"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Historien om et bebudet mord

Juni 2006 - Ali Alfoneh

Drabet på en 64-årig sekulære tyrkiske dommer i Statsrådsbygningen i Ankara den 17. maj i år har mange ligheder med mordet på den 55-årige iranske religionskritiker Ahmad Kasravi i Justitspalæet i Teheran i 1946. Skal det sekulære Tyrkiet bestå, må landet tage ved lære fra iranernes bitre erfaringer (1)

Den dag, de ville dræbe Ahmad Kasravi (1891-1946), forsvarede han sig mod blasfemianklager i Teherans Justitspalæ. Ifølge avisen Ettelâ’at møder Kasravi, sekunderet af sin sekretær, Mohammad-Taghi Haddâdpour op hos forhørsdommeren for Teherans syvende retskreds, hr. Baligh den 11. marts 1946 kl. 11.00. En ”kreds af troende” havde anmeldt den 55-årige iranske jurist, historiker, sprogforsker og religionskritikers bøger for at være ”anti-islamiske”. Derfor forlangte de, at Teherans anklagemyndighed skulle ”standse publikation og distributionen af sådanne bøger”. Mødet var det afsluttende i en langtrukken proces, og anklagemyndigheden skulle træffe den endelige afgørelse om der var grundlag for at rejse tiltale mod Kasravi.

Ifølge Ettelâ’at's reportage åbnes døren til afhøringslokalet, og to unge mænd træder ind, mens forhørsdommeren lytter til Kasravis afsluttende bemærkninger i sagen. Ganske roligt tager den ene en revolver frem af sin brystlomme og affyrer et dræbende skud mod Kasravis hageparti. Kasravis sekretær, som også er bevæbnet, besvarer ilden med to skud, der sårer gerningsmændene, men rammes selv af en kugle, som gennemborer hans brystkasse. Herefter tager den anden gerningsmand en dolk frem og dolker ligene af Kasravi og Haddâdpour (Pâkdâman 2001:214). I en reportage dagen efter skrev avisen Irân-e Mâ’s udsendte, at han kunne tælle op mod 28 dybe dolkestød i Kasravis lig og 4-5 dolkestød i Haddâdpours (Pâkdâman 2001:218).

Irân-e Mâ skrev endvidere, at forhørsdommeren besvimede under attentatet, mens to andre tilstedeværende jurister og en kvindelig sekretær, flygtede ud af lokalet. Herefter forlod gerningsmændene Justitspalæet uhindret og uden hast, mens de råbte ”Yâ Ali, Yâ Mohammad”(2). Ifølge øjenvidner svingede den ene af gerningsmændene med sin blodige kniv, mens de passerede de skrækslagne embedsmænd i korridorerne (Pâkdâman 2001:218). Uden for havde en medsammensvoren standset en droske ved palæets hovedindgang, som med normal hastighed kørte gerningsmændene mod Syd-Teheran. Politiet standsede imidlertid drosken og dirigerede den mod Najmiyeh-hospitalet, så de sårede passagerer kunne blive behandlet. Da nyheden om de sårede passagerer nåede politihovedkvarteret, blev gerningsmændene arresteret på hospitalet. Kort efter blev også den medsammensvorne pågrebet. Gerningsmændene blev identificeret som ”brødrene Emâmi”(3) , som ifølge Irân-e Mâ’s rapport fra den 13. marts straks erklærer sig skyldige i mordet på Kasravi og Haddâdpour (Pâkdâman 2001:223). Ettelâ’at afsluttede sin reportage med at konstatere: ”Mordet er motiveret af religiøs fundamentalisme” (Pâkdâman 2001:215).

Den iranske forsker og islamkritiker Ahmad Kasravi (1891-1946)
Den iranske forsker og islamkritiker
Ahmad Kasravi (1891-1946)
Kilde: http://www.kasravi.info

Religiøst motiveret terror

Hypotesen om det religiøse motiv blev ifølge den samme artikel i Irân-e Mâ bestyrket af den omstændighed, at de to indlagte gerningsmænd på hospitalet blev opsøgt af yderligere to medsammensvorne. Hospitalsmedarbejderne fortalte journalisten, at to af de medsammensvorne overbragte nyheden om den vellykke operation til to iranske gejstlige, Seyyed Mohammad Behbâhâni(4) og Seyyed Abolqâsem Kâshâni (1884-1961) (Pâkdâman 2001:222). Mere bemærkelsesværdigt afslørede Irân-e Mâ også, at Teherans politi fandt en række pamfletter med overskrifter som ”Religion og hævn”, ”Guds domstol, blodig rettergang”, ”Al-Enteqâm” (arabisk: hævnen), ”Regnskabets time er nær” og ”Den som har forliget sig [med døden] frygter den ikke” hos gerningsmændenes medsammensvorne (Pâkdâman 2001:222). De to første skrifter bærer Navâb Safavis navn (Pâkdâman 2001:224-226).

Navâb Safavi (1924-1955) var en ung teologisk studerende, som i 1946, kun ti dage før mordet på Kasravi og Haddâdpour, grundlagde den militante islamistiske organisation Fadâyian-e Eslâm ("Dem der sætter livet på spil for islam"). Netop Navâb Safavi havde ved en tidligere lejlighed personligt forsøgt at likvidere Kasravi. Således affyrede den 21-årige Navâb to skud mod Kasravis ryg den 18. maj 1945, mens Kasravi var på vej til sin avis Parcham. Samtidig sprang Navâbs sammensvorne, den 19-årige Mohammad-Taghi Khorshidi, på Kasravi med en kniv. Politiet nåede imidlertid at gribe ind, og hårdt såret blev Kasravi bragt på hospitalet og overlevede (Pâkdâman 2001:195-197). Imidlertid forfulgte Teherans politi ikke sagen, hvilket fik Kasravi til at gå i offensiven: ”De spreder løgne i bazaren om at jeg fornægter Gud, forhåner profeten, og at jeg brænder Koranen. Alt sammen grundløse løgne … de opildner folk mod mig” (Pâkdâman 2001:201).

Ruhollah Khomeini bag kulissen

Men hvem var ”de”? Hvem var det, der forsøgte at opildne folk mod Kasravi? Svaret er en midaldrende underviser ved et af byen Qoms berømteste teologiske seminarier, Feyziyeh-skolen. Og denne underviser var ingen ringere end den senere iranske revolutionsleder og republikgrundlægger Ruhollah Khomeini (1902-1989). I 1940erne såede Khomeini et had mod forskere som Kasravi i hjerterne på yderligtgående muslimer, som i sidste ende førte til Kasravi og hans ligesindedes likvidering.

Khomeini var klar i mælet og skrev i en af sine pamfletter fra 1945 med overskriften Bekhânid va be-kâr bebandid [Læs og handl derefter] henvendt til shiitiske gejstlige: ”I så alle, at en gemen mand fra Tabriz(5) formår at udgive bøger, hvori han håner jeres tro. I shiismens kerne(land) håner han imam Sâdeq(6) og Den Skjulte Imâm(7) tilsmudsede han alt hvad han kunne, og I gør ingenting” (Hâj-Boushehri 1983:24-25). I sin første større politiske afhandling, Kashf al-Asrâr (Åbenbaring af hemmeligheder), der sandsynligvis udkom første gang samme år som den omtalte pamflet, fortsatte Khomeini karaktermordet på Kasravi og angreb Kasravis Shie-gari (Shiismen) (Kasravi 1943/44)(8) : ”Denne skammelige bog med denne uforskammede titel er som skrevet på djin-sprog(9) …, hvori (forfatteren) påtvinger (læseren) hundredvis af vilde og uforståelige ord og lyde. Samtidig kaldes den ... polyteistiske ildtilbeder Zarathustra en renfærdig gudtilbeder.” Herefter fortsætter Khomeini sine angreb på Kasravi: ”Oh, fromme trosfæller, renfærdige brødre, persisk-talende venner, ærekære unge, anstændige landsmænd, disse skammelige blade, disse udladninger af forbrydelse, dette hykleriets fundament, denne korruptionens forløber, denne missionsvirksomhed for zarathustrismen …, læs disse ukvemsord mod religiøse dogmer. Fjern disse urene og æreløse fra Jordens overflade ved en national bevægelse, en religiøs vækkelse, med ære og nationalisme, med beslutsomhed og med en jernnæve. … De brænder jeres religiøse bøger” (Khomeini 1980[1945]:74).

Hvem var Kasravi, og hvad var hans budskab?

Men hvem var Kasravi, og hvad var hans budskab, siden han i den grad påkaldte sig Khomeini og andre shiitiske gejstliges vrede? Kasravi blev født i en respekteret gejstlig familie, som forventede at han skulle studere teologi. Imidlertid forlod han tidligt teologien til fordel for ”europæisk lærdom”. Karakteristisk for iranernes fascination af himmellegemerne skildrede Kasravi i sin selvbiografi synet af kometen Halley i stjernehimmelen over byen Tabriz i det nordvestlige Iran i 1910 som den direkte årsag til sin ”omvendelse” (Kasravi 1945). Den ptolemæiske astronomi, som Kasravi var blevet undervist efter på de teologiske seminarier, var ude af stand til at forklare Halley-fænomenet. Europæiske videnskabsmænd havde derimod udregnet kometens løbebane og forudsagt dens regelmæssige tilsynekomst. Med den nyomvendtes iver kastede Kasravi sig ud i et utrætteligt forskningsarbejde og et omfattende forfatterskab. Her formåede han blandt andet at præsentere den hidtil mest systematiske kritik af shiismen og dennes gejstlighed i Shi’i-gari [Shiismen] (1943/44).

Kasravi var bevidst om bogens kontroversielle karakter: ”I denne bog gør vi shiismen og dens bannerførere, mullaerne, til genstand for diskussion, og vi siger, hvad der hidtil ikke er blevet sagt om shiismen” (Kasravi 1943/44:3). Bogen er inddelt i fire kapitler og indledes med en diskussion af ”Hvorledes opstod shiismen?”, efterfulgt af ”Kritik som kan indvendes mod shiismen”, ”Skader som stammer fra denne trosretning” og endelig ”Mullaernes uret”. Kasravis rationalisme og nådesløse kritik rører ved shiismens fundamenter, idet han afviser shiiternes grundlæggende påstand om at islams profet Muhammed nogen sinde skulle have udpeget sin svigersøn Ali Ibn-Abu Tâleb som sin efterfølger (Kasravi 1943/44:4). Endvidere sætter den spørgsmålstegn ved "den tolvte imam", Messias-skikkelsen Mahdis eksistens (Kasravi 1943/44:6-7). Således udstiller Kasravis alternative udlægning shiismens tidligste historie som et arvefølgeslagsmål mellem arabiske stammer på Den Arabiske Halvø.

Omslaget til Kasravis kontroversielle bog om shiismen, Shi'i-gari, udkommet i Teheran ca. 1943/44
Omslaget til Kasravis
kontroversielle bog om
shiismen, Shi'i-gari

Skismaet mellem shiiter og sunnier fremstilles således som et internt opgør mellem arabiske stammer, der ikke vedkommer iraneren. Samtidig retter Kasravi et knusende slag mod shiismens andre dogmer: ”Shiismen hviler på princippet om, at kaliffen skal udnævnes af Gud og ikke af folket. Nu stiller vi spørgsmålet, hvad årsagen hertil har været. … Koranen er islams bog. Hvor i Koranen står der noget herom?” (Kasravi 1943/44:12). Ufortrødent fortsætter Kasravi sine kritikpunkter: ”Shiiterne er af den tro, at … imamerne er Guds udvalgte, hvorfor enhver er forpligtet til at adlyde dem. Hvis dette er rigtigt, hvorfor er imamerne ikke nævnt i Koranen?” (Kasravi 1943/44:17-18). I den humoristiske ende af kritikken fremhæver Kasravi: ”På den yderste dag troner Gud som den øverste dommer omgivet af alle profeterne. … Her kommer de shiitiske imamer, taler shiiternes sag og lægger gode ord ind for dem hos Gud. Der er et springvand, som Ali vogter over, og i den stegende hede er det kun shiiterne som får lov at drikke. Shiiternes synd kastes over på sunni-muslimernes skuldre. og sunni-muslimernes velgerninger tæller i shiiternes regnskab. Ignoranter! Hvilket behov er der for mæglere og mellemmænd hos Guds retfærdige domstol?” (Kasravi 1943/44:22).

Gerningsmændenes skæbne

Mordet på Kasravi fik ingen retlige følger. Irans politiske establishment ønskede ikke at ”ophidse” den tilsyneladende ”tæmmede” shiitiske gejstlighed ved at retsforfølge Kasravis banemænd. Hverken dem der ophidsede masserne mod Kasravi og indirekte bar skylden for mordet på ham eller dem der gennemførte den fysiske forbrydelse blev retsforfulgt. Brødrene Emâmi tilstod deres ugerning, men blev løsladt mod kaution. Irans kejserlige styre og det iranske aristokrati anså den kommunistiske trussel fra Sovjetunionen som den største fare mod regimets stabilitet. Netop i kampen mod den sovjetiske og kommunistiske fjende behøvede styret de religiøse samarbejdspartnere. Uagtet at gejstligheden svigtede styret, når det virkelig gjaldt.

 

Omslaget til Nâser Pâkdâmans bog om mordet på Kasravi (Pâkdâman 2001)
Omslaget til Nâser Pâkdâmans bog om mordet
på Kasravi (Pâkdâman 2001).
Omslagsbilledet forestiller Kasravis underskrift

Tæmmet har den shiitiske gejstlighed heller aldrig været i Irans nyere historie. Det kejserlige styres defensive indstilling over for Kasravis mordere fik de samme brødre til at begå flere mord for at fremme islamismens sag. Således lykkedes det Navâb Safavis gruppe at myrde den iranske premieminister Abdolhosein Hazhir (1899-1949), general Ali Razmara (1901-1951) og brigadegeneral Bakhtiar. En anden iransk premieminister, Hossein Ala (1882-1964), overlevede gruppens attentatforsøg. Det var først efter disse mord, at styret greb ind over for Navâb og hans militante organisation. Navâb blev arresteret og henrettet i 1955, og den iranske efterretningstjeneste havde held til at sprænge hans organisation for en tid. Men skaden var sket. Dem der overvejede at bruge terroren for at fremme deres politiske mål havde allerede anet sprækkerne i systemet. Efter Khomeinis revolution i 1979 blev Navâb ophøjet til revolutionær helt.

Læren for tyrkiske sekularister

Men hvilken lære kan vi drage af den triste historie om mordet på Kasravi og det iranske retsvæsens, politiske establishments og ikke mindst det iranske åndsaristokratis svigt? Svaret er indlysende.

Alpaslan Aslan, den 29-årige tyrkiske advokat, som likviderede den 64-årige dommer Mustafa Yücel Özbilgin - fordi han stod bag kendelsen om, at en kvindelig skoleleder hverken måtte bære tørklæde i skolen eller uden for - og sårede fire andre, heriblandt to kvindelige dommere i Statsrådsbygningen i Ankara, er ingen galning. Vi skal ikke tro ham, når han hævder at have handlet på egen hånd. Derimod skal vi tage det alvorligt, når han i gerningsøjeblikket omtalte sig selv i flertal: ”Vi er Guds udsendte soldater”, har vidner citeret ham for at have sagt.

Måske skal vi studere den islamistiske tyrkiske regerings forhold til sekularismen og det sekulære tyrkiske retsvæsen, før vi kan sætte denne forbrydelse i perspektiv (Cagaptay 2006). Og måske bør vi interessere os for de islamistiske tyrkiske gruppers udtalelser om Dommer Özbilgin forud for forbrydelsen, før vi kan forstå den islamistiske trussels omfang i Tyrkiet. Under alle omstændigheder skal det sekulære Tyrkiet tage ved lære af de iranske sekularisters fejltagelser i kampen mod islamismen. Det kan vise sig at være en overlevelseskamp, de skal kæmpe i de kommende år. En overlevelseskamp for de tyrkiske sekularister og det sekulære element i Den Tyrkiske Republik. Skulle denne kamp ende med det sekulære Tyrkiets undergang, vil der være tale om et bebudet mord.

 

Litteraturhenvisninger


* Alfoneh, Ali (2005): ”Værn mod islamisme”. Weekendavisen, 3. juni

* Cagaptay, Soner (2006): ”Rising Tensions Between Turkey’s AKP and the Courts”. PolicyWatch. Nr. 1109. Washington D.C., The Washington Institute for Near East Policy (http://www.washingtoninstitute.org/templateC05.php?CID=2474).

* Hâj-Boushehri, Mohammad-Taghi (1983): ”Az Kashf-e Asrâr tâ Asrâr-e Hezâr-sâle” [Fra åbenbaring af hemmeligheder til tusindårige hemmeligheder]. Cheshm-Andâz- Nr. 6: 24-25

* ”Special issue on Ahmad Kasravi and his approach to literature, religion, tradition and modernity”. Iran Nameh Vol XX: 2&3 (Spring and Summer 2002) (http://www.fis-iran.org/index.php/irannamehvolxxiss2).

* Kasravi, Ahmad (1990): On Islam and Shi’ism. Translated by M.R. Ghanoonparvar. Costa Mesa, CA: Mazda Publishers

* Kasravi, Ahmad (1945): Zendegâni-ye Man [Mit liv]. Teheran

* Kasravi, Ahmad (1943/44): Shi’i-gari [Shiismen]. Teheran

* Khomeini, Ruhollah (1980[?]): Kashf Asrâr [Åbenbaring af hemmeligheder]. Qom: Enteshârat-e Âzâdi

* Pâkdâman, Nâser (2001): Qatl-e Kasravi [Mordet på Kasravi]. 2. udg. Tyskland, Forough Book

* Sâyt-e Ahmad Kasravi [Ahmad Kasravi’s hjemmeside]: http://www.kasravi.info/

 

Ali Alfoneh er politolog

 

Noter:

(1) Jeg skylder den iranske jurist og forsker Nâser Pâkdâman stor tak, idet nærværende artikels dokumentariske grundlag primært hviler på dennes antologi over iranske avisartikler fra tiden op til og umiddelbart efter mordet på Ahmad Kasravi (Pâkdâman 2001). Ligeledes vil jeg benytte lejligheden til at takke de ansvarlige bag Ahmad Kasravis hjemmeside på internettet, som har lettet adgangen til denne betydelige iranske tænkers skrifter (http://www.kasravi.info/), og det iranske tidsskrift Irân-Nâmeh’s redaktion, som tilegnede et særnummer af deres værdige tidsskrift mindet om Ahmad Kasravi (http://www.fis-iran.org/index.php/irannamehvolxxiss2). Nogle fragmenter af denne artikel er tidligere publiceret under overskriften ”Værn mod Islamisme” (Alfoneh 2005).

(2) Derved påkalder gerningsmændene sig shiiternes første imam Ali Ibn-Abu Talib (600-661) og muslimernes profet Muhammed Ibn Abdollah (571-632). Ifølge ugebrevet Taraghi råbte gerningsmændene også religiøse ytringer, mens de trådte ind på kontoret for at likvidere Kasravi: ”Allâh-o Akbar, Lâ ilâh-a Illallâh” (”Allah er mægtig” og ”Der findes ingen andre guder end Allah”) (Pâkdâman 2001:231).

(3) Ali Mohammad Emami og Seyyed Hossein Emami.

(4) Ifølge ugebrevet Taraghi havde Navâb Safavi anmodet Behbâhâni om at udstede en fatwa, der kunne legitimere mordet på Kasravi og tillade plyndring af Kasravis hjem, men uden held (Pâkdâman 2001:232).

(5) Ahmad Kasravi var netop født i landsbyen Hamkavar i nærheden af byen Tabriz i det nordvestlige Iran.

(6) Der henvises her til Jafar Ibn-Mohammad (703-765), den sjette imam i rækken af shiiternes tolv imamer.

(7) Der henvises her til Mohammad Ibn-Hassan (868- ...), den tolvte og sidste imam i den shiitiske imamrække, der også er kendt som Mohammad al-Mahdi, eller Mahdi.

(8) Imidlertid skal det påpeges, at Kashf al-Asrâr oprindeligt var en gendrivelse af Ali-Akbar Hakamizâdehs Asrâr-e Hezâr-sâle, som inspireret af Kasravis religionskritik spiddede shiismens fundament. Det menes, at Kasravi og Hakamizâdehs værker blev udgivet samtidigt, muligvis 1943-44. Hakamizâdehs kritikpunkter gengives i Pâkdâman 2001:104-113.

(9) Djin nævnes som skadeligt uhyre i Koranens demonologi. Khomeinis kritik af Kasravis kritik rettes mod Kasravis forsøg på at anvende oldpersiske ord i stedet for arabiske.