Mens vestlige menneskerettighedsorganisationer og regeringer glæder sig over omstødelsen af dødsdommen over de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge, der i otte år har siddet fængslet i Libyen, beskyldt for forsætligt at have smittet libyske børn med aids, synes den at vække misnøje hos to fremtrædende medlemmer af organisationen Muslimer i Dialog. Der er tale om stud.med. Helen Latifi og cand.jur. Safia Aoude. Sidstnævnte går så vidt som til på Latifis blog på nettet at betegne sygeplejerskerne som ”østeuropæiske kællinger”, der fortjente et år ekstra bag tremmer.
Helen Latifi var frygtelig oprevet over Den Danske Forenings "Voldsmosespil", som hun mente dæmoniserede muslimer. Torturofre har hun derimod ikke meget tilovers for.
Under overskriften ”Dødslægen og hans 5 sygeplejersker benådes i Libyen” skriver Latifi kort om ændringen af dommene over de seks til livsvarigt fængsel. Latifi, der ifølge egne oplysninger er færdiguddannet læge om cirka tre år, synes ikke at have medlidenhed med sin udenlandske kollega og sygeplejerskerne. Tværtimod har Latifi på sin blog forsynet et billede af uniformerede libyske kvinder med følgende tekst: ”Libyanske [man behøver åbenbart ikke at kunne dansk for at blive læge] kvinder i uniform skal nok tage sig af forbryderne!”
Det var før europæerne anført af EUs udenrigskommissær Benita Ferrero-Waldner og den franske præsident Nicolas Sarkozy havde indgået en uigennemsigtig handel med Libyens diktator Muammar Gaddafi, der betød, at fangerne kunne overføres til Bulgarien, hvor de øjeblikkeligt blev benådet og løsladt. Umiddelbart efter hjemkomsten fortalte sygeplejerskerne, at deres tilståelser var fremtvunget ved tortur, og at to af dem var blevet voldtaget, mens de sad i libysk fængsel.
Til Human Rights News forklarede Valentina Siropulo: "Jeg tilstod under tortur med elektricitet. De snoede små ledninger omkring mine tæer og mine tommelfingre. Sommetidersatte de en på min tommelfinger og en anden på enten min tunge, hals eller mit øre".
De to fremtrædende muslimers holdning er særligt bemærkelsesværdig på baggrund af de oplysninger, der for længst er fremkommet om sagen.
Allerede den 12. september 2001 kunne den Bulgarske Helsinki Komite, der har til opgave at afsløre menneskeretsovertrædelser og forsvare ofrene, citere en anden bulgarsk sygeplejerske, Nadya Dervisheva, der havde været arresteret sammen med de andre, men senere løsladt, for at sygeplejerskerne var blevet torteret. I fængslet havde en af de senere dømte sygeplejersker, Nassya Nenova, berettet, at hun var blevet slået så hårdt, at hun ikke kunne gå i en uge. Senere var hun blevet underkastet elektrisk tortur og truet med at blive smittet med HIV, hvis hun ikke tilstod (http://www.bghelsinki.org/index.php?module=news&lg=en&id=226).
Det har åbenbart heller ikke gjort indtryk på stud.med. Helen Latifi, at det naturvidenskabelige tidsskrift Nature den 14. december 2006 kunne bringe en artikel om sagen skrevet af 14 forskere. De rapporterede, at den HIV-1 og HCV-smitte, som sygeplejerskerne og den palæstinensiske læge var blevet dømt for at have udspredt, allerede var udbredt på Al-Fateh hospitalet i Benghazi – hvor forbrydelsen skulle have fundet sted – og i dets omgivelser før de dømte sundhedsarbejderes ankomst i marts 1998 ("Molecular Epidemiology: HIV-1 and HCV sequences from Libyan outbreak", http://www.nature.com/nature/journal/v444/n7121/full/444836a.html).
Forskernes resultater fik øjeblikkeligt de to internationale organisationer for sundhedsarbejdere, World Medical Association, der repræsenterer mere end 8 millioner læger, og International Council of Nurses, med 13 millioner medlemmer over hele verden, til at forlange dødsdommene over de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge ophævet. I en erklæring henvendt til bl.a. den libyske regering, dateret den 8. december 2006, henledte de to organisationer opmærksomheden på, at "nye videnskabelige resultater såede tvivl om beviserne mod de anklagede sundhedsarbejdere" (http://declanbutler.info/blog/?p=95).
Saif al-Islam al-Gaddafi tror ikke meget på sin fars forklaringer.
Forinden havde den kendte amerikanske journalist Judith Miller i Wall Street Journal ("The Nurses' Trial", 10. september 2006, http://www.opinionjournal.com/editorial/feature.html?id=110008923) kunnet afsløre, at end ikke Muammar Gaddafis egen søn, Saif al-Islam (navnet betyder "Islams sværd"), troede på anklagerne. Al-Islam købte simpelthen ikke sin fars påstande om, at det libyske aids-udbrud skyldtes en udenlandsk sammensværgelse. "Der er ingen sammensværgelse," fortalte han Judith Miller. "Mossad og CIA står ikke bag dette. Det var en sag om ledelsessvigt eller sløseri eller uheld, eller måske alle tre." Ifølge Saif al-Islam havde sammensværgelsesteorier med rod i libysk og arabisk kultur skabt en frygtelig dynamik i denne sag. "Vi må finde en løsning på denne tragedie," sagde han.
Zyklon B og hjemmebrændt vodka
Safia Aoude blev tidligere på året landskendt, da hun på sin blog syntes at rejse tvivl om Zyklon B blev brugt til at gasse jøder i nazisternes koncentrationslejre. Da Sappho bragte det frem, kvitterede hun med et fotomanipuleret billede, hvor hun havde forsynet Sapphos redaktører med hagekors. Sagen blev taget op i andre medier og i Det Konservative Folkeparti, hvor Aoude var bestyrelsesmedlem i partiforeningen på Østerbro i København. Partiet indledte en eksklusionssag, men Aoude valgte selv at trække sig.
Muslimer i Dialog har derimod i en pressemeddelelse den 28. marts 2007 gjort det klart, at man ikke anser det for et problem, at Aoude er medlem af bestyrelsen. Her sidder hun sammen med bl.a. Helen Latifi, den stærkt medieeksponerede imam Abdul Wahid Pedersen samt organisationens talsmand Zubair Butt Hussain, der nu har antaget fornavnet Muhammed.
Muslimer i Dialog betragter det formentlig heller ikke som noget problem, at Aoude den 18. juli 2007 anbragte følgende kommentar til sundhedsarbejdernes benådning for dødsdommen på Helen Latifis blog: ”Jeg kan huske de fem kvinder fra Bulgarien under et af retsmøderne. De læste op fra et papir med klager over deres fængselsophold. Hvad var det allerværste for dem? Var det maden? Var det mangel på aircondition? Var det pladsmanglen? Kakkelakkerne [sic]? De mange flytninger? Nej, den helt store tudetur kom, da de læste op at de måtte 'dele celler med libyere'!!!!! Det var det allerværste, og det knækkede dem psykisk.”
Videre skriver Aoude, der i øjeblikket kører en racismesag mod Pia Kjærsgaard: ”Alene på grund af sådan overmenneskementalittet [sic] fortjener de fem østeuropæiske kællinger et år ekstra bag tremmer. Jeg har INGEN tårer udgydt for dem et eneste øjeblik. De kom til Libyen for at score kassen hurtig, og de medbragte den typiske østeuropæiske griske mentalitet som de kan hygge sig med bag deres svenske gardiner i Abu Salim fængslet. Libyerne var i deres øjne kun dyr, som man kunne give den ene sprøjte efter den anden uden at sterilisere. Efter fyraften var det så tilbage til den statsgaranterede lejlighed i Gargaresh for at nyde hjemmebrændt vodka.”
Aoude skriver også, at hun har fulgt sagen på seriøs vis og har været i tæt kontakt med "mange af ofrene og deres familier”. Hun konkluderer: ”Nu er de så benådet pga. børnenes familier, sendes snart hjem til 'anstændige forhold' (i.e. løsladelse og sprutfester) og det må jeg acceptere, men gid de ALDRIG nogensinde må praktisere sygepleje igen resten af deres liv!”
Sapphos redaktører har tidligere omtalt Safia Aoudes tætte forbindelser til den libyske regering og diktatoren Muammar Gaddafi. Det synes nu bekræftet af, at hun åbenbart har haft lejlighed til at følge sagen om de torterede sygeplejersker på tæt hold, og af at hun sammen med Helen Latifi prøver at udbrede torturbødlernes version.
Gadaffis sværd
Safia Aoudes nære forbindelser til det libyske diktatur kan spores tilbage til i hvert fald sidste halvdel af 1990erne. I 1996 var hun indblandet i en organisation, der kaldte sig Islamic Student Organization. Foreningen udsendte et nyhedsbrev ("Newsletter for Islamic Student Organization"), hvis redaktionskontor var identisk med Safia Aoudes privatadresse på Østerbro i København. Da hun – formentlig i 1996 eller 1997 – affattede et paper om de juridiske problemer, der var forbundet med udleveringen af de libyske mistænkte for Lockerbie flysprængningen ("The Lockerbie Legality: What Went Wrong in International Criminal Law?", http://www.mathaba.net/info/locker-leg.htm), præsenterede hun sig som "Safia Aoude, Islamic Student Organization, Seif al-Jamahiriya, International Revolutionary Committees".
På mange måde er netop dette dokument – og især hendes præsentation af sig selv – nøglen til forståelsen af Safia Aoudes egentlige politiske program og sande loyalitet.
Der er tale om en strengt juridisk ræsonneret afhandling om de konventionsmæssige og folkeretlige implikationer i forbindelse med strafforfølgningen af de formodede gerningsmænd for flysprængningen over Lockerbie i Skotland den 21. december 1988, der kostede 270 mennesker i livet. Hendes forsigtigt formulerede konklusion er, at Storbritannien og USA har udnyttet FN til at fremme deres politiske interesser, mens Libyens position i sagen ville have været til gavn for skabelsen af en international retsorden.
Det er åbenbart en analyse, der er faldet i god jord hos den libyske magthaver. I hvert fald er Aoudes juridiske overvejelser publiceret af det libysk- og Gaddafi-venlige nyhedsbureau Mathaba News Agency, hvor der fortsat bliver gjort reklame for den libyske diktator og hans politiske ideer, således som de er fremlagt i det libyske regimes officielle ideologiske skrift, The Green Book.
Safia Aoude – Gaddafis sværd
Det der imidlertid tydeligst forbinder Safia Aoude med Gadaffi, er hendes selvfremstilling som "Seif al-Jamahiriya". "Seif" er en variant af "saif", altså sværd. Jamahiriya er et arabisk ord, der normalt oversættes med "massernes stat". Det er et kunstigt ord skabt af Muammar Gaddafi og bruges kun om den stat, som Gaddafi har oprettet i Libyen, og hvis officielle navn på engelsk normalt gengives som "Great Socialist People's Libyan Arab Jamahiriya".
Seif al-Jamahiriya" betyder altså "den libyske stats sværd", eller rettere "Muammar Gaddafis sværd". Om meningen er, at Aoude tilhører en organisation, der kæmper for Muammar Gaddafis interesser, eller om betegnelsen kun omfatter hende selv, er ikke til at sige.
Men sandsynligvis er der tale om en organisation, idet hun slutter sin præsentation med at henvise til "International Revolutionary Committees", som stadig eksisterer, og som i marts 2007 mødtes til "session" – det fremgår ikke, hvor mødet fandt sted (http://www.mathaba.net/0_index.shtml?x=551766). Bevægelsen er også begyndt at kalde sig "Green Charter International".
Under den nylige session diskuterede man bl.a., hvad der kunne gøres for at fremme "Den tredje universelle teori", som er hovedindholdet af Gaddafis "Grønne bog". Af en anonym artikel om mødet på mathaba.net fremgår det endvidere, at terrorhandlingerne den 11. september 2001 blev udført af "kendte kræfter og deres agenter inde i Pentagon og Det Hvide Hus", hvorefter "zionistiske agenter" i samarbejde med britiske sikkerhedsfolk og den "zionistiske publikation The Telegraph" foranstaltede et ondskabsfuldt overfald på Green Charter Internationals "Mathaba", dvs. "hovedkvarter".
Rapporten fra Komiteernes session mundede ud i en tak til Muammar Gaddafi og en hyldest til "den internationale revolutions nye leder", Venezuelas stærke mand, Hugo Chavez.
Safia Aoudes svaghed for den socialistisk-islamiske revolution har dog ikke forhindret hende i indtil foråret 2007 at have haft en fremtrædende placering i Det Konservative Folkeparti.
