"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Indledning

Det hører til dansk histories yndlingsmyter, at revolutioner og pludselige omvæltninger ikke passer til vores gemyt. Her i landet undgår vi de politiske ekstremer. Kan hænde at folk hidser sig op, men de falder hurtigt ned igen. For når det kommer til stykket, foretrækker vi fred og ro og gelinde overgange.

Tænk bare på folkestyrets sejr og den frie forfatning af 5. juni 1849. Københavns borgere samledes til et par møder den 20. marts 1848. Der blev holdt nogle brandtaler og vedtaget et par udtalelser vendt mod det siddende ministerium og – i urbane vendinger – mod den kongelige enevælde. Næste dag gik en folkemængde fredeligt og i god ro og orden til Christiansborg, hvor Frederik 7. meddelte, at han allerede havde afskediget det upopulære ministerium. Der blev hurtigt indsat et nyt, der bl.a. bestod af oprørsmændene fra få dage i forvejen. Snart efter indkaldte man en grundlovgivende forsamling, og sådan sluttede 190 års kongelig enevælde. Fredeligt, roligt og så dansk, som man kunne ønske sig.

Denne demokrati-kanon fortæller en anden historie. En historie om undertrykkelse, om brutal magtanvendelse og om magthavernes arrogance og kynisme. Det er naturligvis rigtigt, at Danmark fik en fri forfatning med ytringsfrihed i 1849, men forud var gået årtiers bitre kampe, der havde kostet demokratiets og frihedens forkæmpere dyrt. Man må heller ikke tro, at ytringsfrihedens og demokratiets grav var velforvaret efter 1849. Junigrundloven blev snarere indledningen til mange årtiers kamp for udviklingen af et sandt demokrati. Tyende og kvinder havde stadig ikke valgret. Kvinder og tjenestefolk fik først ret til at stemme i forbindelse med grundloven af 1915. Ved grundlovsrevisionen i 1866 blev der tilmed indført privilegeret valgret til Landstinget til gavn for godsejerne og deres politiske parti Højre.

Det formelle demokrati betød heller ikke, at landet blev regeret i overensstemmelse med vælgerflertallets ønsker, for vi fik først folketingsparlamentarisme i 1901, og først med grundloven af 1953 blev princippet om, at regeringen skal nyde Folketingets tillid, nedfældet på papir.

Ytringsfriheden havde også trange kår. Op gennem anden halvdel af det 19. århundrede – og ganske særligt under Jacob Estrups langvarige styre fra 1875 til 1894, der efterhånden udviklede sig til et regulært diktatur – var det et farligt job at være avisredaktør og journalist i Danmark, hvis man da havde andet på hjerte end at viderebringe magthavernes tanker. Adskillige måtte vandre i fængsel. Det gjaldt bl.a. Louis Pio, Paul Geleff, Harald Brix og Viggo Hørup, der er repræsenteret i denne kanon. Det lykkedes faktisk staten at knække de tre førstnævnte, med det resultat, at arbejderbevægelsens udvikling blev sat år tilbage.

Også andre af vore kanoniske forfattere blev ramt af en ufatteligt brutal undertrykkelse, fordi de havde udtrykt tanker, der var ubekvemme for en snylteragtig adel og et tyrannisk hof. En af Danmarks skarpsindigste intellektuelle og spidseste penne, Peter Andreas Heiberg, måtte vandre i landflygtighed i 1800 og døde i Paris 41 år senere uden at have genset sit hjemland.

Endnu værre gik det dr. Jacob Jacobsen Dampe og hans politiske meningsfælle og medkæmper, smedemester Hans Christian Jørgensen, der i 1821 blev dødsdømt for at have tilskyndet til ændring i den enevældige regeringsform, men benådet og i stedet idømt livsvarigt fængsel. For Dampes vedkommende medførte det 20 års indespærring under det hårdest tænkelige fængselsregimente.

Også Mathilde Fibiger – en af den europæiske kvindekamps sande foregangsfigurer og forfatter til en af det 19. århundredes vigtigste politiske bøger – kom til at lide for sin overbevisnings skyld. Hun blev bagtalt og forhånet, og hendes familie slog hånden af hende. Men hun gav sig lige så lidt som de andre forfattere, der er med i denne kanon.

Dansk historie fra slutningen af 1700-tallet og til vore dage har aldeles ikke været den bløde strøm af venlig imødekommenhed over for alle berettigede krav, som vi gerne vil tro. Det har krævet kamp, mod, opofrelse og standhaftighed, hver gang magthaverne skulle fravristes en indrømmelse.

Og det er ikke anderledes i dag.

Vi har ganske vist fået nye magthavere – et fra Mellemøsten importeret præsteskab af mørkemænd, der vil skrue det danske samfund tilbage til tilstande, der minder om forholdene i 600-tallets arabiske ørken, og som støttes af et kulturelt-akademisk-mediemæssigt kompleks, der hver dag finder på nye måder at kue befolkningen på.

Her er for resten årsagen til, at vi har valgt at medtage fortalen til Jyske lov i denne kanon. Jyske lov sikrede naturligvis ikke noget, der blot tilnærmelsesvis minder om frihed og folkestyre. Men den markerer et betydeligt civilisatorisk fremskridt ved at sin klare tilkendegivelse af lighed for loven og ved at gøre loven klar og forståelig på folkesproget. Dette opgør med stammesamfundet og dets forestillinger om familieære og retten til blodhævn er selve forudsætningen for, at der kan skabes et ordnet samfund og dermed en civilisation, der tillader ytringsfriheden og folkesuveræniteten at opstå.

Dagens metoder til meningsundertrykkelse er såmænd heller ikke så forskellige fra dem, tidligere tiders magthavere benyttede, når de ville fjerne en stemme: Trusler om vold, ødelæggelse af karrierer, offentlig udhængning som ikke-mennesker, konstante politianmeldelser af de usalige, der ikke forstår at holde en ordentlig tone – dvs. som mener noget andet end den magthavende nomenklatura.

Hvis nogen mener, at det er blevet væsentligt nemmere at være politisk ukorrekt i dagens Danmark end i Danmark anno 1799, 1820, 1850 eller 1872, så tænk på dem, der må leve under politibeskyttelse, fordi de er truet på livet på grund af noget, de har sagt – Jyllands-Postens tegnere og redaktører, folketingsmedlemmerne Naser Khader og Pia Kjærsgaard. Og det i en situation, hvor de bødler, der har oppisket en voldsstemning mod dem, går frit omkring og frit kan udtale sig i den offentlige debat, som de søger at kue.

Som det forhåbentlig er lykkedes at illustrere i denne kanon hænger demokratiet snævert sammen med ytringsfriheden. Det har både dens tilhængere og modstandere været på det rene med: Hvis man tillader fri tale, varer det ikke længe, før også magthavernes gøren og laden bliver gransket og kritiseret i offentligheden. Og da Danmarks enevældige, men "oplyste" regent Johan Friedrich Struensee i 1770 åbenbart forestillede sig, at han kunne indføre uindskrænket trykkefrihed, uden at det også kunne medføre kritik af hans eget styre, blev han hurtigt klogere.

Men noget andet springer også i øjnene: Der er altid en konkret årsag til, at folk kræver ytringsfrihed. Det er misforhold i samfundet, der gør folk oprørte og får dem til at forlange forandring.

Sådan er det også med de forfattere, der er repræsenteret i dette udvalg. Man harmedes over adelens og hoffets pengepugeri og uduelighed, over den grusomme behandling, der blev samfundets nederste til del, over dumheden blandt dem, der blev behængt med ordener, over undertrykkelsen af bønderne og over det usle liv, kvinderne blev budt; man forlangte social, økonomisk og politisk retfærdighed for arbejderen. Senere – i det 20. og 21. århundrede – hvor de store sociale og kulturelle emancipationsprojekter for en stor del var gennemført, blev andre misforhold og farer des mere fremtrædende, først og fremmest truslerne fra de store totalitære ideologier nazismen/fascismen, kommunismen og islam.

Ytringsfriheden er ikke noget abstrakt, som man kan læse om i grundloven. Det er en ret, man benytter sig af til at sige noget, der ligger én på sinde, med fare for at det bliver taget ilde op af dem, der mener noget andet, eller hvis ideologi, magtposition og privilegier bliver underkastet en ubehagelig granskning.

Og skulle nogen have glemt, at ytringsfrihed ikke består i at sige venlige ting, som ingen kan tage anstød af, er vi heldigvis blevet mindet om dens sande indhold af den såkaldte Muhammed-krise.

Det er i dag netop et år siden, Jyllands-Posten bragte de 12 berømte tegninger, der satte halvdelen af Mellemøsten i brand og medførte en så hed debat om ytringsfriheden, at vi næppe har kendt dens lige siden slutningen af 1700-tallet.

Derfor er det også passende at udsende denne demokrati-kanon netop i dag.

Frederiksberg, den 30. september, 2006