Kunstner Michael Elmgreen har efter en vis tøven valgt at springe ud i den offentlige Ayaan Hirsi Ali svinsk?
Michael Elmgreen skriver, at der på min blog hos Kunstavisen florerer et utal af ”uartikulerede og hadske tilsvininger af højreekstremistisk karakter”. Det er fuldstændig forkert. Der er få kommentarer på min blog hos Kunstavisen og overhovedet ingen af ”højreekstremistisk karakter”. Jeg linker med mellemrum til for eksempler artikler af Ayaan Hirsi Ali og Lars Vilks, og jeg opfatter bestemt ikke Ali og Vilks som højreorienterede, men som stemmer, der udtrykker en generel religionskritisk tilgang til tilværelsen.
Elmgreen har støttet voldelige grupperinger
Desuden linker jeg med mellemrum til de politiske blogs Snaphanen og Uriasposten, hvis de har interessante posteringer, og det mener jeg bestemt, at de havde i tilfældet Michael Elmgreen. For eksempel gør Uriasposten opmærksom på, at Michael Elmgreen tidligere økonomisk har støttet den voldelige venstreekstremistiske gruppering Antifascistisk Aktion , der er berygtet for voldelige overfald på politiske modstandere. Det er en vigtig historie at få frem, at Michael Elmgreen, der nu fremstår som fortaler for tolerance og som en dedikeret modstander af hadforbrydelser, aktivt har støttet en ekstremistisk gruppering, der udøver vold. For bloggen Snaphanens vedkommende har den ene af skribenterne foretaget en aldeles kunstnerisk ukorrekt læsning af Elmgreen/Dragsets værk, som jeg fandt så vittig, at den fortjente videre udbredelse.
Forsøg på stigmatisering
Snaphanen har moderede kommentarer og på denne blog, finder man næppe mange ”uartikulerede og hadske tilsvininger af højreekstremistisk karakter”. Med mindre man opererer med en endog meget bred opfattelse af højreekstremistisk. På Uriasposten kan læserne med få forbehold kommenterer frit (undertegnede er for eksempel også blevet ”offer” for bloggens ”tone” i kommentarsporet). Under alle omstændigheder synes det fuldstændig illegitimt, som Michael Elmgreen gør det, at gøre undertegnede helt eller delvist ansvarlig for kommentarer på andres blog. Når Michael Elmgreen skriver, at min ”blog ægger til had imellem befolkningsgrupper og er et talerør for énsporede, hjernedøde holdninger, som ikke ligger langt fra nynazistisk propaganda”, mener jeg, at kæden hoper helt af. Jeg kan ikke læse udfaldet som andet end et ganske unuanceret forsøg på at stigmatisere. Men forsøget har ikke nogen gang på jord, da det ikke ejer et minimum af substans og sigende for Michael Elmgreens argumentation eller mangel på samme ikke er bakket op af ét eneste konkret eksempel på ”propaganda”.
Hylder Sverige
I sin kommentar hylder Michael Elmgreen Sverige, hvor han mener, at indholdet af min blog ville være kriminelt. Når Michael Elmgreen fremfører så grov en anklage mod min person, som det er tilfældet, kunne man med rimelighed forvente, at Michael Elmgreen ville gøre sig den ulejlighed at konkretisere, hvilke udtalelser, han anser for kriminelle. Det sker ikke, og Michael Elmgreen fører ikke det mindste bevis for sin grove anklage. Værket ”Det er aldrig for sent at sige undskyld!” er ifølge Michael Elmgreen et værk med ”flertydige åbne fortolkningsmuligheder” og et ”bidrag i debatten”. De fine ord skurer imidlertid fælt, når Michael Elmgreen samtidig kræver personer, der har en kritisk tilgang til værket, frataget muligheden for at ytre sig. Det afslører, at Michael Elmgreen øjensynligt kun ønsker at ”debattere” med dem, der allerede deler Elmgreens synspunkter. Det kommer der ikke meget debat ud af, og jeg forstår ikke, at Michael Elmgreen ikke accepterer den demokratiske diskurs: At i et frit samfund brydes meninger frit indenfor lovens rammer. Ifølge Michael Elmgreen er der en ”klar sammenhæng” mellem ”tonen”, og den vold, der udøves. Der er intet, der tyder på, at denne antagelse er korrekt. I Sverige hylder man en sober tone. Alligevel er der mere vold og for eksempel langt flere voldtægter end i Danmark. Tonens karakter synes dermed ikke at være garant for mindre vold. Det kan derimod tænkes, at den manglende fokus på multikulturens skyggesider i stedet genererer mere vold.
Jeg skammer mig ikke
Michael Elmgreen mener endvidere, at min gengivelse af vores chat på Facebook er usober. Jeg er ikke enig. Journalistisk set er det altid en overvejelse værd om, man ønsker at citere fra en meningsudveksling som denne, og det vil man i mange tilfælde undlade at gøre. Men når man som i Michael Elmgreens tilfælde med luskeri på Facebook prøve at intimidere sin modpart, så fortjener det naturligvis offentlighedens klare lys. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om, at jeg har medtaget alle kommentarer fra Michael Elmgreen. Jeg har i hvert fald ikke interesse i andet.
Til sidst skriver Michael Elmgreen, at jeg burde skamme mig over at drive journalistik på så lavt plan. Jeg skammer mig ikke det fjerneste. Jeg undrer mig derimod over, at en succesrig kunstner som Michael Elmgreen, der nyder godt af sin ytringsfrihed, nægter andre den samme ret.
