På hver vores planet

Hvis Jens Lyn blev til virkelighed

Jeg har altid været dybt betaget af det ydre rum. Som barn pløjede jeg mig gennem alle de bøger om emnet, jeg kunne komme i nærheden af. Planeter, stjerner og galakser var en stor del af mit liv. Min drøm er, at mennesket en dag finder en måde at rejse i rummet på, så vi kan træffe andre intelligente skabninger, som jeg er sikker på findes et sted derude.

Hvordan vil vi opføre os ved et sådant møde? Forventer vi, at de væsener, vi besøger på deres planet, modtager os med åbne arme (hvis de nu har arme), og hvis de gør, hvordan vil vi så behandle dem i længden? Kan vi acceptere deres livssyn, deres opfattelse af, hvad der er smukt, og hvad der er afskyeligt? Hvordan med tro og moralprincipper – relationen til livet og døden?

Går vore bedste forhåbninger i opfyldelse, kan dette fremtidige møde blive en gave til menneskeheden. Men hvad om alting viser sig at være det modsatte? Hvad hvis vore ”nye venner” er fjendtligtsindede, har en ussel moral, bedrager og manipulerer os og vi til gengæld ser på dem med mistro og ubehag, mens vi spekulerer på, om de kommer til at ødelægge os, hvis vi ikke gør noget drastisk med dem først?

En scene fra ”Starwars”

Det er på en måde meget enklere at anskue intelligente væsners forskellighed, når man flytter billedet til en scene i Starwars. Der kan vi parre etik og moral med udseende og på den måde bekræfte stereotyperne, som for os afspejler det onde og det gode.

Her i virkelighedens verden, på vor egen lille planet, er det vanskeligere at acceptere, at to mennesker, der ved første øjekast er skabt efter samme model - to arme, to ben, et hoved og en krop - kan anskue livet fra to helt modsatte poler. Ofte er det som om vi står på hver vores planet.

Det er min livsfilosofi, at mennesket bliver nødt til at forstå, at ligesom vi ikke har de store problemer med at forstå, at rumvæsener kan være meget forskellige fra os, selv om de er udstyret med en intelligens, der ligner vores, ligeså er det fundamentalt vigtigt, at vi accepterer, at de samme forhold gør sig gældende her på Jorden. Mennesker har forskellige kulturer, de har forskellige måder at leve på, at tænke på. Det, der narrer os til at tro noget andet, er at vi ligner hinanden så meget fysisk.

Et eksempel på, hvad der kan ske

Da Columbus besluttede at tage bagvejen til Indien og ved et tilfælde havnede i San Salvador, mødtes de spanske sømænd af nysgerrige indianere, der smilende tog i mod de ukendte og beværtede dem i udbytte mod diverse souvenirer.

De to folk kunne lige så godt være kommet fra hver deres planet. Indianerne levede fra hånden i munden af naturens overflod. Columbus og hans folk var primært ude efter guld, og de skyede desværre ikke noget middel for at få fat i det. Indianerne fik snart nok af det tyranni . Blodige opgør mellem urbefolkningen og immigranterne blev snart mere reglen end undtagelsen.

Uden at drage nogle forargende paralleller mellem Columbus tiden og nutiden, vil jeg blot nøgternt pege på, at når man flyver fra vor del af verden til en landsby midt i Amazonas, Papua eller for at besøge pygmæerne i Afrika, kannibalerne på Ny Guinea eller bjergindianerne i Chile, så er det som at besøge andre planeter.

Det samme gør sig gældende, når en vesterlænding ankommer til en af de tusindvis af landsbyer i Afghanistan, Pakistan, Indien, Egypten, Libyen, Nigeria, Sudan, Yemen, Somalia, Saudi Arabien, Irak, Iran og mange lignende lande. Følelsen af at være havnet på en anden planet er en yndet beskrivelse i litteraturen.

Forskellen er massiv. Det handler om livsværdier, tankegang, kundskab, levevis, opførsel, principper, livssyn, hæder og ære, religion, spisevaner og så videre. Kort og godt, der findes et univers til forskel. For vesterlændingen, der rejser som turist, gælder det om at manøvrere på de betingelser og efter de regler, det besøgte samfund har stillet op for sin overlevelse. Selv som turist kan dette af og til være rimeligt svært.

Selvfølgeligt findes der på alle disse ”fremmede planeter” mennesker, som har lært at kommunikere på globale, eller kosmopolitiske vilkår, og er fuldt kapable til at fuldføre kommercielle, politiske, sociale eller videnskabelige aftaler med resten af verden. Men det betyder ikke, at vi i Vesten kan ændre det fundament, de hver i sær står på, fordi vi mener, at vore værdier har mere indhold eller er mere universelle end deres og vice versa.

Vi skal simpelthen erkende, at mennesker er forskellige, at kulturer er forskellige, og at visse folk fungerer bedre sammen end andre – og endda gå et skridt videre og indse, at visse ting ikke går at blande sammen. De bliver som olie og vand.

Islam og Vesten

Og så er jeg fremme ved pointen. De værdier, der ligger til grund for Vestens udvikling og velstand er diametralt modsatte af de værdier, der hersker i de fleste islamiske lande. I øjeblikket gærer det i bl.a. Egypten, og det ser ud som om en eller anden form for samfundsrevolution er i gang. Men hvor ender den? Hvad bliver resultatet? I Vesten håber og tror man, at resultatet bliver en drejning mod demokratiske idealer. Desværre findes der på disse ”planeter” alt for lidt forståelse for, hvad ægte demokrati er.

Lande som Afghanistan, Pakistan, Yemen, Somalia og mange andre islamiske stater er så fundamentalt forskellige fra Vesten, så det at kriges mod dem, eller mod grupper i deres lande – som vi for eksempel gør i Afghanistan og gjorde i Irak – med formålet at indføre demokrati, ifølge min opfattelse ikke fører til noget konstruktivt. Det er som en galaktisk krig. De tror på deres, vi tror på vores. At vores er bedre, hjælper ikke meget i denne situation. Endnu værre er det, er at vi har åbnet vore grænser for nogle af de mest forskellige fra os. Vi har givet dem mulighed at sidde midt iblandt os for at modarbejde, propagandere og endda opfordre til krig mod os, der hvor vi kæmper for demokratiet, kvindernes ret til ligestilling og individets ret frem for statens eller teologens.

Islamisternes univers er ikke som vores

Vi vesterlændinge kan ikke forvente, at de, der vokser op fastlåst i et andet univers, hvor familien, stammen og gud bestemmer alt, kommer til at annamme vores form for demokrati, vores værdier, vores levevis, vores aspirationer og vores normer – hverken der eller her.

Det er min klare mening, at vi gør bedst i at frigøre os for kongstanken om at demokratisere hele verden og i stedet koncentrere os om at forsvare vores egen eksistens med nye og bedre midler. Den tankegang, der er baseret på, at demokratiet tillader alt og alle at udfolde sig med, hvad de vil, er til skade for vores eksistens, vor retsstat og vor individuelle frihed. Hvilket samfund med bare den mindste overlevelsestrang ville give fjenden ret og midler til at gå bag om vore grænser og angribe os indefra? Hvilket samfund med respekt for sig selv og sine værdier ville låne sine ejendomme ud, for at der fra disses hustage skulle råbes til krig mod samfundet selv?

Det åbne danske demokrati, kan ikke stille noget op i kampen mod islamisterne. Vi kan ikke bruge snakken om menneskelige værdier (som vi selv har sat standarden for) i kampen mod islamister. Islamister har ingen respekt for vore love og konventioner i konflikten med os. Vi kommer ikke til at vinde en eneste kamp mod islamisterne, selvom de er i mindretal og er langt dårligere udrustet end os. Vi kommer langsomt, men sikkert til at tabe vores frihed, vores levevis, vore materielle værdier - alt det vi har bygget op og stræbt efter i århundreder – og til sidst vor egen nation.

Et nytteløst forehavende

Vi har prøvet at forhandle med islamister. Vi har prøvet at berolige dem. Vi har prøvet at bestikke dem med gaver og milliarder i humanitære projekter. Vi har prøvet at fortælle dem om livet, verden og demokratiets fordele. Vi har prøvet at give dem asyl, tryghed og en befrielse fra deres egen elendighed. Alt det har vi prøvet for at opnå fred og sikkerhed for vores egne, men desværre forgæves. Vi er ikke kommet et eneste skridt videre i vores handlinger eller krigen mod islamisterne.

Er det så ikke på tide, inden det bliver for sent, at trække os ud af Afghanistan, at omlægge vores strategi i kampen mod islamister, at revidere anvendelsen af vores demokratiske principper, så de ikke bruges af andre til at skade os, at stoppe med vores eftergivenhed, særbehandling og blåøjede imødekommenhed og at sige højt og tydeligt til de skadelige og uintegrerbare indvandrere, at nu er det nok?

De, der befinder sig på en anden planet, i et andet univers, kommer alligevel ikke indenfor en overskuelig fremtid til at forstå vores vestlige levevis, de kommer ikke til at kunne lide os. Uanset hvor meget hjælp vi har ydet til dem, kommer de alligevel til at vende sig imod os, når vi mindst behøver det. Desværre er vi så belastede af vores pæne holdninger, at vi ikke har en chance for at vinde værdikampen med begge hænder frivilligt bundet bag vores ryg.

Lad os acceptere at tiderne har ændret sig, og at det kræver en total omstrukturering af vores ideer og tanker.