Så kom der endnu en dødstrussel mod en redaktør. Endnu engang på grund af en tegning. Denne gang ikke fra islamisk, men fra kristen side. Nej, hverken ærkebiskopper, præster eller teologiprofessorer har en pind med dødstruslen at gøre, som ser ud til at komme fra et par forvildede mænd på gulvet. Det gør sagen mindre betydningsfuld end den verdensomspændende islamiske trusselkampagne mod Muhammedtegningerne.
Men det gør den ikke mere behagelig.
Det er en svensk historie og drejer sig om en reklametegning for en punkfest. Medierne har omtalt tegningen som ”anstødelig”, fordi den forestiller en djævel, der besørger ned i hovedet på en korsfæstet Jesus-figur. Den östgötlandske lokalavis, Corren, trykte tegningen som illustration til historien om, at Linköping Kommune fjernede reklamen for punkfesten.
Samtidig forsvarede Correns chefredaktør, Ola Sigvardsson, der i sin tid nægtede at trykke Muhammedtegningerne, sin prioritering med den begrundelse, at ”kristendommen er flertallets religion i Sverige”. Underforstået: så er det legitimt at trykke Jesustegninger, men ikke i orden at trykke Muhammedtegninger. Det må da kaldes dobbeltmoral i ordets bogstaveligste forstand.
Moderne svensk religionskritik Optrykningen af tegningen førte til flere trusler på Sigvardssons telefonsvarer, bl.a. et ufromt håb om, ”at du får en kniv i dig den kommende uge; hvis ikke et menneske gør det, så kommer Jesus”. Der verserer også rygter om, at der er sat en pris på Sigvardssons hoved. Hvad enten det sidste er sandt eller ej, er det en effektiv måde at skræmme en mand fra sans og samling på. Det er indbegrebet af terreur.
Denne ubehagelige sag giver anledning til at slå fast, at dødstrusler mod det frie ord er lige uacceptable og afskyelige uanset i hvis navn, de udstedes.
Blasfemi?
Men er tegningen blasfemisk? Og er den ”anstødelig” over for Jesus? Sammenlignet med Muhammedtegningerne er den svenske tegning mere anstødelig, for så vidt som den er mere latrinær. Fækalier og bare bagdele regnes trods alt ikke rigtigt for god smag.
Men det gør den jo ikke nødvendigvis blasfemisk. At djævelen håner og tilsviner Jesus langfredag, er jo egentlig logisk ud fra Ny Testamente selv. Her beskrives djævelen som Jesu fjende, der forsøger at friste Jesus til at sige ja tak til al den magt og herlighed, Djævelen kan tilbyde (Lukas kapitel 4), i stedet for at forsone Gud og mennesker ved sin offerdød, og derved ødelægge djævelens magt. Det er denne fristelse i ørkenen, der danner baggrund for Dostojevskijs berømte fortælling Storinkvisitoren i romanen Brødrene Karamasov, hvor djævelen optræder i skikkelse af storinkvisitoren, der anklager Jesus, fordi han gav folket det, de ikke kunne magte og egentlig ikke ville have: frihed.
Så både i Ny Testamente og i kristen litterær tradition er djævelen Jesu naturlige fjende og frister. Som sådan spiller han (eller hun?) en i øvrigt interessant rolle i Mel Gibsons Jesus-film. Den svenske punktegning indskriver sig derfor på sin vis i en lang kristen tradition og er ikke i egentlig forstand blasfemisk. Naturligvis spotter djævelen Jesus på billedet. Men når det er den inkarnerede ondskab, der spotter ham, er det vel nærmest en kompliment og understreger Ny Testamentes egen pointe: At Jesu forsoningsdød betyder den endelige sejr over døden og djævelen, der derfor har al mulig grund til afmægtigt raseri og aggression mod den korsfæstede. ”Lad rase Mørkets Drot, med løgn og mord og spot. Han har dog fået sin dom, da Krist til jorden kom”, som Luther skriver reformationsalmen ”Vor Gud han er så fast en borg”.
Sådan er tegningen højst sandsynligt ikke tænkt. Lad mig gætte på, at tegneren sympatiserer med den fækalieproducerende djævel ligesom den danske satanist Erwin Neutzky-Wulff og hans discipel, Rune Engelbrecht Larsen. Satanisme regnes nemlig for temmelig hot blandt den ”humanistiske offensiv”, som man kan finde den i tidsskriftet Faklen, redigeret af samme Rune Engelbrecht. Engelbrecht har ikke bare gammel sympathy for the Devil, men også for islam. Interessant nok.
Tegningen og Corren’s ensidige trykkepolitik siger lidt om det åndelige klima i Sverige.
Reaktionerne på den vulgære, men ret ligegyldige tegning er på den anden side ikke bare dybt usympatiske, men også elementært ubegavede.
