Der er elever, der i fuldt alvor vil belære læreren om, at Holocaust er et falsum, "det er noget, meget rige jøder fandt på efter krigen", eller "det er ikke rigtigt, imamen siger...."

Ramadanen udvikler sig på en række skoler til et uhyggeligt kontrolsystem: Hvem spiser, og hvem spiser ikke? Hvem er ordentlige muslimer og overholder fasten, og hvem gør det ikke?

Bogen indeholder også beretninger om muslimske drenge, der kontrollerer pigernes påklædning og åbent forsvarer polygamiet. Ingen vover at modsige dem. En lærer fortæller om muslimske drenge, der får bragt en videbegærlig og intelligent muslimsk pige til tavshed i klassen med et "hold mund, beskidte luder", da den pågældende pige svarer på lærerens spørgsmål. Det går op for den pågældende lærer, at andre muslimske piger i klassen holder sig tilbage af frygt for sådanne bemærkninger. Ligeledes giver bogen eksempler på elever, der konverterer til islam, fordi de som de sidste ikke-muslimer i området sættes under stort pres.

I dag har lærerne oprettet en organisation, hvor lærere kan henvende sig, hvis de oplever lignende episoder. Og siden bogen udkom, har det franske undervisningsministerium udgivet en 37-siders rapport om forholdene på en række belastede undervisningsinstitutioner, 61 gymnasier og tekniske skoler i 24 af Frankrigs distrikter. Også her fortælles om antisemitisme, sexisme m.m. og om vanskeligheder ved at undervise i fransk og europæisk kultur og filosofi. Rapporten beskriver en skole, hvor opholdsrummet er delt ind i en sektion for muslimer og en for ikke-muslimer. Visse skoler har delt kantinen ind, så muslimer spiser for sig og ikke-muslimer for sig.

(Rapporten kan læses på www.communautarisme.net. En engelsk-sproget omtale (Olivier Gutta: "The Islamization of French Schools") blev bragt af The Weekly Standard, 9. maj 2005.)

 

Fiametta Venner: OPA sur l'Islam de France: les ambitions de l`UIOF. Paris (Calmann-Lévy), 2005.

Fadela Amara i samarbejde med Sylvia Zappi: Varken hora eller kuvad.Stockholm (Pocky), 2005. Oversat fra fransk efter Ni putes ni soumises. Paris (Editions La Découverte), 2003.

Chahdortt Djavann: Que pense Allah de l'Europe? Paris (Gallimard), 2004.

Emmanuel Brenner: Les territoires perdus de la république: antisemitisme, racisme et sexisme en milieu scolaire. Paris (Mille et une nuits), 2004.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg