.jpg)
Humbug
Efter mange forgæves forsøg på at holde op med at ryge, besøgte jeg for et par år siden en ”terapeut”, der gav mig en ”kranio-sakral terapi” og en flaske ”ion-vendt vand” med hjem, som jeg for alt i verden skulle huske at drikke.
Prisen har jeg fortrængt, men det virkede selvfølgelig ikke, og jeg er på ingen måde stolt af, at jeg suspenderede min fornuft og faldt for humbuggen.
Melanie Phillips, den højtprofilerede britiske enfant terrible, journalist på The Daily Mail og modtager af Sapphosprisen 2009, ville ikke være overrasket; hun mener, at vi i vid udstrækning har mistet vores kritiske sans, og er i vore følelsers, fordommes og fikse ideers vold.
Englænderne siger; "Have an open mind; but don't let your brains fall out". Men det er netop det, der er sket: Vilde konspirationsteorier og alskens New Age-religiøsitet florerer i disse år. Det er altså ikke bare mig, men samfundet, den er gal med. En trøst? Nej, egentlig ikke.
Nutidens irrationalitet
Hendes nye bog, The World Turned upside down, er en klagesang over nutidens irrationalitet, men man skal ikke forveksle hende med de ”ny-oplyste”, religionskritiske stemmer i debatten, f.eks. Christopher Hitchens eller Frederik Stjernfelt herhjemme.
Hun mener tværtimod, at miseren hænger sammen med afkristningen af Europa og opløsningen af den gamle, vestlige orden, der beskydes af en uhellig alliance af progressive venstre-orienterede, islamister og militante ateister. Alliance?
Ja, men ikke i den forstand, at de har indgået en sammensværgelse; deres fællesskab består i et ideologisk betinget modsætningsforhold til Vestens moralske og religiøse fundament.
Mange forskellige grupperinger har hver deres udestående med Vesten: for miljøaktivisterne er det industrialiseringen; for ”de nye ateister” er det kristendommen; for globalisterne er det nationalstaterne; for anti-imperialisterne er det USA; for intelligentsiaen er det Israel; for islamisterne er det alt ovenstående.
Phillips tese er, at disse grupper alle er så ideologisk forblændede, at de er utilgængelige for kendsgerninger, og at de behersker den offentlige mening, så de kan brændemærke deres modstandere.
Selv om man flere steder synes, hun overdriver og er for dyster, kan man ikke undgå at blive indigneret over hendes mange eksempler på folk, der er endt i et "professionelt og socialt Gulag", fordi de har betvivlet de vedtagne, ideologiske sandheder om f.eks. den globale opvarmning, Irak-krigen, Israels ondskab, Vestens imperialisme osv.
Vi lever i et meningsdiktatur uden fornuft og frihed, hævder hun.
Israel som bondeoffer
Det går over stok og sten i atten tempofyldte og informationstætte kapitler, der vidner om hendes ret omfattende repertoire; som "klima-skeptiker" angriber hun tesen om en menneskeskabt global opvarmning med en byge af statistikker og ekspertudtalelser, der henvender sig til dem, der - i modsætning til undertegnede - ikke har opgivet at komme til bunds i denne spegede problemstilling.
Som tilhænger af Irak-krigen argumenterer hun ivrigt for, at Irak nok alligevel havde masseødelæggelsesvåben og tætte kontakter til Al Qaeda, men at offentligheden ikke vil anerkende beviserne pga. ideologisk modvilje mod USA.
Her er hun efter min mening ikke særlig overbevisende.
Som ven af Israel udstiller hun indigneret den massive skævvridning, der præger mediernes dækning af dette belejrede land – og her er hun på hjemmebane:
Hvorfor er Israel så forhadt på store dele af venstrefløjen? Hvorfor overvåger man nidkært dets mindste fejl, mens der trækkes på skuldrene af de omgivende diktaturstaters daglige overgreb?
Hvorfor slynger man om sig med overgearede anklager om israelsk "apartheid" og "folkemord"? Philips forklaring på denne gåde er, at vi lider af vrangforestilling om, at hvis ikke det var for Israel, ville islamisterne - og dele af de arabiske masser - ikke være anti-vestlige.
Derfor vil dampen gå af den islamistiske kedel, hvis vi vender os imod Israel og støtter "palæstinenserne". For at denne store ligning skal gå op, kræver det blot, at den lille, nævenyttige jødestat falder som et bondeoffer.
Men det er naturligvis ønsketænkning: Islamisterne foragter ikke Vesten pga. Israel, de foragter Israel, fordi det er Vesten.
Og Vesten er for dem både den postmoderne værdirelativisme, gudløsheden, pornokratiet, materialismen osv., men også den trængte "gamle orden", vores judeo-kristne moralske og religiøse fundament, som den konservative Philips forsvarer (og godt kunne gøre mere ud af at definere).
Den videnskabelige ufornuft
Fornuften har ikke bedre kår hos dem, der i disse år mest højlydt hævder at forsvare den; de såkaldt naturvidenskabeligt funderede ateister med Richard Dawkins i spidsen. Ham har Philips et horn i siden på.
I Dawkins & co.s naturalistiske univers hersker kun naturlovene, og mennesket forklares restløst som et naturprodukt. Med Dawkins egne ord:
”Universet er ikke andet end en samling atomer i bevægelser, mennesker er simpelthen maskiner, der skal videreformidle DNA og videreformidlingen af DNA er en selv-opretholdende proces. Det er hvert eneste væsens eneste grund til at leve.”
Hvordan kan der være plads til frihed, fornuft og moral i Dawkins naturalisme, spørger hun. Det er vi flere, der har undret os over.
Filosofisk set er nutidens larmende "ateisme" blot en opdateret udgave af kosmonauten Juri Gargarins, der efter at have været på rumrejse i 1961, med rørende naivitet fortalte, at han ikke havde set Gud derude i himmelrummet!
C.S. Lewis sammenlignede det med, at Hamlet gik op på loftet på Kronborg for at lede efter Shakespeare. Det gør Melanie Philips sådan set også, bare med andre og flere ord:
Hun har i hvert fald ikke meget til overs for positivisternes religionskritik, der triumferende forkynder, at der ikke findes empiriske beviser i naturen på Guds eksistens, og da der ikke findes noget ud over naturen, har Gud ingen eksistens.
Den slags barnagtigheder forveksler naturvidenskaben som en metode, der består i nøjsomt arbejde med fysiske eksperimenter og observationer, med naturalisme som ideologi.
Det er der ikke megen fornuft i, og det går helt galt for Dawkins, når han udgiver sine private griller som ”videnskab”; det selviske gen, den religiøse virus, Gud-memet etc.
Da oplysningsfilosofferne bedrev religionskritik i fornuftens navn, savede de den gren over, de selv sad på, mener Philips. Det er nemlig Bibelen og kristendommen, der gav os ideerne om fornuft, fremskridt og et ordnet kosmos.
Den moderne videnskab og moderniteten bygger på disse forestillinger, og jo mere gudløs vores kultur bliver, jo mindre rationelle er vi. For når Gud er død, opløses også Sandheden, Fornuften og Virkeligheden.
Det så Nietzsche med en blanding af fryd og skræk, og postmodernisterne sagde det samme 100 år senere.
Inklusion og eksklusion
På Østerport Station så jeg forleden en ung fyr iført en masseproduceret t-shirt, der viste Jesus som pornostjerne. Jeg ved det ikke, men jeg gætter på, at han i egne øjne er en sand provokatør.
Han fik mig i hvert fald til at tænke på alle de universitetsstuderende, der oplæres i at kritisere og underminere de angiveligt repressive konstruktioner af normalitet, som majoritetskulturen tvinger ned over os.
Melanie Philips har et udestående med universiteterne, der i hendes øjne har udviklet sig til ensrettende, ideologiske fabrikker frem for centre for lærdom og selvstændig tænkning. Konsekvensen af mainstream ideologien på de højere læreanstalter definerer hun således:
"Den vestlige civilisations gamle orden, der hviler på religionens og kulturens autoritet, skal ødelægges. Uden orden eller mening i tilværelsen, er moralsk og kulturel relativisme reglen; ethvert forsøg på at hævde en kulturs eller livsstils forrang over en anden, er illegitim. Paradokset er, at denne relativistiske doktrin bliver en dogmatisk, moraliserende dagsorden, der antager en absolutistisk position overfor alle, der udfordrer den, og ønsker at fjerne alle afvigelser."
Kommissærtyper
Hun har helt ret i, at dem, der gerne taler om ”inklusion” og ”mangfoldighed”, ofte selv har store problemer med at inkludere det anderledes. De samme kommissærtyper, der angiveligt bekæmper ”diskrimination” og ”fordomme”, er ofte selv diskriminerende og fordomsfulde, især overfor kristendommen og alt, hvad der smager af gammel, borgerlig orden.
Et optimistisk pip herfra skulle være, at de samfundsundergravende akademikere i dag taler en så uforståelig jargon, at de er stort set harmløse.
Spredehagl, ikke løst krudt
I sit forsvar for Vesten, friheden og fornuften vil Phillips gerne stille den store, kulturhistoriske diagnose og vise, hvordan den radikale, franske oplysningstænkning var svanger med diktatur og terrorisme:
Hvordan den tyske romantik solgte fornuften til myten om blodet og jorden; hvordan Darwin, Marx og Freud afmonterede ideen om menneskets selvbestemmelse; hvordan først frankfurterskolen og siden postmodernismen har opløst den sidste tro på moral, objektivitet og sandhed.
Det er et ambitiøst projekt, som uundgåeligt bliver lidt staccato-agtigt, men Phillips er belæst nok til at bunde i det, og der er altid brug for havkatte i hyttefadet, der skyder på alle hellige køer.
Lad gå med at, det også er med spredehagl, så længe det ikke er løst krudt.
Melanie Phillips; The World turned upside down. The global Battle over God, Truth, and Power. Encounter Books, New York 2010.
Lars Christiansen er phd. studerende i tysk og medforfatter til ”Gudløse hjerner”
