"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Grundlovstale 2010, Mogens Camre - Dansk Folkeparti Esbjerg

4. juni 2010 - Artikel - af Mogens Camre

Mogens Camre

Vi er atter engang samlet for at fejre, at Danmark er et frit demokrati. For 161 år siden fik vi den første frie forfatning og enevælden ophørte.

Det betød, at landet skulle styres efter folkets ønske, gennem folkevalgte politikere. Det lød så enkelt dengang, men det var det naturligvis ikke. De gamle magthavere gav ikke så let op, så det varede en tid, før demokratiet fungerede. I 1866, da grundloven blev revideret, så vi endda et direkte tilbageslag for principperne om et styre ved folket, idet et antal folketingsmedlemmer skulle vælges af kongen.  

I dag, 161 år senere, er der også  grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om folket som sådant virkelig har magten i Danmark.  

Vores komplicerede samfund,  
*med alle dets beslutningslag,
*med afgivelse af betydelige dele af vores selvstændighed til EU,
*med vanskelige beslutningsprocesser i regioner og kommuner,  

arbejder dette samfund virkelig i overensstemmelse med folkets ønsker? Der er jo stadig en magtelite af et fåtal af politikere og embedsmænd og meningsdannere i medier og organisationer, der mener noget andet end folket, og som træffer de væsentlige beslutninger og trækker landet i en retning, som ofte er forskellig fra, hvad flertallet af folket ønsker.

Jeg taler ikke om at sende alle store lovforslag til folkeafstemning, men jeg vil fremhæve to centrale forhold, som jeg er sikker på ville have et andet indhold, hvis det danske folk var blevet spurgt.

1. Det første er den stadige indvandring af hundredtusinder af kulturfremmede mennesker fra ikke-vestlige lande, mennesker som er ved at nedbryde sammenhængskraften i det danske samfund, som truer velfærdssamfundets økonomi og borgernes sikkerhed, og som vil få tragisk indflydelse på vores og hele Europas fremtid. Danskerne havde – ligesom tyskere, hollændere, englændere, franskmænd og belgiere - aldrig godkendt denne indvandring, hvis de var blevet spurgt.

2. Det andet er forholdet til EU. Jeg er overbevist om, at en folkeafstemning om den suverænitetsafgivelse, der ligger i Lissabon-traktaten, ville være faldet, ikke bare her i landet men i det store flertal af udviklede EU-lande. Derfor forhindrede EU-systemet folkeafstemninger. Problemet er ikke EU-samarbejdet om alt det, jeg vil kalde teknik – altså handelsaftaler, energilovgivning, miljøpolitik, trafik osv.  Det afgørende problem er, at vi ikke mere må bestemme hvem, der skal bo i vores land, at vi ikke må opretholde vore grænser, men er tvunget til at acceptere den grænseoverskridende kriminalitet, der følger, når EU lukker rene røverstater ind i unionen og giver alle ret til de samme rettigheder, som de gamle medlemslandes borgere har opbygget og betalt for. EU vil også bestemme, hvad vi må sige – de vil med lovgivning og straf forbyde os at kritisere dem, der for vindings skyld eller af politisk-religiøse grunde trænger sig ind i vore lande og kræver respekt for deres barbariske skikke og kultur. Det truer hele Europas identitet og europæernes frihed.

Det ved Europas folk, men vi må ikke styre eget land. Magteliten mener at vide bedre. Den vil et andet samfund end folket. Foreløbig er vi på nogle områder beskyttet af vores fire forbehold. Hold fast ved dem, for de er truet af et flertal på Christiansborg.

Vi oplever i øjeblikket en række spændinger omkring den økonomiske politik, men som i virkeligheden handler om hele det danske samfunds udvikling.  

Der er grund til bekymring over, at et stort antal af danskerne slet ikke har fattet, hvad der foregår i verden omkring dem. Lad mig udtrykke det helt enkelt: Den danske stat og de danske kommuner bruger flere penge, end vi har. Samtidig får vi stadig vanskeligere ved at tjene flere penge, fordi konkurrencen fra verden udenom – og vel at mærke ikke bare udenom  Danmark, men udenom Europa – er for hård.  

Men vi betaler verdens højeste skatter. Hvorfor er der så ikke penge nok til de offentlige udgifter? Det er meget enkelt: fordi der er for mange i Danmark, som ikke bidrager til samfundet. Vi har modtaget en indvandring fra ikke-vestlige lande, som er ved at ødelægge velfærdssamfundet. Nok er der nogle af disse indvandrere, der arbejder, men det er alt for få i forhold til dem, som kommer som rene klienter. Ser vi på hele gruppen af disse indvandrere, koster de et nettotab for statskassen på 24 mia kr. om året. Det er lige så meget som hele genopretningsplanen: 24 mia.kr. Har I bemærket det? Hvis vi ikke havde nogen indvandrere fra ikke-vestlige lande, ville trækket på alle dele af den offentlige sektor være meget lavere, og der ville være balance mellem skatteindbetalingerne og statens og kommunernes udgifter.

Ubalancen i samfundsøkonomien er det grundlæggende problem bag VOK’s genopretningsplan. Et velfærdssamfund er et forsikringsselskab, men Danmark er blevet et forsikringsselskab, som betaler erstatning til en hel masse mennesker, som ikke har betalt forsikringspræmien. Et sådant forsikringsselskab går fallit. I flg. Velfærdskommissionen bliver underskuddet på samfundets balance større og større i takt med, at der bliver flere indvandrere og deres efterkommere, som ikke virker på lige fod med danskerne. Det betyder nedskæringer i velfærden og højere skatter.

Som alle ved, ønsker Dansk Folkeparti ikke denne indvandring, men så længe vi ikke har 90 mandater kan vi ikke sende de inaktive indvandrere hjem. Derfor tvinges vi til at hæve skatterne og også til at skære ned på velfærden.

Lad mig understrege, at det er de bedst stillede skatteydere, som på grund af øgede skatter betaler den største andel af genopretningspakken. Det kan man hverken høre i den socialdemokratiske propagandasender, Danmarks Radio, eller på TV2, som begge metodisk og med stor dygtighed misinformerer om både VOK’s plan og om den røde fidus-plan.

Den politiske opposition i S og SF er selvfølgelig ikke så dum, at de selv tror på de hovedløse forslag, som de fremsætter. De har ingen plan, som løser de aktuelle problemer, deres forslag er rene anti-løsninger på de problemer, vi står overfor. Man snyder vælgerne til at tro, at vi har valget mellem VOK’s økonomisk stramning på den ene side og på den anden side en hel masse gratis velfærd betalt af en umærkelig forøgelse af arbejdstiden. Hvis det var så let, havde vi da selvfølgelig valgt den løsning. Men det er ren fup. Sagen er, at S og SF ikke drømmer om at gøre det, de siger – de ved, at et valg først kommer om halvandet år – sagen er, at S og SF kun har et alternativ, og det er meget højere skatter. S og SF vil købe sig til stemmer med danskernes egne penge.

Danmarks situation med alt for mange klienter, som aldrig har bidraget og aldrig kommer til at bidrage til at betale regningerne er alvorlig. Ganske vist er det sådan, at Danmark på utallige områder har klaret sig langt bedre end næsten alle lande i denne verden. Den arbejdende befolkning i Danmark – fra skibsreder Møller til yngste lærling i maskinfabrikken - er effektive og dygtige. Under højkonjunkturen har det skabt så store skatteindtægter, at den nettogæld, VOK-regeringerne overtog i 2001, var bragt ned til nul i 2007.. Siden har den økonomiske verdenskrise øget gælden noget, men den er meget lavere end alle eurolandenes, lige bortset fra bankstatens Luxembourgs. Det er derfor, vi ikke er tvunget til helt så vidtgående økonomiske stramninger, som dem, I kan høre om i de fleste andre lande.

Men det må  ikke få os til at tro, at verden stadig ser ud, som den har gjort i de foregående tre-fire årtier. Hele verden undergår i disse år voldsomme ændringer. Danskerne vil i de kommende år blive nødsaget til at vågne op af tornerose-søvnen og forstå, at vi skal gennemføre omfattende reformer af vores samfund, hvis vi skal overleve med noget, der bare ligner et velfærdssamfund.  

*Vi har verdens ubetinget dyreste offentlige sektor og som følge deraf verdens højeste skatter.

**Vi har en større andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder – 16 til 65 år – ansat i den offentlige sektor, end noget andet land i verden. Det drejer sig om over 28 pct. af de arbejdsduelige, hvor EU-15 ligger på 19 pct.

***Vi har verdens absolut dyreste folkeskole – omtrent dobbelt så dyr som EU’s gennemsnit – og vi ved, at tæt ved en femtedel af alle elever er funktionelle analfabeter, når de går ud af 9. klasse. At lærerne kun arbejder en tredjedel af arbejdstiden betyder alene 4,6 mia kr. i merudgifter i forhold til OECDs gennemsnit for læreres arbejdstid.

****Vi har over 800.000 mennesker i aldersgruppen 16-65 år, som modtager overførselsindkomst, og heri er ikke medregnet SU-modtagere. En meget stor andel af de 800.000 er ikke etniske danskere.

*****Vi har hospitaler, hvor der ikke er personale til at få gjort ordentligt rent og

vi har for få til at passe svagelige gamle mennesker.

Og så har vi altså i øjeblikket underskud på statens budget – dvs. at udgifterne er større end de penge, vi får ind med verdens højeste skatter.

S’ og SF’s forslag gør kun problemerne større. Endnu højere offentlige udgifter vil forringe Danmarks konkurrenceevne endnu mere. Hver en krone, vi betaler i skat skal komme fra produktionen, fra lønningerne. Den offentlige sektor er en del af landets produktionsomkostninger og når produktionsomkostningerne bliver for høje, kan vi ikke konkurrere. Det er ikke kun slagteriarbejderne, der bliver ledige, fordi deres arbejde flyttes til mere konkurrencedygtige lande.  
Overalt i Danmark ser vi, at mennesker i erhverv, som ikke har et højt vidensniveau, bliver ledige. Arbejdet overtages af mennesker langt herfra, ofte på den anden side af kloden, mennesker som gerne arbejder for brøkdele af de danske lønninger. Samtidig rammes danske arbejdere af, at EU har påført os en ublu konkurrence i form af fri adgang for østeuropæere, der arbejder her i landet på langt ringere vilkår, lønmæssigt og sikkerhedsmæssigt end danskere. At de så snyder i skat og får børnepenge med hjem gør kun EU’s såkaldte servicedirektiv endnu mere grotesk.

Der er grund til at understrege, at Danmark alligevel stadig forekommer at være verdens smørhul, men verden er ikke mere sådan, at man kan hygge sig i smug, medens verden brænder udenom vores vugge, som Jeppe Aakjær skrev i digtet.

Situationen er, at verdens befolkning vokser med foruroligende fart og at befolkningstilvæksten så at sige udelukkende finder sted i de fattige, ikke-bæredygtige lande. Det problem skal ses samtidig med erkendelsen af, at klodens ressourcer ikke er uendelige. Op mod en milliard mennesker lever på eksistensminimum, og da det skyldes disse menneskers og disse landes kultur, må vi erkende, at vi faktisk ikke har nogen midler til, inden for en rimelig tid, at få dem til at leve anderledes.  

De to problemer: overbefolkningen og ressourceknapheden er baggrunden for de fundamentale spændinger i verden. Hvis I ser på spændingsfelterne i verden i dag: Mellemøsten, Afrika, Sydøstasien og Nordkorea, så vil I se, at der er tale om en voldsom befolkningsudvikling, ringe produktion og stor ulighed. Det er sådan, at medens lande som Kina og Indien drøner fremad i økonomisk udvikling, så hindrer den islamiske civilisation enhver udvikling frem mod nutiden. Det samme kan siges om kommunismen i Nordkorea.  

Først og fremmest de islamiske lande står tilbage som denne verdens tabere på grund af den islamiske kultur. Denne kulturs fastlåsning af enhver udvikling skaber store indre stridigheder, og der går ikke en dag, uden at disse stridigheder fører til blodsudgydelser, internt i de islamiske lande og til terror ud over islams grænser.

Underudviklingen skaber et voldsomt udvandringspres og i takt med, at islamiske folk vandrer ud, påfører de andre lande deres ødelæggende kultur, som er uforenelig med vestlige værdier og de anretter store skader i de lande, de kommer til. Efter at Europa i det 20. århundrede havde fået udviklet sin underklasse til mellemklasse, har vi fået en ny underklasse af indvandrede med muslimsk kultur – mennesker, som ikke vil det samme samfund som vi, og som i vidt omfang bekæmper vore love, vores sikkerhed.

Modsat de muslimske lande sker der altså i disse år en stærk udvikling i nogle af verdens folkerigeste lande: Kina, Indien, Rusland og Brasilien. Landene er fortsat præget af stor ulighed og rummer endnu mange fattige, men i første omgang vil op mod en milliard mennesker i disse lande kræve – og skaffe sig – en levefod, der kan sammenlignes med vores. Det stiller krav om flere ressourcer: energi, vand, dyrkbar jord – alt sammen noget, der er knaphed på.

Vi må  forstå, at udviklingen i disse lande, BRIK-landene kaldes de i en forkortelse: Brasilien, Rusland, Indien, Kina, vil udgøre en alvorlig konkurrence for Europa og USA indenfor de næste tyve år, og derfor må vi lægge kursen fuldstændig om. Vores ressourceforbrug er alt for højt, vores vækst og vores produktivitet er alt for lav, og formår vi ikke at gøre noget ved det, mister vi ikke blot vores økonomiske grundlag men også vores politiske og kulturelle førerstilling i verden.

Desværre er der mange, som tror, at der er nemme patentløsninger, der fritager os for at forholde os til problemerne. Vi griner lidt af de fjollede grækere, der i stort tal går på gaden og protesterer over, at de ikke kan bruge mere end de producerer, men den danske fagbevægelse leverer beviset på, at der er mange her i landet, som ikke er klogere.

Det rigtige Danmark har imidlertid en fordel frem for næsten alle andre lande. Vi har evnerne til at ændre tingene, hvis vi selv vil. Jeg deltog for to uger siden i et møde i en tænketank, som jeg er medlem af. Spørgsmålet blev rejst, hvilke egenskaber hos danske ledere, der havde betydet, at vort lille land rummer verdens største container-rederi, verdens største vindmøllefabrik, verdens fremmeste medicinalfabrikker, verdens førende virksomhed indenfor cementindustrien og en stribe andre virksomheder i verdenseliten. En af deltagerne gav svaret - tre egenskaber – 1. evnen til at etablere rutiner, 2. evnen til at sikre, at disse rutiner følges, og 3. evnen til at nedbryde rutinerne igen og opbygge andre, når forudsætningerne ændrer sig.

Jeg har set, at Helle Thorning og hendes løjtnant, Villy Søvndal, vil have os til at arbejde 12 minutter mere hver dag, for de tror, at det vil redde os. Må jeg gøre opmærksom på, at en stor del af danske lønmodtagere arbejder meget mere end de officielle 37 timer og de som virkelig trækker læsset og får sat Danmark og danske produkter på verdenskortet arbejder 60 - 70 timer om ugen. Det virkelige problem er ikke, at den arbejdende dansker arbejder for lidt. Problemet er, at der er for få, der arbejder.

Vi har som nævnt 800.000 mennesker i aldersgruppen 16-65, som modtager overførselsindkomst. Det er helt, helt uholdbart. Det kan ikke nytte at tro, at det er naturligt. Mindst halvdelen kunne arbejde, hvis vi ikke betalte dem for at lade være. Det nytter ikke at tro, at den ikke-uddannede gruppe kommer i arbejde, når der kommer et økonomisk opsving. De fleste af deres jobs er for altid gået tabt i den internationale konkurrence, som vi har set det med slagteriarbejderne.  Det er i lyset af det problem, at Dansk Folkeparti har fået gennemført halveringen af dagpengeperioden. Det vil helt klart være et incitament til ikke at gå i frø - eller til spilde, i langvarig venten, for det er afgørende for en ledig at komme i gang hurtigt, og i den forbindelse uddanne sig til en ændret verden.

Danskerne må se i øjnene, at vi ikke kan overleve med den nuværende levefod, hvis ikke vi bliver lige så dygtige som dem, vi skal konkurrere med i en åben verden. Derfor må der turbo på uddannelsessystemet, og der må i den forbindelse gøres op med tåbelige aktiveringskurser, hvor folk intet lærer.

Jeg vil godt dvæle et minut til ved de 800.000, som i deres aktive år modtager overførselsindkomst. I 1960’erne var den gruppe på mellem 160.000 og 180.000. Hvad er det dog, der er sket i vores samfund, siden vi sætter så mange af på et sidespor? Vi må i høj grad rette søgelyset mod oppositionen, som åbenbart overlever politisk af at have så mange, der har opgivet at forsørge sig selv, og som åbenbart er sikre stemmer for de røde partier.  

En meget stor del af disse mennesker er indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det er ganske uholdbart, at vi accepterer denne gruppes udnyttelse af den danske godgørenhed.  

Jeg vil sige det klart på  denne grundlovsdag: Danmark kan ikke opretholde den nuværende velfærdsmodel i en verden med åbne grænser.  

Vi må i gang med den vanskelige omstilling af hele velfærdsmodellen, således at retten til danske velfærdsydelser for alle raske mennesker gøres betinget af en optjening, en deltagelse livet igennem i det produktive samfund. Det må naturligvis gælde for alle, danskere som ikke-danskere. Alle skal tage et større ansvar for deres eget liv og velfærd.  

Der er ikke råd til særydelser og særbehandling af indvandrere. Det er da f. eks. ganske absurd, at hvis en dansker opholder sig i udlandet i sit aktive liv, bliver hans eller hendes folkepension nedsat forholdsvis. Over for det står, at indvandrere, som aldrig har bidraget en krone til de danske skatter, får fuld folkepension, selv om de kun har været her i få år. Alle sociale ydelser gives til indvandrere uden betingelser. Jeg synes, det er at gøre nar ad de danske skatteydere.

Danmark kan ikke fortsat være hele verdens bistandskontor, selv om Helle Thorning og Villy Søvndal prædiker, at det er vores pligt. Oppositionen forholder sig totalt uansvarligt til enhver form for ansvarlig økonomisk politik, og prøver at fortælle vælgerne, at deres luftige og smertefri forslag kan redde landet. Men de har slet ingen plan. Sangen om evig omkostningsfri velfærd er falsk og det vil vi arbejde på at få vælgerne til at indse.

De kommende år vil yderligere kræve to ting: en revolution i et alt for sløvt uddannelsessystem og en teknologisk revolution i retning af det, som med et dårligt udtryk kaldes grøn teknologi.

Det første område, hvor vi skal ændre på rutinerne er altså uddannelsen. Vores folkeskole er reelt brudt sammen og tæt ved en femtedel forlader som sagt 9. klasse uden evne til at læse, skrive og regne. Nu er det emne, som man ved, kommet på dagsordenen fordi Socialdemokraternes formand fru Helle Thorning har åbenbaret, at hun sender sin datter på den ansete Ingrid Jespersens privatskole. Det er der med god grund sagt mange kritiske ord om, fordi fru Helle har haft travlt med at bebrejde andre forældre, at de tager deres børn ud af folkeskolen, men når det er sagt, har Helle Thornings beslutning gjort det lysende klart for alle dem, der ikke vidste det, at folkeskolen ikke fungerer mere.

Socialdemokraterne og SF vil løse ethvert problem ved at bevilge flere penge, men det hjælper ikke. Vores folkeskole er verdens dyreste og flere penge vil være smidt lige ned i et bundløst hul. Det, der er brug for, er at ændre fundamentalt på de krav, samfundet stiller til børn og deres forældre. Der skal en helt anden disciplin til. En disciplin som hos dem, vi konkurrerer med, kineserne og japanerne. Når folkeskolen svigter, går det ud over alle efterfølgende led i uddannelsessystemet. Uanset at vi har gode og kvalificerede mellemuddannelser, taber vi alt for mange i folkeskolen og de kan ofte ikke samles op bagefter.

I Danmark er det blevet sådan, at det er lige meget, om man gider eller ikke gider. Man kan sagtens få et godt liv, selv om man ikke gør noget som helst for det – de som trækker læsset i vores samfund skal jo til at betale for dem, som ikke gider. Det må vi lave om på. Alle ansvarlige forældre, som har råd, sender deres børn i privatskole, men ikke alle har råd, og gode skoler skal ikke være forbeholdt dem, som kan betale det ekstra bidrag til en privatskoles drift.  

Vi må sætte spørgsmålstegn ved, om en fælles folkeskole for alle kan komme til at fungere i et samfund med flere kulturer. Lad mig delagtiggøre jer i en beretning fra den virkelige verden:

Jeg citerer fra Berlingske Tidende den 22. maj:    

”Overfor sidder Jan Bengtsson. Lærer gennem næsten 40 år på Bavnehøj Skolen i Sydhavnen, hvor han blandt andet har undervist den tidligere statsminister Anker Jørgensens (S) børn.  

Gennem uger har han i Berlingske Tidende eksempelvis læst, hvordan 7.500 unge hvert år må tage dele af folkeskolen om på voksenuddannelse. Her er elever, som i løbet af ni år ikke har lært at dele fire med to. Eller elever i gymnasiet, der ikke har lært at stave til telefon. Jan Bengtsson har en forklaring på, hvorfor det sker.   

»Altså, efter sommerferien skal jeg være lærer i en ny klasse. Det glæder jeg mig til, men fordi folkeskolen nu skal inkludere alle mulige elever, så bliver det en stor opgave. Der vil være 25-26 elever. Fire af dem har en diagnose, og det betyder, at der vil være afsat ekstra tid til at få dem igennem skoledagen. De hænger mere i »gardinerne«, end de sidder på stolen, og i gennemsnit er de uden for døren en gang om dagen. Det er fire styks,« siger Bengtsson og holder vejret, inden han fortsætter beskrivelsen af sin kommende klasse ud fra referater fra den nuværende lærer og via sin position på skolen som lærer for de vanskeligste børn.  

For ud over de fire har klassen fire med tunge læsevanskeligheder. De er slet, slet ikke på femte klasses niveau og kræver en særlig indsats. Endelig er der en enkelt elev, som læser på 2. klasses niveau. Og inden Jan Bengtsson igen holder en pause for at få vejret, så fortæller han, at 80 procent af eleverne er indvandrere.  

»Det gør det ikke nemmere med hensyn til forældrekontakt og hjemmearbejde. Klassens lærere har gjort det fantastisk, men kan I nu forstå, at det er svært?«

Jeg vil ikke citere hele interviewet, men I skal lige have slutningen:

”Klokken er tretten, og han er færdig i dag. Carsten finder buskort, og drengene siger farvel. Den ene skal hjem til farmor, som har været i Danmark i 50 år, men ifølge drengen taler hun ikke et ord dansk. Her er ingen at lave Jans regnestykker sammen med. Ingen snak om demokrati, finanskrise eller dansk ishockey-optur.  

Blandt andet derfor har OBS-klassen en stor samling video-bånd fra genbrugspladsen med danske titler som Olsen-banden. Så lærer de lidt om at bo i Danmark. Dog var der en somalisk far, der mente, at Lotte Tarps bare bryster i »Olsen-banden i Jylland« var porno.  

En anden af drengene ved ikke, hvad han skal svare på spørgsmålet om, hvad han vil være i fremtiden. Også han er indvandrer. Han har en storebror, men han ved heller ikke, hvad storebroderen gerne vil. Men nogle lærer via Jan og Carsten, hvad der er op og ned. En af de tidligere elever er gået under jorden et eller andet sted inde i København. De tyrkiske kammerater har banket på hans dør og meddelt, at nu var det hans tur til at lave indbrud.   

»Ikke alle har muligheden for at sige nej. Når man går på skole i Sydhavnen, så er man også tæt på en af de kendte indvandrerbander i København - Sjælør-banden.«  

Jan Bengtsson kigger igen på mig:  

»Kan I nu forstå, hvor svært det er?«

Jeg vil føje til: kan I forstå, at det er en underskudsforretning?

Efter min opfattelse har vi ingen chance for at få de vanartede drenge med indvandrerbaggrund til at ændre kultur ved at give dem frit slag til at ødelægge folkeskolen. I mine øjne er det en absurditet, at de og deres forældre overhovedet er i Danmark. I det omfang, vi ikke kan sende dem hjem, hvor de hører til, må der sættes ind med både økonomiske og disciplinære foranstaltninger mod dem og deres forældre. Ikke de vattede gode råd og underdanige henstillinger, men en indsats, som selv barbarer kan forstå. Og så mener jeg i øvrigt, at enhver kriminalitet skal føre til hjemsendelse. Indvandrere kan jo her i landet gøre ting, som aldrig ville gå i deres hjemlande, og vi huser potentielle terrorister, som har fundet et sikkert asyl i Danmark.

Det næste problem er naturligvis, hvad vi danskere skal arbejde med. Det korte svar er, at vi skal lave det, som kinesere og indere ikke kan lave lige så godt til en tiendedel af vores pris.

Det grundige svar er, at en økonomisk krise kun overvindes, hvis det lykkes at foretage et skridt ind i en ny teknologisk fase, og den nye teknologi, verden behøver, er det, vi kalder grøn. Verden har et enormt behov for ny energi. Vi må gøre os fri for afhængigheden af olie og andre fossile brændstoffer, dels fordi de skader klimaet, dels fordi de fleste kendte ressourcer ligger i hænderne på fejlslagne stater, der støtter terrorisme og ustabile stater, hvis tilhørsforhold kan være tvivlsomt. Men det er ikke kun energi, der er mangel på. Principielt er der mangel på alt. Den fremherskende økonomiske naturlov er knaphedens lov. Vi skal blive bedre til at producere alt det, der er knaphed på. Vejen går over uddannelse og forskning.

Danskerne har gennem årtusinder skabt et unikt samfund. Selv om vi er et lille land, har vi vist, at vi kan noget særligt. Ole Rømer, Tycho Brahe, H.C. Ørsted, H. C. Andersen, Carl Nielsen, Jacob Ellehammer, Niels Bohr. De bedste i vores land kan noget særligt. Danske ledere er efterspurgte over hele verden. Vi skal arbejde på at uddanne flere, som kan noget særligt – vi skal dyrke de dygtige og flittige mennesker, uden hvilke Danmark ikke har nogen fremtid.

Vi samles på denne grundlovsdag og vi vil samles igen år efter år. Vi vil værne om dette lands frihed og selvstændighed, om de værdier, Danmark er bygget på. Vi vil have vort Danmark tilbage. Lad mig slutte med Johannes V. Jensens ord:

Hver spån du finder i Danmarks jord,
Er sjæl af dem, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod!

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg