Det er et vilkår i en velfærdsstat med en samfundsmodel som den danske, at borgerne går ind på præmissen om at betale en stor del af deres indkomst til fællesskabet i tillid til, at pengene i store træk anvendes til sikring af fællesskabets bedste i overensstemmelse med de grundværdier, der er bærende for vores samfund.
Det er også et vilkår, at man med jævne mellemrum tager sig til hovedet over, hvad pengene bliver brugt til – og må finde sig i det. Institut for Menneskerettigheders (IFM) seneste rapport om ”Etnisk profilering” er sådan et eksempel på penge ud ad vinduet:
”Etnisk profilering” defineres som ”Politiets brug af grund som race, hudfarve, sprog, religion, nationalitet eller etnisk oprindelse ved udøvelsen af kontrol-, overvågnings- eller efterforskningsaktiviteter, uden nogen objektiv eller rimelig begrundelse” og det er IFMs påstand, at der er problemer med etnisk profilering, læs: racisme, i politiet:
IFMs rapport henviser til, at tal fra Danmarks statistik i perioden 2009-2019 viser, at indvandrere og efterkommere oftere sigtes for forbrydelser uden at sigtelserne fører til tiltale end danskere. Helt præcist ender 11% af sigtelserne af etniske danskere med at sigtelserne droppes, mens tallene for henholdsvis indvandrere og efterkommere er 14 og 16%.
Det er et udtryk for diskrimination og desuden med til at skabe mistillid og antipati overfor politiet og en oplevelse af at være ”modborgere”, siger rapporten på baggrund af 15 interviews med mænd med ”minoritetsbaggrund”, der har oplevet at blive uretmæssigt stoppet eller sigtet af politiet.
Det er ikke fordi jeg tvivler på undersøgelsens data: det lyder helt plausibelt, at der er en overrepræsentation af grundløse sigtelser af (muslimske) indvandrere og efterkommere, ligesom en hurtig gennemlæsning af citaterne fra rapportens interviewdel afslører et let genkendeligt vokabular i forhold til politiet: ”Idioter”, ”arrogant idiot”, ”racistiske” ”de snakkede racistisk”, ”følte det som at blive voldtaget” lyder for dem, der kender indvandrer-lingo som om det er loyalt gengivet i rapporten.
Problemet med rapporten er, at den overhovedet ikke tager højde for – endsige tager i betragtning – at overrepræsentationen sandsynligvis skal ses på baggrund af den helt ekstreme overrepræsentation af indvandrere og efterkommere i kriminalitetsstatistikkerne: i 2019 var overrepræsentationen af muslimske indsatte i danske fængsler således hele 255%. En eksorbitant forskel på kriminalitetsniveauet for indvandrere og danskere, der naturligt, logisk og ikke mindst erfaringsbaseret må få politiet til at foretage lidt flere fejl-sigtelser af unge indvandrermænd end af unge danske mænd.
Men det kriterium anerkender rapporten ikke, for den forholder sig overhovedet ikke til den virkelige verden, men kun til et overfladisk, snævert og ofte oplevelsesbaseret racismebegreb. Det sidste fremgår af rapportens 2. del, der trækker stor vægt i rapporten, men som kun rummer interviews af 15 krænkede indvandrermænd, hvilket mildt sagt står i kontrast til rapportens 1. analysedel, som er baseret på 2,5 mio. sigtelser og 270.000 anholdelser.
Jeg savner ganske, at IFM forholder sig til baggrunden for tallene i lyset af det enorme statistiske materiale og den efterhånden gamle nyhed om, at muslimske indvandrere er langt mere kriminelle end etniske danskere:
Hvorfor bruge ressourcer på at lave en stor rapport om et relativt set lille problem, der ikke engang er ligefremt proportionalt med det bagvedliggende – nemlig gruppens overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne?
Er det ikke logisk at antage, måske endda undersøge, om antallet af ubegrundede sigtelser ville falde til et niveau svarende til det etnisk danske, hvis indvandrernes generelle kriminalitetsniveau faldt til niveauet for etniske danskere?
Ville det i lyset af foregående spørgsmål ikke være mere relevant at undersøge, om fejlanholdelses- og sigtelsesprocenten generelt er for høj, med udgangspunkt i den for de etniske danskere på 11%? Eller om det er en påregnelig omkostning ved politiets arbejde, at mere end 1 ud af 10 bliver anholdt og sigtet uden grund?
Hvorfor har IMF ikke spurgt, om det ikke var mere relevant at vende krænkelsesparatheden væk fra politiet for i stedet at rette den mod alle de kriminelle indvandrere og efterkommere, der de facto er den direkte årsag til at de 15 interviewede uretmæssigt ender i politiets søgelys?
Er den omstændighed, at sigtelserne efterfølgende frafaldes ikke netop et tegn på, at politiet rent faktisk er optaget af at strafforfølge skyldige kriminelle og ikke af racistisk forfølgelse? Lidt polemisk kan man påstå, at rapporten faktisk finder det problematisk, at indvandrere har større sandsynlighed for ikke at blive dømt: ”Forskellene svarer til, at sandsynligheden for at blive sigtet uden fældende afgørelse er 27 pct. Højere for sigtede indvandrere end for sigtede personer med dansk oprindelse” (s. 3)
Spørgsmålene står i kø, men som sædvanlig får vi ikke svar på dem. IFMs rapport bærer præg af at være forfattet af akademikere uden fodfæste i den virkelige verden og dens problemer, og som er mere optagede af, at se deres egen politisk motiverede dagsorden bekræftet af statistikken og oplevelserne af at være krænket hos et lille antal uretmæssigt sigtede unge indvandrermænd.
Rapporten tjener ikke som andet end et eksempel på endnu et overflødigt, men til gengæld sikkert dyrt, produkt fra velfærdsstaten: den afdækker ingen virkelige problemer og giver derfor heller ingen svar eller løsninger på problemer, som danskerne opfatter som reelle. Lad den hurtigt synke ned i glemslens mørke.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
