Når man beskæftiger sig med imamerne og de andre islamo-politikere, der i stigende grad har bemægtiget sig den politiske dagsorden i Danmark, er det en god ide at lægge mærke til kronologien. I hvilken rækkefølge er tingene sket, og hvad kan vi ud fra dette ydre begivenhedsforløb slutte om de agerendes sande planer?
Forholdet er jo nemlig det, at kronologien i mange tilfælde er det eneste indicium, vi har at holde os til, når vi vil forstå den islamiske erobringsstrategi. Islam opererer ikke med begreberne sandt/falsk eller med godt/ondt, sådan som de fleste vesterlændinge opfatter dem. Så vi kan ikke slutte ud fra islamisternes udtalelser.
Andre grundbegreber
I stedet for sandt/falsk opererer islam med begreberne halal/haram – tilladt/forbudt, som ikke har med noget menneskeligt at gøre, men er foreskrevet af en guddom, der sidst lod høre fra sig for 1375 år siden. Og i stedet for godt/ondt gælder i islam begrebsparret hensigtsmæssigt/uhensigtsmæssigt. Hvad der tjener islams sag, dvs. hvad der gavner de islamiske magthavere, er hensigtsmæssigt og derfor "godt", selv om det efter danske begreber kan være både ondt og løgnagtigt.
Derfor er det også enten anbefalet eller påbudt muslimer at skjule deres sande hensigter over for vantro, hvis det er til gavn for den enkelte muslim eller tjener islams sag. Det kaldes taqiyya – forstillelse.
Her har vi forklaringen på, at fremtrædende muslimer med den bedste samvittighed af verden og uden ringeste tegn på ubehag gerne stikker en plade, hvis de finder det gavnligt. Derfor rejser imamerne gerne omkring i Mellemøsten og fremviser tegninger, der aldrig har været trykt i nogen dansk avis, som beviser på islamofobi. Da det bliver afsløret, nægter de at sige undskyld, for en muslim pådrager sig ikke skyld ved at lyve. Ledende danske muslimer har ikke ringeste betænkelighed ved at sige ét den ene dag. og det modsatte dagen efter. Den ene dag har Asmaa Abdol-Hamid svært ved at distancere sig fra sharia og dødsstraf. Et par dage senere bilder hun tjenstvillige danske journalister og medlemmer af kultureliten ind, at hun hele tiden har været modstander. Eller for at profilere sig som offer for danskernes racisme fortæller hun historier om sin skolegang, der viser sig at være frit opfundne.
Eller, som Helle Merete Brix dokumenterer i sin beretning om Tariq Ramadan ("Broder Tariqs erobringtogt"), opererer man med to fortællinger. Én der er beregnet på de godtroende indfødte, og en anden for de troende.
Læg mærke til, at hvert eneste af de centrale muslimske begreber har to vidt forskellige udlægninger. Islam betyder enten fred eller underkastelse. Sharia er enten en from vej til Gud eller et lovsystem med drakoniske straffe. Stening kan betyde aflivning af horkarle og ludere ved at man graver dem ned i jorden og smider sten på dem. Det kan også betyde "renselse". Jihad kan ganske vist godt betyde hellig krig, men grundbetydningen er, at man gør sit bedste – altså nærmest fred. Og sådan er det hele vejen i gennem.
Det medfører dog ingenlunde, at man selv kan vælge mellem betydningerne. For den får vi i hvert konkret tilfælde dikteret af islams magthavere – imamerne, muftierne og andre, som kalder sig "lærde". I København i sommeren 2007 betyder jihad et slags kraftigt spejderløfte om at være god ved alt og alle. I Islamabad betyder det mord og brand.
Eller, som vor egen islam-beundrer Elsebeth Gerner Nielsen forklarede efter sit tørklædestunt på Højbro Plads i København: Nogle gange er hijab udtryk for kvindeundertrykkelse, andre gange for kvindefrigørelse.
Hvad der gælder hvor og hvornår, skal vi slet ikke bryde vore hjerner med, for det har vi – eller rettere sagt: de – kloge folk til at fortælle os.
Velovervejede trusler
Så lad os holde os til kronologien, og i forbindelse med den nye imam-ballade spørge, hvordan det mon kunne gå til, at talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Ahmad og trossamfundets imam Mostafa Chendid dagen før, der skulle falde afgørelse i trossamfundets injuriesag mod Pia Kjærsgaard, meddelte, at de var klar til at sende en ny imam-delegation til Mellemøsten for at opvigle stemningen mod Jyllands-Posten?
Det kunne kan læse på forsiden af Jyllands-Posten fredag den 13. juli. Kl. 13 samme dag skulle Lyngby Ret afsige sin kendelse, om det var injurier, at Kjærsgaard i januar 2006 havde kaldt de omrejsende imamer landsforrædere.
Hvorfor fandt de to islamister det formålstjenligt at true Jyllands-Posten med en fatwa samme morgen, som der skulle falde dom i en anden sag?
Naturligvis fordi de mente at kunne påvirke dommeren til at følge deres påstand ved at true med at lade en ny omgang ulykker, ambassadeafbrændinger, boykotter og mordtrusler regne ned over Danmark, hvis de ikke fik deres vilje.
For sådan opererer de religiøse magthavere overalt, hvor islam dominerer. Trusler om at gribe til religiøs vold er ofte tilstrækkeligt til at få samfundets øvrige institutioner til at rette sig efter imamernes vilje.
Den fik de som bekendt ikke i Lyngby, og Kasem Ahmad svarede da også igen ved at stille en ny fatwa i udsigt. Denne gang en fatwa mod Pia Kjærsgaard. Det betød dog ikke nødvendigvis, at hun skulle slås ihjel, meddelte han storsindet.
Underligt nok har vi i skrivende stund ikke hørt en lyd fra justitsministeren eller fra anklagemyndigheden i den anledning. Der står ellers i Grundlovens § 34, at "Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi."
Sagen stiller sig endnu grellere derved, at Retten i Lyngby få minutter før udstedelsen af den nye trussel, netop havde afgjort, at Pia Kjærsgaards udtalelser lå inden for lovens rammer.
Vi må altså konkludere, at landets mest indflydelsesrige muslimske organisation giver pokker i dansk lov og danske domstole og forbeholder sig ret til lade sagerne afgøre af religiøse instanser uden for landets grænser, som ingen dansker har haft eller kan skaffe sig indflydelse på. De vil blæse grundloven en lang march.
Hjælpen fra Fogh
Nu skal det også medgives, at de danske imamer havde grund til at føle blod på tanden netop denne sommer. Det skyldes især statsminister Anders Fogh Rasmussens grundlovstale den 5, juni, hvor han pludselig erklærede, at det måtte være den enkelte muslimske kvindes afgørelse, hvordan hun ville gå klædt. Det var ikke noget, samfundet skulle blande sig i. Det skulle alt sammen ordnes med det gamle danske frisind.
Umiddelbart efter meddelte højesterets præsident, at der ikke var noget til hinder for, at muslimsk uniformerede kvinder kunne optræde som dommere i danske retssale. Med andre ord skal almindelige danskere fra nu lade sig dømme af mennesker, der med deres klædedragt signalerer troskab mod en helt anden retsorden.
Hermed havde staten kapituleret over for imamernes absolut vigtigste kampmiddel, som netop er tilsløringen af ummaens kvinder. Så længe der går muslimske kvinder omkring uden hijab, er imamernes magt ikke fuldstændig, for der findes tydeligvis en risiko for, at nogle af kvinderne lader sig integrere i det danske samfund og således går tabt som ummaens lydige fødemaskiner. Det bringer imamernes demografiske overmandingsprojekt i fare.
Efter statsministerens kapitulation har muslimske kvinder mistet deres sidste argument for ikke at bøje sig for presset og lade sig indhylle. Om de med glæde ifører sig hijab eller skal tvinges til det, kan være ligegyldigt ud fra imamernes og islamo-politikernes synspunkt. Det afgørende er, at ummaens kvinder er under kontrol.
Nu var der ingen grund til at gå og skjule sine hensigter længere. Og allerede den 17. juni afholdt Islamisk Trossamfund et åbent fællesmøde med ekstremist-organisationen Hizb ut-Tahrir i Nørrebrohallen i København. Hidtil havde parterne gjort et nummer ud af at fremstille deres modsætninger. Trossamfundet var den pæne og næsten moderate organisation, mens Hizb ut-Tahrir var de vilde, der ville afskaffe demokratiet, slå jøderne ihjel, pålægge alle vantro en særlig krigsskat og indføre et verdensomfattende kalifat.
Nu trækker de åbenbart på samme hammel. Så næste gang Anders Fogh Rasmussen indbyder imamerne til kaffeslabberads på Marienborg, må han endelig huske også at invitere Hizb ut-Tahrir.
Den rasende Kasem
På den baggrund forstår man godt Kasem Ahmads raseri, da det fredag den 13, kl. 13 viste sig, at han endnu ikke havde fået krammet på det danske retsvæsen. Den slags er ikke godt for imamernes anseelse indadtil i den muslimske umma. For hvad er en imam værd, hvis han hver fredag står og truer det danske samfund med al landsens ulykker, når han alligevel ikke kan få dets institutioner til at makke ret?
Altså nok et tilbageslag for imamerne, Men islams hær har flere afdelinger. Og hvis det ene kontingent løber ind i et nederlag, kan et andet måske overliste fjenden til at give nogle indrømmelser.
Derfor skal man heller ikke undre sig over, at ummaens for tiden mest feterede mediedarling, islamo-kommunisten Asmaa Abdol-Hamid, har skyndt sig at lægge en vis afstand til Trossamfundets planer om at nedkalde fatwaer over Jyllands-Posten og Pia Kjærsgaard.
Det giver hende pludselig chancen for at fremstå som moderat – uden at hun i øvrigt har firet en tøddel på sine islamistiske anskuelser.
Sådan vil det nok også gå, den dag nogen i Mellemøsten kommer til at udstede en fatwa mod nogle danskere, og andre kommer for skade at slå dem ihjel.
Så vil Kasem Ahmad stå frem og sige, at han altid har taget afstand fra enhver voldsanvendelse. Og at islam jo netop er fredens religion.
Det vil gøre det allerbedste indtryk i pressen, og statsministeren vil med glæde indbyde Ahmad, Abdol-Hamid og alle de andre moderate muslimer, så de kan fortælle ham, om der ellers er noget, det danske frisind kan tilbyde dem.
