"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

"Reel" ytringsfrihed

6. december 2010 - Artikel - af Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni

Hvis ytringsfriheden skal være effektiv, forudsætter det økonomisk frihed. Den kniber det med i Danmark, hvor radio og tv-frekvenserne stadig tilhører staten, konstaterer Christopher Arzrouni inspireret af en udtalelse fra den berygtede folkedoms-præsident, Roland Freisler.

Køb af papir som højforræderi

Forleden så jeg filmen Sophie Scholl - Die letzten Tage om en gruppe tyske unge, der blev henrettet for deres modstand mod Hitler. Deres forbrydelse bestod i at have uddelt flyveblade, der "undergravede stridsevnen".

Folkedomstolens berygtede præsident Roland Freisler forestod rettergangen. Og i en helt central scene borer Freisler i, hvordan Sophie Scholl har skaffet papir til flyvebladene. "Det har jeg købt på universitetet," svarer hun. "Diebstahl von Volksgut. Papier, gerade Papier, das so knapp ist. Das sieht natürlich Hochverrätern ähnlich!" skriger Freisler ("Tyveri af folkets ejendom. Papir, som der er mangel på. Det er jo højforræderi")

Når køb af papir kan være højforræderi, er den totalitære stat fuldkommen. Den kan hverken tillade ytringer eller privat anskaffelse af de hjælpemidler, som ytringerne bæres frem på.

Effektiv ytringsfrihed forudsætter økonomisk frihed

Jeg vil ikke argumentere for, at "reel" ytringsfrihed kræver adgang til økonomiske ressourcer. Ytringsfrihed er ytringsfrihed. Adgang til økonomiske ressourcer er noget andet. Men derfor skal man alligevel være opmærksom på, at en effektiv ytringsfrihed også forudsætter økonomisk frihed. F.eks. til noget så banalt som at kunne anskaffe sit eget papir.

I 1980'erne bekæmpede sandinist-regeringen i Nicaragua sine politiske modstandere på avisen La Prensa ved at nægte den adgang til papir. Kunne man ikke lukke sine modstandere direkte, kunne man gøre det indirekte. "Der var jo knaphed," lød argumentet.

Normalt viger borgerlig-liberale mennesker som jeg selv tilbage fra diskussioner om økonomiske ressourcer i tilknytning til ytringsfrihed. Vi konstaterer, at ytringsfrihed er så dejlig nemt at gå til. Det kræver ikke nogen lang videregående uddannelse. Det kræver heller ikke det store udstyr. Man kan bare stille sig op og sige sin mening på gadehjørnet, eller man kan publicere sine holdninger på en løbeseddel. Man kan nemt bruge sine egne, få ressourcer, og man skader ikke andre derved. Man stjæler intet.

Traditionelt har socialister imidlertid været meget optaget af det materielle grundlag for ytringsfrihed. Eller det, som de kalder den "reelle" ytringsfrihed - i modsætning til den "formelle" eller "borgerlige" ytringsfrihed.

Logikken lyder som følger: Hvis ikke staten stiller ressourcer eller medier til rådighed, har man ikke "reel" ytringsfrihed. Tværtimod risikerer man, at andre - og mere ressourcestærke mennesker - sætter sig på alle medier. Ifølge teorien med den konsekvens at ytringsfriheden alene bliver de rigestes ytringsfrihed.

I Danmark har denne tankegang ført til "public service" medier. Ellers ville Berlusconi eller Rupert Murdoch jo sidde på det hele, og så ville ytringsfriheden være begrænset - eller hvad?

Monopol ikke mangfoldighed

Man kan undre sig over, at teorien om "reel" ytringsfrihed overhovedet er interessant i et rigt land som Danmark. Her har vi ganske mange uafhængige trykte medier. Her kan medierne uden store problemer rejse kapital. Her har kunderne penge nok til at kunne håndtere deres eget medieforbrug. Se bare hvordan teenagere rask væk bruger hundredvis af kroner hver måned på at kommunikere elektronisk.

Alligevel har de statslige elektroniske medier fået en position, som man ikke kan genfinde nogetsteds i den vestlige verden. Vi har masser af landsdækkende offentlige tv- og radio-kanaler i Danmark. Men ingen landsdækkende private elektroniske medier. Staten sidder tungt på sendefladen såvel på radio som på tv. I ytringsfrihedens navn? Det giver jeg ikke fem flade øre for. Resultatet af denne form for "public service" har ikke været mangfoldighed men monopol.

Begrænset konkurrence på radionettet

Måske vil nogle sige: Fik de private ikke chancen for at konkurrere på radionettet? Er det ikke deres egen skyld, at de har givet op? Også her er argumentationen tynd. Først snupper man licens fra alle danskere og sender den til DR - derefter lader man private radiokanaler betale en formue for nogle dårlige frekvenser - og begrænser i øvrigt deres muligheder for at sende, hvad de vil.

Vel er den danske stat ikke totalitær. Ikke desto mindre bliver det anset for kriminelt, hvis nogen måtte oprette deres egen reklamefinansierede radiokanal på de frekvenser, staten har reserveret til sig selv uden at betale en krone. Og det er utroligt, at staten ikke kan nøjes med en enkelt tv-kanal og en enkelt radiokanal.

Vi har en situation, hvor radio og tv-frekvenserne tilhører staten. Forestil jer en situation, hvor alt papir per definition tilhørte staten. "Diebstahl von Volksgut" lyder stadig i mine øren.

Kommentarer

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg