Det er mandag den 1. marts, og ytringsfrihedsnetværket Fri Debat afholder deres første arrangement. Aftenens overskrift er spørgende: ”Bør vi afskaffe blasfemi- og racisme-paragrafferne?”, og et panel er sammensat af tilhængere og modstandere af de to paragraffer. Henning Koch, professor i forfatningsret ved KU, og Erik Bjerager, chefredaktør på Kristeligt Dagblad, repræsenterer nej-siden. Flemming Rose, kultur- og opinionsredaktør på Jyllandsposten og Jacob Mchangama, chefjurist i CEPOS, siger ja. Professor i logik ved KU og DK4-kendis, Vincent Hendricks, er ordstyrer.
Vi er på Borups Højskole, der ligger smukt ved Frederiksholms Kanal. Debatten skal foregå et sted med det lovende navn ’Himmelrummet’. Himmelsk er det godt nok ikke, lokalet, der med sine skrå vægge og snavsede gulv klemmer de små 70 fremmødte lidt sammen. Men emnets profane karakter taget i betragtning er det måske meget passende. De fremmødte er en blandet landhandel, om end de alle tilhører Fri Debats primære rekrutterings- og enighedsgrundlag, nemlig akademikerstanden. Filosoffer er der en håndfuld af; en snes studenter; en ældre repræsentant for en menneskerettighedsorganisation. Og medierne er søreme også med – Klaus Wivel og Jesper Vind Jensen fra Weekendavisen er mødt op og sidder ved siden af hinanden på de spinkle stole. Undskyldningssegmentet er her ligeledes, i form af Lars Trier Mogensen fra Politiken, der dog ikke siger noget i aften. Hverken ”sorry”, ”pardon” eller ”ursäkta”. Og så er Trykkefrihedsselskabet selvfølgelig også med. Det er jo en sag, der må optage alle, der går op i ytringsfrihed.
”Frit slag for klapjagt på troende”
Den første, der taler, er Erik Bjerager fra Kristeligt Dagblad. Han koncentrerer sig om blasfemibestemmelsen og mener, at de tre paragraffer, der begrænser ytringsfriheden i Danmark – altså henholdsvis racisme-, injurie-, og blasfemiparagrafferne – udgør en rimelig ramme om ytringsfriheden. I tilgift sikrer de et ’frit’ og ’tolerant’ samfund. Forbud mod blasfemi giver altså tolerance – religiøse følelser skal beskyttes for at bevare den offentlige orden. Og vi skal beholde paragraffen, ikke for at forhindre religionskritik, men ’for at beskytte den religiøse følelse når det er nødvendigt’.
Bjerager frygter, at en afskaffelse af blasfemiparagraffen vil medføre ’frit slag for klapjagt på troende’. Det afklares ikke i oplægget, hvornår det i givet fald er nødvendigt at beskytte den religiøse følelse, og hvorfor det kun er den religiøse følelse, der i givet fald skal beskyttes.
Krænkelsesfundamentalisme
Mens Bjerager har bekymret sig om den offentlige orden i Danmark er Flemming Roses perspektiv internationalt. For, som han siger, vi er alligevel forbundet med resten af verden gennem konventioner, medier og mennesker. Han indleder med at stille spørgsmålet, hvordan vi skal leve sammen i en verden, der er styret dels af informationsteknologi, der gør, at alle med det samme kan se, hvad vi publicerer i Danmark, og dels af heftig migration på tværs af nationale grænser. Der er, påpeger han, to mulige svar. Det første er devisen ’hvis I respekterer mit tabu, respekterer jeg jeres’. Noget for noget – en strategi, hvis implikation naturligvis vil være dramatiske overgreb på ytringsfriheden. Det andet svar, som han selv taler for, er, at vi skal finde dét minimum af begrænsninger på ytringsfriheden, der skal til for at vi kan leve sammen. I hans øjne går grænsen ved tilskyndelse til vold.
Sluttelig bemærker han, at det er en bekymrende tendens, vi ser for tiden, hvor skellet mellem ord og handling synes at blive undergravet. I et demokrati anerkender man forskellen mellem det sagte og det gjorte, og lovgivningen er indrettet derefter. Det modsatte gør sig gældende i et diktatur, hvor ord, tanker og meninger rask væk forbydes – blandt andet med henvisning til den offentlige orden. Det så vi i Sovjetunionen, vi ser det i det præstestyrede Iran og i alle andre totalitære regimer, der ikke anerkender ytringsfriheden som et civiliseret samfunds grundvilkår.
Tendensen til at acceptere ’krænkelsesfundamentalismens’ forsøg på at sidestille verbale
krænkelser med krænkende handlinger viser, at vi er ved at opgive ytringsfriheden.
En føljeton af paragraffer
Herefter fik en oplagt og usædvanligt munter Henning Koch ordet. Han indledte med at takke Fri Debat for at have lavet et alternativ til Trykkefrihedsselskabet – som tilhørerne kunne forstå, at professoren ikke bryder sig synderligt om. Herefter fulgte en spændende føljeton af og om paragraffer, i hvilken den følgende pointe skjulte sig; det er ikke fra internationale organer som FN, at den danske racismelovgivning stammer – ”bare så de danskere, der har så ondt af sig selv, ved det.” Og at FNs racismelovgivning oprindelig blev lavet for at beskytte jøder mod antisemitisme – hvorvidt dette forhold i sig selv skulle få folk til at glæde sig over FNs bestemmelser på området, meldte han dog ikke noget om. Med dette på plads kunne Koch konkludere, at det altså ikke er islamiske lande, der har opfundet den gældende internationale lovgivning, der i disse dage lægger pres på ytringsfriheden i Europa.
Censur er Modoplysning
Aftenens sidste oplægsholder, Jacob Mchangama, indledte med en række betragtninger om ytringsfrihed. Den tillader os at udtrykke vores samvittighed, vore tanker og følelser. Censur er derimod beslægtet med Modoplysningens frihedskrænkelser – her henviste Mchangama til kristendommens angivelige fortrædeligheder og filosoffen Spinozas kritik heraf. Ytringsfriheden er en forudsætning for politisk pluralisme, der igen sikrer, at vi kan udvikle videnskaben, filosofien, teknologien m.v. Den sidste pointe er naturligvis utilitaristen John Stuart Mills argument for ytringsfrihed i en let omskrevet version. Et kendt ræsonnement, ifølge hvilket vi bør tillade så mange ytringer som muligt, idet vi ikke kan vide, hvilke, der i fremtiden vil vise sig samfundsnyttige eller -nødvendige.
At det er et ganske mangelfuldt argument gør imidlertid ikke tankegangen mindre sympatisk, og Mchangama havde da også flere gode indsigter at dele med publikum. Særligt, at der er behov for et opgør med hate speech-begrebet på FN-niveau; at det er beklageligt, at danske menneskerettighedsorganisationer er på linje med FN og EU i hate speech-sager; at hate speech- og racismelove ikke er løsningen på problemet – hvordan skulle det ellers have været muligt for USA, der ingen racismelovgivning har, at reducere graden af racisme på nationalplan betydeligt? For hvis man mener, at demokratiet ville gå under uden disse love, da siger man også, at dets fundament er uendelig svagt. Hvis ikke demokratiets grundlæggende idéer har rod i et folk, så kan det ikke bestå.
Hvad så med fodboldfans’ne?
Efter oplæggene fik panelet tid til et par korte kommentarer. Erik Bjerager ærgrede sig over Flemming Roses manglende ”pragmatisme”, og opfordrede de tilstedeværende og verden udenfor til at leve i fred med hinanden, og ”i gensidig respekt”. Flemming Rose replicerede, at han skam er pragmatiker, men at han ikke accepterer Bjeragers besynderlige normative ræsonnement om, at hvis man krænker den troende, da kan det være en trussel mod den offentlige orden. Det er ikke rimeligt, hævdede Rose, at kun religiøse følelser skal nyde den form for beskyttelse. Hvad med folk, der går op i fodbold med liv og sjæl? Skal en Brøndby-tilhænger ikke også ’beskyttes’ mod krænkende udtalelser fra FCKs fans? Og så videre in absurdum. Nej, denne fornærmelseskult skal ikke subsidieres yderligere. I visse multikulturalistiske kredse sender man folk på ’sensitivitetskurser’, der skal gøre de pågældende mere forstående overfor andre kulturer. Rose foreslog i stedet, at vi alle skal på ’insensitivitetskursus’, så vi bliver mindre følsomme
allesammen.
”Sandheden er jo relativ…”
Ordstyreren Hendricks, der tog sit hverv meget alvorligt, indledte spørgerunden med at bede folk om stille korte og koncise spørgsmål. Det blev frejdigt ignoreret af flere af spørgere, der havde mange historier at fortælle. Nogle af dem var interessante; blandt andet spurgte én, om det ikke var problematisk, at skaberne af filmen ’2012’ godt turde vise ødelæggelsen af den kristne kirkes helligdomme, men ikke de muslimske? Eller, med andre ord: viser det ikke, at ’religiøse følelser’ er et gradsspørgsmål, og at den, der skal lovgive på basis heraf står overfor noget af en udfordring?
I hvert fald eet spørgsmål formåede at få den ellers cool Koch på glatis; en ung mand spurgte ham – sandsynligvis med reference til den verserende sag mod Geert Wilders i Amsterdam - om sandheden også skal være strafbar, hvis den krænker religiøse følelser. Koch indledte med, at ”sandheden er jo altid relativ…”, hvorefter den ellers høflige ordstyrer brød ind med et (aldeles relevant) ”relativ til hvad?,” men fortrød hurtigt og lod Koch tale videre. Kochs svar gik sådan cirka ud på at ja, man må godt forbyde sandheden, hvis den offentlige orden forstyrres. Sådan! Som Flemming Rose senere sagde, så er dette opskriften på et totalitært samfund. Velbekomme!
Ytringsfrihed og ’selvfølelse’
Der var også andre spørgere, blandt andet to unge kvinder, der stillede hvert sit spørgsmål til Rose og Mchangama, hvoraf det følgende var det mest særegne: Har muslimer virkelig ytringsfrihed, når det går ud over deres ’selvfølelse’, at andre kritiserer dem? Flemming Rose svarede tålmodigt, at problemer med muslimers ytringsfrihed kommer indefra i de muslimske communities. Virkeligheden er, at muslimer i Europa har langt flere rettigheder, end de har i de muslimske lande. Men de kan ikke udøve disse rettigheder, fordi der er kræfter i deres egne kredse, der har stor magt og som forhindrer det. For eksempel udtaler muslimske kvinder fra den svenske indvandrerghetto Rosengården, at de havde flere rettigheder i Libanon end i Sverige, fordi det selvbestaltede islamiske politi i ghettoen er så magtfuldt.
Tavshedens tyranni
En ung mand på forreste række spurgte herefter, om det virkelig kan være sandt, at man vil have ytringsfrihed, når det nu krænker muslimer så meget. Roses svar var, at vi, hvis vi fører denne tanke ud i livet – altså dette, at vi ikke må krænke religiøse følelser overhovedet – ender i tavshedens tyranni. Hvis alle har en grund til at føle sig krænket, og alle kan lukke munden på hinanden med loven i hånden, vil ingen til sidst turde tale. Et skræmmende perspektiv.
Hendricks afsluttede aftenen med de ord, enhver trofast seer af programmet ’Tankens Magt’ på DK4, kender: Således belært blev vi alle sammen klogere!
Det var et udmærket arrangement med en underholdende og vedkommende debat, hvor meningsforskellene kom fint frem. Man kunne måske indvende, at Henning Koch med sin meget faglige tilgang ikke var det bedste valg til en diskussion om ikke blot de juridiske forhold i relation til de to paragraffer, men også deres nutidige relevans, deres samfundsmæssige og politiske betydning, nationalt såvel som internationalt, deres etiske berettigelse, og så videre. Men panelet fungerede faktisk godt, og der blev – til publikums store moro – slynget et par skarpe bemærkninger gennem luften nu og da.
Må Fri Debat holde flere arrangementer af den slags og blive et godt supplement til Trykkefrihedsselskabet. Vi kan jo ikke være alle steder, selvom vi prøver!
Eva Agnete Selsing er specialestuderende i filosofi og
bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet
