"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Har de borgerlige opgivet pædagogikken?

20. november 2013 - Artikel - af Ulla Nørtoft Thomsen

Ulla Nørtoft Thomsen

Den nye pædagoguddannelse slår ud i rent rødt, mener Ulla Nørtoft Thomsen, der har følger udviklingen tæt. Hun undrer sig over, at de borgerlige politikere er så ligeglade med så vigtigt et område. 

Man kan undre sig over, hvor danske politikere har deres hoveder henne, når der laves uddannelsespolitik.

Gymnasiereformen var et titanisk forlis, der burde have været forhindret, og folkeskolen er aldrig kommet ud af Ritt Bjerregaards paradigme fra 1975.

Universiteterne grasserer i den samme teori i alle fag, så litteraturstuderende ikke ved noget om litteratur og historiestuderende ikke ved noget om historie, men alle ved alt om diskurser og sociale konstruktioner.

Hvorfor er borgerlige politikere ikke mere årvågne i deres krav til uddannelserne?

Netop nu er der en ny pædagoguddannelse på vej, og jeg har været involveret i processen med at formulere målene for uddannelsen.

Efter turen gennem hele det pædagogiske system rummer målene ikke mange spor af den pluralisme, som bør være en selvfølge i frie landes uddannelsessystemer.

Det udkast til pædagoguddannelse, som vi nu har fået i høring, er fyldt med udmærkede mål, og det er egentlig ikke min hensigt at hævde, at uddannelsen er blevet dårlig. Men der er en udpræget og meget karakteristisk skævhed: Den bugner af marxistisk vanetænkning og er aldeles renset for borgerlige perspektiver.

Har de borgerlige politikere opgivet at øve indflydelse på det pædagogiske system? Eller er de blevet så rundtossede, at de ikke længere kan skelne mellem, hvad der er højre og venstre i pædagogisk henseende?

Lad mig her pege på bare fem centrale temaer, hvor den nye pædagoguddannelse slår ud i rent rødt.

Kultur - konservativ eller progressiv?

 

Skal uddannelsessystemet først og fremmest formidle kulturarven til nye generationer, eller er opgaven snarere at løsrive de nye generationer fra det gamle ragelse og lave uddannelse med basis i børnenes - og dermed fremtidens - behov og interesser? Det er en af pædagogikkens klassiske diskussioner.

Rummer den nye pædagoguddannelse så en vis balance mellem de to? Overhovedet ikke. Pædagoger skal intet lære om at formidle kultur eller bringe barnet på højde med kulturen, som Richard Rorty formulerer det. F. eks. er det kun småbørnspædagogerne, der skal undervises i litteratur. Skole- og fritidspædagogerne skal kun lære om ”mediebrug og mediekultur”.

De pædagogstuderende skal have viden om ”kropslige og æstetiske lærings- og udtryksformer samt om pædagogiske aktiviteter inden for dette felt”.

Tager de det valgfrie modul ”Æstetiske udtryksformer”, skal de lære om ”skabende processers betydning for menneskers udvikling”, og de skal kunne ”udvikle og lede æstetiske erfarings- og læreprocesser, som understøtter og inspirerer mennesker til at arbejde kreativt med æstetiske udtryksformer og kulturskabende virksomhed”.

Pædagoger skal ikke kunne praktisere pædagogikkens konservative eller kulturbevarende funktion.

Altså ikke noget med sangskat, litteraturlæsning, museumsbesøg og historiefortælling med henblik på at give arven videre, som Roger Scruton peger på, men derimod en fortsættelse af pædagoguddannelsens tradition for kultur- og aktivitetsfag med fokus på børnenes kreative selvudvikling og subjektive fornøjelse ved selvudtryk uden alt for lange tilløb.

Moral - individuelt ansvar eller strukturdeterminisme?

 

Det er en klassisk politisk uenighed, at borgerlige tror på betydningen af individuel moral og valg, mens marxister har fokus på levevilkår og socialisering som forklaring på menneskers handlinger og holdninger.

Kommende pædagoger skal lære om ”livsvilkår”, ”socialiseringsprocesser”, ”etnicitet, social og kulturel baggrund” og ”sociale problemstillinger”, altså om de ikke-intenderede normdannende processer, som finder sted i børnenes familier og miljøer på basis af deres økonomiske forhold.

Ordet opdragelse forekommer derimod ikke i målene. De studerende skal intet lære om karakterdannelse og moraludvikling, altså hvordan børn og unge udvikler sig fra ydrestyring og autoritativ lydighed over kollektiv regelforståelse til indrestyring og individuel samvittighed, som det er blevet beskrevet af Jean Piaget og Lawrence Kohlberg.

I den marxistiske tradition er opfattelsen, at moraludvikling er en undertrykkende praksis, der skaber falsk skyld og falsk bevidsthed.

Man betragter moraludvikling som et individ- og tilpasningsorienteret borgerligt levn. I den borgerlige tradition fra Immanuel Kant ser man derimod moraludvikling som uundværlig for udviklingen af individuel autonomi.

Retfærdighed - retsstat eller revolution?

 

Social- og specialpædagogerne i den nye uddannelse skal i én håndevending tage sig af handicappede, anbragte børn og kriminelle unge. Den teoretiske basis er nogenlunde den samme, når man er marxist.

De pædagoger, der skal arbejde med kriminelle, skal intet lære om stat, samfundskontrakter og ”rule of law” i liberal tradition eller om forholdet mellem egen og andres frihed som beskrevet af Immanuel Kant.

Betydningen af fred og orden, samvittighed, ejendomsret og retfærdighed – alt det er borgerlig pædagogik, som pædagoguddannelsen ikke har den fjerneste skygge af. Socialpædagogerne skal derimod lære en masse om ”udsatte positioner”, ”marginaliserings- og stigmatiseringsprocesser” samt ”eksklusions- og inklusionsmekanismer”. De skal intet lære om valg, men alt om vilkår.

Pædagogen skal ikke lære at sætte ind over for den utilpassede eller kriminelle unges ideer om lov og ret, men derimod vide noget om ”normers, værdier, konventioners og normalitetsbegrebers relativitet” og kunne ”modvirke marginalisering og stigmatisering af mennesker i udsatte positioner”.

Selvom pædagoger hvert år tager sig af tusindvis af unge kriminelle og adfærdsvanskelige, så findes ordet kriminalitet slet ikke i målene for uddannelsen. Kriminalitet er en skyggeeffekt af noget strukturelt, når man er marxist.

Fortjeneste - meritokrati eller egalitarisme?

 

Noget af det, politikerne har lagt vægt på i aftaleteksten er, at pædagogerne skal kunne understøtte den sociale mobilitet og anknytningen til uddannelsessystem og arbejdsmarked. Hvad skal pædagoger lære for at kunne det?

Den borgerlige tilgang vil her være karakteriseret ved tillid til meritokratiet. Som Robert Nozick peger på, anses et vellykket skole- og arbejdsliv i høj grad for at være individets egen fortjeneste, der kommer af flid, vedholdenhed og lydhørhed over for omgivelserne.

Pædagogens rolle vil være at hjælpe børnene med at holde skruen i vandet, udvikle arbejdsmoral, ansvarsbevidsthed, realitetssans, samvittighed, og ikke mindst erkende forholdet mellem at så og at høste. Alt sammen med udgangspunkt i individets personlige særpræg og talenter.

Skole- og fritidspædagogerne, som er sammen med børnene i skoler og klubber i de formative år, skal i stedet for ovennævnte skoles i en sociologisk vinkel.

Pædagoger skal lære om ”velfærdsstat”, ”socialisering” og ”forebyggelse” for at kunne ”bidrage til chancelighed”. Ulighed skyldes ifølge marcismen ikke indsats og evner, men reproduktion af social baggrund.

Det marxistiske grundsynspunkt er, at dårlige skoleresultater og uhensigtsmæssig adfærd afspejler barnets sociale baggrund og livsvilkår, dvs. i sidste instans familiens klassemæssige forankring. Uddannelsessystemet spiller en mere eller mindre illegitim rolle i vurderingen og sorteringen af børn.

For at støtte social mobilitet vil man typisk være optaget af at indrette skoler og institutioner rummeligt og inkluderende, med forståelse for habituelle barrierer og institutionelle marginaliseringsprocesser.

Nation: National kultur eller multikultur?

 

Hvad skal pædagoger vide om multikultur og integration? Småbørnspædagoger og skole- og fritidspædagoger skal vide noget om ”kulturmøder”. Men special- og socialpædagoger, der bla. skal arbejde med utilpassede og kriminelle, skal intet lære om etnicitet og kulturmøder.

Hverken religion eller nation er nævnt i målene. Men der er indført et valgfrit modul ved navn ”Interkulturalitet og internationalisering”. Målet er ”facilitering af pædagogiske processer med fokus på kulturel diversitet”.

Pædagogen skal i lære at ”inddrage kulturdiversitet som en ressource i den pædagogiske praksis” og opnå færdigheder i at ”respektere og anerkende kulturel mangfoldighed”. Det lyder som en slags sindelagseksamen. Undervisningen må blive en slags kampagne.

Også på området familie og køn skal der holdningsbearbejdes. Pædagogerne skal have viden om ”kønsidentitet, seksualitet, ligestilling og familieformer” og med udgangspunkt heri kunne ”skabe rum for brugernes mangfoldighed”.

Borgerlige betragtninger om familie, nation, kultur, moral og religion er kun synlige som punkter, der skal forlades.

Tænkningen kommer fra det alleryderste venstre. Driften er konstant hen imod socialkonstruktivistisk inspireret negation af undertrykkende strukturer.

Anarkisternes sorte fane, det aggressive såkaldte antiflag mod alle nationer, enheder og ordner, symboliserer netop det. Og de studerende får ikke meget Dannebrog at vifte med i den anden hånd.

Borgerliges yndlingsproblemer er kriminalitet og segregering. Venstrefløjens er fattigdom og racisme. Pædagogerne lærer kun at løse sidstnævnte.

Ikke engang katastrofeforestillinger er der ligelig eksponering af. Venstrefløjens yndlingskatastrofe, naturkatastrofen, har masser af fokus i form af ”naturformidling” og ”bæredygtighed i hverdagen”. De borgerliges ledekatastrofe er folkevandringsrelateret opløsning og borgerkrig.

For venstrefløjen er det en ikke-katastrofe, der let opløses ved at vifte lidt med det sorte antiflag og fremme diversitet og anerkende mangfoldighed.

Pluralismens død og subversionens triumf

 

Venstrefløjen har domineret pædagoguddannelsen så længe, at den faktisk kan sige om ikke-marxistiske vinkler, at de ikke er en del af pædagogikkens problem- og forklaringshorisont. Den kan hævde, at ikke-marxistiske vinkler er forældede og ikke længere anvendes i forskningen, eftersom de vitterlig er blevet udelukket i årtier.

Det er ikke svært for det pædagogiske system at sætte borgerlige politikere på plads. Makker de ikke ret, vender pædagogikken ungdommen og ekspertisen imod dem. Vi har alle været vidner til det: Bertel Haarder. Søren Krarup. Pia Kjærsgaard. Anders Fogh. Levende vittigheder i hvert et klasselokale.

Pædagoguddannelsen lider af en eklatant mangel på pluralistisk etos. Man føler sig ikke samvittighedsmæssig forpligtet på at belyse sagerne fra flere sider. Borgerlige politikere tager fejl, hvis de respekterer det pædagogiske system som en saglig og pluralistisk selvregulerende sandhedsmaskine.

Pædagogikken er et lille enigt smørhul af en kapitalistisk understøttet kolkhos, der selv får lov at formulere målene for, hvad der skal pumpes ind i de kommende generationers bløde hjerner, som Yuri Bezmenov formulerer det.

Har de borgerlige politikere opgivet pædagogikken?  

Lektor Ulla Nørtoft Thomsen har deltaget i de landsdækkende arbejdsgrupper af undervisere og forskere, hvis opgave var at formulere bekendtgørelsesmål for uddannelsen. Arbejdsgruppernes udkast er siden blevet skrevet sammen af en styregruppe og viderebearbejdes nu i uddannelsesministeriet.

Den færdige bekendtgørelse skal godkendes af alle partier i folketinget.

 

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg