"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

I khomeinis skygge

27.6.2006

At overleve Khomeinis fængsler
En tilsyneladende normal dag i fængslet i sommeren 1988 skulle vise sig at blive indledningen til et af de grusomste kapitler i Irans nyere historie - "dødens sommer"

Af Helle Merete Brix

Vi er kun ganske få mennesker til stede den dag i den iranske forening på Nørrebro i København, her er stille, hvor der ellers plejer at være fyldt op med selskabeligt støjende iranere i restaurantens lokaler. Men vi er rykket i biblioteket, en gruppe bestående af politologen Ali Alfoneh, der denne dag fungerer som tolk, de to iranske forfattere Monireh Baradaran og Soudabeh Ardavan og forfatternes danske vært, samt undertegnede. På væggen hænger billeder af iranske forfattere, døde som nulevende, langt de fleste mænd. Men til gæsternes glæde er der også billeder af et par kvindelige forfattere, blandt andet Irans store kvindelige digter Simin Behbahani, der besøgte Danmark for nogle år siden.

Kilde: www.soodabe.com

Baradaran har boet i Tyskland siden 1991. Ardavan, der er aktuel med bogen Berätta för andra, bor i eksil i Sverige. De er i København for at holde foredrag om deres mangeårige ophold i de iranske fængsler og om deres syn på menneskerettigheder og arbejdet for at nedsætte en sandhedskommission til at klarlægge de menneskerettighedsforbrydelser, der er begået i Iran. Begge ville ønske, at Iran kunne få en sådan sandhedskommission. Men det er umuligt. Iran er 27 år efter den islamiske revolution stadig et religiøst diktatur. Men sådan kunne ofrenes og særligt deres familiers smerte blive hele samfundets, og der kunne i det omfang det er muligt blive kompenseret for deres lidelser.

Baradaran og Ardavan mødte hinanden i fængslet, hvor de begge tilbragte mere end otte år. De har begge siddet i det berygtede Evin-fængsel, beliggende ved bjerglandsbyen af samme navn på skråningerne nordvest for Teheran. De oplevede begge at blive arresteret allerede under shahens styre, men fik deres lange fængselsdomme under ayatollah Khomeinis rædselsregime. De blev fysisk tortureret i de fængsler, hvor kvindelige fangevogtere tog sig af det daglige i forhold til de kvindelige fanger, opsyn, mad og den slags, mens de, der afhørte og torturerede de kvindelige fanger, naturligvis var mænd.

De purunge piger

Det er dog den psykologiske tortur, som vi kommer til at tale om, og indirekte også hvordan man overlever og udtrykker sin smerte. Begge har beskrevet fængselsopholdet, Ardavan først og fremmest gennem hundredvis af tegninger og billeder, Baradaran i erindringsbogen Erwachen aus dem Alptraum (Opvågnet fra mareridtet), der er udkommet i Tyskland og Holland og også findes i en persisk udgave. Bogen udkom i 1998, og året efter blev Baradaran tildelt den prestigefyldte Carl von Ossietzky Medalje for sit arbejde for demokrati og menneskerettigheder.

Ardavans bog Berätta för andra handler i tekst og billeder om årene i de iranske fængsler. Titlen hentyder til en sætning, der gik igen hos de medfanger, der vidste, de blev taget ud af cellen for at blive henrettet: ”Fortæl andre, hvad der skete med os.” I 2004 medvirkede Ardavan i antologien Slakten på Blommorna, der blev til gennem Krise og Traumecentret og psykiateren Brita Hännestads hjælp.

Kilde: www.soodabe.com

Denne dag kigger de to kvinder sammen i den aktuelle bog ”Berätta för andra” og kommenterer de tegninger, som blev til i fængslet i al hemmelighed og smuglet ud af modige besøgende: Billedet af alle de purunge piger, som døde under indespærringen. Vogterne, ofte rekrutteret fra de lavere, traditionelle, meget religiøse samfundslag, og som de tydeligt husker: Hende, der var analfabet, for eksempel. Den høje, der var om muligt mere brutal end de andre vogtere og som kunne holde fast i sit fireårige barn med den ene hånd og slå løs med den anden. En tegning af kvindelige fanger i en hverdagssituation, i færd med at gøre rent. En tegning af en vældig hånd, en kæmpeklo, der holder fængselsbygningen i et jerngreb – et symbol på undertrykkelsen.

Ardavan ville som ung have været indretningsarkitekt, hun gik på universitetet, interesserede sig for politik og bøger. Men hun blev arresteret for at have demonstreret mod Khomeinis islamiske republik. Hun kom blandt andet til at opleve isolationsfængsling, hvor hun i lange perioder blev berøvet brugen af sine sanser, måtte ligge med bind for øjnene i en lille celle, uvidende om verden udenfor eller blot om livet i cellen ved siden af.

Dem, der fortryder

Nogle bukker under for tortur. Andre finder en måde at overvinde den på. Ardavan fortæller om en dag, hvor solen skinnede ind i den celle, hvor hun sad isoleret. Solskinnet tydeliggjorde hendes egen skygge, og da hun havde gemt en blyant i sit slør, kunne hun tegne et billede af sin egen skygge, som den kom til syne på den indvendige cellemur.

"Jeg fik bagefter fornemmelsen af, at vi var to personer i cellen, én der passede på mig og én, jeg skulle passe på."

På kroppen havde hun gemt nogle papirstumper, og Ardavan lovede sig selv, at hun ville skrive på dem. "Vi fik Lipton-te. Jeg vædede teen i vand, en art akvarel! Ved et held fandt jeg en tandstikker. Jeg tog en tråd fra min strømpe. Jeg havde haft held til at beholde en blyantspidser, og tandstikkeren, sat sammen med håret, blev til et maleredskab. Så lykkedes det mig at male."

I de almindelige celler sad masser af kvinder sammen. Var man heldig, sad man i en celle og en afdeling, hvor der ikke var spioner, de såkaldte tavaabin, der betyder ”dem, der har fortrudt”. Disse fanger tog vogternes parti, et element af fængselslivet, der optager Baradaran meget. Hun er uddannet i socialvidenskab fra et vestligt universitet, og hendes afhandling beskæftiger sig med denne udvikling.

"Hvorfor finder den sted? Jeg har selv overværet mine medfangers tortur, og jeg har selv været udsat for tortur. Det interessante er den påvirkning, det har på den enkelte fanges psyke, ikke blot den fysiske tortur, men den psykologiske. Nogle mister den psykiske ligevægt, nogle for altid. Nogle begik selvmord i fængslet, nogle kom igennem, nogle bukkede under og kom til at tilhøre 'dem, der fortryder'."

Baradaran fortæller, at enhver lejlighed blev benyttet til at få fat i forbudte sager. Når nogen for eksempel blev sendt til afhøringslokalet, blev vedkommendes ejendele slæbt ind, men man kunne med lidt held nå at stjæle bøger og gemme dem under sløret. Men det var meget farligt.

Af papir og tøj kunne der fremstilles bolde til at spille volleyball med i fængselsgården. Der var altid en måde at styrke humøret på, fortæller Baradaran og giver et eksempel:

"På et tidspunkt var jeg i en afdeling med 'fortrydere'. En dag hørte jeg en kvinde synge i fængselsgården, for sig selv, fra sit eget hjerte."

Dødens sommer

Baradaran fortæller om, hvordan en ganske almindelig dag i fængslet kunne forløbe. Hun var i en fællesafdeling med 120 fanger. Noget var dog i gære denne særlige dag, det fornemmede man på afdelingen, for aviser og fjernsyn var blevet fjernet, og selv ikke de ekstremt syge fanger blev taget ud af afdelingen. Det blev derimod en anden gruppe fra afdelingen, og der blev ikke givet nogle forklaringer.

Fangerne vågnede klokken 6. De grupper, der havde til opgave at sørge for morgenmaden, gjorde den klar. Tæpperne blev samlet og anbragt langs væggen, og fangerne kunne gå på toilettet.

Kilde: www.soodabe.com

Det er sædvane i iranske familier at have et klæde på gulvet, her spiser man hvidt brød, feta og lignende. Efter morgenmanden begyndte den egentlige dag.

Fangerne kunne lære hinanden engelsk, nogen underviste i et fag, som sådan var disse aktiviteter ikke tilladte, men hvis ikke der var nogle tavaabin på afdelingen, gik det. Fagbøgerne var blevet håndskrevne. Det var ikke tilladt, men man kunne høre, når en fangevogter kom.

På et tidspunkt gik rengøringsholdet i gang. Samme arbejdshold skulle holde maden og madgryderne varme. Frokosten blev spist ligesom morgenmaden, efter frokosten var der lidt løssluppen stemning. Derefter var der stille, nogle lagde sig til at hvile sig, andre genoptog undervisningen. Hver anden dag åbnedes afdelingens dør, så fangerne kunne benytte fængselsgården.

De, der havde vasket tøj, kunne hænge det i gården, nogle løb, dyrkede gymnastik eller legede med tøjbolde. Hvis det af en eller anden grund var forbudt at gå i fængselsgården, måtte man vaske tøjet i cellerne, og det våde tøj dryppede ned i hovedet på kvinderne. Men det var også en form for adspredelse.

Før eftermiddagen blev til aften, kunne kvinderne igen gå i afdelingen. Maden blev bragt ind omkring klokken 19. Klokken 20 var der landsdækkende nyheder, men kvinderne fik ikke lov at se dem. I stedet samledes man i en af cellerne. Én genfortalte en historie hun havde hørt, inddelt i bidder til hver aften. Det var en periode, hvor kvinderne ”læste” flere romaner, blandt andet Greven af Monte Christo og forskellige russiske romaner.

En sådan tilsyneladende normal dag i sommeren 1988 skulle vise sig at blive indledningen til et af de grusomste kapitler i Irans nyere historie. Denne ”dødens sommer”, som den kaldes, henrettede Khomeinis styre omkring 5000 politiske fanger. Baradaran har i andre interviews også berettet om den religiøse pression, som de politiske fanger blev udsat for i denne periode: Konverter eller dø. Unge kvinder blev forhørt og spurgt, om de var troende, om de var muslimer. Svarede de for eksempel: ”Jeg er muslim, men jeg beder ikke”, blev de pisket igen og igen. Om natten kunne man høre Revolutionsgarden marchere og råbe: ”Død over hyklerne, død over de vantro.”

Det er også denne periode, som begge forfattere vil have nærmere undersøgt af en uafhængig kommission. Som Baradaran forklarer:
"Disse forbrydelser i 1980erne, mange aspekter i forbindelse med dem er fuldstændigt ukendte. Jeg synes, der skal være en sandhedskommission, som der har været i f.eks. Chile og Sydafrika. Den offentlige opinion skal høre det fra vidnernes mund, så man kan lære de folk at kende, der måtte lade livet for deres lands skyld."

Den endelige befrielse

Baradaran selv blev løsladt helt uventet, da hun på et tidspunkt sad isolationsfængslet:
"Det var en nat, jeg blev løsladt. Fuldstændig uventet, før tid. Klokken var otte om aftenen, døre åbnedes og lukkedes, min celledør blev åbnet, fængselsinspektøren kom og stillede spørgsmål, jeg ikke kan huske i dag. Var jeg parat til at blive prøveløsladt? Jeg indvilgede. Cellens dør blev ikke lukket igen. Det var ikke til at tro.

Jeg sendte et signal til min nabocelle, hvad foregik der? På gangen kunne jeg se, at der også stod andre. Vi havde hver især falmede stykker tøj og andre småting, ting vi havde syet og hæklet, og jeg forsøgte at forhandle mig frem til at få det med. Fængselsfolkene sagde, jeg skulle efterlade det i fængslet.

Da jeg kom ud i gården hørte jeg, at repræsentanten for FNs Menneskerettighedskommission var i Iran på det tidspunkt. Vi var omkring 27 mennesker, der kom ud af fængslet ved den lejlighed."

Kilde: www.soodabe.com

Fra fængslet havde man ringet til Baradarans familie. For at blive prøveløsladt, krævedes der en ansvarlig person, der skulle fungere som værge for den prøveløsladte. Baradarans forældre var døde på det tidspunkt, og en bror var blevet henrettet af styret. Hendes søstre var kommet for at hente hende, og hun omfavnede dem.
"Vi satte os i bilen, jeg satte mig imellem dem. Men selve løsladelsen er ikke det, man tror. Jeg følte intet. Min familie havde sat kager på bordet og tvang mig til at spise, men jeg kunne ikke spise i tre dage."

Dagen efter Baradarans løsladelse skulle hendes søsters børn i skole som sædvanlig. Hun ville følge dem i skole i sit fineste fængselstøj, men familien pressede hende til at skifte. Men hun gik på gaden i sine fængselsslippers: "Min søster troede, det ville vække opmærksomhed. Men i Teheran sker der de utroligste ting, så ingen lagde mærke til det." Baradaran følte en tilsvarende frihed den dag, hun skrev sin erindringsbog færdig i eksilet i Tyskland. En sommerdag skrev hun den sidste sætning.

"Jeg ville dele min glæde med en eller anden. For jeg følte mig for alvor fri. Da min mand kom hjem fra arbejde, sagde jeg: 'Monireh er blevet befriet'."

*****

Monireh Baradaran: Erwachen aus dem Alptraum (Unionsverlag 1998)

Soudabeh Ardavan i samarbejde med Rahim Karime: Berätta för andra (Bokförlaget Tranan 2006)

Soudabeh Ardavan: Slakten på Blommorna (red. Brita Hännestad, Lindelöws förlag 2004)

From Scream to Scream (DVD, ANAHITA Medienproduktion 2004). Om fængselslivet – på persisk med engelske undertekster

www.soodabe.com

Ervand Abrahamian: Tortured Confessions: Prisons and Public Recantations in Modern Iran (University of California Press 1999)