Desuden sprang det i øjnene, at der er store divergenser mellem den traditionelle islam-tænkning, der præger det københavnske universitetsmiljø, og den forskning, der bedrives af de internationale reformtilhængere
Oplæget til Demokratiske Muslimers og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studiers internationale konference "Sharia i en moderne kontekst" på Københavns universitet den 25. og 26. november var lovende. Som en af indlederne, professor Bassam Tibi fra Cornell University, bemærkede, havde man her samlet de fleste af de muslimske reformtilhængere, der betyder noget i den internationale akademiske verden. Hertil regnede Bassam Tibi, der heller ikke ved denne lejlighed satte sit lys under en skæppe, sig selv, foruden indlederne Nasr Hamed Abu Zayd, der er Ibn Rushd professor ved Leidens Universitet, og Abdullahi an-Na'im, der har et professorat i jura ved Emory University i Georgia, USA.
De øvrige indledere var Muhammed Mahmud, der ligesom an-Na'im stammer fra Sudan, men som nu underviser i komparativ religion ved det amerikanske Tufts University, samt tre forskere med tilknytning til Carsten Niebuhr Afdelingen ved Københavns Universitet, professor Jakob Skovgaard-Petersen, som for tiden er direktør for det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo, Ph.D.-studerende Dorte Bramsen og Ph.D. Rubya Mehdi.
I diskussionerne deltog desuden professor i islamologi ved Aarhus Universitet Mehdi Mozaffari og den egyptisk-amerikanske islam-kritiker Mona al-Tahawy.
Interessant nok, var der ikke en eneste indleder med tilknytning til læreanstalter eller forskningsinstitutioner i muslimske lande. Men det havde sin naturlige forklaring, idet der var enighed blandt i hvert fald de muslimske indledere om, at der ikke foregår nogen videnskabelig forskning i islam i de muslimske lande.
Dekonstruktionen af begreber og opfattelser, som vi vænnet os til at betragte som islams grundsten, startede allerede med konferencens første oplæg, nemlig Nasr Abu Zayds foredrag om "shariaens rekonstruktion". Abu Zayd, der i 1995 ved en egyptisk domstol blev dømt for apostasi, dvs. frafald fra islam, og pålagt at skilles fra sin kone, har videreført sit videnskabelige arbejde i Vesten – først og fremmest i Holland og Tyskland. Hans hovedbestræbelse har været at bygge bro mellem islams traditioner og den moderne verdens frihed, lighed, menneskerettigheder og demokrati.
Sharia er ikke en lov
Ifølge Abu Zayd er sharia historisk set ikke et lovsystem, således som begrebet opfattes i dag. Ibn Rushd, f.eks. opfattede sharia som islams totale indbegreb, og argumenterede i øvrigt for, at shariaen således forstået ikke stod i modsætning til filosofien. Beklageligvis er islam i dag reduceret til et lovsystem – et system af restriktioner.
Som shariaen i dag opfattes, bygger den på fire kilder, Koranen, sunna (dvs. Muhammeds praksis), konsensus blandt de retslærde og endelig rationel tænkning – fire retskilder, som Abu Zayd derefter gik i gang med at pille fra hinanden.
Nasr Abu Zayd – pillede shariaens grundlag fra hinanden.
Koranen gav han ikke meget for som retskilde. Den var, sagde han, en "diskurs" – altså en slags samtale – der havde stået på gennem 23 år, og som efter hans opfattelse var baseret på ikke-verbal kommunikation. Desuden er det kun 500 af Koranens vers, lig med 16 pct. af hele teksten, der rummer retsregler.
Profetens sunna var heller ikke nogen pålidelig kilde. Dens bestanddele – de såkaldte hadither – beror på kæder af overbringere, og disse transmissionskæder er usikre. I nogle hundrede år efter Muhammeds død betragtede muslimerne da heller ikke sunnaen som bindende. Den blev den først med Muhammed ibn Idris al-Shafi'i (grundlæggeren af en af de fire sunni-muslimske retsskoler, død 820), der gjorde sunnaen til en retskilde, der betragtes som lige så guddommelig som Koranen.
Konsensus (ijma) mellem ortodokse retslærde var efter Abu Zayds opfattelse heller ikke meget værd som retskilde, for som han vittigt bemærkede, er der ingen konsensus om, hvad konsensus indebærer. Hertil kommer, at konsensus nu er reduceret til konsensus i den første generation af profetens efterkommere, selv om de var så uenige, at de førte krige mod hinanden.
Men den første generation af Muhammeds følgesvende betragtes nu som så hellige, at de ikke kan portrætteres på film. Det samme gælder efterhånden medlemmer af den anden generation efter profeten.
Ikke Guds ord
'Nasr Abu Zayd knyttede flere kritiske – for ikke at sige opsigtsvækkende – bemærkninger til Koranen.
Den er ikke Guds ord, sådan som den normalt opfattes af rettroende muslimer. Den skal i det hele taget ikke opfattes som en tekst, men som det Abu Zayd betegnede som en "discourse", der i denne sammenhæng vel nærmest kan oversættes med "samtale". Nogle steder er det en samtale mellem Muhammed og araberne, andre steder mellem Muhammed og de troende.
Koranen rummer mange stemmer. Sommetider er stemmen Muhammeds, sommetider er den andres. Interessant nok nævnte Abu Zayd ikke Gud som en af Koranens samtalepartnere.
Koranen er affattet på en blanding af forskellige dialekter og ikke på ét klassisk arabisk sprog, som de rettroende også plejer at hævde
Når den forekommer kvindefjendsk, hænger det efter Abu Zayds opfattelse sammen med, at den i alt væsentligt henvender sig til mænd. Den rummer derfor et lovsystem for mænd og ikke for kvinder.
Spørgsmålet er, sagde Abu Zayd, om Koranens mening er fastlagt, eller om vi har ret til at genfortolke den. Selv gik han ind for det sidste, bl.a. fordi meget af indholdet ganske klart skyldes Muhammed. Abu Zayd understregede imidlertid, at en ændret forståelse af Koranen, sunnaen og shariaen har meget lange udsigter.
Overraskende nok mente han, at Muhammed var feminist og henviste til profetens kærlighed til Aisha – pigen som han giftede sig med, da hun var seks, og som han havde sex med, da hun var ni – og hans tilsvarende omsorg for hans første kone.
Den menneskeskabte sharia
Ligesom Nasr Abu Zayd har også Abdullahi an-Na'im måttet forlade sit hjemland – Sudan – af politiske grunde efter at have været aktiv i Mahmud Muhammed Tahas reformbevægelse, De Republikanske Brødre. Efter at have vendt sig imod indførelse af sharia som officielt lovsystem i Sudan blev den 76-årige Taha i 1985 henrettet for kætteri.
Ligesom sin læremester fastholder an-Na'im, at shariaen ikke kan håndhæves af staten. Det ville være imod dens mening. Shariaen er en etik, der opstår i det civile samfund og skal implementeres der. Det var i øvrigt et synspunkt, der blev bakket op af såvel Bassam Tibi som Nasr Abu Zayd.
Abdullahi an-Na'im – shariaen strider mod menneskerettighederne.
Shariaen er et menneskeskabt produkt af historien og har således ikke noget guddommeligt udspring. Det betyder også, fremhævede an-Na'im, at shariaen kan dekonstrueres og rekonstrueres.
Og han lod forstå, at der var meget at rette op på. Således efterlod han ingen tvivl om, at shariaen strider mod menneskerettighederne. Eksempelvis forkaster shariaen lige rettigheder for mænd og kvinder. Dog mente an-Na'im, at det med tiden ville være muligt at forene shariaen med menneskerettighederne.
Blandt de andre overraskende pointer, som an-Na'im fremhævede, var, at der aldrig har eksisteret nogen islamisk stat. Tvært imod afhænger islam af, at der findes uafhængige fuqaha, dvs. islamiske lærde, som altså ikke kan blive en del af staten. Desuden kan staten ikke baseres på sharia, der jo ikke er noget lovsystem. Staten må derfor indføre sine egne sekulære love. Hvis en stat vælger at gøre dele af shariaen til lov, så ophører den med at være sharia. Det gælder også inden for familieretten. En stat kan naturligvis vedtage en lov, der eksempelvis forbyder banker at tage renter – men så kan den ikke påberåbe sig shariaen, men må hente argumenterne for denne lov andetsteds.
Og an-Na'im satte sin opfattelse på spidsen: "Jeg behøver den sekulære stat for at kunne være den muslim, jeg ønsker at være. Jeg kan kun være muslim i en sekulær stat."
An-Na'im definerede en sekulær stat som en stat, der hverken favoriserer eller vender sig imod nogen bestemt religiøs doktrin. Det betød imidlertid ikke, at man kunne skille religion fra politik, fordi folks religiøse anskuelser nødvendigvis må influere på deres politiske holdninger.
De centrale begreber i an-Na'ims statsretlige tænkning var de samme, som har vundet hævd i vestlig tankegang: konstitutionalisme, menneskerettigheder og borgerrettigheder.
Alliancen med imamerne
Interessant nok overførte an-Na'im sin kritik af begrebet "den islamiske stat" til de vestlige stater, der nu har fået en muslimsk befolkning. Det var, sagde han, dårligt for muslimer, at vestlige stater udnævner imamer til "repræsentanter" for muslimerne og derefter begynder at forhandle med dem. Dermed udstyrer de vestlige stater imamerne med en autoritet, de ikke bør have, og således er man på vej til at indføre et system, der minder om det millet-system, der fandtes i Det Osmanniske Rige, og som betød, at visse ikke-muslimske religiøse samfund havde en slags indre selvstyre under deres religiøse anførere.
Gennem denne politik er de vestlige regeringer i realiteten med til at undertrykke den frie meningsudveksling blandt muslimer. Anerkendelsespolitikken over for imamer som legitime repræsentanter for muslimerne giver også anledning til den misforståelse, at troen er et kollektivt anliggende, men religion kan kun være en personlig sag. Islam er ikke andet end, hvad muslimer gør den til. Der er ikke nogen islamisk essens, sagde han.
I øvrigt var an-Na'ims præsentation spækket med opsigtsvækkende og ud fra en traditionel muslimsk tankegang klart kætterske udsagn:
• "Hvis Koranen har en eksistens uden for historien, er det irrelevant".
• "Kætteri er sandelig værdifuldt. Det har vi alle behov for."
• "Saudi-Arabien er verdens mindst islamiske samfund. Landet er primitivt og grusomt."
• Ummaen – altså ideen om at der findes et folk, der omfatter samtlige muslimer i verden – er en myte. "Der har ikke været nogen umma fra den dag, profeten døde."
• "Og hvis der havde været en universel umma, ville det ikke være noget at tragte efter."
• Logisk set kan der ikke findes tro, der hvor man ikke kan vælge. "Jeg kan kun være muslim, hvis jeg har retten til ikke at tro.“
Shariaens genopfindelse
Bassam Tibi, der efter adskillige år i Tyskland nu har et professorat ved Cornell University i USA, lagde også ud med en sønderlemmende kritik af det herskende shariabegreb. Begrebet skal totalt genopfindes.
Shariaen skal ikke nødvendigvis opfattes som lov. Der er snarere tale om en moral og en levevis, sagde Tibi, og anførte, at begrebet kun er omtalt én gang i Koranen.
Efter Tibis opfattelse rummer islam heller ikke nogen forfatningsret. Den såkaldte Medina-konstitution – som Muhammed siges at have aftalt med de forskellige stammer i Medina, efter at han havde forladt Mekka – er intet andet end en overenskomst og kan ikke anvendes som ideal.
I øvrigt mente Bassam Tibi, at totalitarisme i islams navn er ensbetydende med en forfalskning af islam. Den politiske islam, der udlægger religionen som "deen we dawla", dvs. som både religion og stat – begyndte i 1928 med grundlæggelsen af Det Muslimske Broderskab i Egypten. Den er baseret på den fejlagtige opfattelse, at shariaen er en guddommelig, altomfattende lov, dvs. et totalitært system.
Af formen æt – Bassam Tibis familie nedstammer direkte fra profeten.
Men det er en misforståelse, understregede Tibi, der som støtte for sin udlægning henviste til sine egne forfædre. Fra det 13. til det 19. århundrede var medlemmer af Tibi-familien – som i øvrigt kan føre sine aner direkte tilbage til profeten – qadi'er, dvs. dommere, i Damaskus. Ingen af dem havde nogen sinde noget med politik at gøre.
Ulykkeligvis er den islamistiske opfattelse af islam og shariaen på vej frem, ikke mindst som følge af saudi-arabisk støtte. Således gøres der nu forsøg på at påvirke den traditionelt tolerante indonesiske islam i fundamentalistisk retning, selv om Tibi ikke troede, at forsøget ville lykkes. Hvad Bosnien angik, forekom han dog mindre optimistisk, idet han påpegede, at de saudisk-støttede wahabbister har haft stor fremgang i Sarajevo.
Han havde heller ikke noget godt at sige om de tyske imamer. Ikke en eneste af dem taler flydende tysk, og ikke en eneste tænker som en europæer.
Tibi troede ikke, at Europa ville blive islamisk. Derimod anså han det for sandsynligt, at der ville opstå en europæisk islam. Ved flere lejligheder har Tibi gjort opmærksom på, at det er ham, der har opfundet begrebet "euroislam" og ikke den schweiziske prædikant Tariq Ramadan, som Tibi ikke kan udstå og hvis politiske og religiøse projekt, han nærer den største mistænksomhed over for.
Ved et seminar i Sverige denne sommer havde Tibi betinget sig, at han ikke skulle være i stue med Ramadan, for så ville han ikke komme. Og da arrangørerne efter Tibis opfattelse ikke levede op til dette løfte, forlod Tibi salen i vrede.
Tibi betragtede det ikke som noget problem, hvis Europa får en muslimsk majoritet. Det afgørende er, om denne majoritet bliver demokratisk eller islamistisk. Foreløbig måtte han dog erkende, at flertallet af de i Europa bosatte muslimer – hvis tal han anslog til 32 millioner – ikke er demokrater. Så det forekom noget uklart, hvad Tibi baserede sin optimisme på.
Jihad
Også det islamiske grundbegreb jihad – hellig krig – blev indgående diskuteret på konferencen.
Nasr Abu Zayd understregede vanskelighederne ved at tage Koranen som autoritet på dette område.
Mange fortolkere peger på, at Koranen rummer mange tolerante og fredelige vers. På den anden side er der andre, der hævder, at det såkaldte "sværdvers" (Sura 9.5) ophæver – abrogerer – alle de tolerante vers. Således antages det, at 800 koranvers er blevet abrogeret af dette ene vers, og faktisk er abrogering en af de såkaldte koraniske videnskaber.
I den forbindelse henviste Abu Zayd til Sura 3.7, som siger, at kun Allah kan tolke Koranen korrekt. Så det er mildest talt uklart, hvordan den egentlig skal forstås. Derfor er den også blevet en slagmark for modstridende ideologier.
Han opfordrede til, at man tolker Koranen ud fra den historiske sammenhæng, i hvilken den blev til. Koranen er historisk, og dens bud er tidsbestemte. Således mente han, at bogens stærke opfordringer til kamp og drab skulle tjene til at opmuntre folk til at gøre noget, som de nødigt ville. Og han gjorde opmærksom på, at de første muslimer ofte var nødt til at kæmpe mod deres egne familier.
Opfattelsen af jihad som en hellig forpligtelse skyldtes ifølge Abu Zayd fuqaha, islamiske lærde, der var aktive under islams erobringskrige efter Muhammeds død. Jihad er således en imperialistisk lov knyttet til en bestemt fase af islams udvikling.
Det samme kunne siges om jizya, kopskatten, der skal betales af ikke-muslimer i et islamisk samfund. Heller ikke denne institution anså han for bindende for muslimer i dag.
Men når jihad er et begreb, der er knyttet til opbygningen og udbredelsen af det arabiske imperium, hvorfor er det så ikke forsvundet i dag, spurgte Abu Zayd. Og han svarede selv: Fordi muslimerne aldrig er blevet befriet for faren – en forklaring, der ikke blev problematiseret af nogen under konferencen, selv om der næppe har været en eneste befolkning i verdenshistorien, der kan siges at have været uden for fare.
Statsprojektet
Muhammed Mahmud, der ligesom Abdullahi an-Na'im er politisk flygtning fra Sudan, sagde, at en af kilderne til begrebet jihad er Koranens sværdvers, Sura 9.5. Det har abrogeret det berømte vers, Sura 2.256, som taler om, at der ikke bør findes tvang i religionen. (Og som konstant citeres af islams apologeter som bevis på, at islam er en tolerant religion, red.).
Når jihad-begrebet blev en så fast bestanddel af islam, skyldtes det, at islam ikke blot var en religion, men hurtigt blev et statsprojekt. Sådan var det allerede under den første kalif – dvs. profetens efterfølger – Abu Bakr (632-34), der ikke betragtede sig som en religiøs leder, men som en politisk leder.
Reglen om, at frafaldne fra islam skal straffes med døden, søger sin legitimering i hadith og blev udviklet af islamiske retslærde. Ifølge Muhammed Mahmud rummede både jødedommen og kristendommen (?) den regel, at frafaldne skulle dræbes.
Når det gjaldt moderne muslimer, var der ifølge Mahmud ingen tvivl om, at de i stigende grad tager afstand fra trosfriheden. Således er muslimer i dag den gruppe i verden, der er mindst tilbøjelig til at give plads for andre religioner eller opfattelser. I den forbindelse nævnte han en række fatwaer, der havde opfordret til drab på intellektuelle, og han så truslen mod de danske Muhammed-tegnere som led i den samme tradition.
En række muslimske lande fastholder dødsstraffen for apostasi, altså frafald fra islam, heriblandt Yemen, Sudan, Iran, Afghanistan, Saudi-Arabien og Pakistan.
I øvrigt er islams praksis med religiøst og politisk begrundede mord i tråd med profetens egen opførsel. Således pegede Muhammed Mahmud på, at Muhammed havde medbragt en dødsliste, da han i 622 drog ind i Medina, og at det var nødvendigt at tale ham fra at dræbe en vis skriver.
Den voldelige islam
Også professor i islamstudier Mehdi Mozaffari fra Aarhus Universitet kastede sig ind i diskussionen om jihad med kontroversielle synspunkter. Således spurgte han, hvorfor man skulle blive ved med at udbrede en bog, der er så fuld af modsigelser som Koranen, som et budskab, verden skal tage alvorligt.
Mehdi Mozaffari – kan man overhovedet tage Koranen alvorligt?
Han gjorde sig heller ingen illusioner om islams fredelige natur. Islam griber gerne til vold og krig, og Muhammed startede selv flere krige. Faktisk kan islam ikke sameksistere med andre religioner eller verdensanskuelser. Derfor vil der være permanent krig, som dog kan blive afbrudt af ophold i kampene.
Kort sagt må man opfatte jihad som justum bellum – retfærdig krig – med det formål at udbrede Allahs herredømme til hele verden.
Heri var Nasr Abu Zayd enig. Vold og krig var i høj grad en del af den oprindelige islam, og Muhammed holdt sig ikke tilbage fra at plyndre karavaner af økonomiske grunde. Han håbede dog, at hellig krig vil forsvinde ud af islam.
Det fik Bassam Tibi til at bemærke, at de kristne korstog til Det Hellige Land måtte opfattes som "mod-jihader" – altså militære modstød mod en forudgående muslimsk aggression.
Det blev for meget for Jakob Skovgaard-Petersen, som pegede på, at også danskerne havde været krigeriske, bl.a. i forbindelse med korstog i Østersøområdet og i Vikingetiden – uden at det blev klart, hvad det havde med diskussionen at gøre.
Ånden fra Niebuhr Afdelingen
I det hele taget udmærkede de danske indledere fra Carsten Niebuhr Afdelingen ved Københavns Universitet sig ved meget traditionelle tolkninger af islam. Modsætningen mellem de "danske" indledere – minus Mehdi Mozaffari – og de udenlandske var slående.
Dorte Bramsen, der er tilknytte Carsten Niebuhr Afdelingen, talte om den traditionelle opfattelse af sharia, der gennemsyrer Saudi-Arabiens juridiske system, og som har medført, at kvinders rettigheder er blevet begrænset gennem de senere år. Således blev det i 1980 forbudt kvinder at blande sig med mænd og i 1990 fik de forbud mod at køre bil.
Jakob Skovgaard-Petersen var ikke bange for noget.
I Saudi-Arabien står det overhovedet ikke til diskussion, at loven må bygge på Koranen og profetens sunna. Det vil tage lang tid at ændre denne opfattelse, der på grund af Saudi-Arabiens rigdom udøver enorm indflydelse over hele verden. Alligevel kunne Bramsen ikke forestille sig, at nogen muslim i Danmark eller Europa kunne finde på at fortolke shariaen, som de gør i Saudi-Arabien. Der var således intet at frygte, sagde hun, eftersom shariaen altid kan udlægges på en anden måde.
Heller ikke Skovgaard-Petersen mente, at der var noget at være bange for eller bekymre sig om. Således lagde han afstand til den egyptisk-amerikanske islam-kritiker Mona al-Tahawy, som udtrykte frygt for, at det stærkt reaktionære Muslimske Broderskab var ved at vinde den politiske kamp i Egypten. Når det skete, var hun sikker på, at Broderskabet ville berøve hende hendes frihed.
Jakob Skovgaard-Petersen derimod mente slet ikke, at man kunne forudsige, om Det Muslimske Broderskab ville optræde udemokratisk, hvis det skulle komme til magten.
Det multijuridiske samfund
Rubya Mehdi – forskellige love for forskellige mennesker.
Den mest interessante af de danske indledere var dog Rubya Mehdi, der forsker i islamisk lov ved Carsten Niebuhr Afdelingen, og som desuden ofte anvendes som shariakonsulent af danske kommuner, Hun talte om inkorporeringen af islamisk familielov i Europa.
Det viste sig at være en bestræbelse, som hun fuldt ud kunne støtte. Vi er allerede blevet et multikulturelt samfund, sagde hun. Nu må vi også acceptere at blive et multijuridisk samfund.
Danske muslimer lever allerede i et "mentalt rum" behersket af ideen om en islamisk lov, og når de skal giftes eller skilles, forelægger de ofte deres sager for religiøse autoriteter i deres hjemlande, når de er på ferie der. På grund af globaliseringen er staterne således blevet meget svage. Så hvordan kan vi administrere diversiteten? spurgte Mehdi.
Udgangspunktet måtte være, mente hun, at vi ikke længere kan insistere på centralisme i lovgivningen, således at den samme lov gælder for alle. Vi behøver forskellige love for forskellige mennesker. Her følte Rubya Mehdi sig især i overensstemmelse med Tariq Ramadans tanker.
Hvad familielovgivningen angår, kan man opdele den herboende muslimske befolkning i tre grupper: 1) Dem, der fuldt ud lever efter dansk lov, 2) dem, der lever i overensstemmelse med islamiske love, og 3) dem, der følger en kombination af de to retssystemer. Det er den største gruppe.
Mona el-Tahawy ville nødigt lægge krop til Rubya Mehdis plan.
Den manglende accept af islamisk lov her i landet betyder f.eks., at en muslimsk kvinde ikke kan få en dansk domstol til at håndhæve hendes – muslimske – rettigheder i tilfælde af skilsmisse.
Ifølge Mehdi skaber det problemer, når indvandrede muslimer uofficielt prøver at praktisere islamisk lov. Ofte går det ud over kvinder og børn. Hun pegede på, at nogle vestlige lande allerede er begyndt at tage hensyn til shariaen i deres lovgivning. Det gælder således den norske ægteskabslov fra 1991 og den canadiske delstat Ontarios lov om mægling fra samme år. Danmark burde følge disse eksempler, således at vi kunne stadfæste en liberal fortolkning af den islamiske lov i overensstemmelse med de internationale menneskerettigheder, f.eks. i sager om bodelingen ved skilsmisse.
Specielt lagde hun vægt på at udelukke imamerne fra at praktisere familielovgivningen.
Mona al-Tahawy var fundamentalt uenig i Rubya Mehdis forslag. Efter hendes opfattelse har de muslimske familielove intet at gøre i Europa. Hun ønskede ikke at stå i en situation, hvor nogen kunne praktisere muslimske love på hende.
