"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Libanons fremtid

Februar 2006 - Habib C. Malik

Der er en forsigtig fremtids-optimisme at spore i den udvikling, der har fundet sted i Libanon siden mordet på den tidligere libanesiske premiereminister Rafiq Hariri Valentines dag 2005

Drabet på Hariri, en bølge af eksplosioner og attentater på prominente politikere og pressefolk i kølvandet på det, den vedvarende usikkerhed om det væbnede Hizbollahs stilling og dramaet om den internationale undersøgelse af Hariri-mordet, som fortsat udvikler sig – alle disse elementer vejer tungt på den negative side. På den positive side samlede en kæmpe demonstration i Beirut den 14. marts for første gang i årtier over en million af det splittede lands indbyggere; den 26. april ophørte Syriens 29 år lange væbnede besættelse af Libanon; i juni blev det første libyske parlamentsvalg uden direkte syrisk indflydelse gennemført (om end valgloven stadig er et levn fra den syriske æra). Dertil kommer den overvældende internationale støtte til et frit og suverænt Libanon udtrykt det fælles fodslag mellem FN, USA, EU og centrale arabiske stater som Egypten og Saudi Arabien i en række resolutioner fra Sikkerhedsrådet, som krævede Syriens tilbagetrækning, en afvæbning af Hizbollah og palæstinensere i Libanons flygtningelejre, samt udstationering af libanesiske hærtropper langs den internationale grænse til Israel. Derudover er der blevet nedsat et undersøgelsesteam under FN, som skal efterforske hvem der planlagde og udførte angrebet på Hariris kortege. Og der er en samlet insisteren på, at Syrien samarbejder fuldt og helt med FN om denne efterforskning.

At stoppe her ville tegne et forenklet billede af en situation, der både er kompliceret og dynamisk. Risikoen for tilbageskridt er reel og skinner igennem de åbenlyse farer, der er skitseret ovenfor. For eksempel har Libanons stagnerede økonomi, der er tynget af en $40 mia stor gæld og noget, der ligner nul-vækst – for ikke at nævne den udbredte korruption – brug for en længerevarende periode med ro og politisk stabilitet for at kunne etablere en langsom bedring. En konference for donornationer, der bliver afholdt i Beirut i starten af 2006, stiller en moderat hjælp i udsigt, men fremtidsudsigterne er lange og besværlige. Man bør ikke undervurdere de vanskeligheder, som det syriske regime fortsat kan volde i Libanon, især ikke nu, hvor den internationale efterforskning strammer grebet om Damaskus. Når det er sagt, er der dog næppe meget det svækkede Syrien kan gøre for at genvinde den tabte kontrol over sin mindre nabo mod vest.

Nogle grupper er bekymrede over Amerikas fortsatte tilstedeværelse i Irak og ser det som et udtryk for at Washington ikke på sigt ønsker at opretholde et suverænt Libanon. Men uanset hvilken holdning man har til Amerikas oprindelige incitamenter til at gå ind i Irak, så er der på nuværende tidspunkt alt for meget på spil for amerikanerne til at de uden videre kan trække sig ud igen. En gennemgang af debatten om Irak i USA viser tydeligt, at den ikke så meget handler om, hvordan Irak kan slippes, som om hvordan Irak kan vindes. Meget afhænger også af succesen i Libanon – intet mindre end tilliden til Præsident Bush’s demokratiserings-strategi for hele den mellemøstlige verden. Og i den sammenhæng har Libanon indtil videre været en relativ nem sejr for Washington. Det skyldes hovedsageligt, at Libanon er den eneste arabiske stat, der har en historisk betinget frihedstradition og dertil har udviklet et konsensus-demokrati, der fungerer hensigtsmæssigt i regionale sammenhænge, når den opmærksomhed landet får udefra, er velmenende fremfor fjendtlig, hvilket er tilfældet lige nu. I sommeren 2004 blev Libanon det belejlige omdrejningspunkt for en tiltrængt genopbygning af den transatlantiske dialog, specielt mellem USA og Frankrig. I stærk kontrast til samarbejdets veritable fravær i forbindelse med interventionen i Irak i foråret 2003, har det internationale samarbejde omkring problemstillingerne i Libanon været beundringsværdigt. Og intet af dette synes at blive spoleret af, at Syrien agerer trodsigt eller at Hizbollah, med fortsat støtte fra Damaskus og Teheran, nægter at nedlægge våben.

Libanon er tydeligvis inde i et længere udviklingsforløb; spørgsmålet er så: en udvikling mod hvad? Der er scenarier, som var mulige tilbage i 1975, hvor blodig krig prægede den libanesiske scene, der har udspillet deres rolle. Det gælder eksempelvis de ødelæggende kampe mellem oprørsfraktioner, som de seneste mislykkede syriske forsøg på at genskabe barrikaderne i Beiruts gader og kvarterer har vist. Kampe mellem kristne og muslimer affødte ikke efterfølgende bombninger i kristne områder eller attentater på højt profilerede kristne. Ej heller lykkedes det at få kampene mellem libanesere og palæstinensere til at blusse op igen, da syriske agenter prikkede til problemet med væbnede palæstinensiske grupper i Libanon, der modtager ordrer direkte fra Damaskus.

Det uhørte angreb på afdøde Hariris søn Sa’ad og hans forbundsfælle den libanesiske premierminister Fouad Seniora ved præsident Bashar Assad’s tale d.10.november, førte ikke til de sammenstød mellem sunnier og shi’itter, som formentlig var intentionen. Og et åbenlyst forsøg sidst i november på vælte Seniora-regeringen ved at tilskynde til gadeoptøjer i protest mod de høje brændstofpriser, havde heller ikke den tilsigtede effekt. Der synes ikke at være mange kaniner tilbage at hive op af hatten.

Den fortsatte internationale støtte til et frit Libanon afhænger først og fremmest af libanesernes vilje til at stå sammen mod truslen fra en ny borgerkrig. Efter mange års sanseløs selvdestruktion og ødelæggende syrisk besættelse synes det libanesiske folk at have lært en hård lektie. Der er fortsat mange stridspunkter i landet, hvoraf nogle, bl.a. Hizbollahs våben, er af central national betydning. Men befolkningen trækker grænsen ved udsigten til at vende tilbage til et orgie af selvdestruktion. Udfordringer som økonomisk bedring, valg-reform, en forsømt kamp mod spild og korruption, genetablering af en uafhængig dømmende lovinstans og styrkelse af intern sikkerhed trænger sig på. Men befolkningen og dens leder er ivrige efter at gribe disse udfordringer og starte på en frisk.

Habib C. Malik underviser i historie og kulturstudier på det libanesisk-amerikanske universitet (Byblos) i Libanon

Oversættelse: Marianne Asbæk Kristensen

 

Redaktionens note:
Sappho modtog Habib C. Maliks artikel inden den internationale opstand om JyllandsPostens Muhammed-tegninger brød løs. Efter aftale med Malik bringer vi, trods den seneste tids optøjer i Libanon, artiklen planmæssigt og uforandret.