"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Indførelsen af koranloven er et signal om, at staten har givet op

25. januar 2024 - Artikel - af Aia Fog

Når love vedtages med det formål at tækkes voldsmanden, er det et klart signal om, at staten har givet op og overladt sit voldsmonopol til grupper i civilsamfundet. Og det signal er gået rent ind.

Forleden blev jeg ringet op af en fra Institut for Menneskerettigheder. Anledningen var, at instituttet skulle igen med en undersøgelse af, hvorvidt nogle danskere afholder sig fra at deltage i debatten, især på de sociale meder, af frygt for repressalier i form af trusler om vold, hvis man f.eks. udtrykker islamkritik – og det ville han gerne høre, om Trykkefrihedsselskabet havde en holdning til.

Min første tanke var, at det ud fra en umiddelbar betragtning er relativt ufarligt at være islamkritisk: i Trykkefrihedsselskabet har vi i 20 år sagt og skrevet meget kritisk om islams pres på vores ytringsfrihed, og selvom selskabets tidligere formand, Lars Hedegaard, i februar 2013 nær var blevet dræbt af en muslimsk voldsmand og terrorist, så er truslen velkendt og velbeskrevet – så hvorfor en undersøgelse?

Nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer, men det slog mig hurtigt, at den trussel fra islam, vi har levet med siden Muhammedkrisen, hvor Pia Kjærsgaard, Kurt Westergaard, Naser Khader og senere også Lars Hedegaard måtte leve med politibeskyttelse for at udtrykke kritik af islam, ikke bare er blevet en konstant i vores tilværelse, en udvidelse af rammerne for det normale, men nu – efter Hamas´ angreb på Israel og bestialske nedslagtning af civile israelere – er udvidet til også at omfatte (danske) jøder og enhver, der offentligt udtrykker opbakning til Israel: vi mærkede det selv i Trykkefrihedsselskabet, da et bestyrelsesmedlem blev truet på livet på telefon og i chatgrupper, fordi han havde hængt israelske flag i sine vinduer, og igen forleden, da debattøren og forfatteren Jaleh Tavakoli blev forulempet, da hun deltog i en Hamas-venlig, pro-Palæstina demonstration på Frederiksberg.

Så jo: der er så sandelig brug for en afdækning af, hvor mange, der afholder sig fra at deltage i den offentlige debat af frygt for, hvad der kan ske, for islam udvider kampzonen i vores eget land, og gør det med den foruroligende selvsikkerhed, der kommer af at vide, at man har overtaget. For sandheden er, at regeringen med indførelsen af koranloven ikke bare har bøjet sig for voldsmandens veto, men tillige med lovens indførelse har sendt et klart signal til alle herboende islamister om, at man nu de facto er begyndt at arbejde for dem, der truer os.  Og det signal er gået rent ind.

Alle er lige for loven, men når loven er blevet til for at tækkes voldsmanden, så har staten givet op, hvilket i sin konsekvens vil sige, at staten har opgivet sit voldsmonopol og overladt det til voldsparate grupper i civilsamfundet. Det skaber en helt ny situation, som vi endnu ikke har set fuldt udfoldet, men kun konturerne af på Nørrebro, hvor borgerne ikke kan udtrykke sympati med Israel uden at blive truet på livet eller risikere at få deres ejendom smadret.

Det er den nye virkelighed, vi skal forholde os til, for vi har som borgere i en demokratisk retsstat været vant til og taget for givet, at magten kom oven fra, fra staten. Vi er fortrolige med og sindet til at rette vores utilfredshed og vrede mod magthaverne opad ”i systemet”. Vi er ikke vant til eller opdraget med, at overmagten kan komme fra grupper i civilsamfundet. Så når vi som nu står overfor den ultimative magtudøvelse, nemlig truslen om vold, fra en minoritetsgruppe i civilsamfundet, der trumfer den overmagt, vi ellers har indrettet os på, og som staten ovenikøbet villigt har overladt dem, så efterlades vi i et rets- og ordensvakuum.

Hvor det ender er endnu for tidligt at spå om, men det bliver ikke kønt.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis