Religionens plads i demokratiet

Mere plads til religiøse argumenter

I Deadlines særlige søndagssektion den 24. oktober havde Jes Stein Petersen inviteret Ole Wæver og Frederik Stjernfelt i studiet. De to professorer skulle diskutere forholdet mellem religion og politik. Nærmere bestemt drejede diskussionen sig om, hvorvidt vi bør kræve en sekularisering af det politiske. De to debattører var både uenige om, hvorledes dette krav skal forstås, og om hvorvidt det er fornuftigt og bør opretholdes. Ole Wæver mener grundlæggende, at kravet opfattes forskelligt i forskellige lande, og at det i den danske debat først og fremmest indebærer, at vi ikke bør bruge religiøse argumenter i politik. Det vil sige, at man ikke bør begrunde lovforslag, der skal gælde for alle uanset religion, på sin religion. Og han forkaster dette krav af to grunde. For det første rent principielt. Han mener, at man dybest set slet ikke kan adskille religiøse argumenter fra ikke-religiøse eller rationelle argumenter, fordi alle argumenter efter hans opfattelse i sidste instans må hvile på tro. For det andet forkaster han kravet af diplomatiske grunde. Ifølge Wæver skal vi give mere plads til religiøse argumenter i politik af hensyn til den ikke-vestlige verden, som skræmmes af vor sekularisering af det politiske. Her kan vi umiddelbart sige, at hvis den første grund er sand, så er den anden overflødig. For vi behøver ikke et hensyn til fremmede magters følelser for at have grund til at frigøre os fra et selvbedrag.

Stjernfelts forsvar for sekularismen

I modsætning til Wæver mener Stjernfelt, at det centrale krav i sekularismen bør opretholdes, og at det hører med til ”arvesølvet”, som vi ikke kan opgive uden at svigte os selv. Men han forstår dette krav anderledes end Wæver. For Stjernfelt er der tale om, at det politiske magtapparat ikke bør basere sig på en særlig religion, men skal være religiøst neutral. Og det medfører så også, at majoritetsreligionen ikke må sætte sig på statsmagten. Derfor ser Stjernfelt sekularismen som en fordel for minoritetsreligioner, fordi den sikrer deres frihed, i og med at den sikrer, at statsmagten holdes fri af majoritetsreligionen. Men når det er sagt, så mener Stjernfelt ikke, at der er grund til yderligere at kræve, at religiøse argumenter bør udelukkes fra den demokratiske debat. For ham at se går et sådant krav ud over, hvad kravet om en sekularisering af statsmagten indebærer. Modsætningen er således klar nok. På den ene side står Wæver, for hvem det, at man ophæver modstanden mod religiøse argumenter i politik, betyder, at man går imod sekulariseringen af det politiske; og det ser han som et fremskridt, fordi han mener, at selve kravet om denne sekularisering hviler på et intellektuelt bedrag. På den anden side står Stjernfelt, for hvem det er vigtigt at fastholde sekulariseringen af det politiske magtapparat, fordi det er til gavn for mindretalsreligionerne, men som til gengæld ikke ser nogen grund til at kræve, at man ikke bør bruge religiøst baserede argumenter i den demokratiske debat om, hvorledes lovgivningen bør være.

Argumenterne undergraver sig selv

Hvem har ret i den konflikt? Det kan vi først afgøre, når vi har undersøgt de to standpunkter nærmere for at finde ud af, om de er holdbare. Hvis vi begynder med Wævers påstand om, at man ikke kan skelne mellem religiøse og ikke-religiøse argumenter, så betyder den, at hans egne argumenter heller ikke kan skelnes fra religiøse argumenter. De har altså ingen særlig rationel forpligtelse, fordi de også selv blot udtrykker en tro blandt andre. Således undergraver Wævers argumentation den universelle forpligtelse i hans egen argumentation imod sekularismen; og således undergraver den også selve muligheden for, at der overhovedet kan gives en rationelt forpligtende begrundelse for noget politisk ideal – og altså også for det demokratiske ideal. Det er ikke umiddelbart nogen betryggende konsekvens. Er Stjernfelts standpunkt så bedre? Det kræver, at statsmagten skal være sekulær, men det accepterer, at man bruger religiøse argumenter i den demokratiske debat om lovgivningen. Hvis man imidlertid accepterer, at man bruger religiøse argumenter i denne debat, hvorledes skal man så kunne undgå, at flertallet ikke også bruger religiøse argumenter – og at flertallet, hvis det har en fælles religion, bruger denne religion til at begrunde lovgivningen i samfundet. Og så får man ikke nogen adskillelse mellem statsmagt og religion. Stjernfelts accept af religiøse argumenter i den demokratiske debat kan således undergrave hans eget krav om, at statsmagten bør være sekulær. Han mangler i sin politiske filosofi et værn for den sekulære statsmagt. Vi kan altså konstatere, at både Wævers og Stjernfelts standpunkt står i fare for at undergrave sig selv. Der er ingen af dem, som giver en rationelt holdbar argumentation for demokratiet og religionsfriheden som universelt forpligtende politiske idealer. Hvis vi skal forsøge at give en sådan rationelt holdbar argumentation, så må vi gå en helt tredje vej.

Demokratiet hviler på en rationel bestræbelse

Det grundlæggende politiske spørgsmål er, hvem der skal have ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme, hvorledes lovene i samfundet skal være. Og en elementær politisk-filosofisk indsigt er, at vi ikke rent principielt kan begrunde, at nogen har særlig ret til at tage disse beslutninger. Det vil sige, at vi rent principielt bør gå ud fra, at alle bør have lige ret, og at der altså bør være politisk ligeværdighed. Dette indebærer yderligere, at ingen bør have ret til at bestemme, hvad andre skal tro eller mene. Man skal lære at følge en rationel argumentation, men bør så i øvrigt have ånds- og religionsfrihed. Religionsfriheden indebærer, at man ikke bør være underlagt en lovgivning, som er begrundet i en religion, som man ikke tror på. Men skal et demokrati kunne opretholde en sådan religionsfrihed, så skal den enkelte borger så vidt muligt forstå, at han ikke bør bruge sin politiske indflydelse til at tvinge andre ind under sin religion. Og derfor bør den enkelte også forstå, at han ikke bør bruge sin religion til at argumentere for, hvorledes den lovgivning, som skal gælde for alle uanset religion, fordi han i modsat fald er på vej til at krænke andres religionsfrihed. Kort sagt, så skal den enkelte demokratiske borger betale for sin egen religionsfrihed mod til gengæld at adskille sin politiske forpligtelse (til at opretholde den politiske ligeværdighed for alle uanset religion) fra sin religiøse forpligtelse (hvad den så end indebærer). Kun således kan en demokratisk orden med religionsfrihed fungere konsistent. Det er dette alternativ, som bør sættes op imod både Wæver og Stjernfelt. Imod Wæver hævder jeg, at den demokratiske samfundsorden med dens krav om religionsfrihed hviler på en rationel – og altså ikke-religiøs – bestræbelse. Selve denne samfundsorden forudsætter, at man kan og bør skelne mellem rationelt og religiøst baserede argumenter. Ganske som vi gør, når vi mener, at fysisk kosmologi og biologisk evolutionsteori bør have en anden placering i skoleundervisningen end alle mulige religiøse skabelsesberetninger. Imod Stjernfelt hævder jeg, at man helt elementært bør opdrage de demokratiske borgere til, at de ikke bør bruge religiøse argumenter i den demokratiske argumentation, hvis man fortsat vil være sikker på at kunne opretholde sekulariseringen af statsapparatet. Hvis mindretallet ikke lærer, at man ikke bør bruge religiøse argumenter i politik, mens det er mindretal, hvorledes skal det så forstå det, såfremt det bliver flertal? På dette sted bør det så også stå helt klart, at Wæver svigter den rationelle forpligtelse, som er demokratiets inderste kraft, når han foreslår, at vi i vor demokratiske debat bør renoncere på kravet om sekularisering af det politiske for at tækkes religiøse stemninger i den ikke-vestlige verden, som væmmes ved denne sekularisering. Her bør vi lige så lidt give køb, som vi bør give køb på den videnskabelige kosmologi og evolutionsteori for at tækkes eventuelle religiøse autoriteter, som skulle føle afsky ved disse erkendelser.

Kai Sørlander er filosof og forfatter og medstifter af Trykkefrihedsselskabet