Hvor man hugger hoveder og lemmer af kriminelle, og ikke tillader biografer, diskoteker eller fri meningsudveksling. Hvor man forbyder kvinder at køre bil, rejse rundt uden en mandlig værge, henvende sig til en domstol uden mandens tilladelse, klæde sig, som de vil eller gifte sig med hvem de vil.
Særligt restriktionen på kvindernes påklædning blev der sat spot på fornylig i København, da den saudiske filminstruktør Haifaa al-Mansour gæstede Filmhuset med sin prisbelønnede dokumentar Women without shadows. Den lille biograf Asta var stuvende fuld, og publikum overvejende utildækkede kvinder, som Mansour selv.
Men lad mig begynde et andet sted end filmen om kvindernes forhold. For al-Mansour fremkom under et efterfølgende interview, foretaget af journalisten Lene Johansen fra Danmarks Radio, med en interessant oplysning: 60 procent af pengene til hendes næste film, hendes første regulære spillefilm, kommer fra prins Al-Waleed bin Talal. Prinsen er nevø til kong Abdullah, Saudi Arabiens konge og regent.
Al-Waled er en styrtende rig forretningmand, der blandt andet har fyldt penge i Harvard University og købt sig ind i konservative Fox News. Blot for at give et par eksempler. Han ville også have støttet ofrene for 11. september angrebet i USA. Men daværende borgmester Rudy Giuliani returnerede prinsens check på 10 millioner dollars til nødhjælp, da Al-Waleed samtidig fremsatte en erklæring om, at det var USAs udenrigspolitik, der var skyld i angrebet.
En anderledes opvækst
Den 36-årige saudiske filminstruktør Haifaa al-Mansour er født og opvokset i Saudi Arabien. I 2007 giftede hun sig med en amerikansk diplomat og i dag bor hun i Washington efter at have studeret film i Sydney. Mansour er dog jævnligt tilbage i Saudi Arabien.
Mansour har 11 søskende - ja, De læste rigtigt - men har haft en far, der mente at hans døtre skulle studere - hustruen har vel næppe haft tid - og at døtrene i øvrigt skulle have de samme muligheder som deres brødre. Af den grund var hjemmet en art hjem, skolekammeraterne undgik, fortalte Mansour, da der efter visning af filmen og det efterfølgende interview var debat med instruktøren. Rygtet ville vide at familien var "sekulær" og ikke religiøs. Nogle børn i nabolaget gik så vidt som til at lure ind ad sprækker til det ugudelige hus, hvor denne ejendommelige middelklassefamilie boede.
En enkelt gang måtte hendes far dog forskelsbehandle sine børn, fortalte Mansour. Både hun og hendes brødre ønskede sig cykler, og den måbende cykelhandler måtte presses til at sælge en til Haifa. Men hvor hendes brødre kunne cykle på gaden, måtte hun nøjes med at have cyklen i huset.
Women without shadows er produceret i 2005 og er blevet vist på festivaler rundt om i verden, herunder i Syrien, Oman og Frankrig. I Oman vandt den prisen "Den gyldne daggert". Og det var på det franske kulturinstitut, at filmen blev vist i Saudi Arabien. For selvom der trods vældig misbilligelse fra religiøse autoriteters side har været afholdt filmfestivaler i byen Jeddah inden for de seneste to år, er der ingen biografer i landet. Man må til Bahrain eller en anden nabogolfstat.
Da Women without shadows blev vist i 2005 skabte den drama og ballade. En af årsagerne er, at en af landets religiøse lærde i filmen siger, at det ikke er nødvendigt for kvinder at dække deres ansigter til i det offentlige rum. Han blev siden nødt til at trække sine udtalelser tilbage, efter pres fra religiøse autoriteter i Saudi Arabien.
Kvinder giftet bort som ni-årige
Er det så en god film? Ja, den er absolut interessant. Mangelfuld rent kunstnerisk, som instruktøren også åbenhjertigt vedkendte sig, med rystet og håndholdt kamera og forvirrende dramaturgi. Men denne type simpel - eller enkel - dokumentarfilm, siger formentlig mere om kvinders forhold i landet end alle mulige konferencer.
For selvom Saudi Arabien i dag har et par unge kvindelige filminstruktører - Mansour var den første - og en kvindelig pilot, læge, sanger med mere, har Mansour ønsket at fortælle om almindelige kvinders liv i den egn, hun selv stammer fra, og som ikke engang er Saudi Arabiens mest religiøse.
Nogle af kvinderne ville slet ikke filmes. Det var mod traditionen, lød svaret. Eller, som én sagde, "min familie vil ikke bryde sig om det". En kvinde udtalte sig til kameraet, helt dækket til, og trak alligevel ustandselig i det sorte stof, der omkransede ansigtet. Hun fokuserede blandt andet på de æreløse unge kvinder, som hun kunne se flirte med de unge ekspedienter i butikkerne.
En anden helt tildækket kvinde mente ikke, at der var nogen begrænsninger på kvindernes frihed. Forholdene var, som de burde være. Kvinder burde kun have frihed i hjemmet. Ikke på gaden eller ude i samfundet.
"Tror du de mente det?", ville en mand blandt publikum vide. Mansour svarede, at disse kvinder formentlig blot gengav, hvad de har hørt, fra de er børn. Kritisk tænkning skulle læres, fastslog filminstruktøren.
Andre kvinder optrådte med ansigtet frit, en enkelt også med håret frit. Nogle fortalte åbenmundet om at blive giftet bort som ni-ti-årige. En fortalte om sin far, der havde råbt i den anledning, at hvis ikke hans datter makkede ret og indvilgede i brylluppet, dræbte han hende.
Den iranske revolutions indflydelse
Interessant var det at høre blandt andet en midaldrende kvinde med diskret hovedtørklæde fortælle om udviklingen til det værre, hvad angik kvindernes forhold, igennem de seneste mange år. Tidligere havde kvinder kunnet gå på markedet uden at være helt tildækkede, de kunne sidde ved siden af mænd og mutawa, det religiøse politi, ville ikke vove at genere dem. I dag generer de kvinder ustandselig i Saudi Arabien.
Selv pegede Mansour på den iranske revolution i 1979 som én af årsagerne til en konservativ udvikling i hele regionen. Dertil et olieboom, der har skabt en vækst, der har muliggjort at kvinderne ikke behøver arbejde; og også rejsen fra land mod by, væk fra det trygge og velkendte, der har fremelsket et ønske om større kontrol med kvinderne, mente Mansour.
Ind imellem må de saudiske kvinder tænke kreativt for at omgåes reglerne. En saudisk kvinde kan ikke rejse ud af landet uden sin værges tilladelse. Eller bevæge sig alene rundt inden for landets grænser uden hans accept. En voksen kvinde fortalte om, hvordan man havde nægtet at sælge hende en billet ved byens jernbanestation, fordi hun ville tage til et bryllup i nærheden. Hun havde ikke sin fars tilladelse. Kvinden fik en taxachauffør til at agere hendes far og underskrive rejseerklæringen for et pengebeløb.
Mansour er meget inspireret af iranske filmskabere, for eksempel den verdenskendte Samira Makhmalbaf, der er datter af en af Irans kendteste filminstruktører, Mohsen Makhmalbaf. Mansour har tidligere lavet tre kortfilm. En af dem en lille film om blandt andet en mandlig seriemorder, der forklæder sig som tiggende kvinde i heldragt og går fra hus til hus, i virkeligheden med et ønske om at slå kvinderne ihjel. Også den vakte ballade, men for Mansour har det været vigtigt at fokusere på de identitetsløse, tildækkede kvinder og også på det sikkerhedsproblem, fremgår det af et andet interview, som hun mener de formummede kvinder udgør. Og så ønsker hun mere menneskelige forhold for mænd og kvinders omgang med hinanden, mere ytringsfrihed i landet og mere åbenhed over for verden uden for Saudi Arabien.
Og hvad handler så den film om, som den saudiske prins Al Waleed poster penge i? Om en pige, der ønsker sig en cykel, men får nej; men pigen vinder samtidig en konkurrence om koran-fortolkning i skolen. Gennem islams skrifter argumenterer hun for retten til sin cykel. Længere kan man nok ikke gå, hvis filmen skal vises af officielle kanaler i Saudi Arabien. Eller produceres for prins Waleeds penge.
