Det kom som en overraskelse for mange, at superateisten Christopher Hitchens har en bror, der ikke bare er kristen, men også leveringsdygtig i et uhyre velskrevet angreb på den aggressive ateisme, hans nu afdøde bror var bannerfører for: The Rage against God (2010).
Journalisten, forfatteren og bloggeren Peter Hitchens er faktisk en af Storbritanniens mest markante konservative mediestemmer.
”Da jeg var trotskist...”
Da Sappho møder ham i London, indleder han ikke desto mindre flere af sine sætninger sådan:
”Da jeg var trotskist i 1970'erne....”
Hitchens har nemlig som sin bror og visse medlemmer af Trykkefrihedsselskabet en fortid på den yderste venstrefløj, hvad der ifølge ham selv har hjulpet ham til at aflæse den aktuelle aggressive ateisme.
Det udvikler han overfor mig, da Sappho opsøger ham for at høre hans bud på, hvad der egentlig går for sig i England i disse år.
Hvad blev der af det England, der for os stod som frihedens garant?
Hvad er grunden til, at England går forrest i en multikulturel kampagne for at udradere synlig kristendom og tager så harske metoder som forbud mod kors-halskæder og undertrykkelse af ytringsfrihed i brug?
Religiøse aktiviteter på venstrefløjen
Det hele handler først og fremmest om religion ifølge Hitchens. Om falske religioner og fravær af religion, ligesom det var et religiøst behov, der i sin tid førte ham til trotskismen og fik ham til brænde sin bibel som 15-årig.
”Jeg blev tilltrukket af trotskismen, fordi jeg kom fra en meget gammeldags baggrund. De sekulære autoriterer havde i mine teenage-øjne spillet fallit i 1960'erne og de religiøse autoriteter, der var forbundet med dem, havde også.
Jeg kunne ikke længere være fædrelandskærlig, jeg kunne ikke længere være kristen. Så jeg forkastede det hele og søgte en alternativ tro. Den store hengivelse, som trotskismen krævede, var en god erstatning for mig. Det var en religionserstatning og alle, der nægter det, lyver.
Enhver, der er seriøst involveret i venstrefløjspolitik, deltager i en religiøs aktivitet. Venstrefløjen har det hele: ritualerne, dogmerne, selv salmerne.”
Hitchens vej fra venstre til højre gik over Moskva, hvor han var udenrigskorrespondent i et par år umiddelbart efter murens fald.
Han kom til Moskva som en desillusioneret socialdemokrat, men forlod byen som konservativ:
”Jeg har sjældent set et stærkere argument for syndefaldet og menneskets ufuldkommenhed end de lande, hvor man har forsøgt at erstatte Gud med staten eller mennesket”.
Afskaffelsen af Storbritannien
Det England, han vendte tilbage til i 1990'erne, var styret af kræfter, der var godt i gang med afskaffe Storbritannien – derfor bar hans bog fra 1999 titlen The Abolition of Britain
I dag er den udvikling fuldendt. Storbritannien er ifølge Hitchens afskaffet.
”Storbritannien som det særlige, selvstændige land, vi kendte engang - protestantisk, svagt puritansk og selvdisciplineret – er forsvundet. Uanset om man synes, det er godt eller skidt – jeg synes det er skidt – står det fast, at der er sket en revolution.
For det første kontrollerer vi ikke længere vore egne grænser. For det andet har vi ikke længere en national religion. I skolerne bliver der undervist i kristendommen, som om det er en anakronistisk særhed på linje med alle de andre religioner.
Vi har heller ikke i egentlig forstand en national kultur, vi har multikultur.Eleverne i skolerne undervises ikke længere i den nationale litteratur. De kan gå til eksamen i et Shakespeare-stykke uden at have læst det. De nøjes med noter.
Det samme gælder Dickens. For nylig viste en undersøgelse, at en stor andel af Oxford-studerende ikke vidste hvem den centrale figur i Dickens-romanen David Copperfield, Mr. Micawber, er. Det svarer næsten til ikke at vide, hvem Macbeth er. Om 20 år ved de sikkert heller ikke, hvem Macbeth er.”
Mr. Slippery
David Cameron udtalte fornylig, at Storbritannien er et kristent land. Hvad skal man lægge i det?
”Alt, hvad den mand siger, er løgn. Han tror ikke på noget som helst. Jeg kalder ham Mr. Slippery. Han er et tomrum.”
Hitchens beskriver sig selv som konservativ, men er yderst kritisk ikke kun over for Cameron, men over for det britiske konservative parti i det hele taget.
”Problemet med de britiske konservative er, at de ser det som en dyd ikke at have dogmer og ideologi. De har på en måde ret, men hvis dine modstandere har dogmer, bliver du i det mindste nødt til at have nogle mod-dogmer, der kan bekæmpe deres.
Det har de britiske konservative ikke. Så når de får magten, fortsætter de med at styre landet på de kulturradikales og socialisternes præmisser. De har ikke et systematisk konservativt program. De nægter at tænke. Derfor er og bliver de konservative den dumme part.”
Der er ellers ifølge Hitchens god grund til at tænke over det raseri mod Gud, der rammer Vesten i disse år, og som i England giver sig udslag i en multikulturel kampagne mod synlig kristendom.
Hvad er forklaringen på det?
”Kampagnen begynder med et fravær, et vakuum. Det voksede ud af kristendommens død som institution. Tomrummet er blevet udfyldt med socialisme.”
Det kristne europæiske selvmord i 1914
Hitchens peger, ligesom herhjemme historikeren Henrik Jensen, på 1. verdenskrig som nøglebegivenheden.
”Det kristne Europa begik selvmord med denne fuldstændigt vanvittige krig. Vi kom os aldrig igen, især ikke i Storbritannien. Hele establishment, herunder kirken, havde opfordret til at kæmpe denne krig, der førte til nedslagtning af nationens bedste mænd, der faldt inden de selv fik børn, så ulykken fik langtrækkende konsekvenser.”
Resultatet blev bl.a. en teologisk svækket kirke, der i 1940'erne var gennemsyret af kristen socialisme.
”Ledende lag i den anglikanske kirke opfattede Labour-regeringen, der i 1945 begyndte at nationalisere store dele af økonomien, som det nærmeste man kommer gudsriget. Det fik dem til at begå en kæmpe fejl: kirkerne havde opbygget de fleste skoler, især for mindrebemidlede børn.
Nu gik kirken med til at nationalisere dem mod at skolerne til gengæld indførte en daglig fælles kristen bøn. Dette løfte blev ikke holdt. Men kirken gjorde det, fordi den anså Labour-regeringen for noget i retning af gudsriget.
I dag er der en masse mennesker, der forstår sig selv som moralsk gode, fordi de er socialister. Man er gået fra at tro på retfærdiggørelse ved tro alene til at tro på retfærdiggørelse ved at være et godt menneske.
En, der støtter Nelson Mandela, går til Live Aid-koncert og synes, Bob Geldorf er en fin fyr osv. Det er det, der er sket i Storbritannien. Velhaverne nord for London tror de er gode, fordi de støtter gode formål. Den opfattelse har erstattet kristendommen.”
Den kristne kultur er imidlertid ikke blevet helt fordrevet fra det offentlige rum og fra lovgivningen, og det er det faktum, der er brændstoffet i den aktuelle kampagne.
”De kulturradikale (the liberals, red.) generes af de rester af kristen moral, som f.eks. går igen i forståelsen af ægteskabet som et livslangt forpligtende forhold.
De kan ikke lide den særligt engelske kristne understregning af selvfornægtelse og selvdisciplin. De kan ikke lide den stærke engelske tradition for sammenhæng mellem protestantisme og nationen, som virkelig er særlig stærk i Storbritannien.
Jeg har onkler og tanter, der mente, at der var en direkte sammenhæng mellem protestantismen og Englands selvstændighed og rigdom: fordi vi var et gudfrygtigt land fyldt med gudfrygtige mennesker havde vi nydt fremgang, fået et imperium osv. Et led i denne fortælling var den glorværdige protestantiske revolution i 1688 som begyndelsen på en særlig glorværdig periode i Englands historie.
De moderne kulturradikale kender ikke detaljerne i denne historie, men de fornemmer én ting: For at omdanne Storbritannien til en multikulturel, egalitær provins i et nationalstats-frit Europa, skal de af med denne protestantiske arv.”
Kampagnen mod synlig kristendom er altså led i en anti-national kamp.
Familien er frihedens forudsætning
Storbritannien er også langt fremme i kampen for kønsneutralitet og imod den traditionelle definition af ægteskabet.
Hvorfor er det blevet en vigtig kamp at gøre ægteskabet kønsneutralt og f.eks. indføre forælder 1 og forælder 2 i passene. Hvad er det, de vil?
”De fleste tænker ikke over det, de gør. Men går man tilbage til 1970'erne, ser man, at datidens venstreorienterede var meget fjendtlige over for familien, fordi de anså familien for utrolig vigtig for det samfund, de ønskede at omstyrte.
I de første år af den russiske revolution var noget af det første, man indførte, liberaliseringer, der gjorde det nemmere at blive skilt og gjorde det muligt at bruge abort som prævention. Det blev stoppet af Stalin, der sandsynligvis af militære grunde indså, at der var brug for børnefødsler. Mange socialister så familien som fjende af det utopia, de kæmpede for. Og det gør de stadig.
De har stadig en slags utopisk tro på, at hvis man bare fjerner alle begrænsninger, bliver alt godt.
Som f.eks. porno: man troede at fri porno ville rense folks sind og sætte en stopper for de frygtelige seksuelle forbrydelser. Men det var det modsatte, der skete. Et eksempel på endnu en frigørelse, der førte til det modsatte af det, man ønskede.
Der ser også ud til at være en sammenhæng mellem multikulturalisme, egalitarisme og den ægteskabsbaserede familie. Forfatteren D.H. Lawrence siger et sted, at familien er en af de politisk vigtigste institutioner i samfundet.
Det er det sted, man har mulighed for privatliv, og det sted selvstændige tanker kan vokse frem. Frie nationer er afhængige af denne institution for at bevare deres frihed, mente Lawrence, for har man ikke en ægteskabsbaseret familie, overtager staten dens opgaver.
Lawrence har ret, men i dag føler de fleste kvinder et enormt pres for at arbejde ude og de fleste synes, at det at passe deres børn selv er en sølle, nedværdigende opgave, som de bør skamme sig over at påtage sig. Lidt ligesom jeres statsminister formulerede det for nyligt.
Arbejder din kone, bliver jeg spurgt. Ja, hun arbejder meget hårdt. Som hvad? Som fuldtids børnepasningskonsulent. Så falder tiøren.
Jeg har en stor kanon af en strafferetsadvokat til at opdrage vores børn. Jeg har råd til det. De fleste har ikke.”
Flade, sekulære bønner
Jeg har indtryk af, at Church of England er meget kulturradikal, alligevel var det den, du vendte tilbage til. Hvorfor det?
”Kirken kan defineres på to måder: som det aktuelle hierarki, der ganske rigtigt er gennemsyret af kulturradikalisme, og som kirken på tværs af historien, der eksisterer uden for tiden. Dvs. Book of Common Prayer og King James Bible.
Hierarkiet er jeg ikke interesseret i. Jeg ignorerer det, anderledes med kirkens poesi og litteratur. Det er på højde med Shakespeare. Men de fleste kirker bruger det ikke længere, f.eks. er Book of Common Prayer mange steder erstattet af bønner, der kunne være skrevet på et regeringskontor.
Ikke desto mindre klæder de anglikanske præster sig ud i disse fantastiske farvede rober som om de var middelalderlige præster. Der er en kolossal kontrast mellem de flade, sekulære banaliteter og deres pompøse embedsdragter.”
Hitchens har svært ved at finde den tænksomme kristendom, der ikke går på kompromis med sine trossandheder, som han i sin bog erklærer sig som tilhænger af. Man skal ifølge ham meget langt væk fra kirkens top for at finde den.
Du skriver, at du vender tilbage til kirken, ikke at du f.eks. bliver genfødt.
”Nej, jeg hader den jargon, og så har jeg en meget god fantasi. Nej tak, jeg skal ikke fødes endnu en gang. Én gang er nok. Og så byder hele den klubkirkelige mentalitet blandt born-again-kristne mig imod. Jeg er ikke nogen særlig behagelig person og vil ikke fremstille mig selv som det store eksempel med en Jesus-lignende opførsel.
Church of England har mange store fejl, men dens styrke er, at den aldrig har været karismatisk. Den er bygget op på skrift, tradition og fornuft.”
Du stiller i bogen spørgsmålet, om det er muligt at skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert uden Gud. Er det muligt?
”Nej, men dette skel er af altgørende betydning for friheden. I dagens England er det sådan, at en lovovertræder ikke længere opfattes som forbryder, men som en krænker, der behandles, som om han er syg.
Det er sådan socialdemokratismen ender med at tænke: ”Folk gør forkerte ting, fordi de er fattige eller er blevet misbrugt som børn.” Det er aldrig nogens skyld. Men hvis man vil have frihed, må man have et system, der fastholder den enkeltes skyld.
Et samfund der siger, at så længe du overholder nogle enkle, velkendte love, blander staten sig ikke, giver frihed. Men et samfund, der hævder, at din opførsel er et resultat af omstændigherne, og at det er statens opgave at hjælpe dig fri af dem, blander sig hele tiden og underminerer friheden.
Derfor er det afgørende at holde fast i den absolutte forskel på rigtigt og forkert. Og hvor kommer denne absolutte forskel fra? Den kommer ikke fra mennesket selv, for mennesket er omskifteligt og altid klar til at bøje normen til sin egen fordel.
Målestokken skal komme fra en kilde uden for mennesket. Derfor mener jeg ikke, det er muligt at skelne mellem rigtigt og forkert uden Gud.
Jeg holder egentlig meget af socialdemokrater, men socialdemokratismen har desværre en tendens til at føre til et ufrit samfund."
Charles den Sidste
Hvordan ser Storbritanniens fremtid ud?
”Jeg tror, prins Charles bliver kong Charles den Sidste. Ikke, at jeg ønsker monarkiet afskaffet, men jeg kan ikke se, hvordan man undgår det. Hans kroning bliver højst sandsynligt også multireligiøs.
Jeg tror, der vil komme en religiøs vækkelse i dette land, men jeg tror ikke den bliver kristen. Islam er meget enklere end kristendommen.
Mange af de ting, moderne mennesker finder problematiske ved kristendommen har islam ikke, opstandelsen og jomfrufødslen f.eks.
Det gør den mere spiselig. Hvis man ikke er opdraget med jul, påske og Bibelen, og man ikke har fået evangelierne forklaret, inden man bliver 14, så er kristendommen ret kompliceret at sætte sig ind i.
Så jeg tror vi vil være et muslimsk land om hundrede år. Det vil blive noget helt andet end det kristne Storbritanninen, for kristendommen er fundamentet for friheden.”
Glad pessimist
Du kalder dig selv en kristen pessimist. Er din vurdering ikke usædvanligt pessimistisk?
”Det er min vurdering, at dette land er færdigt. Det er fortvivlende, men jeg har som kristen ikke lov at fortvivle, så jeg fortsætter ud fra den betragtning, at jeg måske tager fejl.
Optimismen har altid bragt mig i uføre. Så jeg holder mig til pessimismen, den holder mig i godt humør.”
