"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Minoriteter og religionsfrihed i den islamiske verden

Maj 2007 - Kahttan Jasim

Islam, der konstant kræver tolerance og nye udfoldelsesmuligheder i den vestlige verden, viser ingen blødsødenhed, når det gælder behandlingen af religiøse mindretal i Islams Hus

Diskussionen om tolerance, synet på andre minoriteter og religionsfrihed dukker en gang i mellem op i den islamiske og arabiske verden.

Nævner man tolerance og respekt for andre religioner, plejer islamisterne ofte at henvise til nogle vers i koranen såsom ”Der må ikke være tvang i religion” (Sura 2:256) eller ”Sig: Oh I mennesker, sandheden er visselig kommet til jer fra jeres Herre. Den, der da lader sig retlede, han er alene retledet til sin egn gavn, og den, der farer vild, han farer alene vild til sin (egen) skade. Og jeg er ikke nogen vogter over jer” (Sura 10:100).

De udleder nogle principper om tolerance og åbenhed overfor andre religioner fra disse vers og mener, at islam har garanteret religionsfrihed. Men som den iranske islamforsker Hamid Enayat, spørger: hvordan kan man sige, der ikke er nogen tvang i religionen, at religionsfriheden er sikret, og at ytringsfriheden er garanteret i islam, når troen på Gud, Muhammed som hans profet, og dommedag, der udgør de centrale elementer i den islamiske tro, anses som absolutte sandheder og ikke står til diskussion? Note1

Den totale sandhed

Islam er, ifølge islamister, en helhed og et totalt system. Der findes alle svar på livets mangfoldige spørgsmål. Bare man læser de islamiske grundbøger, der udgør fundamentet for den islamiske tro, vil man uden videre kunne finde klare og tydelige anvisninger på alt: Respekt for menneskerettigheder, lighed mellem kvinder og mænd og tolerance over for minoriteter.

Selv den moderne videnskabs resultater er foregrebet i islams lære. Har kan man lære om internettet, stjernekrig og atomvåben, Newtons opfattelse af universet, Freuds psykologi, økonomiske transaktioner, kloning, seksuelle forhold. Islam har svar og forklaring på det hele. Det påstår islamisterne i hvert fald selv.

Islam er derfor ikke til diskussion, reformation eller fornyelse. Mennesker skal bare bogstaveligt følge det, der står i Koranen eller fortælles om Muhammeds gerninger. Er der noget uklart eller svært i Koranen, kan man hente nogle forklaringer fra de klassiske bøger af forskellige retslærde (fuqaha) i løbet af de sidste tusind år. Deres meninger bliver dermed en integreret del af den islamiske religion.

Denne påstand om islams totalitet af islam er en alvorlig barriere mod fornyelse. Som den egyptiske forfatter Hussein Amin skriver, så blev det fra det 10. århundrede kun tilladt at tænke og leve inden for retningslinjer, som de retslærde havde udstukket. Hermed var der lukket for at bruge sin fornuft til at søge efter sandheden.

Guds fjender

Denne illusion om islams totalitet har gjort muslimerne immune overfor andres synspunkter, hvad enten det gælder religion, politik eller social adfærd. Det utopiske syn har nemlig en bagside. Udelukkelseslogikken af andre end islamiske principper og islam er fremherskende.

Abul Aala Maududi - ingen plads til vantro
Abul Aala Maududi - ingen plads til vantro

Abul Aala Maududi, som islamisterne betragter som deres hovedideolog, har formuleret udelukkelseslogikken indlysende i forestillingen om en ”islamisk stat”. Ifølge Maududi er der ikke plads til andre end troende muslimer i denne stat. Han kalder den et ”teokratisk demokrati” som et alternativ til det vestlige demokrati. I det teokratiske demokrati skal muslimer sidde på alle centrale politiske poster, for det er alene dem, der vil kunne gennemtvinge islamiske principper og sharia-loven. Note2

I Koranen er der også klare formuleringer om de konsekvenser, som venter enhver, der afviger fra islam eller har et andet syn på religionen: ”Oh I som tror, den af jer, som falder fra sin religion, (skal vide, at) Allah da snart vil bringe et (andet) folk, som vil elske ham, ydmyge overfor de troende og hårde overfor vantro” (Sura 5:54) eller "I troende, tag ikke min fjende og jeres (egen) fjende til venner, idet I sender (budskaber) til dem i kærlighed, når de allerede har forkastet den sandhed, som er kommet til jer"(Sura: 60:1)

Islamisterne påstår, at de er demokrater, og at den perfekte stat kun kan realiseres under islam. Men erfaringer med FIS (Den Islamiske Frelser Front, red.) i Algeriet og islamisterne i Jordan, Egypten, Sudan og Iran viser det modsatte: De anvender vold og likviderer enhver, der ikke indretter sig efter deres ønsker. Alene i Algeriet blev flere end 200 kvinder tortureret og voldtaget. Note3

I 1941 blev Iraks jøder udplyndret og drevet på flygt. Nogle af dem valgte at blive i Irak på trods af risikoen. Baath-partiet henrettede nogle af dem i 1969 – begrundelsen var spionage. I 1998 blev en synagoge i Baghdad udsat for eksplosion. To ældre jøder og nogle muslimer, der arbejdede på stedet, blev slået ihjel. En ung mand, der var rejst fra Libanon til Baghdad for at udføre denne forbrydelse, påtog sig skylden. Note4

De irakiske jøder har ved forskellige lejligheder udtrykt, hvor meget de savner deres hjem i Irak. Kendte jøder som Mir Basri, Anwar Shauol, Huzqail Quchman, Sasun Khaduri, Sami Naqaash har sat deres præg på irakisk historie, kunst og politik.

De forsvarer stadigvæk Irak på trods af de brutale oplevelser, de har været ude for.

Ledere af den jødiske menighed i Mosul 1930. Da en feltrabbiner fra USAs 101. luftbårne division besøgte byen i 2003, fik han at vide, at der aldrig havde boet jøder der
Ledere af den jødiske menighed i Mosul 1930. Da en feltrabbiner fra USAs
101. luftbårne division besøgte byen i 2003, fik han at vide, at der aldrig havde boet
jøder der

Sami Adeeb, en kendt irakisk forfatter bosat i Israel, organiserede i 1991 en demonstration i selve Israel mod krigen mod Irak. Under en konference i London forklarede han: ”De bombarderer den bro, hvorunder jeg har mine barndomserindringer.” Note5

Også kristne kirker er blevet brændt eller bombet. Et stort antal kristne og medlemmer af andre religiøse minoriteter har måttet flygtede på grund af daglige dødstrusler.

Egyptens plager

De ikke-muslimske religiøse minoriteter i Egypten så som bahai og koptere (de kristne) bliver ofte udsat for forfølgelse, fængslinger og forbud mod at praktisere deres religion offentligt. Det samme gælder shiiter.

Oprindeligt var Egypten Mellemøstens første shiitiske stat, idet shia-stater i perioden fra det 9. til det 10. århundrede blev oprettet flere steder i Nordafrika. er oprindelig den første shia-stat i Mellemøsten. Egypten blev erobret af fatimide-lederen Gawhar al-Sakali (969-73), og shia-islam blev officiel statsreligion. Det berømte al-Azhar Universitet i Cairo blev også oprettet af fatimiderne.

Fatimide-dynastiet tvang store dele af Egyptens kristne indbyggere til at konvertere til islam for at undgå de nye økonomiske byrder i form af skatter, som blev pålagt ikke-muslimer. Note6

I dag er de egyptiske shiiters situation, at de ganske vist har mulighed for at udgive deres bøger, og at shia-teologien anerkendes ved al-Azhar Universitetet, men at de ikke har mulighed for at praktisere deres ritualer. Der findes heller ikke marjii (ayatollaher), som kan repræsentere shiiterne. Note7

Muhammed al-Dereini, der er generelsekretær for det højeste råd for Aal al-Bait (dvs. profeten Muhammeds koner, familiemedlemmer og efterkommere) i Egypten, som har fire million shia-medlemmer, blev idømt tre års fængsel. Han blev beskyldt for at være medlem af en ulovlig organisation, som ville vælte regimet. Al-Dereini blev efter sin arrestation i 2004 udsat for brutal tortur, men løsladt efter pres fra FNs højkommissær for menneskerettigheder. Note8

I december 2003 blev 20 shia-muslimer arresteret af statens sikkerhedstjeneste uden at være anklaget for noget. De blev forhørt om deres tro og religiøse tilhørsforhold og gentagne gange udsat for fysisk mishandling. I juni 2005 blev de løsladt. Note9

Forskellige shia-grupper har forsøgt at få tilladelse til at praktisere shiismen som en anerkendt sekt, men uden held. Den egyptiske minister for religiøse anliggender Mahmodud Hamdi Zaqzuq har afvist at give shiiterne lov til at bygge deres egen moske. Note10

De kristne koptere, hvis tal anslås til mellem 6 og 11 millioner, har mødt samme skæbne: angreb på kirker, myrderier, fængslinger og tvungen konvertering til islam er ofte forekommet. Både statens sikkerhedsorganer og islamistiske grupper har deltaget i disse overgreb.

Fra 1971 til 2006 blev der registeret 70 angreb mod kopterne. Note11

Kopterne anses som et dhimmi-folk, der ikke hører til Dar al-islam (islams hus). Denne status som dhimmier indebærer, at kopterne og andre ikke-muslimer ikke anses for medborgere med lige rettigheder for loven, men for andenrangs-borgere, der må betale en beskyttelsesskat for at få lov at bo og nyde beskyttelse i et islamisk land. Da Mustafa Mashhour (1921-2002), en af lederne af Egyptens Muslimske Broderskab, blev spurgt om de kristne kopteres forhold, svarede han, at de skulle betale jizyia (den religiøst definerede skat) til staten som modydelse mod statens beskyttelse af ikke-muslimer. Note12

Egyptisk hverdag, april 2006 – koptiske kvinder sørger efter at en muslim har knivdræbt en 67-årig mandlig kopter og såret yderligere fem under angreb på to kirker
Egyptisk hverdag, april 2006 – koptiske kvinder sørger efter at en
muslim har knivdræbt en 67-årig mandlig kopter og såret yderligere
fem under angreb på to kirker

I artikel 2 af den egyptiske forfatning står der, ”at islam er hovedkilde til lovgivning”. Dette betyder, at borgernes adfærd og sociale aktiviteter skal reguleres i henhold til islamiske love, selv om disse love står i modsætning til andre minoriteters tro og praksis. Et andet eksampel er lov nr. 127 om militærtjeneste fra 1980. Artikel 3 bestemmer, at militærtjenesten bliver nedsat fra tre til et år for personer, der lærer at recitere Koranen udenad. Note13

Det er ikke tilladt kopterne at læse på al-Azhar universitetet, og de kan ikke have høje poster inden for militæret, sikkerhedsapparatet eller retssystemet.

På trods af at den egyptiske forfatning (artikel 46) sikrer religionsfriheden, nægter regeringen fortsat at udstede civile dokumenter til bl.a. medlemmer af bahai-sekten, som har mellem 500 og 2000 medlemmer. Lov nr. 263 fra 1960, der unddrog bahaierne lovlig anerkendelse, er stadigvæk gældende, idet regeringen har undladt at indfri gentagne løfter om at ophæve forbudet mod bahaiernes religionsudøvelse. Note14

Den egyptiske stats diskrimination af religiøse minoriteter finder genklang hos mange islamiske grupper. Således udsendte den islamiske forfatter Mohammed Umara har i 2006 en bog, hvori han betegnede ikke-muslimer og enhver, der ikke tror på profeten Muhammed, som vantro. Heri ligger der en indirekte opfordring til at slå dem ihjel. Umara henviser til den stærkt konservative teolog Abu Hamid al-Ghazali (død i 1111), der forlangte, at man skulle tro på alt, hvad Muhammed havde sagt eller gjort. Ellers var man vantro. Note15

Dette skabte vrede blandt kopterne, og de meldte Umara til politiet, da de mente, at bogen opfordrede til splittelse i samfundet, og kunne forårsage krig mod ikke-muslimer. Bogen fik dog opbakning fra andre islamister, især gruppen Jamaa al-Islamiya. Note16

Saudi-Arabiens dræberskoler

Et af de største universiteter i Saudi Arabien, Imam Mohamed Ibn Saud Islamic University, underviser i had og opmuntrer til terrorisme. På universitetets hjemmeside opfordrer Ali Ibn Abid al-Aziz al-Shibil til at slå shiiter, kristne og jøder ihjel. Han mener ligeledes, at man skal bekæmpe alle, der ikke følger de islamiske skrifter, således som de er fortolket af den særlige saudi-arabiske wahhabi-skole. Han henviser bl.a. til følgende vers i Koranen: ”Kæmp mod dem af Skriftens folk [det vil bl.a. sige kristne. jøder og shiiter, red.], som ikke tror på Allah og ej heller på den yderste dag, og som ikke holder det for forbudt, som Allah og hans sendebud har forbudt, og som ikke følger sandhedens religion, indtil de betaler tribut med (egen) hånd og underkaster sig (øvrigheden)”(Sura 9:29). Note17

Et andet eksempel leverer Saudi-Arabiens højeste mufti Abdullah Ibn Jibrin, som i en fatwa, hvori han beskriver shia-muslimer som vantro (kuffar), hvilket er en direkte opfordring til at slå dem ihjel. Note18

Had-ideologien begrænser sig ikke til et enkelt universitet, men præger hele det saudiske uddannelsessystem. Især drenge fra første til tolvte klasse bliver udsat for omfattende hjernevask og en opdragelse til religiøst had og fornægtelse af andre trosretninger. Note19

Det kan næppe undre, at 11 ud af 17 terrorister fra 11. september 2001 kom fra Saudi Arabien. Andre saudiere begår stadig terrorhandlinger i Irak, Afghanistan, Saudi-Arabien selv og andre steder i verden. For nylig har 37 højtstående saudiske islamiske retslærde sendt en stærk opfordring til alle muslimer om at dræbe shiitterne og deres kristne og jøder allierede i Irak. Ifølge dem er shiitterne vantro og kættere, der skal dræbes. Note20

Det er forbudt for andre religiøse grupper at udføre religiøse ceremonier i Saudi Arabien, såvel som at bygge kirker eller bedesteder.

Tvangfrit slaveri

Den ledende sudanesiske islamist Hassan al-Turabi – der betragtes som en ledende skikkelse i den internationale islamiske bevægelse, mens vestlige islamforskere betragter han som demokratisk og moderat – har forsvaret slaveriet, undertykkelsen af andre religiøse grupper og praktiseringen af sharia-loven.

Ifølge al-Turabi er det vestlige demokrati kun for eliterne. Derimod er det islamiske demokrati er folkeligt og indebærer, at alle skal indordne sig under den islamiske stat. Her er konsensus et centralt begreb, hvilket ifølge al-Turabis udlægning betyder, at der ikke er plads til forskellige politiske eller andre meninger.

Al-Turabi påstår, at alle moderne islamiske bevægelser er demokratiske. Han begrunder dette med, at disse bevægelser er baseret på majlis al-shura (konsultative råd), som er valgt frit. Note21 Denne påstand er på linie med den kommunistiske påstand om det socialistiske demokrati.

Under pres fra al-Turabi og hans islamiske organisation indførte Sudan i 1983 sharia-loven trods af protester fra andre muslimske personligheder som Sadiq al-Mahdi, den daværende statsminister. Siden har al-Turabi forsvaret denne lov og alle de hårde straffe, som loven har medført. Menneskeretskrænkelserne er fortsat under general Umar al-Bashir, der med al-Turabis hjælp tilrev sig magten i 1989.

Også andre moderate muslimer blev forfulgt. Mahmud Muhammad Taha, den ledende talsmand for "humanistisk islam" blev i 1985 henrettet på grund af sin bog "Islams andet budskab – en religiøs nyorientering”.

Drengeslaver i det sydlige Sudan 2002. Under en fact-finding mission til området samme år konstaterede den amerikanske antislaveriorganisation Freedom Now World News, at drengeslaver som disse regelmæssigt bliver massevoldtaget af deres arabiske slaveejere
Drengeslaver i det sydlige Sudan 2002. Under en fact-finding mission
til området samme år konstaterede den amerikanske
antislaveriorganisation Freedom Now World News, at drengeslaver som
disse regelmæssigt bliver massevoldtaget af deres arabiske slaveejere

Hundredvis af kristne børn blev sendt til koranskoler i Khartoum for at blive indoktrineret i den islamiske lære. Da Hassan al-Turabi blev spurgt om dette fænomen, svarede han, at der ikke er tvang i islam. Note22

Da ikke-muslimer betragtes som ”gudsfjender”, fortjener de hverken medlidenhed eller sympati. Forfatteren Mohamed Sifaoui beskriver en samtale med en islamist efter en selvmordsaktion: ”'Manden har mistet sin datter', sagde jeg og ledte efter en smule medfølelse i hans øjne. 'Vi er ligeglade med hans datter. Hun har ikke engang fortjent en bøn, hun var en vantro,' sagde han uhyggeligt kynisk.” Note23

Ifølge en sådan tænkning er det en forpligtelse for enhver muslim at bekæmpe ikke-troende. Sahih al-Bukhari citerer profeten Muhammed for følgende: "Jeg blev sendt med sværdet, lige før den sidste time, så at Allah alene bliver tilbedt uden ledsagere, og mit underhold har jeg fået under skyggen af mit spyd, og vanære og ydmygelse blev enhver til del, som afviser min religion." Note24

Note1:Hamid Enayat: Modern Islamic Political Thought. London, Macmillan, 1982, s. 136

Note2: Abul Aala Maududi: The Islamic Law and Constitution. Lahore, Islamic Publications, 1967, s.147

Note3: Muhammed Qawwas: Ghazwat al-Inqadh [Islamisk politisk krig i Algeriet]. Beirut, Dar al-jadid, 1998, s. 182

Note4: Rashid al-Khayyun: al-Adyan wa al-Madhahib fi al-Irak [Sekter og religioner i Irak]. al-Kamel Verlag, 2003, s. 102-103

5Ibid., s. 107

Note6: http://weekly.ahram.org.eg/2006/796/op5.htm

Note7: http://www.shianews.com/hi/middle_east/news_id/0000460.php

Note8: http://unitedcopts.org/index.php?option=_content&task=view&id=126&Itemid=80

Note9: http://uscirf.gov./countries/publications/currentreport/2006annualRpt.pdf#page=1, s.179-180

Note10: http://www.aafaq.org/report/aa/632.htm

Note11: Saad al-Din Ibrahims beretning om kvinder og minoriteter i Egypten, se http://www.cihrs.org

Note12:Nasr Hamid Abu Zaid: Dawair al-Kawf – qiraa fi khitab al-maraa [Frygtens Cirkler: Læsning i diskurs om kvinder], 1. udgave. Beirut, Markaz al-Thaqafi al-Arabi, 1999, s. 9-10

Note13: http://www.sonsofi.org/Templates/mos7af_w_Sayf_index.ht

Note14: http://bahaisonline.net/index.php?option=com_content&task=view&id=973&Itemid=2

Note15: http://www.akhbarsarra.com/news.php?Id=1939

Note16: http://www.akhbarsarra.com/news.php?Id=1907

Note17: http://www.aafaq.org/report/aa/268.htm

Note18: http://www.elaph.com/ElaphWeb/ElaphWriter/2006/8/167696.htm

Note19: http://www.freedomhouse.org/template.cfm?page=138&report=48

Note20: http://www.metransparent.com/

Note21: Louis Cantori og Arthur L. Lowrie: Islam, Democracy, the State and the West. Beirut 1992, s. 18-19

Note22: Judith Miller: God has Ninety-Nine Names. Simon & Schuster, 1999, s.128. Se også Human Rights Watch: Children of Sudan: Slaves, Street Children and Child Soldiers, New York 1995

Note23: Mohamed Sifaoui: Brødre Mordere: Jeg inflitrede Al-Qaida. Ekstra Bladets Forlag, 2003, s. 35

Note24: Al-Bukhari: Hadith nr. 282, citeret i Jala Abualrub: Holy Wars, Crusades, Jihad in the Torah, the Gospels and the Quran. Mindaah Publishers, 2002, s. 101