"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Mette Winding Tops "nuancering" af Muhammedkrisen er et pinligt selvmål

27. april 2023 - Artikel - af Aia Fog

Mette Winding Top har har skrevet en bog henvendt til folkeskolelærere, hvor hun efter eget udsagn "nuancerer" muhammedkrisen. Det har givet hende læsterlige stryg.

Cand. mag i tværkulturelle studier, Mette Winding Top, har i denne måned udgivet bogen ”Den forkerte muhammedtegner – og andre nuancer af karikaturkrisen” en bog som jeg ikke har læst og næppe kommer til at læse, fordi det vil indebære, at jeg skal give penge for den og dermed bidrage til en indtægt til forfatteren og dermed også en ansporing til at skrive videre i samme spor – og det ønsker jeg ikke.

Jeg behøver heller ikke at læse den, og det gør du heller ikke, for andre har gjort arbejdet for os, og det er (heldigvis) umuligt at finde positive anmeldelser af Mette Winding Tops ”værk”, som har fået nærmest unison og sønderlemmende kritik. Bogen henvender sig til folkeskolelærere, der som bekendt står som den yderste forpost i klasselokalerne, når der skal (og det skal der) undervises i muhammedkrisen.

Ikke desto mindre er det Winding Tops påstand, at muhammedkrisen var en art konstruktion, fordi den oprindeligt hvilede på en falsk præmis om, at tegnere ikke turde tegne profeten Muhammed: Kåre Bluitgen løj, når han sagde, at han ikke kunne finde en illustrator til sin bog om Muhammeds liv og det var derfor ”irrationel frygt”, der var med til at udløse muhammedkrisen. Denne irrationelle frygt ”underbygger” Winding Top med en beregning, der viser, at der kun er 0,00000028 procents risiko for at dø af terror i Vesteuropa.

Alene at referere disse afsindige påstande får mit blodtryk til at stige faretruende. Ikke så meget fordi de er helt i skoven, men fordi Winding Top helt åbenlyst forsøger at nedtone den største udenrigspolitiske krise Danmark har befundet sig i siden Besættelsen ved at undergrave historiske fakta, give ofrene skylden og massivt underdrive truslen fra islam. Det efterlader indtrykket af, at Mette Winding Top i bedste fald er dum og uvidende – i værste fald en løgnagtig historieforfalsker.

Den gode nyhed er som sagt, at det ikke er til at opdrive en positiv anmeldelse af bogen, som har skabt debat både i den statsstøttede presse og på de sociale medier. Jeg kan varmt anbefale at læse Eva Gregersens kommentar i Berlingske  eller at følge Christian Marcussen på Facebook. Begge giver skarp lud til Winding Tops skurvede hoved, hvilket letter gevaldigt på humøret. Det samme gør det åbne brev som seks af de tilbageværende otte muhammedtegnere har sendt til forlaget Vandkunsten, sammen med bestyrelsen i Danske Bladtegnere og formand Erik Petri. De er mildt sagt utilfredse med Winding Tops ”historieskrivning”, fejlslutninger og metode, hvilket giver håb om, at Mette Winding Tops bog vil gå over i glemslen.

Men inden det sker, skal man unde sig selv at læse Leny Malacinskys artikel ”Farlige Streger” i WA den 21. april: en genial artikel, der får blodtrykket i vage og smilet på læben. Ja mere end det, for man sidder faktisk og fniser på den særligt undertrykte måde, der sprutter frem, når andre opfører sig pinligt uden selv at være bevidst om det: Malacinsky interviewer både Mette Winding Top og hendes hovedkilde til bogen, muhammedtegneren Lars Refn, der aldrig har lagt skjul på, at han udelukkende betragtede JP´s karikaturprojekt som en udskamning af muslimer. I sig selv er brugen af Lars Refn som hovedkilde til bogen en massiv svækkelse af hele dens præmis, men Malacinsky lader Refn selv afsløre, at han bare er en gammel snob, for han hylder Charlie Hebdo for præcis det samme – at tegne muhammedkarikaturer – som han foragter JP for:  

”Hvad er berettigelsen af et hån-, spot- og latterliggørelsesprojekt i en lille dansk provinsavis? Det er bare en tom manifestation, et reklamestunt for Kåre Bluitgens bog”, udtaler han. Da Malacinsky spørger ham om det er farligt at tegne Muhammed i dag svarer han:

”Jeg kan tegne hvad som helst, men det handler jo om, hvem der offentliggør det (…) Ja det er farligt at offentliggøre en tegning i nogle medier og ikke i andre. Det er farligt i Jyllands-Posten, men ikke hos Uwe Max Jensen, der offentliggør det til en snæver kreds”
”Er det farligt at tegne Muhammed i Charlie Hebdo?”
”Det er jo ikke farligt, for de lever under maksimal politibeskyttelse, så de er jo beskyttet”

Man behøver slet ikke argumentere med Lars Refn, for han gør alt arbejdet for en.

Det samme gør sig gældende for Mette Winding Top: Leny Malacinsky tager fat i bogens påstand om, at Kåre Bluitgen måske ikke talte sandt, da han påstod, at det ikke var til at finde en illustrator til hans bog om Muhammeds liv, og citerer fra bogen: ”hele grundlaget for krisen hviler på et meget usikkert fundament, måske ligefrem på en løgn”. Det udsagn undrer Malacinsky sig over al den stund, at Mette Winding Top rent faktisk har interviewet tegneren Sussi Bech, der netop bekræfter den frygt hun fik for konsekvenserne af at indgå i Bluitgens bogprojekt. Derfor stiller Malacinsky det indlysende spørgsmål:

 ”Viser Sussi Bechs udtalelse ikke netop, at der var frygt?
”Næ, for hun blev ikke formelt tilbudt opgaven, så hun har aldrig sagt nej. Men jeg siger ikke, at Bluitgen lyver”
Du skriver, at tegnerne mener, at det måske er løgn.
”Det er der nogen, der har sagt”
Hvem siger, det er løgn?
”Det ved jeg ikke, det kan jeg ikke sige på stående fod”

Artiklen er spækket med pinlige, men kostelige, selvafsløringer og kan på lange stræk læses som en generel eksponering af det logik- og faktatab og det følgende tab af argumentationsevne, der er den direkte konsekvens af at føle sig hævet over andre i kraft af sin egen godhed og aldrig at blive udfordret på sine synsninger.  Det er slående, at den skæbne næsten udelukkende rammer venstreorienterede personer af alle køn fra det snakkende mellemlag. Det er lige så slående, at de først nu så småt begynder at blive holdt op på deres vrøvl.