"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Glimrende guide til islam

Juni 2006 - Helle Merete Brix

Velgørende ligefremt stiller denne bog alle de spørgsmål, vi normalt bliver opfordret til ikke at beskæftige os med. F.eks. om Koranen er poetisk skønsang eller snarere en krigsmanual.

Anmeldelse af Robert Spencer: The politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades). Washington, DC (Regnery) 2005, 270 sider, ca. 150 kr.

Den politisk ukorrekte guide til islam (og korstogene)
Den politisk ukorrekte guide til islam
(og korstogene)

"Den politisk ukorrekte guide til islam (og korstogene)". Titlen på amerikaneren Robert Spencers seneste, letlæste og uhyre populære bog er lige så velgørende ligefrem som selve bogen. Illustrationsmæssigt slås tonen an på forsiden. Her introduceres vi til den frække, lille gris, der inde i bogen dukker op på sidelinien og fortæller om politisk ukorrekte, men oplysende bøger om islam, som man helst ikke skal læse, hvis man vil altså vil være politisk korrekt. En jihad kriger toner frem på forsiden nedenfor grisen, for Spencers bog gør intet forsøg på at tilsløre, hvad de fleste nulevende islamforskere helst ikke gør for meget ud af: At islam blev udbredt med sværdet og opretholdt med sværdet, og at vi befinder os midt i endnu en jihad. Denne gang føres den på anden måde og med andre midler, men den har samme mål: islams herredømme o ver hele planeten og dermed også over det Europa, som det ikke lykkedes tidligere tiders hellige krigere at erobre. Valget for ikke-muslimer skal stadig være omvendelse, underkastelse eller død.

Således tøver Spencer ikke med at beskrive vore dages europæiske civilisation som en civilisation af underkastelse, en dhimmi-civilisation, der gør undskyldninger for hvad som helst - sin kultur, sin levevis, ja, selv for attentater som angrebet på USA den 11. september, der i denne forestillingsverden skyldes USAs ondskab, ikke jihadisternes ondskab. Men en kultur, der ikke er stolt af sig selv og det den har opbygget og opnået, kan ikke forsvare sig.

Det er også i en jihad-kontekst, mener Spencer, at man skal forstå mord på og mordtrusler mod kritikere. Som for eksempel filminstruktøren Theo van Gogh, der blev myrdet på åben gade i Amsterdam den 2. november 2004 på grund af filmen Submission, et klart manifest imod shariaens sexisme.

Spencer er ingen novice ud i islambranchen. Han er forfatter til fem bøger om islam, han er Adjunct Fellow i the Free Congress Foundation, og han benyttes jævnligt som skribent og kommentator af internationale aviser og TV stationer. Derudover er han manden bag en af internettets bedste websites med en kritisk tilgang til islam, www.jihadwatch.org.

Afviser Spencer at der findes moderate muslimer? Mener han, at alle muslimer er vilde med jihad og ønsker sharia indført? På ingen måde. Men Spencer er lige så klar som den frafaldne muslim og forfatter Ibn Warraq: Man kan tale om moderate muslimer, men der findes ingen moderat islam. Som Spencer siger det i bogen: "Hvor muslimer eksisterer fredeligt sammen med ikke-muslimer, i Centralasien og andre steder, er det ikke fordi skrifterne om jihad er blevet reformeret eller fornægtet; man har ganske simpelt ignoreret dem, og historien lærer os, at de kan genopfriskes på et hvilket som helst tidspunkt." Derfor er det også en vigtig opgave for religiøse frontfigurer i denne jihad at penetrere fredelige muslimske samfund overalt på jorden. Muslimerne skal kaldes tilbage til den rette vej.

Koranen er en krigsmanual

Bogen består af 18 kapitler, og hvor Spencer skriver om for eksempel Muhammeds liv, baserer han sig stort set udelukkende på islamiske kilder. Spencer vender sig imod enhver form for dekonstruktion, hvor enhver selv skaber sin sandhed, og hvor man ikke kan sige, at den ene sandhed er bedre end den anden. Jo, det betyder noget, mener Spencer, og det har derfor også umådelig betydning, hvem Muhammed var: Religionsgrundlæggernes liv og tanker forbliver centrale, og det er derfor yderst problematisk, at vi ikke kan nå til anden konklusion, end at Muhammed ikke var nogen Buddha eller Jesus, ingen æselkonge, der proklamerede at hans rige ikke er af denne verden, men en krigsprofet, der sakraliserede beduinrøveriet og skabte den første islamiske stat med jøder og kristne som andenklasses indbyggere, de såkaldte dhimmier.

Spencer klassificerer Koranen som en krigsmanual; han tager fat på islams intolerance, islams undertrykkelse af kvinder, det amoralske islamiske lovsystem, islamiske teologers fastholden af at jihad er vejen til Paradis og ikke mindst myten om, at de kristne korstog var udtryk for kristen imperialisme. Nej, understreger Spencer, korstogene var et modtræk mod en forudgående aggressiv islamisk ekspansion, der fejede hen over store civilisationer og kristne landområder, og som man forsøgte stoppet.

I hvert kapitel opsummerer Spencer PC-myten (PC står for political correctness) om forskellige islamiske dogmer. For eksempel en politisk korrekt forestilling om, at Muhammeds budskab var fred og tolerance, og at de, der benytter vold i islams navn, er afveget fra islams sande vej. Men Spencer punkterer denne myte. Han påpeger og underbygger, at Muhammed var en kriger, der, i det øjeblik han var stærk nok, gik fra voldelige ord til voldelige handlinger. Her kunne man tilføje, at det er samme forretningsgang, som islamisterne benytter i Vesten i dag.

Derfor er det vigtigt at vide, at islamiske teologer inddeler Koranen i de tidlige "Mekka-suraer", hvor Muhammed nøjedes med at kalde folk til islam, og de senere "Medina-suraer", hvor Muhammed havde vundet magt. Spencer fortæller os om abrogerede vers, det vil sige de fredeligere vers i koranen, der ikke længere har gyldighed, fordi senere, mere krigeriske vers har erstattet dem.

Det har slået denne anmelder, hvor ofte ikke-muslimske forsvarere for islam også i den hjemlige debat får flettet ind i et debatindlæg eller en kronik, at de ikke har læst Koranen, men at de "tror", eller de "forestiller" sig at der står sådan eller sådan. Men man må basere sin kritik på fakta, og jeg kan kun som Spencer gør, sige: Læs koranen og beslut dig for, om du opfatter denne bog som poetisk skønsang eller som, ja, en krigsmanual.

I slutningen af bogen giver Spencer en række anvisninger til forsvar for friheden i Vesten: En af dem går ud på at klassificere enhver muslimsk organisation, der ikke utvetydigt tager afstand fra shariaen som en politisk organisation frem for en religiøs. Det betyder naturligvis også, understreger Spencer, at sådanne organisationer skal leve op til den standard og det ansvar, som påhviler politiske organisationer. Og derfor er det meget vigtigt, ville jeg tilføje, at de journalister og forskere, der skriver om dem, forstår dem som politiske bevægelser med et politisk mål. Det vigtige er derfor ikke kun, hvad sådanne organisationers talsmænd udtaler udadtil, men endnu mere hvad de siger indadtil, hvilke islamiske bøger og skrifter, de sælger på deres konferencer, hvem deres netværk består af m.m.

Spencers bog kan med forsendelse og det hele fås for en 150 kr. gennem internettet. Den er det rigeligt værd.