I torsdags i sidste uge faldt mine øjne på en artikel i Kristeligt Dagblad, som meddelte, at den franske historiker Dominique Venner havde begået selvmord i Notre-Dame-katedralen i Paris.
Jeg blev nødt til at læse disse tørre linjer flere gange, for nyheden var rystende.
Dominique Venner (udtales Vennér), som skød sig selv foran kirkens alter den 21. maj om eftermiddagen, var mig ikke ukendt.
På mine hylder står flere af hans bøger og en samling af det tidsskrift, han stiftede i 2002 og ledede indtil sin død, La Nouvelle Revue d’Histoire (NRH).
Håbets råb
Som læser har jeg tilbragt adskillige timer i Venners selskab, og jeg har været ham taknemmelig for hans omfattende viden og hans refleksioner, som udfordrede mine egne.
Og nu var den noble og kloge mand bag de tusinder af sider pludselig død ved en spektakulær handling, som var en besked til den verden, han elskede: Ikke en desperat selvtilintetgørelse, men et håbets råb.
Dominique Venner var en flittig skribent – han er en mangfoldig forfatter med omkring 50 værker og hundredvis af artikler. Han er uundværlig for forståelsen af især det 20. århundrede.
Her er nogle af hans mest repræsentative bøger: Le Siècle de 1914 (2006) (året 1914 definerer det 20. århundrede; det markerer begyndelsen på Europas sammenbrud), Histoire de l’Armée rouge (1981) (den modtog Det Franske Akademis pris), Les Blancs et les Rouges: Histoire de la guerre civile russe (1997, 2007) (et af de bedste værker, der er blevet skrevet om den russiske borgerkrig, fremkaldt af den bolsjevistiske magtovertagelse), Histoire critique de laRésistance (1995/2002), Histoire de la Collaboration (2000/2002), Histoire d’un fascisme allemand, 1919-1934 (1996/2002) og Ernst Jünger:Un autre destin européen (2009).
Den oprørske, handlingskraftige unge mand
Venner var ikke kun en lærd – han var nemlig ingen ”biblioteksrotte”. Han var, hvad man på fransk kalder ”un intellectuel engagé”, en akademiker, som lidenskabeligt tog del i sit lands skæbne. Han var en stridsmand, en kriger (ikke for ingenting var han også militær- og våbenhistoriker).
I første del af sit liv blev Venner direkte, fysisk engageret i sin samtidshistorie.
Han studerede ved militærskolen i Rouffach (Alsace); han deltog i et angreb på Det Franske Kommunistpartis hovedkontor i Paris i 1956 som protest imod Sovjetunionens nedslagtning af det ungarske oprøn.
Han meldte sig som volontør i Algierkrigen og blev dekoreret med ”Croix du combattant”; blev medlem af det paramilitære OAS (Organisation armée secrète), der opfattede det som Frankrigs pligt at beholde herredømmet over Algeriet og forsvare den europæiske (især franske) befolkning, for hvilken Algeriet i mange generationer var fædrelandet (de såkaldte ”pieds-noirs”).
I 1961 organiserede OAS et mordforsøg på General de Gaulle, der blev holdt ansvarlig for katastrofen; som følge deraf tilbragte Venner som politisk fange halvandet år i La Santé-fængslet.
Som han har fortalt i blandt andet sin erindringsbog Le coeur rebelle (1994), var disse år med direkte deltagelse i historien, i voldsomme begivenheder, med de heldige eller uheldige valg, han dengang traf, og med den refleksionstid, som fængslet bragte ham, med til at forme ham som historiker.
Han var begyndt som aktør i historien, og han udviklede sig til et menneske, som udforsker historien og reflekterer over den, samtidig med at han aldrig opgav det, som havde været kernen i hans ungdomsengagement:
At historien ikke er skrevet på forhånd; at den er frugten af menneskelige beslutninger, altså af den frihed, man tager sig trods alle odds; at den enkelte er ansvarlig for sit fællesskab og dettes fortsatte liv.
Den modne historiker
At fortælle om historien så akkurat som muligt, at forsøge at forstå den ”indefra” og at udbrede kendskabet til den gennem bøger og tidsskrifter (såsom Enquête sur l’histoire 1991-1999 og bagefter La Nouvelle Revue d’Histoire) blev for Venner en modstandshandling over for en tid, hvor den fælles hukommelse, som giver et folk og en civilisation sammenhængs- og livskraft, er alvorligt svækket:
”Det, som karakteriserer det nuværende samfund og dets herskende klasser, er forkastelsen af historien, af sansen for historien. Sansen for historien […] er det, som gav styrke til den nationale bevidsthed, til identitetsbevidstheden.
Den gjorde det muligt at tolke nutiden med fortiden som holdepunkt. Den var med til at udvikle en forståelse for den situation, man befinder sig i, og for konflikten med fjenden. Den gav én kritisk distance i forhold til dagligdagens knusende byrde.
Denne forkastelse af historien ledsages på paradoksal vis […] af en svulmende interesse i medierne for øjeblikkets begivenheder. Ligesom andre specialister i de humane videnskaber er historikerne påvirket af tidens mentale kaos og deltager i den generelle dekonstruktion. Under dække af at afvise enhver kulturimperialisme har man i historieundervisningen kappet tidens tråd og på den måde ødelagt den sande historiske erindring. […]
Afvisningen af kronologien er et meget effektivt middel til at forhindre, at menneskets bevidsthed får en sammenhængende struktur […] [som] ville stå i modstrid med standpunkternes konstante forandring og hvirvel, som definerer et samfund, som lever under flygtighedens og overfladiskhedens tyranni”.
Ingen fremtid uden fortid
I Dominique Venners øjne kan et folk og en civilisation (som jo ikke er biologiske, men åndelige størrelser) ikke have nogen fremtid, med mindre de har en fortid, dvs. bevidstheden om fortiden som noget nærværende, som en kontinuitetens kraft, som noget, der konstant fornyr sig, og som det lys, der belyser den fælles vej i nutiden og fremtiden:
”Den måde, vi forstår vor fortid på, bestemmer vor fremtid. Vi kan ikke tænke over nutiden og fremtiden uden at føle fortidens dybde bag os og fornemme vore rødder.
Der findes ingen fremtid for den, der ikke véd, hvor han kommer fra, og som ikke har en erindring om den fortid, som har gjort ham til det, han er.
Men at have fornemmelse for fortiden, det er at gøre den nærværende. Fortiden er ikke bag os som det forbigangne. Den er foran os, altid ny og fuld af ungdom” (Synergies Européennes, Le Baucent (Metz) / NdSE (Bruxelles), Avril, 1999).
Kampen for Europas overlevelse
I sine senere bøger (Histoire et tradition des Européens: 30.000 ans d’identité, 2002; Le choc de l’histoire: Religion, mémoire, identité, 2011) koncentrerede Venner sig om at diagnostikere det nuværende onde og bringe en modgift – af kulturel, åndelig og ikke-politisk art.
Således giver han sine læsere en fornemmelse for Europas sygdom og for den historiens ”prøvelse”, det står over for, og som flertallet nægter at erkende:
Det svækkede Europa med svækkede nationalstater (opgivelsen af den nationale suverænitet, manglende kontrol med egne grænser), en svækket demografi (hvilket er et tegn på manglende tillid til livet og manglende ansvar for dets fortsættelse) og en iboende nihilisme, som stammer fra tabet af menneskets transcendente dimension og manifesterer sig som en allestedsnærværende meningsløshed.
Med denne svækkede bevidsthed om livets mening og om sin kultur og identitet konfronteres nu Europa med en anden civilisation med et helt andet syn på mennesket og samfundet, nemlig den islamiske, under hvis åg Europa mere og mere risikerer at falde.
I sin bedømmelse af faren ved den ikke-europæiske, især muslimske indvandring, tager Venner tråden op efter Jean Raspail og hans profetiske mesterværk fra 1973 Le Camp des Saints.
Modgiften ligger for Venner i igen at lære europæerne, hvem de er.
Således vender han tilbage til Europas rødder, til de værker, i hvilke en specifik europæisk måde at forstå eksistensen på har udkrystalliseret sig: Homers epos, de keltiske legender, de nordiske sagn, middelalderens digtning.
Athen og Rom med deres syn på den enkelte og fællesskabet.
Den europæiske forståelse af livet og døden, af de moralske dyder, af skønheden og harmonien, af kvinden og kærligheden, af skæbnen og historien.
Den store tradition, som ligesom en skjult ”undergrundsflod” bliver ved med at flyde under hverdagens asfalt og hviske i vore øren – hvis vi blot vil lytte til denne fortælling, som er Europas kontinuitet med sig selv.
”Ord skal bekræftes gennem handling”
Dominique Venner efterlod sig to tekster, hvor han forklarer meningen med sin sidste handling ;.
Han tog sit liv for at gøre opmærksom, ikke kun på ødelæggelsen af familien, ”vores civilisations iboende fundament”, uden hvilken intet folk og intet samfund kan overleve, og på de europæiske værdier, som netop kommer til udtryk i forholdet mellem mand og kvinde (modstanden mod ”den afskyelige lov” om homoægteskaber), men også for at signalere den fare, som den islamiske indvandring udgør for Frankrig og for Europa: ”at bryde den dødlignende søvn”, som Europa er sunket ned i, og ”at vække menneskenes slumrende bevidsthed”.
”Nye, spektakulære og symbolske handlinger vil sikkert være nødvendige for at ryste menneskene af deres søvn, kalde den bedøvede samvittighed til live og vække erindringen om vore rødder. Vi går ind i en tid, hvor ord skal bekræftes gennem handling”.
Som selvmordet i Prag
Dominique Venner begik selvmord, ligesom Jan Palach gjorde i januar 1969 i Prag for at protestere imod den sovjetiske invasion.
Jeg husker den chokbølge, Palachs handling sendte gennem hele den kommunistiske verden, og det håb, som hans død på paradoksal vis tændte i vore hjerter.
For her var der et menneske, som ikke havde været bange for at dø! Han havde turdet. Han havde fulgt sin samvittighed. Han havde vist sig som en fri mand. Der var stadig håb for os alle.
Nu gælder det om at forstå, hvorfor Venner bevidst, mens han ”stadig havde kræfterne”, valgte denne afslutning, og hvad selvmordet betød for ham selv.
Som han skrev: Døden kan være ensbetydende med ”at sætte et punktum for grusomme sygdomme”, eller den kan være ”en befrielse fra en uudholdelig eller vanærende skæbne” (det kan ikke udelukkes, at Venner måske var alvorligt syg, da han tog sit liv, men dette ændrer ikke ved det budskab, han ønskede at efterlade sig); i bestemte situationer kan et selvmord være et udtryk for at ville ”leve som sig selv til det sidste øjeblik”; det kan endda være ”en provokation til håb”, for ”det at eksistere er at give sig hen – og at dø er sommetider en anden måde at eksistere på” (lederartiklen i La Nouvelle Revue d’Histoire, nr. 64, januar-februar 2013).
”Jeg finder det nødvendigt at give mit liv […]. Jeg giver det, der er tilbage af liv i mig, med det formål at protestere [imod Europas manglende vilje til at se faren i øjnene] og at lægge grunden [til modstand]” (”J’offre ce qui me reste de vie dans une intention de protestation et de fondation”).
Den frugtbare død
Dominique Venners selvmord er en ekstrem handling, som mange franske katolikker i de seneste dage har fordømt i de mest ukærlige og brutale vendinger, men ret beset er det hverken udtryk for blasfemi eller for desperation, men for en mands vilje til at dø, som han havde levet, trofast mod de samme principper.
Han inkarnerede en aristokratisk moral, han havde lært fra Antikken, og en riddermoral, han havde lært fra den europæiske middelalder:
At man er ansvarlig for sine, og at ansvar betyder at kæmpe og give sit liv for andre; at sand kærlighed kun findes der, hvor man er rede til at dø for det, man elsker.
Venner vidste godt, hvad han gjorde.
Han ønskede at fortælle, anderledes end bare i ord, at friheden kun findes der, hvor menneskene magter at se deres dødelighed i øjnene og netop således er i stand til at besejre deres angst og trodse døden, idet de giver deres liv for det, de tror på.
Heroiske dyder
Dominique Venner var ikke en bekendende eller troende katolik; han opfattede sig selv som hedning.
Han søgte karakterfasthed, værdighed, loyalitet, mod og heroiske dyder – og han syntes ikke at finde dem i kristendommen (med nogle undtagelser), men i oldtidens kultur.
Han havde alvorlige (og ikke uberettigede) indvendinger mod det, som i hans øjne var kristendommens dekadence, kirkens kompromisser med alle tidens ideologier, dens hang til usund defaitisme og dens manglende vilje til at forsvare troen og den kristne civilisation.
Uanset hvad hans gudsforhold end måtte have været, hvilket forbliver hans sjæls urørlige hemmelighed, er én ting sikker:
Han valgte at dø ved alterets fod, i den kirke, som er det kristne Frankrigs og det kristnes Europas symbol, og han døde i troen på, at hans selvopofrelse vil være frugtbar: ”hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt” (Joh. 12,24).
