"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Når videnskab bliver fordom

1. maj 2007 - Artikel - af Kai Sørlander

Ifølge religionsforskeren Michael Rothstein er alle religioner ens og indeholder ikke andet, end hvad folk lægger i dem. De er derfor også lige forenelige eller uforenelige med en sekulær, demokratisk samfundsorden. Men denne antagelse er absurd og i virkeligheden udtryk for en protestantisme, der er gået amok

Religionen er kommet tilbage i det politiske liv. Igen er vi nødsaget til at forholde os til det religiøse i vores besindelse på det politiske. Umiddelbart skyldes det indvandringen, som har givet alle de europæiske lande en betydelig muslimsk befolkning. Den har bragt religionen tilbage på det politiske tapet, fordi muslimerne kræver plads for deres religion, som foreskriver konkrete regler for, hvorledes de skal leve deres liv.

Hvorledes skal vi takle sammenstødet mellem vore sekulære samfund og deres religiøse krav til, hvorledes livet skal leves? Først og fremmest må vi have mere viden om problemerne og deres årsager. Vi skal forstå religionernes væsen og deres sociale funktion. Derfor har religionsvidenskaben fået en vigtig funktion i den politiske debat. Den kan give os noget af den baggrundsviden om religion og om religioners historiske og politiske indflydelse, som vi behøver for at kunne reagere fornuftigt på de problemer, som vi nu står over for.

Derfor er religionsforskerne blevet flittige bidragydere til den politiske debat. De hentes ind som eksperter, der kan give os andre et nyttigt perspektiv på vor nye politiske situation. Det er således, vi er blevet fortrolige med navne som Michael Rothstein, Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen. Men hvis sådanne forskere udtaler sig, fordi deres videnskabelige område – enten det så er religion i almindelighed eller islam i særdeleshed – er vigtigt i dagens politiske situation, så må det også være vigtigt at undersøge, om selve grundlaget for, hvad de siger, er korrekt. Eftersom de bringes ind i debatten, fordi de forudsættes at have en vis viden, som skal hjælpe den almindelige uvidende borger til større klarhed, så må det være væsentligt, om deres bidrag står på sikker videnskabelig grund, eller om de tværtimod bygger på uholdbare – videnskabeligt uholdbare – forudsætninger. Hvorledes udtaler disse religionsforskere sig faktisk? Og svarer deres udtalelser til, hvorledes de rationelt bør udtale sig?

Således kunne man begynde et større studium, hvis alle religionsforskere skulle med, men lad mig nøjes med en enkelt, blot for at illustrere alvoren. Og denne ene kan så ligeså godt være Michael Rothstein, som det kan være en anden. Dermed er det afgjort. Det vil sige, at jeg vil tage de grundlæggende principielle forudsætninger, som ifølge Rothstein selv bestemmer hans studium af religion, og jeg vil se, hvor de fører hen – og om de overhovedet holder for en rationel videnskabelig kritik.

En absurd opfattelse

Grundlæggende mener Rothstein, at religioner ikke er noget i sig selv, men kun er, hvad de religiøse mennesker gør dem til. Der er ikke grund til at studere de religiøse tekster – fx Det Nye Testamente eller Koranen – som sådan, for de er i realiteten kun, hvad menneskene vælger at gøre med dem. Og i praksis læser alle religiøse mennesker deres tekster, som de ønsker, at de skal være. Det er det tolkende menneske, ikke teksten, der har magten; og derfor skal religionsvidenskaben kun studere, hvad menneskene gør med teksterne, og ikke hvad teksterne gør med menneskene. Det er denne absolutte individuelle fortolkningssuverænitet, som er Rothsteins grundlæggende præmis; og eftersom han har formuleret den i mange forskellige sammenhænge, så gengiver jeg den blot i sin helt principielle form. (I øvrigt bruger jeg her den bog, Bomben i turbanen, som Michael Rothstein skrev sammen med Klaus Rothstein i slipstrømmen af krisen omkring Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, og de følgende sidehenvisninger er til denne bog.)

Når man har dette udgangspunkt, så følger visse konsekvenser, som Michael Rothstein også selv drager. For det første følger, at religioner ikke kan fejlfortolkes, og at de derfor heller ikke kan misbruges (s. 101). For de er altid kun, hvad de bliver gjort til af den enkelte. For det andet følger, at alle religioner i princippet er ens. Der er ikke nogen kerne, som adskiller den ene religion fra den anden; men enhver religion er kun, hvad den bliver gjort til af den suveræne fortolker. For det tredje følger, at det ikke giver mening at sætte religioner op i kontrast til hinanden og at kritisere dem selektivt (s. 155). Alle religioner må i princippet kritiseres helt parallelt. Det er derfor også forkert at påstå, at det danske samfunds friheds- og lighedsidealer har nogen speciel sammenhæng med kristendommen. Disse idealer er tværtimod ”skabt i kamp mod religion, ikke i kraft af religion” (s. 102). Dette er for Rothstein ikke en påstand, som begrundes på historiske studier af Danmarks historie. Det er derimod en logisk konsekvens af den forudsætning, som Rothstein bygger hele sin religionsvidenskab på. Og på samme måde må han helt abstrakt slutte, at religioner – som f.eks. kristendommen og islam – ikke i sig selv kan være forskellige med hensyn til, hvor let eller svært de lader sig forene med en sekulær demokratisk samfundsform. For Rothstein må alle religioner i princippet have lige let ved at forenes med en sådan orden. Det følger simpelt hen af hans principielle forudsætning: at der ingen indre forskel er mellem de forskellige religioner.

Det er vigtigt at forstå, at Rothstein på dette punkt blot følger sin forudsætning om, at en religion kun er, hvad den enkelte vælger at gøre den til, til sin logiske konsekvens. I den sammenhæng er et historisk studium af den politiske udvikling i henholdsvis den kristne og den islamiske verden irrelevant. Følgelig afhænger hans ekspertise kun af, om hans principielle forudsætning er korrekt. Er det rigtigt, at en religion ikke er noget i sig selv, men alene er, hvad den enkelte suverænt tolker den til at være?

Holder vi det spørgsmål fast, så kan vi hurtigt indse, at der er en logisk fejl i selve Rothsteins grundpræmis. En tolkning, som ikke er begrænset af sit objekt, men som per definition er rigtig, er simpelt hen ikke en tolkning. Konsekvensen af Rothsteins udgangspunkt er i realiteten, at enhver er sin egen religionsstifter. Og det er absurd. Realiteten er, at de fleste mere eller mindre alvorligt bekender sig til en religion; ikke, at de samtidig stifter den. Så de kan ikke tolke den vilkårligt. De er fanget af noget, som er uafhængigt af deres tolkning, og som de skal forholde sig til.

Religioner er forskellige

Derfor må religionsbegrebet afgrænses på en anden måde. Og som mit udgangspunkt vil jeg hævde, at en religion er en mere eller mindre omfattende verdensanskuelse, som bygger på en tro, der ikke kan begrundes rationelt. Det kan f.eks. være troen på en almægtig skaber, som har skabt hele verden og alle mennesker i den, og som har givet os nogle bud, som vi skal følge. På den måde er begrebet "religion" fra begyndelsen sat i kontrast til begrebet "videnskab".

Denne definition omfatter alle de store gamle religioner – altså også kristendommen og islam. Alle involverer de visse trosartikler, som ikke kan begrundes rationelt, men som fordrer at blive accepteret i tro. Kristendommen indebærer troen på Jesus som Guds søn eller inkarnation og på hans liv og forkyndelse som gengivet i Det Nye Testamente. Islam indebærer troen på Muhammed som den sidste og vigtigste profet og på Koranen som Allahs ord. Disse religioner ligner hinanden deri, at de kræver en tro, som ikke kan begrundes rationelt. Men de er forskellige, når det kommer til, hvad de kræver, at man således skal tro. Det er ikke rigtigt, at fordi trosartiklerne ikke kan begrundes rationelt, så kan de tolkes vilkårligt. De har en mening, som ligger i det sprog, hvori de er formidlet, og som man ikke vilkårligt kan lave om på. De ting, som man skal tro i kristendommen, er nogle helt andre end dem, som man skal tro i islam. Ja, de modsiger hinanden. Hvis man tror på Jesu forkyndelse som afgørende, så bliver Muhammeds falsk – og omvendt. Hvis man tror på Bjergprædikenens guddommelighed, så bliver sharia-loven degraderet – og omvendt. Disse modsætninger ligger indbygget i de helt elementære trosartikler, som er grundlæggende for henholdsvis kristendom og islam.

Rothstein har altså ikke ret i, at alle religioner kan tolkes vilkårligt. Men det var fra den forudsætning, at han sluttede, at en sekulær demokratisk samfundsorden står over for ganske de samme problemer, ligegyldig hvilken religion den skal forenes med. Så den konklusion er altså også forkert. Den rigtige konklusion må være, at man skal ind og se på de reelt eksisterende religioners grundlæggende trosartikler for at kunne afgøre, hvor let eller svært de forskellige religioner lader sig forene med principperne for en sekulær demokratisk samfundsorden.

Hvis vi foretager en sådan undersøgelse af henholdsvis kristendommen og islam, hvilket resultat når vi så til? Den demokratiske samfundsorden bygger som minimum på de følgende to principper. For det første princippet om politisk ligeværdighed for alle borgere uanset religion. Og for det andet princippet om, at lovene er menneskeskabte, og altså ikke er bestemt religiøst. Hele meningen med den demokratiske lovgivningsproces forudsætter gyldigheden af disse principper. Så spørgsmålet er: Hvorledes forholder disse principper sig til henholdsvis kristendommens og islams centrale trosartikler?

Politisk ligeværdighed

Ser vi på Jesu liv og forkyndelse, som det gengives i Det Nye Testamente, så ser vi, at han selv gav afkald på jordisk magt, og at han forkyndte nogle bud – ”vend den anden kind til” – som umuligt kan gøres til politiske love. For så vidt er kristendommens grundlag foreneligt med kravene til en sekulær demokratisk orden. Ser vi derimod på Muhammeds liv og forkyndelse, så ser vi et helt andet billede. For det første var Muhammed ikke kun religiøs leder, men også samtidig politisk, militær og juridisk leder. For ham var der ingen forskel mellem jordisk og religiøs magt. For det andet forkyndte Muhammed nogle rent konkrete forskrifter for lovgivningen i samfundet. For ham skulle lovgivningen være religiøst bestemt. Og blandt de love, som han foreskrev, var også love, som gjorde forskel mellem troende og vantro og mellem mænd og kvinder, og som derfor bryder med kravet om politisk ligeværdighed. Så islams elementære trosartikler går direkte på tværs af de principielle forudsætninger for en sekulær demokratisk orden.

Alt andet lige må det derfor være lettere at forene kristendommens centrale trosindhold med principperne for en sekulær demokratisk orden end at gøre det samme for islams vedkommende. Og det må derfor også være naturligt at anse kristendommen for at være en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor det var den europæiske kultur, som udviklede relativt velfungerende, sekulære demokratiske samfund. Ligesom islam må anses som en naturlig del af forklaringen på, hvorfor den islamiske verden har haft så svært ved at gå samme vej. Som følge af deres indhold har de to religioner haft en modsat indflydelse på den politiske udvikling; og resultatet ses i den verden, hvori vi lever – i forskellen mellem Vesten og den islamiske verden.

Rothsteins "kulturkamp"

Det er den naturlige erkendelse af vor historiske situation, således som den følger af en fordomsfri afdækning af de involverede faktorer. Men den fordomsfrihed har Rothstein afskåret sig fra med sin falske tro på, at religioner er uden indhold og kan tolkes og omformes efter forgodtbefindende. Med den tro har Rothstein kørt sin egen videnskabelighed af sporet. For det første i forhold til historien. Han mistolker baggrunden for vor nuværende situation, når han ikke forstår, at kristendommen har haft en positiv indflydelse på, at landene i vor del af verden har udviklet sig til relativt velfungerende demokratier. For det andet i forhold til fremtiden.

I den tidligere omtalte bog Bomben i turbanen hævder Rothstein, at ”kulturkampen skal føres mod den stærkeste religion i en strategisk alliance med den religiøse minimalisme”(s. 103). Men i Danmark har den religiøse minimalisme slået rod i politikken netop med hjælp af ”den stærkeste religion”. I et bredere perspektiv bliver Rothsteins kulturkamp mod den protestantiske kristendom derfor slet ikke ført i en strategisk alliance med den religiøse minimalisme. Men hans strategiske alliance er, som det var i striden om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, med en religiøs maksimalisme, som ønsker at indføre islamisk lov også for et ikke-muslimsk land som det, hvori Jyllands-Posten trykte sine tegninger. Og i den alliance kan hans egen religiøse minimalisme desværre let risikere at blive offeret.

Det kan undre, at Rothstein overhovedet kan få sig selv til at tro på sit standpunkt, så irrationelt som det er. Findes der en forklaring? Måske er det relevant, at han har sin baggrund i en protestantisk kristen kultur. For i en vis forstand strammer han blot den protestantiske skrue en ekstra gang. Så langt, at den går over gevind. Protestantismen er jo netop karakteriseret ved, at den gør den enkeltes tro til et personligt anliggende. Og på det punkt går Rothstein blot et skridt videre. For ham er religionen som sådan ikke andet end, hvad den enkelte gør den til. Men det er at give den enkelte en suverænitet, som er fuldstændig i strid med al rationel erkendelse. Socialpsykologisk kan det måske betragtes som en slags protestantisk kristendom, der er gået amok. I hvert fald er det mere rationelt at betragte Rothsteins bidrag under den synsvinkel, end at betragte det som religionsvidenskabelig ekspertise.

Kai Sørlander er filosof og forfatter.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg