"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

19.11.2006:

Islamistikkens vildveje

Kendte tilhængere af islamisk lov og forsvarere af selvmordsterror og hellig krig skal nu opruste danske journalister til en bedre forståelse af islam

Af Helle Merete Brix

Noget kunne tyde på, at er den rivende gal med Dansk Journalistforbunds syn på islamismen. For nylig fik jeg således kataloget for Den Journalistiske Efteruddannelse ind ad døren. Omtrent hver sæson byder på kurser for medlemmerne om islam, integration og den arabiske verden. Af det aktuelle katalog fremgår det, at politologen Mona Sheikh til marts skal være kursusleder på et fem-dages kursus for journalister, under overskriften ”Islam på bordet”.

Af kursusbeskrivelsen fremgår det også, at kurset skal ”ruste journalister fagligt og praktisk til at beskæftige sig med islam og muslimer fra forskellige perspektiver”, og at journalisten får udvidet sit ”kildenetværk i muslimske kredse”.

Så sent som i 2001 forsøgte Sheikh at kandidere i Det Radikale Venstre. Det skabte en vældig mediestorm, da det kom frem, at Sheikh også var organiseret i Minhaj ul-Quran, en verdensomspændende islamisk organisation med sharia, islamisk lov, på programmet.


Yusuf al-Qaradawis tilhængere skal nu vejlede danske journalister Sådanne sympatier er åbenbart ikke et problem for Dansk Journalistforbund. I samme katalog er annonceret kurset ”Islam i politik og hverdag”. Det skal holdes i samarbejde med det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, og internetportalen Islam Online skal stå for en del af programmet. Islam Online er en af islamisternes vigtigste hjemmesider overhovedet og bringer bl.a. fatwaer fra den indflydelsesrige ideolog Yusuf al-Qaradawi, der har tæt tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Jeg læste for nylig en fatwa på siden, hvor Qaradawi blåstempler kvindelige selvmordsbombere, der dræber civile israelere. Kvinderne kan sågar udføre denne form for hellig krig uden mandens tilladelse og uden hovedtørklæde, hvis det er nødvendigt, erklærer Qaradawi.

Lignende mærkværdigheder kunne man opleve på den nyligt afholdte årlige fagfestival for journalister på Hotel Nyborg Strand. Her var en del af programmet viet til at diskutere blandt andet Muhammed-tegninger og journalistik i den arabiske verden.

Terror og terror
Således havde man fløjet terrorbevægelsen Hamas' spindoktor, Nashat Aqtash ind fra Bir Zeit universitetet i Ramallah for at fortælle et stuvende fuldt auditorium om ”Den ekstreme kommunikationsudfordring”. Eneste lyspunkt var, at man havde bedt Weekendavisens Martin Krasnik om at være moderator. Krasnik gjorde, hvad han kunne for at give kritisk modspil til den nærmest ustoppelige Aqtash, der fór frem og tilbage foran publikum for at give sin fremlæggelse liv og i øvrigt indledte med at påstå, at han ikke var medlem af Hamas og ikke delte bevægelsens ideologi.

Men i øvrigt gik Hamas ikke ind for at dræbe civile og havde ifølge Aqtash ikke produceret en eneste video, der forherligede selvmordsterror siden 2003 eller glorificeret sådanne angreb. Hamas havde ingen skjult dagsorden, og det havde han heller ikke selv, for ham var det et professionelt job. Aqtash så det bl.a. som sin opgave at påvirke vestlige journalister til at ændre deres opfattelse af, hvad terror er og ikke bruge USAs og Israels definition.

Aqtash viste eksempler på noget af det valgmateriale, som Hamas havde brugt – med succes – for Hamas vandt jo som bekendt det palæstinensiske valg, også fordi de havde fulgt Aqtash forslag om at opprioritere kampagner på gadeplan, forklarede han. Han viste også tv-reklamer med tildækkede kvinder og spots med den sigende tekst: ”USA og Israel siger nej til Hamas – hvad siger du?”. En effektfuld tekst i en del af verden, hvor en bevægelse som Hamas ikke undslår sig for at stemple enhver modstander som forræder.

Spindoktoren gav også publikum en forklaring på, hvorfor palæstinenserne ikke kan opgive drømmen om Palæstina. Der var tale om helligt land, så det ville være i modstrid med islam. Og a propos islam: ”Vi bruger religionens kraft, jeg er ligeglad med om det er rigtigt eller forkert.

At trykke eller ikke at trykke
Muhammed-tegningerne og tiden, der fulgte, blev også diskuteret på festivalen. Igen var Krasnik moderator, og panelet bestod af lektor Jørgen Bæk Simonsen, Aidan White, generalsekretær i International Federation of Journalists, og José Lemos, programdirektør for den portugisiske tv-station RTP. Det var denne session, der tidligere havde overskriften ”Fuck Ytringsfriheden”, hvad der dog selv for Dansk Journalistforbund var blevet for absurd. Den endte med at hedde ”Karikaturkrisens budbringere, Muhammed og journalisterne – hvad gør vi næste gang?

Men når man lyttede til Bæk Simonsens oplæg, havde den oprindelige overskrift egentlig passet fint. For Bæk Simonsen var der tale om en ”veldesignet kampagne fra avisen”, altså Morgenavisen Jyllands-Posten. Medierne spredte rygter, der blev således spredt ”rygter om selvcensur”. Ifølge Bæk Simonsen var der altså ingen reel grund til at formode, at forfatteren Kåre Bluitgen havde haft svært ved at finde en tegner til sin bog m.m. Bæk Simonsen mente også, at Muhammed-sagen var et eksempel på, hvordan noget blev taget ud af kontekst og sat ind i en ny, hvad han så end mente med det.

José Lemos, der understregede, at han var fra et land, hvor man ”har levet mange år under diktatur”, var ganske uenig. Denne sag var politisk orkestreret fra muslimsk side, og han var træt af altid at høre om ”kontekst”. Der var altid en kontekst, mente han og redegjorde glimrede for tegningsagens forløb og de ubehagelige eksempler på selvcensur, der nu forekommer i Europa. Sagen om Muhammed-tegningerne var, mente han, ytringsfrihedens 11. september.

Aidan White, der netop har besøgt Danmark for at vidne til fordel for Berlingske Tidende i sagen om Frank Grevils lækager, erklærede sig enig med Lemos. Han sagde dog samtidig, at ytringsfrihed ikke blot var retten til at trykke, men også retten til ikke at trykke. White mente også, at der var et problem med voksende højreekstremisme og racisme i de europæiske demokratier. Sagen om Muhammed-tegningerne havde endvidere vist, at journalisterne ikke vidste nok om islam. I dag ville man måske have dækket historien anderledes, sagde White.

Jeg er enig med White i, at journalister ikke ved nok om islam. Hermed mener jeg, at de ikke ved nok om de islamiske bevægelser og deres politiske strategi, men det var vist ikke, hvad White mente. Det handlede snarere om, at journalisterne ved for lidt om det vigtige i at respektere islams tabuer.

Lemos spurgte derimod: ”Hvornår bliver vi klogere? Hvor skal dette ende? Vi kan ikke tolerere intolerance.

Fire mand og en tildækket kvinde
Denne paneldebat blev efterfulgt af en session med ægyptiske journalister, der fortalte om deres erfaringer med og arbejdsbetingelser inden for både statsejede og private medier -- fire mænd og en tildækket kvinde. Sidstnævnte, Gihan Shahin, arbejdede på den engelske Al-Ahram Weekly og havde selv valgt at dække sagen om Muhammed-tegningerne. Hun mente, at den var udtryk for mangel på viden. Man kan kritisere religioner, men det skal være med respekt: "Jeg så tegningerne, og jeg blev krænket."

Når folk var blevet så vrede i den muslimske verden skyldtes det, at de ikke følte, de blev lyttet til, mente Shahin. Journalisten Mahmoud Basuioni fra en relativ nystartet privatejet avis supplerede i sit indlæg med at understrege, at ”friheden skal ikke gøre skade på andre, det er tilladt at kritisere religion i den arabiske verden, men med respekt. Blasfemi er ikke accepteret”.

Flere af journalisterne gav udtryk for problemer med censur og med at nævne militærets rolle. Chefredaktøren for Alqahera Newspaper, Salah Eisha, havde oplevet at blive tilbageholdt af myndigheder på grund af sin journalistik. Men kun en enkelt af dem, Khaled Salah fra Arab News Agency, vovede forsigtigt at nævne religionens problematiske rolle. Han påpegede, at journalistikkens rolle i landet er begrænset. Det egyptiske samfund levner ikke individet frihed, og det kunne skyldes den islamiske religions indflydelse.

Salah, der håbede på en global bevægelse henimod demokrati, havde også oplevet at blive truet på grund af artikler om Hizbollah. Da jeg efter sessionen spurgte ham om Det Muslimske Broderskabs fremgang i Egypten skræmte journalister og skribenter i landet, forsikrede han, at Brødrene ikke benyttede sig af vold. Lidt usikkert tilføjede han, at man selvfølgelig ikke kunne vide, om Brødrene, hvis de en dag får magten i Egypten, transformerer Egypten til en islamisk stat efter iransk model.

Islamisternes dobbelte tale

Mohammed Sifaoui (t.v.) under den tv-udsendelse, hvor han afslørede Abu Laban (t.h.) og hans Islamiske Trossamfunds forbindelser til Det Muslimske Broderskab Sidste session inden for dette tema var et møde med den algerisk-franske journalist Mohammed Sifaoui, der blev danmarkskendt, da han med skjult kamera for France 2 producerede dokumentaren ”Vredens tegninger”, der også blev vist på dansk tv. Den afslørede imam Ahmed Abu Laban og kredsen omkring ham som forbundet med Det Muslimske Broderskab og som specialister i dobbelt tale.

Journalisten Rushy Rashid interviewede. Og som en deltagende journalist sagde under den efterfølgende middag, har man sjældent oplevet et interview, hvor der var en så dårlig stemning mellem interviewer og den interviewede. Sifaoui, der er sluppet godt fra tre terrorangreb og ofte optræder under politibeskyttelse, måtte blandt andet svare på, om han kunne være sikker på, at Abu Laban og hans folk ikke havde gennemskuet ham og blot sagde højt, hvad der var i deres interesse at få frem. Sifaoui virkede temmelig forbløffet over dette spørgsmål – det gjorde jeg også – men valgte blot det enkle svar, at nej, det mente han absolut ikke. Han brugte samme metoder over for disse kredse, som når han havde lavet afslørende journalistik om det ekstreme højre.

Sifaoui, der er ganske klar i sin vurdering af den trussel, islamismen udgør mod de vestlige demokratier, karakteriserede noget overraskende Dansk Folkeparti som ”det ekstreme højre”. Han mente ikke, at islam var i modstrid med demokrati, kun islamismen udgjorde et problem. Af islamisterne var bin Laden egentlig den mindst farlige: "Bin Laden er ikke et problem, for han er – i modsætning til andre islamister – meget klar."

I talen kunne sådanne andre islamister være moderate, men kun i talen, mente Sifaoui. Det skal her tilføjes, at Sifaoui for France 2 tidligere har produceret en kritisk dokumentar om prædikanten Tariq Ramadan, der stadig, også af en række danske journalister og islamforskere, anses for at være moderat. Det er han ikke i Sifaouis øjne.

Rashid fortsatte med sine spørgsmål: Var der grund til at være bange i Danmark? Var der ikke blot tale om tre ekstremistiske imamer og højst 10.000 muslimer, der i det hele taget gik i moskeen? Høfligt svarede Sifaoui, at man skulle passe på med statistik. Personligt mente han, at størstedelen af de danske muslimer var integrerede, men påpegede at islamisterne er meget determinerede i at sprede en ideologi, han karakteriserede som meget farlig.

Rashid spurgte: Var der blevet fremsat en reel trussel mod Naser Khader fra disse kredse, eller var det blot en påstand fremsat af sensationshungrede medier? Høfligt svarede Sifaoui, at ”det er ikke medierne, der skaber terrorismen”.

Til gengæld kunne man tilføje, at medier og journalistforbund i høj grad er med til at skabe billedet af, hvad islam og islamisme er. Måske er der grund til justeringer.

Sappho er torsdag den 30. november kl. 19 vært ved et debatmøde i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 på Christianshavn, om islamdækningen i Danmark: ”Mediernes Muhammed”. I panelet sidder næstformand i Dansk Journalistforbund, Fred Jacobsen, chefen for DR2 Mette Davidsen-Nielsen, journalist på Altinget Erik Holstein, journalist på Weekendavisen Martin Krasnik, journalist på Politiken Olav Hergel og redaktør af Sappho, Helle Merete Brix. Jannick Kofoed, DR, er ordstyrer og Lars Hedegaard, redaktør af Sappho, indleder aftenen. Tilmelding på [email protected] Entré kr. 50. Mødet er åbent for alle.