"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hele historien om Victor Klemperer

7. december 2011 - Artikel - af Ivan Dybdal

Ivan Dybdal

Victor Klemperer berømmes for sin analyse af nazismens sprog, men man glemmer at fortælle om hans knæfæld for DDR-totalitarismen. Læs Ivan Dybdals beretning.

”Lingua Tertii Imperii”, bogen med Victor Klemperers sproganalyse af nazismens sprog, udkom sidste år på dansk for første gang under titlen LTI – ”Lingua Tertii Imperii, det Tredje Riges sprog, en filologs notesbog”.

Men udgiver af bogen Knud Lindholm Lau, fortæller kun den halve historie i sin markedsføring i bogen, (bl.a. på hjemmesiden www.klemperer.dk.)

Victor Klemperer var i virkeligheden en meget sammensat natur og ikke det venstrefløjs-ikon som Lindholm Lau synes at gøre ham til.

Historien

Victor Klemperer (1881-1960) blev født i en jødisk familie den 9. oktober 1881 i det daværende tyske - nu polske - Landsberg an der Warthe, hvor hans far var rabbiner.

Han konverterede til den protestantiske kirke i 1912. Under 1. verdenskrig meldte han sig frivilligt til den tyske hær og deltog i mere end et år som artillerist ved vestfronten og derefter ved østfronten ved militærcensuren i Kaunas i Litauen og siden i Leipzig i Tyskland.

Alligevel blev han efter 1933 defineret som jøde af de nazistiske racelove og registreret som ”jøde” i sine identitetspapirer.

Han måtte senere også bære jødestjernen. Kun det, at han var gift med en arisk tysker, Eva f. Schlemmer, gjorde, at han undgik nogle af de værste antisemitiske, statslige overgreb.

Han blev professor i Romanistik ved Technische Hochschule Dresden i 1920.

Studenteroprøret i nazi-tyskland

Året 1933 ændrede hans tilværelse: Nu bliver han som andre jødiske lærere intimideret af nazistiske studenter, der møder op, afbryder og stiller spørgsmål af nazi-ideologisk art under hans forelæsninger og truer ham. Kun nogle få trofaste dukker op til hans undervisning.

Efter nogle år afskediges han.

Ægteparret Klemperer lever nu som udstødte mest af afgrøderne fra deres have indtil de tvinges til at bo stuvet sammen med andre jøder i et særligt jødehus.

Familien Klemperer overlever og vender efter en flugt i det tredje riges sidste måneder tilbage til Dresden.

Denne del af hans liv får man et meget levende indtryk af i hans dagbøger 1933-45, der udkom i Tyskland i 1995 og på dansk i 2003 med titlen Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste. Dagbøger 1933-45.

Den anden halvdel af sandheden om Victor Klemperer

Efter befrielsen i 1945 fortsætter Klemperer sine dagbøger i Østtyskland  og fortæller, hvordan der i Dresden er sult, nød, lovløshed, elendighed og hårdhændet behandling af befolkningen af besættelsesmagten.

Mange opsøger ham for at få ham til at udfærdige tillidserklæringer fra den førhen forfulgte jøde på, at de ikke var så slemme, som deres medlemskab af nazistpartiet kunne få nogen til at tro.

Kommunisterne er upopulære i den tyske befolkning og deres ideologiske trosfæller, de russiske besættelsestropper, er forhadte, fordi de tilsyneladende vil omforme den russiske besættelseszone i Tyskland til et landbrugssamfund, og de lader mange industrianlæg transportere til Sovjetunionen.

Kommunismen har kun ringe tilslutning konstaterer han beklagende i sin dagbog.

Befolkningen føler - med rette eller urette - at den bliver straffet kollektivt. Senere slår Stalins antisemitisme igennem som jødeforfølgelser.

Det mindste onde

I DDR rehabiliteres Victor Klemperer. Han får sit professorat tilbage og bliver den første ejer af privatejet bil i Dresden efter krigen. Bil med chauffør.

Han vælges til kommunistpartiets politiske organer og sidder i Rigsdagen, Volkskammer og er som kommunist i SED, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands med til at gennemføre det marxistiske diktatur, DDR, Deutsche Demokratische Republik i 1949.

Klemperer finder styret nødvendigt, og beskriver indgående i dagbøgerne, hvordan undertrykkelsen af befolkningen foregår komplet med pligt til at rejse sig og råbe ”Heil Stalin” i Volkskammer, hver gang Stalins navn nævnes.

Der gennemføres efter Stalins linje sågar antisemitiske tiltag i DDR, hvad Klemperer resigneret noterer, men ikke offentligt tager til genmæle imod. Folk forsvinder, og man hører aldrig fra dem sidenhen.

Victor Klemperers glæde over i den sovjetiske besættelseszone og i DDR at genvinde sin status som professor og intellektuel efter nazisternes forfølgelse, var stor og nok forståelig.

Han opnår adskillige udmærkelser bl.a. DDR’s Nationalpris for kunst og kultur (1952) og Fædrelandets Fortjenstorden i sølv (1956).

Men dagbøgerne fra DDR-tiden må Victor Klemperer skjule fra det allestedsnærværende STASI . Det gælder også notaterne om kommunismens sprog - Lingua Quarti Imperii, det fjerde riges sprog.

Man tillod kun hans skrifter om fransk litteratur at udkomme.

Først efter DDR’s ophør mange år efter hans død og efter Tysklands genforening udkom Victor Klemperers skjulte manuskripter og dagbøger under titlen So sitze ich denn zwischen allen Stühlen. Tagebücher 1945-1959, der udkom i 1999.

DDR mindede om Nazityskland

DDR havde mange træk til fælles med det tidligere nazi-styre, som DDR på mange punkter kopierede bl.a. med uniformer og marcher ohne Ende og glorificering af Stalin og Ulbricht, som på kæmpeplakater kunne ses overalt.

Det syntes Victor Klemperer ikke om, fremgår det af dagbøgerne.

Efter hans kone Evas død i 1951 gifter han sig med en af sine studenter den meget yngre og katolsk troende Hadwig Kirschner.

Han fandt det inspirerende og opløftende, at Hadwig havde bevaret sin katolske tro i det ateistiske DDR, hvor troende blev forfulgt.

Han havde da allerede mistet meget af tiltroen til det kommunistiske system som det mindste onde, og efter nogle år konstaterer han i dagbogen, at hans tilslutning til kommunisterne og hans medvirken til etableringen og opbygningen af DDR var et utilgiveligt moralsk svigt.

Men han undlod stadig at forlade DDR. Den åbne østtyske grænse i Berlin blev lukket netop på grund af den omfattende republikflugt. Det skete ved et effektivt lyn-projekt i weekenden natten mellem den 12. og 13. august 1961 med udrulning af pigtråd under kompetent ledelse af Ole Sohns nære ven Erich Honecker.

De sidste østtyskere nåede ind i friheden ved at hoppe over pigtråden eller ud af vinduerne i Bernauer Strasse inden Vopo’ernes maskinpistoler stoppede enhver spontan flugt.

De vestallierede holdt weekend og de fik først meddelelsen om lukningen af sektorgrænsen, da den var et fait accompli og til tyskernes - og i særlig høj grad Berlinernes – fortrydelse, ville de vestallierede ikke militært forsøge, at åbne den igen.

Nu var østtyskerne spærret inde, og det var vestberlinerne også.

Men da havde Victor Klemperer været død i mere end et år. Han døde den 11. februar 1960.

Ivan Dybdal er sociolog, cand. scient. Soc. og direktør

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg