"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Libanon? Det handler om islam

September 2006 - Jannich Kofoed

Israel tabte. Hizbollah vandt. Det var den samstemmende vurdering i den islamiske og den vestlige verden efter sommerens kamphandlinger i Libanon. Men det er en ny myte, ligesom den gamle, fastgroede myte om, at Hizbollah har en fortjent status som hele Libanons patriotiske forsvarer. Tværtimod kan Hizbollah nu enten nedlægge våbnene eller gå efter sit virkelige mål, der ikke handler om territoriale grænser og national suverænitet, men om en ny islamisk republik

En solskinsdag i 1982 stod jeg sammen med et par ligesindede foran Amager Centret med en planche med teksten ”Stop Begins Blodbad i Libanon”, med en karikatur af ministerpræsident Menachem Begin – lille rottefjæs med enorme ører og tænder, tyk underlæbe og tykke briller på en kroget tud. En araberdreng på ni-ti år standsede sin cykel, kiggede på planchen, så op på mig og sagde:

”Harn ær Jude.”
”Hva’ er han?”
”Harn ær Jude!”

Hvorpå han trak sin pegefinger hen over halsen, smilede og cyklede sin vej. Jeg blev irriteret og forvirret: Vi stod jo foran Amager Centeret i antiimperialismens og antizionismens tegn og i skjult solidaritet med det marxistisk-leninistiske og ateistiske Folkefronten for Palæstinas Befrielse, PFLP. Det her handlede jo ikke om race og religion men om klassekamp!

Israels premierminister Menachem Begin – han var jøde
Israels premierminister
Menachem Begin
– han var jøde

Men han ramte sandelig hovedet på sømmet, den lille nydansker. Han forstod instinktivt den virkelige drivkraft bag hadet og krigene i Mellemøsten, som i et halvt århundrede var blevet camoufleret af Egyptens Nasser, PLOs Jassir Arafat, PFLPs George Habash og Syriens Hafez al-Assad – og af Vestens eliter, der hørte, hvad de ville høre. Og mens det diplomatiske korps gennem 30 år gerne lagde øre til den arabiske nationalisme som én stemme i den undertrykte Tredje Verden, der fremførte rationelle argumenter, som Vesten kunne forholde sig til, så overhørte Vesten bevidst den langt stærkere, underliggende rumlen af indestængt religiøs kraft.

Nu har Israel på to måneder udkæmpet to nye krige. Men denne gang ikke en konventionel krig med kampvognsslag og luftdueller mod nationalistiske og sekulære arabiske diktaturer med regeringer, regulære hære og hovedstæder som i 1948, 1956, 1967, 1973 og 1982, men mod islamiske bevægelser og militser, som tog fat, hvor den arabiske nationalisme kollapsede: Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon, der ikke lægger skjul på, at de virkelig ønsker Israel udslettet.

Intet kompromis er godt nok

Hamas og Hizbollah ønsker ikke forhandlinger, kompromiser og traktater for at få territorium eller fred som i sin tid Egyptens Anwar Sadat eller kong Hussein af Jordan. Det længste, de vil strække sig til, er en ”hudna”, en slags pause i slaget, som Koranen giver de troende lov til, hvor man stikker sværdet i skeden og puster ud, indtil man fra en styrket position kan fortsætte angrebet på fjenden. Men målet er Kalifatet.

(Og begge bevægelser er, skal det bemærkes i forbifarten, partier med masseopbakning. Hizbollah som det ubestridt førende parti for Libanons shiamuslimer med mindst to ministre i Libanons regering. Hamas som direkte regeringsbærende, valgt af palæstinenserne i det frieste og mest demokratiske parlamentsvalg nogensinde holdt i den arabiske verden.)

Islamisk patriotisme

Men selv om Hizbollah i ét og alt er religiøs, er det lykkedes bevægelsen at fremstå som nationalistisk, også i Vestens forståelse. Sideløbende med, at Hizbollah gennem 80erne udkrystalliseredes af spredte shia-islamiske grupper, koncentrerede bevægelsen sine angreb mod Israel, der siden 1978 holdt en sikkerhedszone i det sydlige Libanon besat. Da Israel trak sig ud i maj 2000, fremstod Hizbollah som Sydlibanons befrier og dermed den eneste sejrrige styrke, der havde tilføjet Israel et nederlag. Og som med iranske oliemilliarder og våben og beskyttelse fra over 30.000 syriske soldater stod tilbage som Libanons stærkeste magt.

Siden da har Libanons politiske ledere, også repræsentanter for de andre mørbankede etniske grupper af kristne, sunnier og drusere, nærmest rituelt og regelmæssigt istemt lovprisninger af Hizbollah som den libanesiske nations forsvarer. Men også som Libanons ”modstandsbevægelse”, ”The Resistance”. Sådan omtalte også de libanesiske medier pligtskyldigt Hizbollah under den seneste krig.

Prosyrisk, Hizbollah-understøttet demonstration i Beirut den 8. marts 2005 – med en enkelt, utildækket kvinde
Prosyrisk, Hizbollah-understøttet
demonstration i Beirut den
8. marts 2005 – med en enkelt,
utildækket kvinde

Men ”modstand” mod hvad? spurgte jeg jævnligt i Beirut. Og remsen lød altid sådan: 1) Israel holder stadig Shaaba-området besat. 2) Der er libanesiske fanger i israelsk fængsel. Og 3) Israelsk luftvåben krænker libanesisk luftrum.

Om Shaaba, et ubeboet område på størrelse med Frilandsmuseet på grænsen mellem Libanon og Syrien, har FN afgjort, at Shaaba er syrisk territorium, og at Israel efter maj 2000 ikke holder én fod libanesisk jord besat. Af libanesere i israelsk fangenskab er der tre Hizbollah-folk, og de har blod langt op over albuerne. (En af dem dræbte egenhændigt det meste af en ubevæbnet israelsk familie.) Det er dog rigtigt, at israelske fly jævnligt med øredøvende brag gennembryder lydmuren over Libanon.

Men da jeg i en diskussion i en boghandel med ejeren og et par kunder gjorde mig morsom på bekostning af dén begrundelse for at angribe, dræbe og bortføre israelske soldater og dermed nedkalde hele den jødiske stats vrede og ildkraft over Libanon, fik jeg det venlige men alvorlige råd: ”Du skulle ikke tale sådan. Især ikke i disse tider.”

Hizbollahs mangel på humor

Der er ellers højere til loftet i Libanon, hvad angår meningsudveksling, efter den syriske hærs afmarch sidste år. Men tidligere denne sommer fik libaneserne en forsmag på, hvad et Libanon under shiamuslimsk styre betyder. Et satirisk tv-program præsenterede et fiktivt interview med Hizbollahs leder Hassan Nasrallah, hvori Nasrallah lovede, at Hizbollah ville indstillede sin væbnede kamp mod Israel, hvis jøderne i Australien ville standse deres systematiske opkøb af ejendomme. Underforstået: Hizbollah ville altid kunne finde en begrundelse for ikke at nedlægge våbnene. Men samme aften blokerede Hizbollah Beiruts lufthavn og marcherede hærgende gennem kristne og drusiske kvarterer i Beirut, angiveligt fordi shiamuslimernes følelser – over at se deres leder blive forhånet – var blevet såret.

Især Libanons kristne og drusiske befolkningsgrupper, men også sunnierne, frygter fremtiden, og de tre grupper emigrerer i stort antal i netop den rækkefølge. Men de lider også under Stockholmsyndromet – ofrets perverse forståelse for voldsmanden. Og det var Stockholmsyndromet kombineret med en kunstig arabisk nationalisme, som fik stemningen til at svinge fra Hizbollah angreb, dræbte og bortførte israelske soldater 12. juli, og indtil kamphandlingernes ophør.

Hizbollahs leder Hassan Nasrallah har ingen sans for humor
Hizbollahs leder Hassan Nasrallah
har ingen sans for humor

Ydmygelse og eufori

Først var der ydmygelsen over, at Hizbollah egenhændigt bestemte over Libanons skæbne. Selv fra Saudi-Arabien blev Hizbollah kritiseret for ”eventyrisme”. Men da det viste sig, at den israelske krigsmaskine holdt igen og ikke i et snuptag brækkede ryggen på Hizbollah, og raketregnen over israelske byer fortsatte, skiftede stemningen især blandt sunnimuslimerne til skadefryd. Og: Nasrallah var måske en slubbert, men han var dog også deres slubbert. Og den uundgåelige arabiske rygtestrøm satte ind.

Selv min chauffør, en 55-årig godt uddannet sunnimuslim, hvis far stadig hævede sin pension som tidligere chauffør for den amerikanske ambassade, begyndte at tale om Hizbollahs mange hemmelige trumfkort. Blandt dem fire tusinde mand, der med små propelmotorer på ryggen (”Lillebror og Karlsson på taget”) og sprængstofbælter om maven i sværme ville blive sendt ned over grænsen i trætoppenes højde for at detonere sig selv i Tel Aviv. Eller Hizbollahs underjordiske bunkere, der var gravet 60 meter ned, netop 10 meter dybere, end de amerikansk-leverede bunker-busters kunne nå. ”Men det er bare noget, jeg har hørt,” smilede Abu Ahmed undskyldende, for så i næste øjeblik at udtrykke ønske om, at Israel gjorde det definitivt af med Hizbollah. .

Stemningen svingede også, fordi hele den libanesiske presse – og den vestlige med – lod krigens årsag fortone sig bag billeder af ødelæggelse. Falske som virkelige. Optagelser, der koncentrerede sig om udraderede huse i den shiamuslimske forstad Dahiya – mens folk sad og drak te lige rundt om hjørnet – kunne give et indtryk af et Beirut, der efter rene tæppebombardementer bragte tanken hen på Warszawa eller Grosnij, mens sandheden var, at israelerne som regel ramte, hvad de sigtede efter – om det så var legitime mål eller ej.

Ødelæggelser i Beiruts shiamuslimske forstad Dahiya – rundt om hjørnet sad folk og drak te
Ødelæggelser i Beiruts shiamuslimske
forstad Dahiya – rundt om hjørnet
sad folk og drak te

Propagandakrigen og den virkelige krig

I bakspejlet, og fra andre tv-optagelser kan jeg se, at jeg ikke var den eneste, der blev præsenteret for ramponerede klapvogne og lemlæstede dukker, der tilfældigvis lå henkastet i brokkerne, eller for vrede indbyggere, som tilsyneladende spontant sprang frem og udøsede forbandelser over Israel og USA, undervejs på den rute i Dahiyas ruindynger, hvortil Hizbollah-propagandisten Nabulsi dagligt ledte det udenlandske pressekorps. Sandsynligvis tabte Israel igen propagandakrigen.

Men hvad med den virkelige krig? Ja, det er let at proklamere sejr, når man som Hassan Nasrallah erklærede, at hvis blot én af hans krigere stod oprejst bagefter, så havde Hizbollah vundet. I sammenligning hermed har Israel kastet sig ud i smertelig selvkritik og bebrejdelser i en rasende debat om krigens mål, taktik og praktiske udførelse og den jødiske stats bæreevne af tab målt i menneskeliv.

Men den kortvarige sejrsrus i Libanon – frembragt af en stærk cocktail af arabisk solidaritet, vestlig medlidenhed og som altid af egen hang til selvbedrag, fortrængning og mytologi – er efterhånden ved at gå over, og tømmermændene begynder først nu.

Selv shiamuslimske skribenter lufter nu deres bitterhed: Mona Fayad, professor på Lebanese University, skriver i bladet Al-Nahar den 7. august, sarkastisk, at det at være shiamuslim åbenbart betyder, at man lægger sin skæbne i hænderne på Hizbollah, ikke sætter spørgsmålstegn ved, hvad ”sejr” i grunden er, lovpriser martyriet og med glæde ofrer sin familie og sig selv for Hassan Nasrallah og Irans øverste leder Ali Khamenei. Det er ikke ufarligt at sige den slags, og Hassan Nasrallah sagde også advarende på tv-stationen Al-Jazeera, at mens Hizbollah aldrig vil glemme dem, der hjalp i kampen mod Israel, så vil de, der svigtede, også blive husket.

Hvad skulle det nytte?

Man diskuterer stadig, hvad målet med Hizbollahs provokation i juli i grunden var. Var det at bortlede verdens opmærksomhed fra Irans nukleare ambitioner? At give shia-islam og Iran en fremtrædende plads i og sammentømre den islamisk-arabiske verdens kamp mod USA og Israel? At give en håndsrækning til Hamas og palæstinensene? I så fald er Hizbollahs sejr virkelig en Pyrrhus-sejr.

For midt under krigen vedtog FN trods alt en resolution, der gav Iran et ultimatum. Og mens det arabiske Hizbollah nok er den arabiske verdens superhelt i dag, så er det persiske og revolutionære Iran absolut ikke de pragmatiske arabiske regimers ven. Og mens Iran og Syrien gerne forsvarer Libanon til sidste libaneser, så har den israelske magtanvendelse og ødelæggelse (den blev jo kritiseret for at være brutal, helt uden proportioner) uden tvivl givet stof til eftertanke hos magthaverne i Teheran og Damaskus. Og hvis Hizbollah ville hjælpe Hamas, der selv holdt en israelsk soldat som gidsel i Gaza, så var det lidt af en bjørnetjeneste. For hvem lagde fra 12. juli mærke til, at Israel hamrede løs på Hamas, som tværtimod blev stillet aldeles i skyggen af, hvad der skete i Libanon, hvor Israel trods alt kunne mobilisere lidt mere international goodwill for at føre krig. Og skønt Hizbollah krævede det palæstinensiske spørgsmål inddraget i en våbenstilstand, så er der ingen henvisning til palæstinenserne overhovedet i FNs resolution 1701.

Den kræver tværtimod afvæbning af Hizbollah. Og selv om dét måske har lange udsigter, så er det en kendsgerning, at Hizbollah har affyret – eller ødelagt – stort set det bedste kram i sit titusindtallige iranske raket-arsenal, og nu vil få umådelig svært ved at få det suppleret op gennem Syrien. Der sendes jo heller ikke længere raketter på må og få mod Haifa. Samtidig har Hizbollah fået dræbt hundreder af sine bedste krigere, de virkelig veltrænede og kampduelige organiseret i regulære, uniformerede enheder. Det er også lykkedes Israel at få presset det internationale samfund ind som mægler, observatør og måske senere som en stødpude mellem sig og Hizbollah. Enhver raket fra Hizbollah vil fremover være at regne for en provokation. Endelig har Libanons regering og den sunnimuslimske ministerpræsident Fouad Siniora nu for første gang, under international årvågenhed og opbakning, mulighed for at droppe sin sædvanlige ”double speak”, sine læbebekendelser til Hizbollahs patriotisme, og begynde at håndhæve den libanesiske stats autoritet i syd.

Hizbollah-militsen aflægger Hitler-hilsen – hundreder fra de regulære enheder blev dræbt af israelerne
Hizbollah-militsen aflægger Hitler-hilsen
– hundreder fra de regulære enheder
blev dræbt af israelerne

Hvad udad tabes skal indad vindes

Men et Hizbollah uden våben er samtidig lige så utænkeligt som Profeten uden sværd. Og et Hizbollah, der ikke længere nyder legitimitet som hele Libanons forsvarer mod en aggressor og besættelsesmagt, vil få virkelig svært at finde en mening med tilværelsen, med mindre Hizbollah nu tyer til at forfølge sit reelle og programmatisk erklærede mål – en shiamuslimsk republik.

Og mange frygter nu, at Hizbollah for alvor skal vende våbnene den anden vej. Hizbollah er stadig den væsentligste magtfaktor i Libanon. Hertil kommer, at Hizbollah under Hassan Nasrallah ikke bare siden 1992 har deltaget i parlamentsvalg og nu også er indtrådt i regeringen, men også har infiltreret store dele af Libanons 25.000 mand store hær. Der er heller ingen tvivl om, at størsteparten af Libanons shiamuslimer stadig føler sig i taknemmelighedsgæld til Hizbollah, som de føler har bragt dem ud af en historisk betinget marginaliseret rolle og ind på den politiske og økonomiske scene.

Kronikredaktøren på det engelsksprogede libanesiske dagblad The Daily Star skrev under krigen i en kronik i New York Times, at det eneste håb er, at Libanons shiamuslimer lader sig integrere i Libanon og dermed svækker Hizbollah, som må afvæbnes. Sker det ikke, forudser han, at Libanons øvrige religiøse og etniske samfund af frygt for at ende som kuede og truede andenklassesborgere i en islamisk republik vil udfordre Hizbollahs hidtidige monopol på vold og våben og selv bevæbne sig på ny. Derfra kræver det ikke megen fantasi at forestille sig borgerkrigen, men derimod megen fantasi at tænke sig et Libanon, der bare minder om en nation.


Journalist Jannich Kofoed dækkede en del af Libanon-konflikten for Danmarks Radio