"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fra integration til "respekt"

februar 2006 - Helle Merete Brix og Lars Hedegaard

Sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger kan ikke undgå at trække lange spor i Danmarks og Europas historie, selv om det er for tidligt at drage håndfaste konklusioner om de langsigtede effekter. Noget kan imidlertid siges med en betydelig grad af sikkerhed: Vi lever i et helt andet debatklima end for bare et halvt år siden, og ytringsfriheden er kommet under et større pres end på noget tidspunkt siden den tyske besættelse.

Endnu for få måneder siden - hvor der ganske vist var vild uenighed mellem regeringsblokken og dele af oppositionen om den rigtige udlændinge- og integrationspolitik - var der i det mindste nogenlunde enighed om det langsigtede mål, nemlig at indvandrerne skulle integreres i det danske samfund.

Det var ganske vist ikke nemt at omsætte de gode hensigter i håndgribelige resultater, men omtrent alle politiske partier satte deres lid til, at man kunne løse problemet ved at tilføre integrationsindsatsen stadigt flere milliarder. Nu er integrationspolitikkens fortalere ikke så sikre. Dvs. de går stadig ind for endemålet, men efter de seneste sammenstød mellem europæisk og islamisk kultur, er der tydeligvis opstået tvivl, om dette endemål kan nås.

Det har dog ikke fået de tidligere så optimistiske fortalere for integrationsprojektet til at udøve selvkritik. De er i stedet gået over til at tale om noget andet, nemlig om den "respekt", som vi skylder den fremmede kultur, der nu breder sig på dansk grund.

Jo mindre den fremmede ideologi kan integreres, des mere vokser kravene om, at vi skal respektere den. Ja, vi skal oven i købet gå i "dialog" med den. Som om indretningen af det danske samfund var et forhandlingstema mellem dem, der går ind for grundloven, og dem, der forkaster den. Og som om religionsfriheden skulle indebære noget krav om respekt for alle de religioner, der frit kan dyrkes.

På det seneste har de Tordenskjolds soldater, der gennem 20-30 år har udbredt myten om integrationen, lanceret en helt ny grundfortælling: Nu drejer det sig ikke længere om integration, men om det modsatte, nemlig om at dyrke forskelligheden.

Ifølge talsmænd for den danske meningselite følger kravet om respekt af selve religionsfriheden. Hvis muslimer er omfattet af grundlovens bestemmelse om religionsfrihed, så betyder det også, at man skal respektere islam, og det kan man som bekendt kun gøre, hvis man anerkender, at Koranen er en hellig bog og Muhammed en Guds profet.

En masse andre religioner dyrkes på dansk grund, men ingen har endnu fundet på at forlange, at udenforstående skulle respektere mormoners, scientologers, Jehovas vidners, katolikkers eller protestanters tro eller hellige bøger, bare fordi de pågældende religioner frit kan dyrkes i Danmark.

Det er således ikke mange år siden, at netop Jyllands-Posten kørte en journalistisk kampagne mod scientology, hvis teologi blev udstillet som lattervækkende og rablende vanvittig. Dengang var der ingen, der krævede, at avisen eller statsministeren skulle vise respekt for scientologerne eller gå i dialog med dem. Alle mente, at det var fuldt tilstrækkeligt, at de frit kunne udøve deres religion, så længe de ikke overtrådte landets love. For det er lige præcis, hvad der ligger i den danske grundlovs bestemmelse om religionsfrihed. Den indebærer netop ikke nogen ret til at blive fritaget fra kritik.

Hvorfor skal islam så have en særstilling? Ganske enkelt, fordi denne religions magthavere op gennem historien har vist sig villige til at bruge ekstreme magtmidler for at skaffe den "respekt", som deres trossætninger ikke kan begrunde. Det er også, hvad vi ser i den nuværende internationale opstandelse over Muhammed-tegningerne.

Derfor er der heller intet mærkeligt ved, at de herboende imamer og deres udenlandske allierede nu er gået til angreb på ytringsfriheden. Det er helt i forlængelse af islams historie fra Muhammeds dage og til nu. Dette angreb på ytringsfriheden er også et angreb på de liberale og frittænkende muslimer, der igennem islams historie er blevet intimideret, forfulgt eller myrdet af islams magthavere. Sådanne muslimer udgør også en del af den muslimske gruppe i Europa.

Det nye er, at Gudsstatens herboende fortalere er stødt på en uventet folkelig modstand. En modstand, der insisterer på retten til frit at ytre sig, og som vil forsvare vore grundlovssikrede frihedsrettigheder, om vi så får hele verden imod os.

LH & HMB