"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hornbechs mærkelige partnere

1. juli 2008 - Artikel - af Helle Marete Brix og Lars Hedegaard

Hvad har den amerikanske historiker Daniel Pipes, den britiske forfatter Douglas Murray og den britiske journalist Peter Whittle til fælles? De er alle tre direktører for tænketanke, der går imod tidens politiske korrekthed i spørgsmål om islam, indvandring, kultur, nationalstaten, patriotisme med mere.

Pipes' tænketank, Middle East Foundation, der som sit erklærede mål har noget så politisk ukorrekt som at arbejde for USAs interesser i Mellemøsten, er vokset støt i indflydelse, siden den så dagens lys i 1990, ligesom Pipes' artikler om demokratifjendtlige, islamiske lobbygrupper i USA er udbytterig læsning. Murrays relativt nye tænketank, Centre for Social Cohesion, har med sine første publikationer produceret mere nyttig viden om islamismens skadelige indflydelse på samfundets sammenhængskraft, end statsansatte islamforskere og embedsmænd i ind-og udland synes i stand til.

Peter Whittle har på kort tid fået sin tænketank, New Culture Forum, centralt placeret i mediebilledet med sine klare meldinger om, at vestlig kunst og kultur i allerhøjeste grad er værd at forsvare, og at Vesten er en ”unik bastion” for fornuft og frihed..

Pipes gæstede Danmark i forbindelse med et Sappho-møde i juni, Murray og Whittle er der interviews med i dette nummer af Sappho. Vi vil altid gerne have nye læsere, men netop i forbindelse med dette nummer har vi en bestemt politiker i tankerne, som vi synes burde læse med: integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

I Rønn Hornbechs ministerium har man fået et kontor for ”Demokratisk fællesskab og forebyggelse af radikalisering”. Og ministeriet har netop udgivet en rapport med den besnærende titel ”En fælles og tryg fremtid – forslag til en handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge”. Den kan downloades på www.nyidanmark.dk, og man er velkommen til at komme med kommentarer til den på ministeriets hjemmeside.

Den er også blevet sendt til høring i Trykkefrihedsselskabet, som senere vil afgive et omfattende svar. Heller ikke Sappho kan dy sig for at knytte et par kommentarer til rapporten.

Det fremgår af rapporten side 7, at man særligt har fokus rettet mod indsatsen over for ”radikalisering i relation til militant islamisme”. Rapporten forekommer dog indholdsmæssigt at være en skønsom blanding af varm luft, grove postulater og fejlslagen integrationstænkning. Studiegrupper af Koranen i fængslerne, et arnested for ekstremisme, opfattes for eksempel som noget positivt, hvilket jo må bero på den formodning, at Koranen prædiker fred og forsoning – uden at ministeriets folk har forklaret, hvordan de dog er kommet til denne absurde slutning.

Og hør bare, hvad der står i et af de indledende afsnit om ”Problemstillinger og målsætninger”: ”Sagen om Blekingegadebanden er ligeledes et eksempel på en gruppe, der var drevet af en yderligtgående ekstremistisk ideologi, ligesom rydningen af Ungdomshuset i marts 2007 i venstreekstremistiske miljøer har været brugt som påskud for yderligere radikalisering. Tilsvarende har kræfter på den ekstreme højrefløj benyttet den højspændte situation omkring tegningesagen som platform til at fremme egne interesser, og hvor et af virkemidlerne er at medvirke til at skabe en øget polarisering i det danske samfund.”

Hvem er denne ekstreme højrefløj? Kunne ministeriet ikke sætte navn på og give os nogle eksempler på, hvordan den har fremmet egne interesser?

På s. 12 står der: ”Det store flertal i Danmark – på tværs af livsopfattelser og kulturbaggrund – tager afstand fra radikalisering og ekstremisme. Arbejdsgruppen finder det centralt, at indsatsen mod radikalisering baseres på partnerskab og samarbejde på tværs af hudfarve, tro og kultur. Mistænkeliggørelse af etniske eller religiøse grupper kan bruges aktivt i den propaganda, som vi ser fra dem, der er modstandere af et mangfoldigt demokratisk samfund. Også derfor er det vigtigt, at ingen, der kan bidrage til løsningen, mistænkeliggøres for at være en del af problemet.”
Det er mærkeligt at læse noget sådant. Undersøgelser fra bl.a. Tyskland og Storbritannien har med al tydelighed vist, at et stigende antal unge muslimer slutter op om shariaens fatale syn på for eksempel frafald, demokrati og kvindens stilling.

Derudover er det et hovedproblem, når det gælder integration i forhold til muslimske indvandrere, at alt for mange islamiske organisationer med islamisk lov som endemål har held med at blive opfattet som moderate af deres ikke-muslimske samtalepartnere. Det er stadig ofte sådanne organisationer, som politikerne rådfører sig med, og det er deres talsmænd, som journalisterne interviewer, og som vi ser den ene gang efter den anden på tv i bedste sendetid.

Integrationsministeriets rapport bærer desværre præg af, at de samme sharia-fortalere har skaffet sig indflydelse langt ind i regeringskontorerne.

Sådanne organisationer må man nødvendigvis mistænkeliggøre, når de fører sig frem som demokratiske og integrationsvillige udadtil og samtidig siger og gør noget andet indadtil. Hvilke repræsentanter for islam har ministeriet konfereret med under udarbejdelse af rapporten? Og hvorfor sender ministeriet den til høring hos Muslimernes Fællesråd? Der har Zubair Butt Hussain som talsmand og imam Abdul Wahid Pedersen som daglig leder? Og hos Dansk Muslimsk Union? Det er en paraplyorganisation, der som underorganisationer bl.a. har DMGT, der er den danske afdeling af Milli Görüs, en bevægelse med tyrkiske rødder og islamisk lov som endemål. Og også Minhaj ul-Quran, der har sit udspring i Pakistan og ligeledes har islamisk lov på programmet. Hvilke brugbare råd kan fortalere for islamisk lov give en dansk integrationsminister?

I en af de publikationer, som Murrays tænketank har udgivet, tales der ligeud om ”forkerte samarbejdspartnere”. I det konkrete tilfælde var der blandt andet tale om Storbritanniens største muslimske paraplyorganisation, Muslim Council of Britain.

Samme tænketank har også kigget kritisk på et af Tony Blair-regeringens initativer, The Radical Middle Way – en art islamisk roadshow, hvor muslimske ekstremister rejste rundt til en række engelske byer og prædikede ”moderat” islam. I Rønn Hornbech-ministeriets rapport er netop dette roadshow beskrevet som et forum, hvor ”moderate kræfter går i dialog med forskellige lokalsamfund”.

Men prædikanterne havde, som i øvrigt også dokumenteret i Helle Merete Brix' bog Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa, som for længst er sendt til Rønn Hornbech, tilknytning netop til Broderskabet. Det interessante er ikke fine ord om demokrati, dialog og gensidig forståelse. Det interessante er, som Murrays tænketank bragte frem: Hvad siger disse prædikanter til de unge muslimer, der lytter til dem?

Researchere fra tænketanken optog tidligere i år flere af foredragene fra The Radical Middle Way. Tænketanken kunne dokumentere, at blandt andet Bosnien-Herzegovinas stormufti prædikede for unge muslimer i Storbritannien, at det at leve under et kalifat, er ”et af islams principper”. Hvis det danske Integrationsministerium regner sådanne folk for moderate, hvem er så de ekstreme?

Europæiske politikeres panikslagenhed over for de massive problemer, som masseindvandringen fra muslimske lande har medført, har givet organisationer som Det Muslimske Broderskab vind i sejlene. Alt for ofte får de lov til at optræde som samtalepartnere og rådgivere. Ingen europæiske lande synes at lære af de fejltagelser, som bliver begået i andre lande. Tværtimod gentages de.

Hvor Broderskabet og lignende organisationer ikke konkret er til stede, synes de at være til stede i ånden. I arbejdsgrupper og dialogfora, blandt kirkefolk, islamforskere og mediefolk, synes man beredvilligt at overtage opfattelsen af det vestlige samfund som uvenligt og racistisk. Som et samfund, der bør gå på listesko over for islam. Som et samfund, der bør sige undskyld.

Et eksempel på en sådan tankegang finder man blandt andet i den aktuelle rapport under afsnittet ”Dialog og oplysning”, hvor der bliver slået til lyd for alternativer til ekstremisternes propaganda: ”Blandt andet skal myten om, at Danmark og Vesten skulle være en fjende af muslimer og islam udfordres med viden om de faktiske forhold. Tilsvarende skal racisme, islamofobi, myter om indvandringen og lignende imødegås med oplysning og positive forbilleder for de unge.”

Islamfobi? Myter om indvandringen? Hvad mener man?

En vellykket integration opnås ikke med krybende snak og lefleri for et måske politisk korrekt, men forfejlet verdensbillede. Der er brug for klar tale, en sund fremhævelse af vestlige værdier og konkret research i de muslimske miljøer. Alt det, som engagerede mennesker i uafhængige tænketanke og uafhængige forskningsmiljøer kan finde ud af i udlandet. Ofte i øvrigt med hjælp af forskere, der har deres rødder i et muslimsk land og som finder det vigtigt, at disse ting afdækkes.

Hvornår kan de finde ud af det på de højere læreanstalter? Hvornår kan de i regeringskontorerne i Europa og USA? Og hvornår kan man i Birthe Rønn Hornbechs ministerium?

HMB og LH

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg