I Holland er det blevet en slags russisk roulette at gøre brug af éns konstitutionelle ret til frit at ytre sig. Det er ikke længere paranoia at tænke: Hvad er konsekvenserne af det, jeg siger, skriver eller tegner? Vil ti regeringsansatte komme og slæbe mig ud af mit hjem?
Multikulturalismen udfyldte et tomrum
I 1960’erne og 70’erne havde befolkningen i Sovjetunionen mistet enhver tro på marxismen. Alligevel blev et lille antal marxister i Vesteuropa ved at tro på den socialistiske utopis velsignelser. De var få, men deres indflydelse i medierne og den akademiske verden var stor. Det var på grund af dem, at det dengang ikke var populært at forsvare sovjetiske dissidenter som Sakharov, Amalrik, Solzjenitsyn, Sjaranskij og andre.
Det vestlige establisment blev på dette tidspunkt angrebet af disse oprørere, der var inspireret af Marx. Det fik en mærkelig konsekvens. Disse vestlige revolutionære angreb ikke kun den herskende borgerlige elite, men også alle, der vovede at kritisere Sovjetunionen. Enhver, der løftede stemmen mod de yderst effektive metoder, som Sovjetunionen brugte til at undertrykke dets eget folk, blev hånet af dem. Kritikere af Sovjetunionen blev genstand for smædeskrifter og bagvaskelse.
Efter Sovjetunionens sammenbrud gik marxismen af mode i venstreorienterede cirkler. Et tomrum opstod. Men efter masseindvandringen af gæstearbejdere og folk fra de tidligere kolonier fandt de nye venstreorienterede en ny trosretning. Nu har de en fast tro på den multikulturelle utopi. Multikulturalismen lærer ikke blot som marxismen, at alle mennesker er lige, men også at alle kulturer og religioner er det. For dem er kannibalisme blot en smagssag.
Derfor er det ingen tilfældighed, at mennesker, der tidligere var inspireret af Marx og marxismen, nu i stort tal er placeret i antidiskriminationsorganisationer i Holland. Som I sikkert véd, har The Dutch Complaints Bureau for Discrimination on the Internet sagsøgt mig. Ikke overraskende har de ansatte i denne organisation en fortid på den yderste venstrefløj.
Genindførelse af censur
En institution som The Dutch Complaints Bureau for Discrimination on the Internet bliver finansieret af regeringen og arbejder tæt sammen med den offentlige anklager. Selv om The Dutch Complaints Bureau for Discrimination on the Internet ikke er en offentlig institution, optræder den i praksis som statens forlængede arm.
Lad mig slå fast: Virkelig diskrimination af minoriteter er forkastelig. Det er alle enige om, hvis man ser bort fra ortodokse, politiske ekstremister. Derfor ser kampen mod diskrimination så nydelig og nobel ud. Og ingen kan få sig selv til at protestere mod stramningen af anti-diskriminationslove. Imidlertid har vi ved at stramme disse love skabt et monster, som ender med at sluge os. Under påberåbelse af kamp mod diskrimination er censur ved at blive genindført.
Som I sikkert ved, opstod der optøjer og protester verden over efter offentliggørelsen af de danske Muhammed-tegninger. Den 4. februar 2006 blev der endda sat ild til den danske ambassade i Damaskus. Danske firmaer blev boykottet i den islamiske verden. Alle var rædselsslagne. Hollænderne frygtede, at de var de næste, der stod for tur.
Derfor er det ikke spor overraskende at den hollandske industris spidser ofte udtrykker sig negativt om den hollandske politiker, Geert Wilders. De frygter, at filmen Fitna og de kritiske udtalelser om islam, som Wilders er kommet med, vil skade hollandske handelsinteresser. Det er praktisk at have anti-diskriminationslovgivning ved hånden, når man skal beskytte hollandske handelsinteresser. Wilders opfatter islam som en totalitær ideologi. Af samme grund er han nu under anklage for diskrimination og tilskyndelse til had.
Jeg er overbevist om, at hollandske handelsinteresser også har spillet en rolle i beslutningen om at arrestere mig.
Politikere, forfattere, kunstnere, karikaturtegnere burde have muligheden for at give offentligheden deres syn på farerne ved totalitære ideologier og religioner. Ikke desto mindre kan enhver nu risikere censur eller endda retsforfølgelse – forklædt som ”beskyttelsesforanstaltninger mod diskrimination”. Den konstitutionelle beskyttelse af ytringsfriheden ser ikke ud til at blive håndhævet mere.
Selvcensur udelukket
En satirisk tegning af Muhammed, islams profet, skaber med garanti vanskeligheder. Før du aner det, står en religiøs galning i din dagligstue med en økse eller nogen parkerer en bil fuld af sprængstoffer foran din dør. Sådanne terrormidler er effektive og skræmmende. De er private forsøg på at censurere og intimidere. Staten behøver ikke engang gøre noget. Ikke desto mindre: At tegne profeten Muhammed er ikke - jeg gentager - er ikke forbudt ved lov, ikke engang i en multikulturel idealstat som Holland.
Imidlertid aner du ikke, hvad der vil ske, hvis du laver en karikaturtegning om f.eks. kvindernes underordnede stilling, tørklædet, burkaen, terrorisme, rituel slagtning, ramadanen, omskæring, chikane af bøsser eller andre nye fænomener relateret til islam. Sådanne tegninger er ikke ulovlige, men den kendsgerning ignoreres af dem, der i dag har magten i Holland.
Alligevel vil tidligere marxister, forstokkede marxister, forvirrede og godtroende sjæle, religiøse tosser, naive eller kyniske politikere og forretningsfolk hidse sig op over dem, fordi sådanne karikaturtegninger opfattes som en trussel mod den multikulturelle utopis ideologi. Sådanne karikaturtegninger kan have en negativ effekt på eksporten til muslimske lande. For en karikaturtegner er det umuligt at gå udenom disse emner. Masseindvandring med de dertil hørende problemer er langt det vigtigste emne i Holland, hvad enten tilhængerne bryder sig om det eller ej. En kunstner, der gør sit arbejde, kan ikke leve med de restriktioner, som den multikulturelle ideologi pålægger ham. Selvcensur er udelukket.
Bedrevidende, hvid middelklasse
Det er svært for tegneren selv at afgøre, om en tegning vil skabe ballade. Men alene det at afvente en afgørelse fra en organisation som The Dutch Complaints Bureau for Discrimination on the Internet er en skræmmende affære. Den slags organisationer påstår at vide, hvad der er bedst for minoriteter. Professionelle fra den hvide middelklasse påstår at vide bedre end de minoriteter, de ønsker at beskytte imod diskrimination. Uden selv at være klar over det optræder de gode mennesker i The Dutch Complaints Bureau for Discrimination on the Internet på den måde som arrogante, hvide vesterlændinge. En karikaturtegner, der ønsker at undgå ballade, bør tænke som en arrogant, hvid vesterlænding for at undgå vanskeligheder med denne institution. Det fatter de færreste kunstnere. Men igen: selvcensur er udelukket.
Men disse diskriminations-bekæmpere er ikke alene ofre for nidkær politisk korrekthed; de er faktisk ondsindede. De opfatter enhver tegning, der gør grin af en farvet person, en jøde, en hindu, en muslim eller snart sagt enhver minoritet, for farlig. Disse ædle diskriminations-bekæmpere brændemærker straks sådanne karikaturtegninger som racisme.
Tegningerne, der førte til arrestation
For at illustrere min pointe vil jeg vise jer en af de otte tegninger, der førte til min arrestation. Statsadvokaten for Amsterdam krævede, at jeg fjernede disse tegninger fra min hjemmeside.
For at forstå tegningen skal man vide, at Kongeriget Holland består af både Holland og De hollandske Antiller, en gruppe øer i Det caribiske Hav. Befolkningen på Antillerne nedstammer fra slaverne. Slaveri er en følsom sag for mange. Så mens det ene monument efter det andet er blevet rejst for at mindes slaveriets rædsler, har det været tabu at kritisere den voldsomme korruption på De hollandske Antiller. Millioner af hollandske skatteyderbetalte euro er blevet pumpet ind i de hollandske Antiller uden at det har haft nogen nævneværdig virkning. Min karikaturtegning antyder på satirisk vis, at hollændere opfører sig som flagellanter på grund af deres koloniale fortid, og at deres dårlige samvittighed udnyttes.
Imidlertid opfattede den offentlige anklager denne tegning som ”diskrimination”. I hans øjne havde jeg tegnet en farvet person som en doven parasit.
Antidiskriminations-lovgivningen kræver faktisk, at karikaturtegninger skal være entydige, og ikke kan udlægges på flere måder. En sådan lovgivning har vidtrækkende konsekvenser. En karikaturtegner er ikke en karikaturtegner, hvis han tvinges til at opgive al lærdom, viden, sund fornuft, forestillingsevne, symbolisme, antydninger, ordspil, hentydninger, ironi, sarkasme og kynisme.
Selvcensur er udelukket for en ægte karikaturtegner. Det sætter de få karikaturtegnere, der ikke tilpasser sig, men stoler på den konstitutionelle beskyttelse, i en farlig, isoleret position. Selvcensur er farlig for enhver, der tager ytringsfriheden alvorligt, uanset hvilket område, man virker i.
Russisk roulette
I Holland er det blevet en slags russisk roulette at gøre brug af ens konstitutionelle ret til frit at ytre sig. Det er ikke længere paranoia at tænke: Hvad er konsekvenserne af det, jeg siger, skriver eller tegner? Vil ti regeringsansatte komme og slæbe mig ud af mit hjem? Vil de sætte min anonymitet på spil, og give enhver religiøs galning lov til at dræbe?
Det er sørgeligt at måtte konstatere, at ytringsfriheden i Holland er blevet underlagt religionsfriheden. Religionsfrihed giver religiøst inspirerede mennesker privilegiet til at gøre lige hvad de vil og tror, eller hvad deres religion dikterer dem: diskriminering af kvinder og homoseksuelle, misbrug af børn, politisk og religiøs agitation, organisering af parallelsamfund, apartheid – alt er tilladt, når det er en gud, der kræver det. Og værre endnu: Antidiskriminationslovene forbyder faktisk enhver kritik af sådanne religiøst inspirerede forsøg på at underminere vores frihed og vores demokrati.
Mine damer og herrer, censur og selvcensur er blevet en del af dagligdagen i Holland. Men det vil blive værre endnu. Og Danmark vil ikke undgå denne udvikling. På europæisk niveau anvendes antidiskriminationslovene i stigende grad til at lukke munden på kritikere af den multikulturelle utopi. Enhver, der f.eks. stiller spørgsmålstegn ved Tyrkiets optagelse i EU, løber en stor risiko. De, der udtrykker mistillid til Tyrkiets premierminister, Recep Erdogan, og hans islamiske AKP-parti må være forsigtig. Enhver kritisk vits, bemærkning eller kommentar om Tyrkiets mulige indtræden vil blive fortolket som racisme.
Tidligere marxister, godtroende og forvirrede sjæle, religiøse tosser, naive eller kyniske politikere og forretningsfolk vil af hensyn til deres egne interesser prøve at kvæle ytringsfriheden. Med antidiskriminationslovene har de et mægtigt våben. Enhver, der grundlæggende er uenig med de indskrænkninger af ytringsfriheden, der nu findes i de europæiske multikulturelle samfund, er fra nu af stemplet som en moderne dissident i den sovjetiske betydning af ordet.
Vi ved alle, hvad der skete med dissidenter i Sovjetunionen. Mange af dem endte i fængsel eller blev spærret inde på psykiatriske afdelinger, selv om Sakharov, Amalrik, Solzjenitsyn, Sjaranskij osv. havde ret. Den socialistiske utopi faldt til sidst sammen under sine egne løgne. Man behøver ikke være profet for at kunne se, at der i det lange løb venter den multikulturelle utopi samme skæbne. Mistro og foragt fra multikulturalisterne burde opfattes som en kompliment. Der er ingen grund til at give efter for deres antidiskriminationslovgivning, for censur, eller for alle de mange menneskelige tendenser til at underlægge sig selvcensur.
Diskrimination af svigermødre!
Til sidst dette: Svigermødre er den mest forhadte minoritet i verden, selv om enhver ved, at der findes mange ekstremt sympatiske svigermødre. Alligevel gøres der tykt grin med svigermødre – i alle kulturer. Dette, mine damer og herrer, er den rene diskrimination! Og alligevel er der ingen satiretegner, der er blevet smidt i fængsel på grund af en svigermor-tegning. Dette illustrerer nok engang, at diskrimination er et relativt begreb.
Mine damer og herrer, tak for Deres opmærksomhed.
Oplæg holdt ved Trykkefrihedsselskabets konference Humour, Satire and Free Speech 11. september 2010
Oversættelse: Katrine Winkel Holm
