"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kongeriget Sind og Vesten i dag

22. oktober 2010 - Artikel - af Geoffrey Cain

Geofffrey Cain har genlæst Naipauls klassiker Blandt de rettroende og fortæller her historien om kongeriget Sind, som har visse dystre mindelser om Vesten i dag

Business as usual?

Hvorfor har Karen Jespersens og Ralf Pittelkows seneste bog Islams magt sat sindene så meget i kog? Svaret er enkelt. Det er pga. dens ubekvemme budskab om, at truslen mod den vestlige verden ikke kommer fra sabelraslende galninge men fra en såkaldt moderat midtergruppe, der lidt efter lidt vil blive mere og mere radikaliseret. Tingene vil ikke blive bedre, de vil snarere bliver værre, siger Pittelkow og Jespersen, og denne foruroligende påstand er ikke faldet i god jord hos folk med en fast overbevisning om, at problemerne efterhånden vil forsvinde, hvis bare vi strækker hånden ud til folk, vi ikke har grund til at være bange for.

"I stedet for at dæmonisere og pege fingre ad en stor samfundsgruppe, så skulle Ralf Pittelkow og hans nye bogs medforfatter Karen Jespersen begynde at arbejde positivt for integrationen", skriver Klaus Bondam i Berlingske Tidende 25. august, og denne holdning er der vist mange på den kulturradikale fløj og sågar også på den borgerlige fløj, der deler. En af dem er kommentator Christopher Arzrouni, der har anmeldt bogen her i Sappho. "Jeg har altid et eller andet sted altid regnet med at sex, drugs and rock and roll nok skulle få skovlen under selv de mest ihærdige muslimer. Hvad pokker, vi er jo kun mennesker."

Men den holdning er han gået bort fra. Arzrouni og mange andre troede, at islam - ligesom de religionsprægede samfundsideologier nazismen og kommunisme - ville segne under dens egen vægt, og at det - præcis som de andre - blot var et overfladefænomen, der i tidens løb ville briste som en boble efterladende alt som før. Business as usual. Og det er bestemt ikke umuligt. Tanken kan bestemt forsvares, og den er også blevet tænkt før om end ikke altid med heldigt udfald, som historien kan opvise en del eksempler på. Et af dem er brahminerne og buddhisterne i Afghanistan før den islamiske erobring.

Naipauls eksempel

Dem er der praktisk taget ingen, der har hørt om, og det er synd, fordi den indisk/engelske forfatter og nobelpristager V.S. Naipaul har fortalt en historie om dem, vi kunne lære af. Blandt De Rettroende påviser han den samme - lad os kalde det uskyldige  - holdning blandt datidens kulturelite i  kongedømmet Sind før dets indlemmelse i det muslimske kalifat i det syvende århundrede. Området hvor Sind lå, ligger i dag i Afghanistan og lidt af Pakistan og var befolket af både buddhister og hinduer,  og her - hvor komgedømmet lå for 1000 år siden - faldt Naipaul over Chachnama, en gammel beretning om kongedømmet Sinds overgang til islam. Og hvad der derefter skete.

Denne overgang var ikke specielt fredelig - for at sige det mildt - men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng. Det vigtige er brahminernes og de buddhistiske præsters holdning til den nye verden, der pludselig åbnede sig for dem. De så en ny krigerreligion rejse sig ud af det blå, og fatalister som de var, tog de det med knusende ro i håbet om, at islam var et overfladefænomen, der ville efterlade landets kultur og folkelige substrat intakt. Altså en occupatio pacifica. Og derfor blev erobringen de fleste steder hjulpet på vej af lokale embedsmænd og brahminer, der henvendte sig til den anmarcherende muslimske general Bin Qasim og fortalte ham, hvordan han bedst kunne erobre deres byer.

Var det forræderi? Nej, skriver Naipaul med megen indføling, det var snarere en erkendelse af at magt er magt, og det er klogest at være på den stærkes side. Godtroende som de var, troede de tjenstvillige informanter, at den daværende konge blot ville blive udskiftet med en anden konge - og at livet stort set ville fortsætte som før. Business as usual. Og sådan må en stor del af den øvrige befolkning også have troet. Mange steder overgav de sig uden kamp, uvidende om at hele grundlaget for deres kultur skulle tilintetgøres og erstattes med en anden, der var væsensfremmed for alt, hvad de hidtil havde kendt. Derefter faldt Sind og blev muslimsk.

Højkastens rolle

Og hvad så, kan man sige? Har denne fjerne hændelse noget at gøre med situationen i dag? Det mener jeg, den har. Nu er det bare ikke Sind, der er ved at overgive sig til en magt, det næppe har forstået, men hele den vestlige verden. Og præcis som i Sind bliver overgivelsen formidlet af en højkaste ("humanister") uden folkelige bindinger, der fejlagtigt tror, at alt vil være som før. Blot på en lidt anden måde. Parallellen med Kongedømmet Sinds kranke skæbne er slående, men alligevel ikke helt relevant, fordi Sind - lige som Mellemøsten, Nordafrika, Balkan, Ungarn, Grækenland og Indien - blev udsat for en militær erobring, og det er bestemt ikke tilfældet nu. Situationen i dag er meget humoristisk blevet opsummeret af Mogens Glistrup, der på karakteristisk bornholmsk sagde "Først erobrede de enorme områder med våbenmagt. I dag sender de en masse grønthandlere herop"!

Vores situation er snarere som de få muslimske områder - Java og Afrika syd for Sahara - der frivilligt gik over til islam uden først at have mærket kniven på struben. Jamen fint nok for dem, kan man sige, men så fint var det alligevel ikke. I disse lande - såvel som i næsten alle muslimske lande - lever de få overlevende religiøse minoriteter meget farligt, og derfor kan man uden at gøre vold på sandheden sige, at islamisering – hvad enten det sker fredeligt eller bil seif, (arabisk: "med sværdet") - fører til det samme. Enten en monolitisk og diktatorisk stat - eller en multikulturel stat som Nigeria, hvor ikke-muslimer skal træde meget varsomt, og hvor de på et tidspunkt rent demografisk vil udgøre et mindretal  - hvis de i skrivende stund ikke allerede er det.

Dette vil være de danske ikke-muslimers lod om et halvt århundrede, er jeg personligt overbevist om, og det er ikke noget muntert perspektiv. De sidste rester af Afghanistans tidligere buddhistiske kultur - de store 2000-årige buddhaskulpturer i Bamyan - blev sprængt i stykker af Taliban og er snart glemt for altid. Vores hukommelse har lært at være selektiv, og hvem husker i dag, at hele Mellemøsten var kristent/jødisk/Ahura Mazda-dyrkende, indtil det blev indlemmet i kalifatet? Ganske få. Og færre er der, der har indset, at kristne korsfarere ikke erobrede arabisk/muslimsk område, men blot gen-erobrede det område, som de muslimske arabere havde underkastet sig 400 år tidligere. Under korstogene mistede araberne - kortvarigt - det område, de selv havde taget med vold, men hvem tænker på det i dag? Eller rettere sagt hvem tør tænke på det i dag, hvor historien - takket være vore egne historikere og orientalister - har fået en anti-kristen drejning, der sidestiller kristendommen med den rene ondskab. Det er Vestens egens højkaste, der truer Vestens stabilitet.

I kraft af deres "lange march gennem institutionerne" har Georg Brandes' og Poul Henningsens arvtagere - de glade hippier - sat sig på magten overalt i samfundet og efter kommunismens lidet glorværdige forlis forsøgt sig med et nyt samfundseksperiment, der skal gøre verden til et friere sted at være. Og hvor Danmark skal være den frigjorte menneskeheds socialkontor. Og derfor har vores egen højkaste uden at vide det sat en demografisk og kulturel islamisering i gang, som næppe kan stoppes nu. Og som ikke engang må bringes på tale ved middagsbordet.

Er det da virkeligt så galt fat? Det mener jeg. Jespersen og Pittelkow er moderat optimistiske, men det er jeg personligt ikke. En besindelse og ranken-ryg overfor islamisering er der ikke noget tegn på hos de danske brahminer, der lige som deres forgængere i Kongedømmet Sind har slået landets porte op for en kultur, de i virkeligheden slet ikke forstår.

Det vil de muligvis komme til engang. Men så er det allerede for sent.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg