Socialdemokraternes planer om at tvangsopløse A.P. Møller og andre virksomheder, der ikke har 40 pct. kvinder i bestyrelsen, har – som man kunne forvente – dannet skole. Således har VU i Århus krævet opløsning af Socialdemokratiets bestyrelse i Kolding, hvor partiets opløsningsideolog, Julie Rademacher, er valgt. Og på facebook er der nu en gruppe, der vil have hele Socialdemokratiet opløst.
Også på den modsatte fløj i dansk politik er der bevægelse, idet regeringen er i fuld gang med at opløse sig selv.
Hvis der stadig findes historikere om 10 år, vil de utvivlsomt bemærke, at vi på mindre end to århundreder har bevæget os fra Oplysningstiden til Opløsningstiden.
Samtidig står næsten alle partier sammen om at opløse Danmark. Forbilledet er Sovjetunionen, der blev opløst med et brag i 1991, efter i årtier at have nydt godt af statsstyringen af enhver form for virksomhed. Velfærden var overvældende, idet 100 pct. af den økonomiske aktivitet var overladt til rademachere, der havde startet deres politiske karriere med at opløse alt – tsar-styret, kirken, staten, den fri meningsdannelse, demokratiet, industrien og landbruget. Samtidig nød den sovjetiske arbejder- og bondestat godt af en næsten total ligestilling, idet stort set alle var lige fattige og havde lige lidt at skulle have sagt.
I Danmark mangler vi endnu et lille nøk. Selv om det er lykkedes VOK at øge den offentlige beskæftigelse med 30.000 og oparbejde et offentligt underskud på 100 milliarder, må vi erkende, at det offentlige kun ejer 59 pct. af økonomien, og at marginalskatten er på sølle 71 pct. Vi er altså langt fra at indhente den totale velfærd i Sovjetunionen, men Thorning og Søvndal har lovet at rette op for forholdene, når de kommer til magten næste år.
Måske kan vi under et nyt styre håbe at få 100 pct. beskatning inden udgangen af det nye årti og nå det komplette økonomiske sammenbrud i 2020.
Parallelt med den samfundsmæssige opløsning sker der en opløsning af personligheden. Således har politikere fra Dansk Folkeparti med rette bemærket, at S og SF taler med to tunger, når det gælder indvandringen – som i sig selv er et probat opløsningsmiddel.
Man starter med at tale med én tunge, senere taler man med to tunger, og inden man har set sig om, har man en tunge til enhver lejlighed. Vi er på vej mod den multitungede personlighedstype, der nøjagtigt afspejler den eftertragtede opløsning af samfundets sammenhængskraft.
Som bekendt agter Julie Rademacher at indkalde A.P. Møller til en kammeratlig samtale, når hun kommer til magten. Men her stopper det naturligvis ikke, og jeg er bange for, at turen hurtigt kan komme til Trykkefrihedsselskabet.
Ganske vist har vi 67 pct. kvinder i bestyrelsen, men de er ulykkeligvis valgt ved frie valg på generalforsamlingen, og kvoteringen lever derfor ikke op til den centralstyring, Socialdemokraterne tilstræber. For det andet taler Rademacher udtrykkeligt om 40 pct.
TFS står således med et stort problem, som vi hellere må prøve at løse, inden Rademacher kommer og dikterer os en løsning.
Jeg foreslår, at vi indleder en fredsproces med Socialdemokratiet. Måske kan vi klare frisag, hvis vi lover at vælge 40 pct. socialdemokrater til bestyrelsen og således opløser os selv.
