Trykkefrihedsselskabet fik ørerne i mediemaskinen, da vi valgte at udelukke Jihad Taha, en ung RUC-studerende fra konferencen "Ytringsfriheden efter attentatet mod Lars Hedegaard".
Specielt dagbladet Politiken, der om nogen har en ufri, konstrueret debat i avisens spalter, skrev den ene harmdirrende artikel efter den anden om Trykkefrihedsselskabets frækhed.
Den misliebige advokat, Christian Harlang, der udover adel og inuitter også gerne repræsenterer islamistiske organisationer, øjnede straks en ny chance for økonomisk gevinst og bekendtgjorde, at Trykkefrihedsselskabet kunne imødese et erstatningskrav i størrelsesordenen 70.-100.000 og ville "blive dømt med piber og trommer".
Trykkefrihedsselskabets Torben Mark Pedersen slog imidlertid fast, at årsagen til afvisningen var ganske pragmatisk: "én der kalder sig noget, der oversat kan betyde hellig krig, dét får alarmklokkerne til at ringe."
PET: Undgå ordet jihad
De hysteriske reaktioner kan undre. Ikke mindst når man betænker, at det af PET oprettede Center for Terroranalyse (CTA) allerede for år tilbage forsøgte at advare medier og offentlige myndigheder om, at terrorister angiveligt ikke blot kæmper en voldelig kamp, men også en kamp om ord.
Tilbage i 2008 udsendte CTA således en anbefaling i, hvordan man bør undgå at anvende eksempelvis religiøse begreber i sin kommunikation:
"Brugen af begrebet jihad er et eksempel på, hvorfor man bør undgå at anvende religiøse begreber i sin kommunikation. Begrebet jihad underlægges mange forskellige fortolkninger blandt muslimer.
Anvendelsen af begrebet kan både være med til at forvirre budskabet og endda medvirke til at stigmatisere en bred gruppe af muslimer. Man risikerer nemlig at bidrage til opfattelsen af, at alle muslimer accepterer ekstremisternes fortolkning, hvor våbenet jihad - terror - er en religiøs pligt for muslimer ... på samme måde forholder det sig ved religiøst afledte begreber som f.eks. "hellig krig", "hellige krigere", "mujahideenere", "martyrer" m.v. "
CTA anbefalede, at man helt undlod at benytte disse begreber for at undgå at bidrage til den form for religiøs legitimering, som ekstremisterne tilstræber.
Flere folkeopdragere
Ud over PET er der også andre folkeopdragende initiativer i gang. Et sådant kommer fra en gruppe mennesker, som med den radikale kulturminister, Marianne Jelved, i spidsen, kalder sig "Et anstændigt Danmark".
Her finder man bl.a. Bedsteforældre for Asyl, De 12 forfattere, Præsteinitiativet, SOS mod Racisme og mange andre.
Også her interesserer man sig for "tonen" og magten over medierne: "Hvordan påvirker en ansvarlig presse, eller mangel på samme, vores politiske/demokratiske system og vores holdninger til flygtninge, asylansøgere og danskere af anden etnisk baggrund end dansk?" og holder fyraftensmøder, hvor man diskuterer "ansvarlighed" i den trykte vs. den elektroniske presse og på blogs, twitter, facebook m.m.
Som om det ikke var nok, får ovennævnte organisationer følgeskab af folk som eksempelvis religionshistoriker Mikael Rothstein, der altid gerne bakker voldsromantikere op.
Han gjorde det, da unge såkaldte "antifascister" i en voldsrus gik til kamp mod politiet, da Københavns Kommune lukkede Ungdomshuset på Jagtvej: Justitsministeren skulle "bare holde sin kæft".
Og han gør det i dag, hvor virkeligheden for danske bladtegnere, journalister, bloggere, politikere og historikere er, at de må have politibeskyttelse, nogle af dem døgnet rundt, hvis de da ikke er tvunget til at gå under jorden.
Imens mere end antyder Mikael Rothstein, at i hvert fald Lars Hedegaard selv har været ude om det.
Mens belæringen af såvel medier som gammeldanskere i politisk korrekt sprogbrug således tager til, overhales vi indenom af unge herboende muslimer, der hverken synes at ville lytte til Marianne Jelved, Mikael Rothstein eller PET.
De er nemlig på vej i krig. Hellig krig. Nå nej. Dét må vi ikke skrive, for "så er vi med til at legitimere terroristernes opfattelse af, at der findes legitime religiøse begrundelser for terror."
Hvad man nu end vælger at kalde det, er flere af dem angiveligt blevet dræbt. "Martyrer" bliver de beundrende kaldt af andre herboende muslimer.
Der synes efterhånden heller ikke at herske megen tvivl om, at flere gammeldanskere såvel som herboende muslimer græder tørre tårer over attentatforsøget mod Trykkefrihedsselskabets mangeårige formand, Lars Hedegaard: han kunne jo bare have udtrykt sig på en anden måde. Eller endnu bedre: helt have ladet være med at sige noget.
Men er det løsningen? Tør vi overlade det frie ord i hænderne på folk som religionshistoriker Mikael Rothstein, Marianne Jelveds "Anstændige Danmark" for ikke at tale om Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen?
Eller Ekstra Bladet, Dagbladet Politikens forlængede arm, som forsøgte at afsløre Lars Hedegaards opholdssted for - ja, for hvem?
Svaret blæser i vinden.
