I september lancerede Justitsministeriet en plan på 11 punkter, der har til formål at styrke ”værnet mod udenlandsk påvirkning af danske valg og demokratiet”.
De 11 indsatsområder omfatter blandt andet nedsættelse af en tværministeriel task force til at imødegå påvirkningskampagner, styrket monitorering af disinformation i medierne, rådgivning til de politiske partier, dialog med repræsentanter for de sociale medier om samarbejde for at imødegå udenlandske forsøg på at påvirke det kommende folketingsvalg, og sidst men ikke mindst en ændring af straffeloven, så det bliver strafbart at hjælpe eller sætte en udenlandsk efterretningstjeneste i stand til at sprede løgne på nettet.
Ser man helt nøgternt på formålet med alle disse tiltag, er det i sig selv nonsens, for det har til alle tider været en integreret del af alle landes efterretningstjenester at forsøge at påvirke opinionen i andre lande for at styrke egne interesser. Det er der intet nyt i. Det nye er alene internettets øgede muligheder for at promovere fremmede (russiske) efterretningstjenesters gustne dagsorden med kolportering af mere eller mindre åbenlys fake news.
Men at tro, at flere danskere i 2018 lader sig lettere forføre af plantede historier og fake news på Facebook end der hoppede på de historier, som Sovjet-venlige journalister med stor iver viderebragte i danske medier i 1970´erne, er ret usandsynligt.
At regeringen, med Justitsministeren i spidsen, selv synes den viser initiativ og handlekraft med sin Store Plan Mod Påvirkningsvirksomhed, er tydeligt, men planen er ikke desto mindre en fæl blanding af grov undervurdering af danskernes kritiske sans og evne til at tænke selv og langt mere alvorligt: et helt uacceptabelt indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder (ytringsfriheden).
For med planens lovforslag om at ”sikre det strafferetlige værn” ved at kriminalisere den, der hjælper eller sætter ”…en fremmed efterretningstjeneste i stand til at virke inden for den danske stats område ved at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse” kriminaliserer regeringen fuldstændig lovlige ytringer.
Lovforslaget rammer ikke alene meningstilkendegivelser i avisernes debatspalter og samtlige politiske blogs, men også hovedparten af den kommunikation, der finder sted på de sociale medier. Det vil potentielt kriminalisere enhver, der har eller promoverer holdninger, der kunne tænkes at være sammenfaldende med ”fremmede efterretningstjenester”.
Besynderligt nok, lægger Justitsministeriet ikke selv skjul på, hvor absurd lovforslaget er: i ministeriets eget eksempel på, hvad der bliver kriminelt, hvis lovforslaget vedtages, indgår et analyseinstitut en aftale med en fremmed efterretningstjeneste om ”…at udføre en påvirkningsoperation rettet mod danske brugere af sociale medier med det formål at påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt”.
I eksemplet argumenterer Justitsministeriet for, hvordan såvel analyseinstituttet, programmøren og alle de facebook-bruger, der deler den negative information efter omstændighederne kan pådrage sig strafansvar. Og vel at mærke et strafansvar, der skærpet kan give op til 12 års fængsel.
Det er helt legalt både at tænke og ytre sig negativt om NATO, EU, FN, Folketing og alle andre offentlige nationale og internationale myndigheder og organisationer. Og det er i den sammenhæng fuldstændig underordnet, om kritikken oprindelig er grundet i fake news plantet af en fremmed efterretningstjeneste. En lovlig ytring er en lovlig ytring uanset hvem, der fremsætter den. Og det er også helt lovligt at forsøge at påvirke andre med sine meninger, hvor besynderlige de end kan forekomme og uanset hvilken lusket bagtanke man end kan have. Det er en grundlæggende præmis for, at vi kan fastholde et frit og åbent demokrati og det er samtidig med til at skærpe den enkelte borgers kritiske sans, hvilket er en uvurderlig kvalitet i et komplekst, demokratisk retssamfund.
Lovforslaget er et makværk, som bør få enhver ansvarlig politiker til at afvise overhovedet at behandle det – og så i øvrigt forlade sig på, at danskerne i det store og hele er ret gode til at skelne skidt fra kanel.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
