"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kort kursus i Muhammed

Februar 2006 - Lars Hedegaard

Enten forkaster man kildematerialet om profeten som utroværdigt, eller også accepteret man det - men så må man nødvendigvis slutte, at Muhammed var en moralsk anløben person, som Gud næppe ville have valgt som sin talsmand

De fleste nulevende danskere har andet at tage sig til end at bruge tid på at læse om en araber ved navn Muhammed, der døde i 632 e.Kr., og som påstod at være Guds sidste profet, og således overbringer af det sidste budskab, som menneskeheden vil modtage fra verdens skaber.

Selv et perifert kendskab til denne selvudnævnte profet må nødvendigvis skabe tvivl om hans påståede forbindelser med Gud. Og på baggrund af det, som Muhammeds egne proselytter tror om ham, er det usandsynligt, at Gud skulle have valgt ham som overbringer af sit endegyldigt sidste budskab til verden.

For at nævne nogle af Muhammeds mildest talt uheldige egenskaber, så levede han fra tid til anden af røveriske overfald på karavaner; han foranstaltede snigmord på folk, der tvivlede på hans profetiske mission, og som måske tilmed havde hånet ham; han førte konstant krig mod enhver, der kom ham på tværs, eller hvis besiddelser, han ønskede at bemægtige sig; han brød de arabiske beduiners ældgamle retningslinjer for fair krigsførelse og tog metoder i anvendelse, der chokerede hans samtid; han indgik aftaler med andre klaner, som han derefter brød for at gå over til massehenrettelse af dens medlemmer (i dag ville vi kalde en sådan fremfærd folkemord); han dyrkede sex med småpiger; han holdt slaver; han havde en bemærkelsesværdig evne til at modtage åbenbaringer, der passede ind i hans eget personlige kram; han holdt styr på sine mere eller mindre overbeviste tilhængere gennem terror og gik ind for barbariske straffe af enhver, der forbrød sig mod hans forskrifter.

Som man kan se, ville en sådan mand ikke kunne være på fri god ret længe i et civiliseret samfund som dagens danske.

Men, siger Muhammeds tilhængere - samt den talrige skare af forskere og universitetsansatte, der bruger deres liv på at gøre reklame for ham - profeten havde også gode egenskaber. Han kunne være generøs fra tid til anden; somme tider forærede han ting til kvinder o. lign. Det er en kort liste over fortjenester, vi normalt får præsenteret, men selvfølgelig var der gode ting at sige om Muhammed. Det er der om enhver leder gennem historien.

Religionsfrihed er for alle, selvom nogen tilsyneladende er mere berettiget end andre
Religionsfrihed er for alle, selvom nogen tilsyneladende er mere
berettiget end andre

F.eks. om skikkelser som Adolf Hitler og Josef Stalin. Som enhver, der har set filmen om Hitlers og Det Tredje Riges sidste dage, "Der Untergang", vil vide, så kunne Føreren være omsorgsfuld og venlig i omgangen med sine nærmeste underordnede. Vi ved fra andre sammenhænge, at han elskede dyr og børn og var en sundhedspolitisk og økologisk foregangsmand. Han var tapper i kamp, hvilket hans jernkors bevidnede. Han havde evnen til at knytte mennesker til sig.

Alligevel er han gået over i historien som et udyr, der trak menneskeheden gennem en slamkiste af fornedrelse og ondskab. Og den opfattelse vil blive stående, så længe der findes frie mennesker. Det samme må siges om den sovjetiske diktator Josef Stalin, selv om nye biografier viser ham som en mand, der havde humor, sans for kunst og var belæst.

Det er sjældent at støde på magtfulde historiske skikkelser, der er aldeles blottet for forsonende træk. Men det gør dem ikke til moralske, religiøse eller politiske forbilleder.

To muligheder

Når det gælder bedømmelsen af Muhammed, er der principielt to muligheder: Man kan enten acceptere det foreliggende kildemateriale om hans liv, gerninger og mission - og det vil sige det kildemateriale, som muslimerne selv bygger deres tro på, for der findes stort set ikke andet. Eller man kan afvise dette kildemateriale som så usikkert, at man må afstå fra at sige noget særligt om Muhammed, fordi man næsten intet kan vide om ham, bortset fra, at han vistnok har levet.

Muslimer vil stejle over den sidste mulighed og - som det f.eks. har været fremhævet under diskussionen om Kaare Bluitgens nyligt udgivne Muhammed-bog - pege på, at der jo findes et kæmpemæssigt skriftligt materiale: Koranen, langt over 1 million såkaldte hadither, dvs. beretningen om profetens liv og udtalelser, samt en række Muhammed-biografier. Men behandler man dette materiale ud fra de kildekritiske principper, som vestlige historikere ville anvende på et hvilket som helst andet kildemateriale, kan man ikke komme til anden konklusion, end at langt det meste må forkastes som utroværdigt.

I modsætning til muslimske påstande om, at Koranen er blevet samlet og nedskrevet ganske få år efter Muhammeds død i 632, og at den nuværende Koran er overleveret til os ord til andet, som Guds engel udtalte dem til profeten, har adskillige moderne forskere argumenteret for en helt anden tilblivelse af den hellige bog: Koranen fik først nogenlunde form et par hundrede år efter Muhammeds død. Den er "fabrikeret" efter, at profetens efterfølgere var kommet i kontakt med og under indflydelse af rabbinsk jødedom. Hvad islam oprindeligt gik ud på - hvis Muhammed overhovedet har haft til hensigt at stifte en religion med det navn - fortoner sig således i det uvisse.

Hadith-produktion

Heller ikke de øvrige kildegrupper kan stå for en nærmere prøvelse. Haditherne, altså samlinger af ytringer og handlinger, der tilskrives profeten, og som kan spores tilbage til ham via en kæde af troværdige vidner, er ikke meget bevendt. Disse beretninger er produceret i århundrederne efter Muhammeds død, når de troende stod og manglede en "guddommelig" forskrift for et eller andet. Eller når de skulle bruge profetiske argumenter til at afgøre en eller anden indbyrdes strid. Der var tilmed forfattere, der levede af at skrive hadither til enhver, der ville betale. En af disse skribenter pralede af, at han havde lavet over 4000 hadither.

Den tidligste biografi over Muhammed, Sirat Rasul Allah, er skrevet af Ibn Ishaq, der er født omkring 717, og som døde i 767. Han har altså ikke haft mulighed for at kende profeten. Det kan heller ikke afgøres, om Ibn Ishaq har haft troværdige kilder at øse af, og hvis han har, kan vi ikke afgøre, om han har benyttet dem på en kildekritisk tilfredsstillende måde. Tilmed er Ishaqs biografi ikke bevaret i sin oprindelige form, men kun i en redaktion af Ibn Hisham, der døde i 833, dvs. 201 år efter profeten. Ibn Hisham roste sig af at have udeladt "ting, som det er skændigt at diskutere" og "sager, der ville virke nedslående på visse mennesker".

Et yderst vaklende grundlag, må man sige.

Det gør ikke ringeste forskel for kildematerialets troværdighed, at det er så omfattende. Der er også et omfattende skriftligt materiale om Robin Hood - som vi tilmed har kunnet se på adskillige film - uden at nogen historiker derfor ville slutte, at han nogen sinde har levet.

John Burton, tidligere professor i islamiske studier ved St. Andrews universitetet i Skotland, sammenfattede i 1990 forskningssituationen sådan:

"Uanset hvor langt tilbage i den muslimske tradition, man forsøger at komme, kan man simpelthen ikke finde en stump information, der kan bruges til at konstruere Muhammeds menneskelige historie, ud over den nøgne kendsgerning, at han engang eksisterede - selv om det nu også bliver draget i tvivl"

(citeret i Lars Hedegaard: "Den 11. september som historie", s. 19-46 i Helle Merete Brix og Torben Hansen (red.): Islam i Vesten: På Koranens vej? København (Tiderne skifter), 2002, her s. 40).

Såre menneskelig

Langt de fleste muslimer forkaster den kildekritiske metode, der er opdyrket inden for den vestlige tradition, og vælger at tro på det materiale om Muhammed, der nu engang findes. Og gør man det, må man altså også acceptere, at profeten var en særdeles menneskelig skikkelse, hvis personlige moral og livsførelse ikke hævede sig over sine samtidiges - og som i mange tilfælde greb til handlinger, som hans samtidige fandt forkastelige. Vælger man at acceptere de kilder til Muhammeds liv og gerninger, som muslimer selv lægger vægt på, kan man ikke komme til anden konklusion, end at han var et skidt stykke papir.

Over for denne opfattelse anfører profetens tilhængere og forsvarere blandt den kulturrelativistiske elite, der fører ordet på vore universiteter og i forskningsverdenen, at man endelig ikke må betragte Muhammed ud fra vore dages målestok. Det ville være uhistorisk og anakronistisk. Muhammed skal ses ud fra sin samtids synsvinkel, og derfor tilkommer det ikke os, der lever i en helt anden tid, at fælde moralske domme over ham.

Det er en ganske besynderlig måde at argumentere på, som den pakistansk-fødte forfatter Ibn Warraq har understreget i sin klassiske bog Derfor er jeg ikke muslim (København (Lindhardt og Ringhof), 2004). Hvis vi ikke kan anstille moralske betragtninger over afdøde personer, fordi det ikke tilkommer os at vurdere deres ord og gerninger, må vi altså sige, at Jesus og Buddha ikke var bedre end Adolf Hitler og Djengis Khan, hvilket er absurd.

Hertil kommer, at der allerede i Muhammeds samtid var personer, der tog afstand fra hans gøren og laden, eller som direkte betegnede ham som en svindler og charlatan. Det var bl.a. derfor, han lod så mange af dem ombringe.

Endelig kan man spørge, om det ikke er besynderligt, hvis Gud skulle vælge sig en profet, hvis personlige moral og livsførelse ikke hævede sig over samtidens.