"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

En fremragende bog om modstandskampen

16. december 2013 - Anmeldelse - af Katrine Winkel Holm

De, der oplevede Jørgen Kieler i Trykkefrihedsselskabet i 2012, ved hvilken glimrende fortæller, han er. FOTO: Steen Raaschou

Jørgen Kielers nye bog er fremragende. Den gamle fighter og modstandsmand fortæller medrivende om, hvad der stod på spil, og hvad der blev ofret under besættelsen – og deler herligt mange lussinger ud til Politiken-segmentet.

”Jeg har ledt inden for modstandsbevægelsen efter nogen, der er radikale. Der er ikke mange”, slår modstandsmanden Jørgen Kieler fast i sin nye bog ”Før jeg siger farvel”.

Det er da også kun i DR's Matador, ikke i virkeligheden, at De Radikale var store modstandsmænd. Var der nogen, der var fjendtligt indstillet over for modstandsbevægelsen var det de radikale politikere.

Men hvad hjælper denne historiske kendsgerning – der nok kan sætte tankerne i gang om De Radikales aktuelle politiske projekt - når det er det fortegnede kulturradikale billede, som ved Matador-genudsendelse nr. 117 hældes ind i danskerne. Forvanskningen bider sig fast.

Endelig en medrivende bog

Derfor blev jeg meget begejstret, da jeg læste den nye interview-bog med Jørgen Kieler. Historien har han fortalt før, bl.a. i tobindsværket Hvorfor gjorde I det, men her er den serveret i en kortere og langt mere medrivende fremstilling takket være samtaleformen. 

Efter at have lånt bogen ud til husets teenager, kan jeg konstatere, at den fænger selv hos den ellers så skærmfikserede ungdom.

Så her har vi endelig bogen, der kan give den opvoksende ungdom begreb om, hvad der stod på spil, og hvad der blev ofret under besættelsen.

Det er en god nyhed, for det er forbløffende svært at finde rigtig spændende fremstillinger af modstandsbevægelsen. De store modstandsfolk var sjældent store skribenter, og deres erindringer er ofte gudsjammerligt kedelige.

Læg dertil, at de historiske fremstillinger – Sven Ove Gades glimrende biografier undtaget - for tiden mest tager samarbejdspolitikernes parti, mens sabotørerne på det store lærred fremstilles som småneurotiske, mumlende desperadoer med sært farvet hår som i ”Flammen & Citronen”. Det billede, skolen giver - hvis den overhovedet giver noget  - er ofte, at det var samarbejdspolitikken, der hånd i hånd med modstandsbevægelsen, førte os trygt gennem besættelsen. 

Skvadderhovedet Bo Lidegaard

Så Kieler-bogen falder på et tørt sted. Heldigvis lader han både sin smittende fortælleglæde og sin polemiske side komme til udtryk i bogen og giver hele den radikalt dikterede fremstilling af besættelsen en lige højre.

Bo Lidegaard, chef-apologeten for samarbejdspolitikken og Scavenius, kalder han et ”skvadderhoved”, Det Radikale Venstre, Tøger Seidenfaden og Politiken hegles igennem, mens Klaus Rifbjerg udnævnes til en ”slapsvans”.

Det sidste skyldes, at Rifbjerg – hvor smagfuldt - har stemplet stjernesabotørerne ”Flammen”, ”Citronen” og ”John” som psykopater.

Den unge medicinstuderende Jørgen Kieler i tysk fangenskab

”Jeg savner ord, der kan beskrive mit syn på Klaus Rifbjerg, der skænder mindet om tre mænd, som ofrede livet også for hans frihed”, lyder det dejlig krigerisk fra Kieler, der ikke vil udelukke, at han vil spænde ben for Rifbjerg, hvis han møder ham - sagt med et smil på læben.

Uansvarlige chauvinister og kommunister”

Det bedste ved den letlæste bog er, at den giver et levende billede af en af de fineste dele af modstandsbevægelsen: Holger Danske, den ikke-kommunistiske sabotørgruppe, der primært bestod af folk, der gjorde oprør mod den nationale nihilisme, som 9. april var udtryk for.

Det særlige ved den danske modstandsbevægelse er jo, at den både måtte gøre oprør mod tyskerne og det officielle Danmarks linje.

”Det er mit håb, at vi ved fælles hjælp kan komme dette onde, som hedder sabotage mod den tyske værnemagt, til livs.”, sagde statsminister Buhl i 1942. Sabotørerne havde det officielle Danmark imod sig.

Det officielle Danmark svarede igen ved at kalde de aktive modstandsfolk for ”ansvarsløse chauvinister og kommunister”, mens den socialdemokratiske statsminister Buhl i 1942 direkte opfordrede befolkningen til at angive sabotører.

Den aktive modstand var derfor udtryk for stor individuel selvstændighed og respektløshed over for magthaverne. Her har mange danskere gjort en nyttig grunderfaring, som måske er en af forklaringerne på, at danskerne i dag er langt mindre kuede af de multikulturelle ridefogeder end f.eks. svenskerne.

National skændsel

Kieler inkarnerer denne dobbelte modstand. Med hans egne ord:

”Det var nok skammen mere end frygten, der plagede mig. Alt, hvad jeg havde af nationalfølelse, vældede op i mig. Vi har da Dybbøl. Vi har da Skamlingsbanken. Nej, fister, vi har ikke en pind. Ikke længere. For første gang i danmarkshistorien er der ikke noget tilbage! Vi har været bortliciteret til greven af Holsten, men aldrig har hele Danmark været tabt på én gang. For første gang er det – og så uden modstand. Jeg var dybt, dybt, rystet. Erik Scavenius' tyskervenlige udtalelse, da han tiltrådte som udenrigsminister den 8. juli 1940, gjorde kun ondt værre. Hvis jeg skal karakterisere mine følelser, var det national skændsel!”

Denne nationale harme fik den flittige medicinstuderende til at lægge studierne til side og lære sig at betjene et skydevåben.

Beskrivelsen af de unge studerende, der som idealistiske amatører kaster sig ud i den nervepirrende sabotage er morsom - de er ikke alle lige velegnede – men også bevægende. For det bliver jo hurtigt alvor.

Kieler, der skulle have været henrettet i stedet for Hvidstengruppen, overlever mirakuløst, men først efter et mareridtsagtigt KZ-ophold, som han giver et rystende billede af.

Henrettelsespladsen i Ryvangen, i dag Mindelunden

Men det, der egentlig gør størst indtryk, er historierne om de mange ikke-kendte modstandsfolk, der i Ryvangen værdigt og roligt mødte døden.

Hvor er der alligevel mange ukendte helte.

Når Kieler insisterer på at fortælle deres historie videre til os, er det tydeligvis, fordi han føler sig forpligtet over dem: ”Hvis vi glemmer, døde mine venner forgæves.”

Da Tøger Seidenfaden i sin tid fik den fornemme Ebbe Munck-pris, var Kieler tæt på at sende sin egen tilbage, for selvfølgelig støtter den gamle kriger Kieler Muhammedtegnerne, og han var dybt indigneret over Seidenfadens skandaløse svigt under Muhammedkrisen.

Sådan: Modstand og frihed – dengang og i dag.

Giv Kielers bog i julegave til et ungt menneske i din familie eller læs den selv til egen fornøjelse og opbyggelse.

 

Jørgen Kieler og Tom Hermansen. Før jeg siger farvel - Samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler Sider: 250. Pris: 300 kroner. Forlag: People’s Press.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg