Fra Marx til Muhammed

I ganske poetiske vendinger fortæller Pietro Cini 15. juni i Dagbladet Information, at vi europæere burde se "den kulturhistoriske makrokontekst, der forbinder os til Mellemøsten". Fordi det er dér, vi har vore rødder.

"Selveste Europa var i øvrigt fra Mellemøsten", skriver Cini videre, og dette lykkelige slægtskab med Mellemøsten gavner alle parter (om end givetvis mest os, kan man læse mellem linierne), og her er Cini helt på linie med de andre vestlige intellektuelle, der efter Murens fald droppede marxisme til fordel for en ny frelserreligion. Alle er de gået ubsværet fra Marx til Muhammed, og nu sværger de ved de syv hår i Abdul Wahid Petersens skæg, at muslimerne vil civilisere os lige som deres forfædre,  de sejrende jihadi'er fra Saudiarabien, der bragte os medicin, arabertal, navigationsteknikker, optik, kemi og den dybe tallerken.

Men før man helt forsvinder i orientalsk eufori, er det en god idé at ihukomme arabologen - og arabofilen - Bernard Lewis'  nøgterne ord i essayet "The arab/muslim non-contribution", hvor han skriver "...i øvrigt er selv forestillingen om islamiske bidrag til førmoderne videnskab og filosofi - i kølvandet på sejrsrusen efter djihad erobringer - ikke andet end myter".

Det kan de tvivlende nemt forvisse sig om v.h.a. lidt selvstudium, m
en allerførst burde de begynde med et tankeeksperiment. Hvad nu hvis de arabiske muslimer havde sejret over Charles Martel, og gjort sig til herrer over hele Europa?

Musik som Djævelens værk

Ville Bach have komponeret sin ofte kristent-inspirerede musik lige så godt under islam? Ville musik i det hele taget have været tilladt? Eller - sådan som Ayatollah Khomeini forlangte - forbudt fordi det var Djævelens værk? Ville Rembrandt p.g.a. billedforbuddet have malet andet end blomstermotiver? Ville Einstein, en foragtet jøde, have udkastet banebrydende teorier, der er i direkte modstrid med Allahs love?

Hertil vil mange svare ja, kunst og videnskab kan sagtens trives i de arabisk/muslimske lande. Se blot på maurisk Spanien og de muslimske filosoffer og videnskabsmænd i middelalderen. Folk som Ibn Sina (Avicenna) og Ibn Rushd (Averroes). Og  er det så sandt som det er sagt.

Men det er også vigtigt at huske, at Ibn Sina og Ibn Rushd nyder absolut ikke megen anseelse i den muslimske verden, hvor de nærmest betragtes som kættere. De var i øvrigt to af de få “ægte” muslimer fra islams blomstringstid, der ikke havde jødisk, kristen eller anden baggrund, og I virkeligheden var det arabernes undersåtter - kristne assyrere, hinduer, persere og jøder - der  gjorde det muligt for det arabisk/islamiske imperium at blomstre, og det for en historisk set  relativ kort stund.  Kun få af de mennesker, der stod bag denne blomstring var arabere, og de fleste var bekvemmelighedskonvertitter fra de besejrede folkeslag.

Kristne og jødiske oversættere

Er man den mindste smule i tvivl om de virkelige forhold, behøver man blot at se på islams arabiske vugge, Saudiarabien, idag. Uden olie ville det ligne det golde og tilbagestående Somalia. D.v.s. teknisk set i middelalderen, samfundsmæssigt i oldtiden. Men sådan bliver historien ikke fortalt. Moderne kulturradikal historieskrivere fortæller os, at alt det gode vi har, kom fra arabiske muslimer. Men intet kunne være mere forkert.

Tag eksemplet med oversættelsen af den græske kulturarv, den, der førte til den europæiske renæssance. Var oversætterne muslimske arabere,  som mange påstår? Nej. Oversættelserne blev hovedsageligt udført af kristne og jøder og kom interessant nok virkeligt I gang efter de arabiske erobrere blev fordrevet fra oversætterbyen Toledo .

På samme måde blev de arkitektoniske perler - Córdoba, Granada, Taj Mahal. - skabt af folk, som araberne havde samlet op på deres vej. Hvad ellers? Hvordan kunne et ørkenfolk, der altid havde levet i telte eller lerbolige, pludselig blive arkitekter? Hvordan kunne kvægdrivende nomader skabe overrislingsanlæg, som slet ikke kendtes i arabernes eget landområder, men fandtes færdigt udviklede i den før-islamisk Nordafrika, Mesopotamien og Indien?  Det samme gælder de islamiske miniaturemalere og elfenbenskærere. De var henholdsvis persere og hinduer. Matematikerne og astronomerne var koptiske egyptere. Mange af dem var folk, der flygtede fra det fundamentalistiske islamiske styre i Bagdad og Damaskus til det mere liberale styre i Spanien, og da fundamentalismen også kom til Spanien, måtte nogle af dem flygte videre.

Men det er en anden historie.

En muslimsk Kierkegaard?

Sammenfattende kan man sige, at så godt som alt, hvad muslimerne skabte, skyldtes de indfødte i de lande, de erobrede, og da disse efterhånden blev arabiseret og islamiseret omkring år 1000, mistede den arabisk/islamiske kultur dens livsgnist, og gik i forfald. Og hvad har den præsteret siden? Ikke meget. Danmark alene har præsteret lige så meget om ikke mere end hele den muslimske verden tilsammen

Hvor er muslimernes Kierkegaard? Hvor er deres Saxo? (1001 nat var et lån fra Indien, lige som talsystemet og det berømte nul), hvor er deres Grundtvig, deres H.C. Andersen? Hvor er deres Rasmus Rask, deres Niels Bohr, deres Jens Risø, deres fysiker Lene Vestergaard Hau? Hvor mange Nobelpristagere har de 56 muslimske lande præsteret tilsammen? Hvor er deres Hammershøj, deres Carl Nielsen, deres Dirk Passer, deres Storm P., deres Olsen Banden? Hvor er deres humor, hvor er deres evne til at tænke selv, en evne som  er opstået i det kristne Europa uden hjælp fra Pietro Cinis nye rollemodeller. Sidstnævnte har næppe andet at byde på end en returbillet til oldtiden.

Er det den vej, Cini og CO ønsker, det skal gå?

Geoffrey Cain er cand. mag. et art.