"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

07.11.2006

Islam uden slør

Ti kvindelige forfattere gør op med den islamiske kvindeundertrykkelse

Vibeke Manniche (red.): Maskeret tvang – en antologi. Forlaget Liva i samarbejde med Kvinder for Frihed, 144 sider, pris ikke oplyst, udkommer den 8. november 2006

Af Lars Hedegaard

Dette er en af de vigtigste bøger, der er kommet på dansk i år. Ikke fordi den er noget litterært mesterværk. Det giver den sig heller ikke ud for. Der er også kommet andre fagbøger om islam om islamismen med mange flere fodnoter og mere imponerende litteraturlister. Men man skal lede længe efter en bog, der som "Maskeret tvang" er både enkel, uprætentiøs, let at læse, og som kan sluges på et par timer.

Bogens styrke er, at de ti bidragyderne prøver at sige sandheden – modigt, nøgent, ubesmykket og uden sentimentalitet – om et samfundsproblem, som næsten ingen andre vil røre ved, nemlig den tilhylning og forskelsbehandling af muslimske kvinder, der griber om sig i alle afkroge af Danmark og Vesten, og som er et umisforståeligt tegn på, at noget er ved at gå frygtelig skævt. At ligeværdet mellem mænd og kvinder, som er fundamentet for hele den vestlige, kristent påvirkede civilisation, nu truer med at gå tabt.

På baggrund af den politiske korrekthed og berøringsangst, der stadig dominerer medierne, universiteterne og kultureliten, er det velgørende at læse en række kvindelige forfattere, de fleste af dem med stor professionel viden om de emner, de behandler, skrive om den muslimske kvindeindpakning, der tydeligvis griber mere og mere om sig, og om andre vigtige fænomener, der har sammenhæng med den muslimske kvindeundertrykkelse: kønsapartheid, flerkoneri, kvindelikvidering og andre modbydelige fænomener.

Chok og indignation


Allerede i Vibeke Manniches indledende bidrag bliver tonen slået an. Hendes artikel er båret af chok og indignation – over at polygami nu forekommer i Danmark, over tørklædet, som ikke er et uskyldigt og ligegyldigt stykke stof, men et udtryk for, at de indhyllede kvinder befinder sig i et fængsel. Især harmer det hende, at myndighederne – ikke mindst dem, der skulle beskytte umyndige piger mod overgreb – ikke griber ind, skønt tørklædetvangen strider mod såvel Børnekonventionen som Kvindekonventionen.

Mindre overbevisende er Manniche, når hun skal forklare, hvorfor kvindeindpakningen tolereres. Hun er tilbøjelig til at skyde skylden på mænds – og ikke bare muslimske mænds – kvindehad og latente frygt for stærke kvinder. Det skal jeg vende tilbage til.

Derefter går det slag i slag med den ene glimrende bidrag efter det andet: Helle Merete Brix forsøger at bestemme tildækningens funktion inden for rammerne af en overordnet islamisk strategi, og hun citerer med tilslutning den iransk-franske forfatter Chahdorrt Djavann for den opfattelse, at sløret er en "krigsmaskine". Det er "emblemet, flaget og nøglen til det islamiske system".

Som flere af de øvrige bidragydere er Lene Kattrup og Jette Plesner Dali særdeles kritiske over for det danske kulturliv (især Betty Nansen Teatret, hvis ledelse pludselig fik kolde fødder og ikke turde lade den norsk-pakistanske kunstner Shabana Rehman optræde) og over for de etablerede, og som regel venstreorienterede, kvindesagsforkæmpere, som af ren angst for at blive slået i hartkorn med "højrefløjen" undlader at kritisere islams forsøg på censur og kvindeundertrykkelse. Bl.a. giver de to forfattere de påståede kvindesagsforkæmpere Suzanne Giese og KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen deres velfortjente bekomst.

Den fremtrædende norske menneskeretsforkæmper og islamkritiker Hege Storhaug gør op med påstanden om Muhammed som kvindekønnets sande velgører. Alt for ofte bliver vi præsenteret for påstanden om, at Muhammed var forud for sin tid, når det gjaldt om at kæmpe for kvindernes sag. Men påstanden har intet på sig, mener Storhaug, der heller ikke har noget til overs for en anden af tidens yndlingspåstande, nemlig at modbydelige fænomener som tvangsægteskab, kønslemlæstelse og kvindelikvidering (tidligere: "æresdrab") ikke har noget med islam at gøre. Jo, det handler også om islam, fastslår Storhaug, og hvis Europa ikke snart vågner op til denne kendsgerning, så går verdensdelens millioner af "aishaer" en endnu dystrere fremtid i møde.

Aisha var som bekendt den arabiske pige, som kvindekønnets formodede godgører Muhammed giftede sig med, da hun var seks, og som han havde samleje med, da hun fyldte ni – og han selv var godt oppe i 50erne.

Konkrete skader

En række bidrag af Karen West, Lene Kattrup, Nina Hannover Bjarnason, Jette Plesner Dali, Kirsten Damgaard og Andra Pachaï skildrer – ofte meget detaljeret og dræbende konkret – den undertrykkelse af muslimske kvinder, som udspringer af sharialovens kønsapartheid. En af tilhylningens konsekvenser er, at den forhindrer kvinder i at blive integreret i vores samfund. De kommer i stedet til at udgøre et "tørklædeproletariat", der betyder at de selv og deres børn forbliver tabere i dette samfund, som de derfor vender ryggen.

Det varer desværre nok en rum tid, før denne enkle logik vinder indpas hos de politiske beslutningstagere, der hidtil har slået syv kors for sig (hvis det da stadig er en tilladt metafor), når nogen snakkede om problemer i forbindelse med tørklædet. Det var sandelig noget, folk selv måtte bestemme, og som staten i hvert fald ikke skulle blande sig i. Som Lene Kattrup understreger, er den samme stat heller ikke meget for at blande sig, når det gælder om at beskytte muslimske piger og kvinder mod den sharialov, der er ved at få indpas i Danmark som en faktisk eksisterende retsorden i konkurrence med den, der udspringer af Grundloven.

Blandt nyhederne i denne fortjenstfulde bog er påvisningen af, at man ud over de samfundsmæssige og psykosociale skadevirkninger af den kvindelige tilhylning også må regne med fysiske skadevirkninger på de piger og kvinder, det går ud over.

Således er det tankevækkende at læse den libanesisk-fødte narkoselæge Andra Pachaïs påvisning af, at konstant indpakning under mere eller mindre stramtsiddende hovedbeklædninger eller dragter kan medføre alvorligt hårtab, der kan blive livsvarigt. Hårtabet kan endda ramme børn. Blandt de andre fysiske skadevirkninger er hudproblemer og depressioner. Men det får ikke tilhylningens fortalere til at ændre opfattelse og anbefale kvinderne at tage tørklædet af.

En anden af de bidragende læger, Vibeke Manniche, konstaterer, at kvindeindpakningen også kan medføre D-vitaminmangel, som atter kan bevirke forsinket knoglevækst, øget risiko for knoglebrud, deformering samt mindre sluthøjde end forventet. Hun peger også på, at den mere eller mindre ekstreme indpakning er hæmmende for pigers og kvinders fysiske udfoldelse og derfor kan føre til fedme og ringere selvværd.

Skal man fremhæve en anden nyhed i dette fortjenstfulde bind må det blive bidragsydernes omhu med at finde passende betegnelser for de overgreb mod kvinder, som alt for længe er blevet benævnt med eufemistiske omskrivninger, der har tjent til at kaste et forsonende skær over de uhyrlige forbrydelser, som der i realiteten er tale om. Der er ikke noget som helst ærefuldt i at myrde kvinder med koldt blod. Den slags bør kaldes "kvindelikvideringer" og ikke "æresdrab". Vi skal også vænne os af med at brug betegnelsen "kvindelig omskæring", når der ret beset er tale om kønslemlæstelse.

Her har enhver, der deltager i den offentlige debat, et medansvar for at vælge sine ord med omhu.

Mændenes skyld?

Som oven for bemærket har denne bog sin styrke i de konkrete, jordnære påvisninger af, hvad der er galt, hvem det går ud over, og hvad der bør gøres.

Når det gælder de dybere årsagsforklaringer føler man sig som læser på knap så sikker grund. Således forekommer Vibeke Manniche lovlig stor i slaget, når hun på s. 13 kort og godt beskylder mænd – sådan i al almindelighed – for at have en "mere eller mindre bevidst – interesse i at holde kvinder fængslet i tørklædet, hjemmet og familien".

Og det skal man læse, når det gentagne gange er blevet påvist, at kvinder er betydeligt mere tilbøjelige til at stemme på partier, der kommer med alle mulige undskyldninger for islamismen, og som vender sig mod begrænsninger i familiesammenføringer og afviser lovgivningsinitiativer beregnet på at begrænse tvangsægteskaber. Det er næppe nogen overdrivelse at påstå, at hvis kvinders stemmefordeling ved de seneste mange folketingsvalg havde været som mændenes, så havde vi ikke stået med alle disse næste uløselige integrationsproblemer. Og så ville der anderledes håndfast være blevet taget fat på at begrænse de islamistiske bagmænds desværre voksende indflydelse i Danmark.

Jeg skal ikke i denne anmeldelse forsøge at give nogen forklaring på kvinders overgennemsnitlige tilbøjelighed til at bane vej for shariaen, men blot konstatere, at her er et problem, som de uforfærdede Kvinder for Frihed med fordel kunne kaste sig over.

Men denne reservation skal ikke fordunkle den overordnede bedømmelse af bogen som et aldeles nødvendigt, nyskabende og modigt bidrag til at rette opmærksomheden mod samfundsproblemer, som mange af os allerhelst ville glemme.

Køb den, læs den, husk den.