Kan det nu også passe?

Da jeg sagde ja til at anmelde denne bog, agtede jeg at gøre det med en fordomsfri hjerne og forholde mig til bogens indhold med al den neutralitet og neutralisme jeg kunne mønstre – og det fik jeg brug for.

Jeg måtte læse første kapitel et par gange, for der startes lige på og hårdt og uden den ”normale” opvarmning, der lige skal indstille læserens frekvens på bogens indhold. Dette gælder ikke her, bogen fungerer mere som en flodbølge af argumenter, der fosser ud i hovedet på læseren fra første side, hvorfor man flere gange må stoppe op, trække vejret, reflektere og derefter fortsætte læsningen.

Bogens gennemgående tese kan sammenfattes til, at Islam, som religion og livsanskuelse er i færd med at erobre, underkaste sig og ændre den vestlige verdens livsstil og vilje, godt hjulpet af politikere, naive som ondsindede organisationer, Europa og ignoranter. Det geniale ved islams strategi er, at dens momentum opretholdes af den enkelte muslims tro og uanset om man som læser kan lide den slags djævleteorier eller ej, argumenteres der energisk og på baggrund af et imponerende researcharbejde. Jeg kender ikke nok til bogens mange kilder, men jeg tør hævde, at de forekommer ensidige og jeg spekulerede flere gange under læsningen på, at en ikke-kristen forfatter formentlig ville kunne lave en tilsvarende fremstilling om en kristen overtagelse af verdensherredømmet ud fra Biblen og vestlige fundamentalistiske kristne gruppers udtalelser og tilhørende litteratur.

Jeg bliver altid lidt urolig, når jeg læser påstande om, at Islam kan opfattes som noget konkret, der er udstyret med en næsten selvstændig tankegang eller når Europa bliver opfattet som et konkret begreb med en sammenhængende politik overfor Islam, men det er nok bare mig.

Bogen er fyldt med krigeriske citater som følgende, her taget fra suraens 29 vers: ”Bekæmp dem, der ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder, og blandt de, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de er kuet og rede til at betale skat.” p.85, mens de steder i Koranen som udtrykker en lidt mindre krigerisk stemning totalt er udeladt. Her kunne man finde et citat i shura maidah (5. kapitel vers 32): ”Hvis nogen dræber et menneske undtagen for mord eller for at forøve uorden på hele jorden, så vil det være som om han havde dræbt hele menneskeheden, mens hvis nogen frelser et liv, skal det være som han havde frelst hele menneskeheden.” Et sådant citat ville ikke støtte bogens gennemgående tese og dem er der mange eksempler på. Lige et sidste eksempel til at underbygge min påstand. På side 26 bliver læseren informeret om at Europas første jødepogrom fandt sted i Granada i år 1066, hvor en muslimsk pøbel dræbte alle byens 4.000 jøder, men velinformerede læsere vil vide, at der mindre end 20 år senere fandt en tilsvarende pogrom sted i London i forbindelse med Henrik d. 2 kroning, hvilket var første gang ordet ”holocaust” (på latin forstås) optrådte, men her var pogromen foretaget af gode kristne engelske borgere.

Der bliver gjort meget ud af, hvilke uhyrligheder vi i Danmark kan forvente, når magtovertagelsen sker, specielt gode danske kvinder kan vente sig, med umyndiggørelse og indespærring i både bolig og beklædning. Det harmonerer ikke særlig godt med at Stormuftien Ali Goma i Ægypten den 6. oktober har forbudt bæring af nikab på de muslimske skoler i Cairo, og dette kan måske tages som tegn på at strategien ikke er fuldt synkroniseret.

Denne mangel på synkronisering er også bogens svaghed. Forfatterne peger selv på en del af svagheden ved den islamiske strategi, men drager ikke den logiske konsekvens af deres observationer. Når de svage vestlige stater nu ligger åbne overfor den muslimske masseindvandring, hvilket jo nok må karakteriseres som en overdrivelse af dimensioner, så er der også åbent den anden vej overfor en ligeså massiv kulturel påvirkning af de muslimske hjemlande og det sker jo rent faktisk. Oprøret i Iran efter valgsvindlen ved det seneste valg og kravet om demokrati er jo et klassisk eksempel og skulle forfatterne følge deres egen præmis, ville den logiske konsekvens være at bombardere Islam i dets hjemland med vestlig kultur, støtte kampen for demokrati og støtte de systemkritikere, der findes, så kampen kan føres over i fjendens lejr. Og skal man tilslutte sig forfatternes univers er det vel også det, der sker.

Under læsning af bogen kunne jeg forstå mange af forfatternes observationer, hvor de dokumenterer at muslimske indvandrere er karakteriseret ved øget arbejdsløshed, nasseri, kriminalitet, lovløshed, ballade, tvang mv., men vi er vel alle i Vesten også enige om at lov og uorden skal opretholdes også i balladekvarterer, men at se disse som led i en overordnet islamisk plan for en magtovertagelse er vanskeligt, specielt fordi jeg har nogle andre billeder på nethinden. Når jeg læser noget sådant, tænker jeg på Idris, Utku, Rasoul, Kumar, Hadji, Ömer og mange flere af gutterne fra Farum bokseklub. Her bliver man målt på det man kan og hvem man er, ikke på, hvor man kommer fra, hvilken religion man har, eller hvordan man ser ud og jeg kan simpelthen ikke se at disse prægtige unge mennesker deltager i en verdensomspændende krig mod Vesten, men måske er jeg blot naiv.

Jeg er, som det formentlig fremgår, overhovedet ikke enig i de budskaber som forfatterne forsøger at komme ud med. Jeg er ikke blevet blødsøden, dekadent eller uvillig til at slås for demokrati og frihed, men jeg mener at vores samfund, dets mangler til trods, er langt stærkere end det samfund som forfatterne beskriver og selv om jeg ikke kan lide bogen, vil jeg alligevel opfordre til at man køber den, for at man som læser selv kan danne sig sin egen mening. Jeg mener nemlig, at bogen siger mere om forfatterne end om selve indholdet.

Mødet den 8. oktober om bogen med Lars Hedegaard og Mogens Camre er udsolgt