"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Løgnens pris

21. august 2019 - Artikel - af Kit Louise Strand

Gorbatjov har efterfølgende hævdet, at ulykken på Tjernobyl blev Sovjetunionens endeligt. Det er delvist sandt. Et faktum er, at det kostede Sovjet gigantiske summer at bringe situationen under kontrol på et tidspunkt, hvor landet allerede var tvunget økonomisk i knæ af våbenkapløbet med USA. Men, Sovjetunionen stod alligevel ikke til at redde, for det politiske fundament, stormagten hvilede på, var dødfødt til at begynde med. Et misfoster. Et bedrag.

 

For the Happiness of All Mankind står der på et slidt banner, der hænger slapt og træt fra en bygning i en ukrainsk landsby. Det er grotesk og tragisk på een og samme tid: Byen er tømt for beboere, der alle er blevet evakueret efter eksplosionen på Tjernobyl, og et hold mænd er nu kommanderet ud for at skyde de tilbageværende husdyr.

Ud over det bizarre i forhold til den øjeblikkelige og alvorlige situation, så rammer sloganet på sin egen måde ind, i hvilken grad Sovjetunionen var een stor Potemkinkulisse: Intet var som man foregav – alt var bygget på store ord og løgn!

Scenen stammer fra HBO-serien Chernobyl, der havde premiere i maj, og som meget fortjent har fået et kæmpe publikum verden over. Uhyggen og det fysiske ubehag sniger sig allerede fra begyndelsen ind over en i bevidstheden om, at man her står over for en katastrofe af så ufattelige dimensioner: The Nuclear Holocaust som seriens ophavsmand, manuskriptforfatter og producent, Craig Mazin i en podcast selv kalder den største A-kraftulykke nogensinde; en ulykke, der forhåbentlig vil tjene som skræk og advarsel i al fremtid.

Den skæbnesvangre eksplosion skete som bekendt i april 1986 i det gennem historien hårdt prøvede Ukraine godt et år efter, at Sovjetunionen havde fået ny generalsekretær, i skikkelse af den karismatiske og blot 54-årige Mikhail Gorbatjov.Han var tilsyneladende bevidst om løgnen og forstillelsen som en del af Sovjets DNA, for i sit lancerede reformprogram slog han bl.a. til lyd for glasnost – åbenhed – som et bærende element.

Gorbatjov ville dog ikke af med kommunismen, blot reformere og omstrukturere og skabe det han kaldte ”kommunisme med et menneskeligt ansigt”. Det var lidt af en indrømmelse. Og et af beviserne herfor var selve håndteringen af ulykken på Chernobyl.

Eet var nemlig intentionen om åbenhed, om en ny begyndelse, noget andet kultur: Knap 70 år med dette politiske system, der fra begyndelsen udviste en dyb foragt for menneskeliv, knægtede individuelle frihedsrettigheder - ikke mindst retten til at tale frit – havde institutionaliseret hemmelighedskræmmeriet og ansvarsfralæggelsen samt cementeret en hierarkisk orden med rigide og autoritære kommandoveje: Medarbejdere i kontrolrummet på Tjernobyl blev af deres inkompetente, hensynsløse og groft forsømmelige overordnede tvunget til at handle mod deres vilje under en rutinemæssig test af værket, værkets ledelse turde ikke forelægge partitoppen den reelle situation, da katastrofen var total og samme partitop undlod at informere befolkningen og få de berørte evakueret med det samme, men fortsatte planlægningen af 1. maj-paraderne, der fandt sted få dage efter.

Siden blev det forventet, at videnskabsmanden Valery Legasov, der blev gjort ansvarlig for at lede oprydningen, året efter tog til atomenergi-konferencen i Wien og dækkede over de faktiske forhold: at ulykken på Tjernobyl i princippet kunne ske på 16 andre sovjetiske A-kraftværker med samme elendige og mangelfulde udstyr: Alt for at undgå den store ydmygelse i egne rækker og over for verdenssamfundet. Alt for at bære ved til narrativet om Sovjets storhed og overlegenhed.

Gorbatjov har efterfølgende hævdet, at ulykken på Tjernobyl blev Sovjetunionens endeligt. Det er delvist sandt. Et faktum er, at det kostede Sovjet gigantiske summer at bringe situationen under kontrol på et tidspunkt, hvor landet allerede var tvunget økonomisk i knæ af våbenkapløbet med USA. Men, Sovjetunionen stod alligevel ikke til at redde, for det politiske fundament, stormagten hvilede på, var dødfødt til at begynde med. Et misfoster. Et bedrag.

Og begivenhederne på Tjernobyl blev således snarere spejlingen af ALT, hvad der var galt i systemet.

Ud over at lade denne menneskefjendske ideologi udstille sig selv og dens konstante undertrykkelse af sandheden retter Mazin først og fremmest opmærksomheden mod nogle af de mange hundrede tusinde Sovjetborgere, især unge mænd, der begrænsede ulykkens omfang: Tavst, loyalt, frygtsomt - med Mazins ord - opfyldt af a sense of Soviet civic duty, men sikkert også af ren og skær kærlighed til deres fædreland, deres jord, betalte de alle en meget stor, personlig pris.

Man kan derfor midt i en meget sen erkendelse af hvor omfattende denne ulykke var, ikke andet end føle en smule lettelse over, at der med Craig Mazins sobre og gennemarbejdede værk, og med mere end 30 års forsinkelse, er blevet ydet alle disse menneskers indsats og offer en vis retfærdighed.

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt